my love will be your armour.

Natasja er en pige som lever et skørt liv. Det er ikke et skørt liv som nogen skal ønske sig, for hun lever sammen med en bande, med en masse forskellige slags forbrydere, med hver deres speciale. Alle fra gruppen er nogen som ikke er noget værd, og ikke havde noget sted at bo, indtil de blev samlet op på gaden af lederen, Sander. Tingene begynder at spidse sig til, når de er nødt til at tage en drastisk metode i brug, for ikke at blive opdaget, som tyve. gruppen begynder at tage uskyldige mennesker som gidsler, og det er Natasja meget imod. Hun kan slet ikke li' at være indblandet i alt den kriminalitet, men hun havde ikke noget valg. og når Natasja pludselig begynder at holde lidt for meget af en af gidslerne, ved navn Nathan, er hun nødt til at tage en svær beslutning. skal hun stikke af fra huset, med Nathan, og ha' resten af banden på nakken, eller blive og se til mens Nathan langsomt nærmer sig sin død.

15Likes
4Kommentarer
2499Visninger
AA

22. kapitel 20

 

 

Der havde været stille hele bilturen. Jeg havde kigget ud af vinduet, og overvejet hvad jeg skulle spørge ham om, men endnu en gang havde mine tanker hobet sig op og jeg kunne ikke finde en sætning frem. Mørket udenfor gjorde stemningen i bilen lidt for seriøs, og man kunne mærke nervøsiteten stige omkring os.  Nathan sad og var meget koncentreret om sin kørsel, han kiggede ikke på mig, selvom jeg blev ved med at kigge hen til ham. Jeg tog en dyb vejrtrækning og fangede en af spørgsmålene i mit hoved. ”hvad har du sagt til de andre, og hvad med fansene?... du har vel sagt at du er taget af sted, ik?” jeg bed mig i læben, ved tanken om, om det var det rigtige at spørge om. Endelig kiggede han på mig. Han smilede, hvilket jeg tog som et tegn på at han havde det hele under kontrol. ”jeg sagde til de andre at jeg var nødt til at tage hjem til Gloucester i et par dage, fordi min mor havde brug for min hjælp til noget” han kiggede væk igen og så ikke ud til at forvente et svar. ”et par dage? Hvad skal vi overhovedet?” jeg fik endelig slynget mine spørgsmål ud til ham, og håbede på at svaret ikke ville være noget som f.eks ’vi skal flygte væk sammen’ eller det værste ville være hvis han slet ikke gad fortælle det. men han er heller ikke så dum, at han for os rodet ud i alt muligt. Han har nok tænkt over det her, før han bare gør det.

Han kiggede ikke på mig, men åbnede bare munden for at svare kort. ”Plymouth. Men vi skal nok finde et motel på vejen, da det vil tage lidt tid at køre derhen” Plymouth?! mit blik satte sig på ham som lim og håbede på at hans ansigt ville afsløre at det var løgn. Der var ingen spor af løgn i hans ansigt, og det fik mit hjerte til at banke hurtigere ved tanken om hvor vi var på vej hen. Min hjemby. Der hvor alle de dårlige minder kommer fra. Min mors død, min fars opførsel og det der kom ud af hans opførsel. Det var den tid hvor jeg altid var alene. Jeg kunne ikke stole på nogen dengang. Jeg turde ikke stole på nogen dengang, efter alle jeg troede jeg kunne stole på havde forladt mig. Min mor forlod mig, selvom jeg ved hun stadig er med mig et sted deroppe. Min bror forlod mig alene med ham. Og ham som jeg kaldte min far, svigtede mig.

Jeg husker dengang jeg besluttede mig for at løbe hjemmefra. Jeg stjal en masse penge fra min far, og så rejste jeg med toge dag og nat, til jeg var kommet så langt væk fra ham så muligt. Lidt efter fandt Sander mig på Londons gader, og tog mig med til klubben.

Hvad skulle vi overhovedet i Plymouth?! ”hvad skal vi der?” spurgte jeg forsigtigt for ikke at lyde sur. ”jeg troede du havde læst brevet… adressen forneden på brevet er i Plymouth” han kiggede stadig ikke på mig. Hvad fanen skulle vi der? Måske havde han alligevel ikke en god plan, for det lød ikke ligefrem som en god idé at følge efter morderen til hans adresse… men det var jo den adresse hvor han ville ha’ ham til at aflevere mig. ”har du tænkt dig at gi’ mig til ham?!” råbte jeg næsten, og det fik ham til endelig at kigge på mig, med et seriøst udtryk smørret i ansigtet. ”jeg ville aldrig gi’ dig til ham, det ved du også godt! Men vi er nødt til at finde ham og sætte en stopper for det han har gang i!” ”det er det vi politiet til smarte! Er du dum?!” min vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere og Nathan så ud til at kunne fornemme min nervøsitet. ”hvor skulle vi så være mens de leder efter Sander! det er ikke en gang sikkert at han er på den adresse, og så er han stadig et eller andet sted ude efter os, hvis vi lader politiet klare det” hvorfor er han så dum?! ”politiet kan sørge for alt det der, og vi kan oveni købet også få en slags bodyguard til at overvåge os, hvis nu Sander skulle komme forbi!” han så ikke ud til at gi’ op. ”du er eftersøgt! Hvis vi skal ha’ sikkerhed så bliver du opdaget… og jeg vil ikke miste dig” et lille smil listede sig op i mine læber.

Så han gjorde det altså for mig? Det var stadig den dummeste plan jeg i mit liv havde hørt. Hvilken idiot har lyst til at opsøge den morder, som er ude efter en? … Nathan.. ”det er det dummeste du nogensinde har gjort...” sagde jeg vrissent. ”hvorfor er du så sur nu? jeg prøver bare at hjælpe dig!” det var svært at forstå at det var sandheden. Der var en som ville hjælpe mig med mine problemer. Og den person var oven i købet en fyr, som jeg var overbevist om at jeg havde nogle stærke følelser for. Men den fyr, var også i gang med at køre mig hen til det mit værste mareridt. ”Plymouth er min hjemby!” slap det ud mellem mine læber. At dømme efter hans ansigts udtryk, forstod han hvad jeg hentydede til. Jeg havde aldrig fortalt ham at det var Plymouth jeg kom fra. Det var nok bare ikke det vigtigste at fortælle om, men nu ville jeg ønske at jeg havde fortalt det noget tidligere. ”det… det vidste jeg ikke…” han vendte sit ansigt mod mig, med et undskyldende blik, indtil jeg pegede ud mod trafikken, for at minde ham om at han kørte.

Efter en times kørsel, kom vi et motel i møde. Det lå langt væk fra alting, og lige nu var det perfekt for mig. Jeg ville bare gerne sove. Sove hele det her mareridt væk, hvis det kunne lade sig gøre. Forhåbentlig var det bare et mareridt…

Motellet så ikke ligefrem rent ud, men vi skulle også tænke på hvad vi havde råd til. det så meget mørkt ud indvendigt, selvom der var en lampe i loftet. Men det var ikke en særlig kraftig lampe og den kastede ikke dens lys særlig langt ud i rummet. Ved disken stod en lille dame. Hun så ud som om hun var lige ved at falde i søvn, men det var nok fordi de ikke havde så mange gæster.

Vi fik et værelse, efter en lang samtale med damen, som virkede som om hun levede i sin egen verden. Hun havde svært ved at koncentrere sig og snakkede hele tiden om alt muligt andet, men til sidst fik Nathan lukket munden på hende.

Vi fandt vores værelse, og så til min store overraskelse at det var et værelse med dobbeltseng. ”ser ud til at jeg skal sove i samme seng som dig, lige meget hvor vi er” sagde jeg, og gloede på den beskidte seng foran mig. Værelset var lige så enkelt som receptionen. Intet på væggene, ingen gulvtæpper, ingen gardiner, intet. Kun en stor dobbeltseng. ”har du noget imod det?” spurgte han. jeg kiggede hurtigt på ham, og indså at jeg nok havde sagt, hvad jeg sagde, i en lidt irriteret tone. ”nej nej” sagde jeg, ikke alt for overbevisende, for at han ikke skulle fatte mistanke, om at jeg faktisk elskede at skulle sove sammen med ham.

Jeg lagde mig med det samme på sengen, efter jeg havde taget mine stramme bukser af. Jeg var for træt til at gide børste mine tænder, eller finde noget nattøj frem fra min taske. Min frie hånd tog fat i lagnet som lå let over mig, og mine tanker gik pludselig hen på min brækkede hånd. Jeg måtte ha’ vundet mig alt for meget til at ha’ min hånd i en slynge, så jeg faktisk havde glemt hvorfor jeg havde det. jeg skulle faktisk også ha’ været på hospitalet for at tjekke på den om et par dage. Men det kunne jeg ikke komme til, nu hvor jeg var på vej langt væk fra London.

Jeg mærkede sengen gå ned ad, bag min ryg, og jeg vidste at det var Nathan som havde lagt sig, men jeg vendte mig ikke om til ham. Jeg orkede ikke den intime stemning, som altid kom når vi kiggede hinanden intenst i øjnene, for så ville jeg være nødt til at ignorere alt det jeg havde sådan en lyst til at gøre. Det hjalp ikke at kigge på ham.

Igen kom jeg til at tænke på, hvorfor jeg skjulte mine følelser for ham og mindede mig om at det fordi jeg vidste jeg snart ville miste ham igen. ”hvorfor gør du alt det her for mig? Du ved jo godt at jeg sikkert snart skal i fængsel…” sagde jeg. jeg mærkede sengen bevæge sig bag mig, og så kom en arm pludselig frem, og lagde sig over mig. ”…Nathan” sagde jeg, hentydende til at han helst ikke skulle ligge så tæt op ad mig og bare svare på spørgsmålet. ”det ved du da ikke… og jeg vil bare ikke ha’ at du skal komme i problemer” selvom han havde fjernet sin arm, kunne jeg stadig mærke at han lå ret tæt op ad mig. Hans ånde stak i min nakke, og fik hårene på mine arme til at rejse sig.

Men hvad hvis det faktisk ville vare lang tid før jeg kommer i fængsel? Og det er ikke sikkert at det bliver så lang tid, at jeg er i fængsel… hvor længe ville jeg kunne gå rundt og skjule mine følelser for Nathan? Og ville det være noget værd at skjule, hvis nu han faktisk ikke ville forlade mig, efter jeg var kommet i fængsel? Han havde ikke forladt mig endnu. Han havde ikke glemt mig. Så hvorfor skulle han glemme mig? Men hvad hvis det ville få ham i problemer, at vi var forelskede. Han ville ikke forlade mig og han ville blive involveret i alle mine problemer, til sidst ville han også ende i fængsel.

”vidste du at man godt kan komme i fængsel, hvis man dækker over en som er eftersøgt” sagde jeg. ”det er ikke ulovligt, hvis man ikke vidste at personen er eftersøgt” hans hånd begyndte at age min bare overarm, så det sendte kuldegysninger igennem hel min krop. Det føltes godt, at mærke hans hud mod min, men så kom jeg i tanke om at jeg stadig ikke måtte vise mine følelser. Jeg rejste mig op i sengen, og kiggede ned på ham. ”gir du ikke snart op?” spurgte jeg mod min vilje. Hans blik blev mere og mere seriøst og endte ud i et trist udtryk.  Min ikke-skadede hånd greb fat om lagnet og trak det lidt tættere rundt om mig. ”hvad mener du?” han satte sig op ved siden af mig, og holdt det samme triste blik hele tiden. ”du ved godt hvad jeg snakker om” fik jeg presset ud gennem min mund. Han sad lidt i stilhed, og sendte mig ikke en gang et blik. Han så ud til at tænke. ”kan du ikke bare lade mig være?” jeg fortrød med det samme hvad jeg havde sagt, og var lige ved at slå mig selv, over hvor dum jeg var. ”har du så meget imod mig?” snappede han. Det gav mig et lille chok at han lød så irriteret.

Det var igen min skyld at han var sur. Altid min skyld, fordi jeg skulle være så dum og aftale med mig selv at skjule mine følelser. ”nej nej, det er ikke det!” skyndte jeg mig at sige, for ikke at gøre det værre end det allerede var. ”hvad er det så?!” det gik pludselig op for mig at jeg havde forvildet mig ud på barbund. Jeg havde let mig selv ud i en fælde og hvad var der nu at svare? Hvad fanen skulle jeg sige? hele min plan var ved at kollapse, fordi jeg havde sagt en lille forkert sætning.

Min hjerne søgte efter et svar at komme med, men jeg kunne ikke finde på noget. ”hvad er der med dig?” spurgte han igen og det fik mig til at få endnu mere stress på, med at finde et svar. Mit hoved begyndte at værke med alle de tanker som fyldte mit hoved og det var som om jeg ikke længere tænkte over mine handlinger.

Med en hurtig bevægelse drejede jeg mit hoved mod hans. Han kiggede op på mig, med et lidt overrasket blik, men jeg nåede ikke at se så meget af det, da jeg med ét satte mine læber på hans. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...