my love will be your armour.

Natasja er en pige som lever et skørt liv. Det er ikke et skørt liv som nogen skal ønske sig, for hun lever sammen med en bande, med en masse forskellige slags forbrydere, med hver deres speciale. Alle fra gruppen er nogen som ikke er noget værd, og ikke havde noget sted at bo, indtil de blev samlet op på gaden af lederen, Sander. Tingene begynder at spidse sig til, når de er nødt til at tage en drastisk metode i brug, for ikke at blive opdaget, som tyve. gruppen begynder at tage uskyldige mennesker som gidsler, og det er Natasja meget imod. Hun kan slet ikke li' at være indblandet i alt den kriminalitet, men hun havde ikke noget valg. og når Natasja pludselig begynder at holde lidt for meget af en af gidslerne, ved navn Nathan, er hun nødt til at tage en svær beslutning. skal hun stikke af fra huset, med Nathan, og ha' resten af banden på nakken, eller blive og se til mens Nathan langsomt nærmer sig sin død.

15Likes
4Kommentarer
2413Visninger
AA

21. kapitel 19

undskyld at jeg ikke har lagt nogle nye kapitler ud i lidt tid, men nu hvor skolen er startet har jeg ikke så meget tid til at skrive... håber i er tålmodige nok til at vente på kapitlerne :-) xx


Jeg havde overvejet om jeg skulle fortælle Nathan en af mine andre hemmeligheder. Måske den hemmelighed han ville blive gladest for at høre. Nu hvor jeg havde fortalt ham om det med min far, føltes det som om at vi var blevet tættere. han var heller ikke blevet skræmt væk, af min fortid. Det var som om at lige meget hvad, ville han bare ikke forlade mig, og det gjorde mig mere tryg ved ham.
Nathan havde været frem og tilbage til nogle politi afhøringer, de sidste par dage. Han havde fortalt dem om Sander, og de var nu i fuld gang med at lede efter ham. Jeg havde søgt efter ledige lejligheder, men havde ikke fundet nogle indtil videre, som jeg havde råd til. Indtil videre var jeg stadig en hemmelighed for politiet, og det undrede mig at jeg ikke var eftersøgt. Det burde jeg være. De andre ville da ha’ fortalt om mig til politiet, men måske så politiet mig ikke som en vigtig detalje? Jo, jeg ville være vigtig… så måske har de bare ikke spurgt spørgsmål hvor de kunne fortælle om mig? Jeg var i hvert fald glad at jeg stadig ikke var opdaget, og jeg håbede bare at det kunne vare længe endnu.
Efter et langt bad, hvor jeg havde ladet mine tanker løbe frit, havde jeg tænkt mig at overraske Nathan, ved at tage det nye tøj han havde købt mig, på. Hans værelse var lige så rodet som normalt, og jeg skulle passe på ikke at træde på hans bluser, som sædvanlig lå på gulvet.
Jeg fandt tøjet frem, og hoppede i det. det klædte mig godt, selvom jeg var lidt utilpas med den bare ryg i blusen. Min blege hud var ikke noget jeg var stolt over at vise frem, men jeg var nødt til at acceptere det på et tidspunkt, og jeg ville ikke kunne komme videre hvis ikke jeg turde vise min hud lidt.
Jeg lod mit våde hår falde frit ned ad min ryg, og det gav mig kuldegysninger. Endelig var jeg færdig med at gøre mig klar, og jeg stod og beundrede mig i hans spejl. Rodet bag mig, distraherede mig, og det endte med at jeg faldt ned på fire, og begyndte at samle det hele op. der lå også converse under hans sengebord, så jeg måtte ned og ligge for at få det ud.
Tøjet lagde jeg til vask, og jeg gik bagefter tilbage på hans værelse for at se hvor flot jeg havde gjort hans værelse. Mine øjne kiggede hen over værelset, og faldt på en bluse jeg havde glemt. Ikke underligt at jeg ikke havde set den, da den var stukket halvt ned i en kasse, på hans reol. Jeg gik hen og tog den op, og var på vej til at bakke ud af værelset, da noget fangede mit blik nede i kassen. Et brev. På brevet stod der med håndskrift ’til Nathan’. Der var ingen adresse eller noget, så det måtte være givet til Nathan personligt.
Endnu en gang tog min nysgerrighed over, og jeg åbnede konvolutten for at trække brevet ud. hele brevet var skrevet med en sjusket håndskrift, men ordene var meget fangende. ’hej Nathan. Nyder du at være fri igen? det må du hellere, for hvem ved hvor længe det vare? Hvis du gerne vil være fuldstændig fri for mig, og du bare nødt til at gøre mig en tjeneste… jeg ved du ved hvor Natasha er, og jeg ved hvor du bor, så det er simpelt. Du skal aflevere Natasha på adressen for neden, inden for i hvert fald 1 uge, ellers vil jeg blive det sidste du ser. Du er vel klog nok til at vælge dit eget liv. Tænk på fansene, de ville ikke synes om at du gik hen og ”forsvandt”… det er op til dig. -Sander’ nederst på brevet var der en adresse.
De sidste ord fik min hånd tvunget op foran min mund, af rædsel. han ville gøre det af med Nathan, for alvor, hvis ikke han afleverede mig. Og hvad mon han ville gøre ved mig? Nok det samme som han ville gøre ved Nathan, hvis han ikke gjorde det. hvor længe siden var det overhovedet at Nathan fik brevet? Måske var det allerede en uge siden… jeg nægtede at være Nathans problem, jeg ville ikke være skylden til hans død, og han havde nok afleveret mig, hvis han havde tænkt sig at overleve.
Jeg måtte finde Nathan og konfrontere ham med det. hvorfor havde han ikke en gang fortalt om det til mig? Der var ikke tid til at tænke… jeg måtte bare finde Nathan. Men han var vidst til et interview lige nu, og jeg havde sjovt nok ikke nogen telefon, så jeg kunne ikke ringe til ham. Men… måske jeg kunne bruge deres hjemmetelefon, hvis de havde sådan en. Jeg havde aldrig set dem med en fastnets telefon, de brugte altid deres mobiler, så de havde sikkert ikke sådan en telefon.
Mine tanker gik hen over den uhyggelige tanke, om Nathan måske allerede var blevet taget. Det kunne jeg ikke vide, han var ikke hjemme. Jeg var nødt til at tænke positive tanker i den situation, ellers ville jeg bare bryde sammen.
Jeg stak brevet i lommen på mine shorts, og styrtede ud af værelset. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne vente på at de kom hjem, eller jeg kunne tage hen til der hvor de var. Der var bare lige det problem, at jeg anede ikke hvor interviewet var henne. Det enesete jeg vidste om interviewet var at det handlede mest om Nathan, og om at han havde været kidnappet, og alt det, men hverken Jay eller Nathan havde nævnt hvor det var henne.
Jeg gik hen til vinduet for at kigge ned på gaden og holde øje med hvornår de kom. Det var åbenbart det jeg havde besluttet mig for. At sidde og glo ud af vinduet.
Der skete ikke noget. gaden var øde, kun nogle parkerede biler, men ingen mennesker. Det var helt stille, så stille så jeg næsten kun kunne høre mit hjerte banke. Men der var også en anden lyd. Det lød som en der skramlede med nogle nøgler. 2 sekunder efter svang hoveddøren op, og der stod Nathan. Jeg lod et lettet suk ud, og smilede til ham, indtil jeg kom i tanke om hvorfor det var så vigtigt at snakke med ham.
”hej” sagde han. jeg tvang et lille smil frem, fordi jeg ikke havde lyst til at angribe ham lige så snart han kom ind ad døren. ”kan jeg ikke lige tale med dig?” spurgte jeg. Han nikkede og fulgte med mig ind i stuen. ”hvor er Jay for resten?” spurgte jeg. ”øøm… han er stadig henne ved interviewet” var Nathan gået midt i interviewet? Jeg kunne godt mærke at der var noget i vejen, men jeg ville helst ikke spørge før jeg havde snakket med ham om brevet. Jeg stak min venstre hånd ned i min lomme, og fandt brevet frem. At dømme efter hans ansigts udtryk, var han lidt i chok over at se det. ”hvor lang tid siden er det du fik det her?” jeg vidste at jeg sagde det lidt for surt, men det var jeg også. Jeg var irriteret over at han ikke havde sagt noget om det, og nu skulle vi sidde og ha’ den her samtale, fordi jeg selv havde opdaget det. ”hvor har du fundet det henne?” spurgte han stadig i chok. ”jeg ryddede op på dit værelse, og fandt det i en kasse… hvorfor har du holdt det her skjult for mig? Hvad faen havde du tænkt dig? At lade Sander dræbe dig? Det er det dummeste du nogensinde har besluttet!” jeg begyndte at slå hans ben med brevet i min hånd, da jeg mærkede vreden tage over. ”det er jo mit problem, og jeg synes bare ikke du skulle ha’ mere at tænke på!” ”det er mig som har fået dig rodet ud i det her! Det er lige så meget mit problem!” intet svar, fra ham. Det så ud som om han tænkte lige så meget som jeg gjorde lige nu. jeg rystede på hovedet, og tog min frie hånd op til det. ”hvornår fik du brevet?” spurgte jeg, da det gik op for mig at han ikke svarede første gang. Han kiggede usikkert på mig. Det var ikke et godt tegn. ”næsten en uge siden…” sagde han meget stille.
Jeg for op i vrede. Jeg havde lyst til at slå ham. Det ville sikkert ende med at det var mig som gjorde det af med ham, i stedet for Sander. jeg vidste ikke hvad der skulle gøres, men en ting jeg vidste, var at vi måtte ud fra lejligheden i en fart. ”havde du bare tænkt dig at han skulle komme og dræbe dig, og det hele så ville være fint igen?” snerede jeg. ”nej… du forstår ikke… jeg tog hurtigt hjem fra interviewet, fordi jeg havde tænkt mig at tage dig ud af lejligheden, før det var for sent. Nu hvor du kender til brevet, behøver jeg i det mindste ikke at fake hvor vi skal hen” sagde han. Han rejste sig op og kiggede vredt ind i mine øjne. Han vidste nok ikke hvor nemt han faktisk kunne skræmme mig, hvis han vidste det kunne han ikke finde på at gøre det. Det var ikke første gang han havde skræmt mig. Han er bare ret uhyggelig når han er sur.
”park dine ting, for vi køre nu” sagde han og gik lige forbi mig. Ikke nok med at jeg skulle skjule mig for politiet, nu skulle jeg også på flugt fra Sander i en bil. Siden hvornår var mit liv blevet sådan? Det er kun sådanne ting der sker i film, men det er også mit liv.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...