my love will be your armour.

Natasja er en pige som lever et skørt liv. Det er ikke et skørt liv som nogen skal ønske sig, for hun lever sammen med en bande, med en masse forskellige slags forbrydere, med hver deres speciale. Alle fra gruppen er nogen som ikke er noget værd, og ikke havde noget sted at bo, indtil de blev samlet op på gaden af lederen, Sander. Tingene begynder at spidse sig til, når de er nødt til at tage en drastisk metode i brug, for ikke at blive opdaget, som tyve. gruppen begynder at tage uskyldige mennesker som gidsler, og det er Natasja meget imod. Hun kan slet ikke li' at være indblandet i alt den kriminalitet, men hun havde ikke noget valg. og når Natasja pludselig begynder at holde lidt for meget af en af gidslerne, ved navn Nathan, er hun nødt til at tage en svær beslutning. skal hun stikke af fra huset, med Nathan, og ha' resten af banden på nakken, eller blive og se til mens Nathan langsomt nærmer sig sin død.

15Likes
4Kommentarer
2412Visninger
AA

3. kapitel 2

 

Med Kasper i hånden løb jeg ned ad trappen til Sanders værelse. Der var mørkt, fordi han boede i det eneste rum uden et vindue, det mente han var sikrest, og jeg har aldrig forstået hvad han mener med det. jeg søgte i rummet efter skyggen af ham, men han var ingen steder at se. ”hvor fanen er han henne?” tænkte jeg højt. ”ved ik.. lad os spørge de andre” Kasper fulgte lige i hælene på mig ud. I stuen sad de andre og snakkede. Det så ud som om at de havde fået Katrine til at lave et nummer med Sander, ved at tage hans snapback. Katrine ville normalt aldrig gøre sådan noget, og hun så også ud til at være meget nervøs for at ha’ gjort det. ”har i set Sander?” sagde jeg med et imødekommende smil. De rystede på hovedet. ”jeg tror at han gik en tur med trisse” sagde en der hed Alex. Trisse, eller som hun rigtigt hed, Patricia, hun har altid haft et eller andet med Sander. Nogen gange kunne hun godt opføre sig som om at hun også var leder. Hun var altid lige i hælene på Sander, og gav alle nyhederne, som Sander af en eller anden grund altid fortalte til hende først. ”hvorfor det? vi har da ikke mere arbejde for i dag?” sagde Kasper. ”jeg ved det ikke, jeg så dem bare gå sammen ud af døren..” svarede Alex igen, mens han nikkede hen mod indgangen. ”når…” sagde jeg lidt skuffet, og satte mig hen til de andre. ”hvad skulle du med ham?” spurgte Katrine så. ”eem… jeg ville spørge hvor de der gidsler er..” mine øjne søgte efter de andres ansigts udtryk, men de var tomme. ”er det ikke ligemeget hvor de er?” spurgte Alex igen. Jeg kløede mig i nakken, og tænkte på hvad jeg skulle sig. Det undrede mig at de slet ikke tænkte over det med gidslerne. De opførte sig som om at de ikke kendte noget til det. ”jeg ville bare vide om de var blevet smidt ind i et værelse, eller om de bliver proppet i kælderen…” jeg kiggede rundt på dem alle sammen, de udtrykte afsky… så jeg skyndte mig at rede den med: ”altså… jeg tænkte at jeg jo kunne hjælpe med at holde øje med dem…” deres ansigter tøede langsomt op. Det var forfærdeligt at tænke på, at de andre var ligeglade med at uskyldige mennesker blev kidnappet. Men jeg kunne ikke rette mig imod gruppen, de kunne jo smide mig på gaden. ”træt af altid at stjæle? Det kan jeg godt forstå… jeg ku’ enlig også godt tænke mig at holde øje med gidslerne, i stedet for altid at stjæle” sagde en der hed Sisse. Jeg nikkede bare, og lod som om at det var det som jeg snakkede om, for ikke at komme ind i nogen konflikter.

Kasper slog sig ned ved siden af mig, og prikkede mig i siden, som tegn på at jeg skulle gi’ mere plads til ham. ”hvad lavede i enlig?” spurgte Kasper om. De begyndte at smile. ”vi har fået Katrine til at gøre noget slemt mod Sander… stjæle hans snapback… han bliver pisse sur” Katrine rødmede lidt, og tog snapbacken stolt på hovedet. De grinede alle sammen, og klappede for sjov, som om hun havde lavet den værste forbrydelse.

-senere-

Vi havde alle sammen spist aftensmad, og hygget os, men det undrede mig at Sander og Trisse stadig ikke var kommet hjem. Ikke en gang til aftensmaden. Jeg sendte Kasper et bekymret blik, og han så ud til at forstå hvad jeg mente med det. ”jeg skal lige på toilettet” sagde jeg, og listede fordi de andre. Da de var ude af syne, snigede jeg mig ind på Sanders værelse for at se om han var kommet hjem. Men det var han ikke. Jeg gik ud forbi hoveddøren, for at kigge efter dem. Men der var ingen spor efter dem. Jeg satte mig ned ved trappen, og gnubbede mig i ansigtet. Hvad fanen kunne de lave? Blev jeg ved med at spørge mig selv.

 Jeg søgte efter et sted for mit blik at falde. Mine øjne stoppede med at søge, da jeg hørte nogle svage stemmer, som tydeligvis ikke kom fra spisestuen. Jeg rejste mig op, og stod stille for at lytte efter lyden. Det kom nedunder fra, det vil sige… kælderen. Mine fødder fandt på en eller måde vej hen til kælderdøren af sig selv. Jeg lyttede efter, ved at ligge mit øre helt tæt op ad døren. Der kom stemmer nedenunder fra, og jeg var sikker på at det lød som Trisses stemme. Hendes stemme lød altid som om hun var hæs, det var ikke fordi hun var syg altid, sådan lød hendes stemme bare. Min ene hånd fandt ned til håndtaget, og jeg åbnede forsigtigt døren, hvorefter jeg begyndte at liste ned ad trappen.

Nede i kælderen, så jeg rigtigt nok Sander og Trisse stå og snakke. ”hva laver i her?” spurgte jeg forsigtigt, men sikkert. De vendte deres hoveder i overraskelse. Jeg trådte et skridt tættere på dem, og de gjorde det samme. ”hvad laver du her nede?” spurgte Sander, og ignorerede fuldstændig at jeg lige havde spurgt om det samme. ”jeg syntes at jeg hørte jeres stemmer her nede..” sagde jeg simpelt. Mine øjne spejdede rundt i rummet, og bag en af de gamle kasser så jeg en dør. Jeg havde aldrig lagt mærke til at der var en dør hernede, og det undrede mig, efter som den var umulig ikke at ligge mærke til. ”hvad har i lavet?” spurgte jeg, mens jeg igen kiggede hen på døren. ”vi har været ude og… altså… vi var nødt til at kidnappe endnu en gidsel..” sagde Sander tvivlende. ”hvorfor det?” sagde jeg med min stemme tom for følelser. ”det var vi nødt til… det har vi jo snakket om i dag… og jeg vidste at vi ville kunne få mere brug for det” sagde han, og kiggede en enkel gang hen mod døren, bagved ham. ”er de derinde?” spurgte jeg. Mit blik gik frem og tilbage på trisse og Sander. De nikkede begge to. Jeg tog endnu et skridt tættere på dem. ”du må ikke fortælle de andre det. det var ikke engang meningen at du skulle se os hernede” han så alvorlig ud, så jeg tog det med et stift blik. ”det skal jeg nok lade vær’ med” jeg søgte efter et eller andet at sige. Det var som om at jeg havde 1000 spørgsmål i hovedet, men jeg kunne ikke formulere dem til ord. ”hvor mange er der så derinde nu?” spurgte jeg forsigtigt. ”én” sagde Sander. Trisse tog en dyb vejrtrækning inden hun skulle til at sige noget. ”jeg går op og sikre de andre om at vi er kommet hjem” sagde hun, og strejfede min skulder, da hun gik forbi mig. ”men jeg troede du allerede havde kidnappet én” sagde jeg. ”det behøver vi ikke at snakke mere om Natasha…” jeg var stadig meget forvirret, og prøvede at samle mine tanker til en sætning. Mine hænder knyttede sig, i vrede, men jeg prøvede så godt jeg kunne at skjule min vrede for ham. ”jeg tænkte bare på.. at jeg gerne ville hjælpe med at holde øje med gidslerne.. eller gidslen..” jeg fangede hans blik, med urolige øjne, i frygt for hvad han ville sige. Hvorfor sagde jeg overhovedet det, når det var tydeligt, at vi andre ikke skulle ha’ noget med det at gøre. ”hvorfor vil du gerne det” spurgte han bittert. Jeg trådte et skridt tilbage, i refleks. Hvad skulle jeg sige?... ”jeg synes bare at jeg kunne gøre mere for dig.. altså det eneste jeg gør er at stjæle lidt fra turisters lommer… og jeg føler at jeg skylder dig noget for dengang du opdagede at jeg havde stjålet nogen af vores fælles penge…” da jeg var færdig med at argumentere, følte jeg mig ret stolt over min løgn. Den skulle han nok hoppe på. ”jeg kunne godt bruge en til at se efter gidslerne, når mig eller Trisse ikke kan. Du har jo været meget trofærdig, bortset fra det ene fejltrin… så hvis du lover ikke at fortælle noget til de andre, så kan du godt hjælpe til” et stort smil bredte sig i mit ansigt, over at jeg lige havde snydt overhovedet. ”må jeg se ham?” spurgte jeg da mit smil var fadet væk. Han gik han og låste op for den store rustne dør. Han åbnede døren lidt, men kiggede hen på mig, med et tvivlende blik. Jeg mærkede hans ånde komme nærmere mit øre, indtil han hviskede: ”jeg håber jeg kan stole på dig, og du skal ikke prøve på noget…” han fjernede sig langsomt fra mig, og jeg nikkede bare selvsikkert. Men indeni var jeg i virkeligheden lige ved at tisse i bukserne, ved tanken om at jeg skulle ind i et rum, hvor der sad en uskyldig kidnappet person.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...