my love will be your armour.

Natasja er en pige som lever et skørt liv. Det er ikke et skørt liv som nogen skal ønske sig, for hun lever sammen med en bande, med en masse forskellige slags forbrydere, med hver deres speciale. Alle fra gruppen er nogen som ikke er noget værd, og ikke havde noget sted at bo, indtil de blev samlet op på gaden af lederen, Sander. Tingene begynder at spidse sig til, når de er nødt til at tage en drastisk metode i brug, for ikke at blive opdaget, som tyve. gruppen begynder at tage uskyldige mennesker som gidsler, og det er Natasja meget imod. Hun kan slet ikke li' at være indblandet i alt den kriminalitet, men hun havde ikke noget valg. og når Natasja pludselig begynder at holde lidt for meget af en af gidslerne, ved navn Nathan, er hun nødt til at tage en svær beslutning. skal hun stikke af fra huset, med Nathan, og ha' resten af banden på nakken, eller blive og se til mens Nathan langsomt nærmer sig sin død.

15Likes
4Kommentarer
2440Visninger
AA

20. kapitel 18

 

Nathan holdt mig tæt, mens jeg prøvede at samle mine tanker, til en sætning. Jeg kiggede op, og så over Nathans skulder at Kasper var forsvundet. ”hvad skete der?” spurgte han igen. jeg krummede mit ansigt ind i hans brystkasse, og indhalerede den velkendte duft, af Nathan. Den duft jeg elskede allermest. ”kan vi ikke bare tage hjem nu?” spurgte jeg.

 Han nikkede og fulgte mig ud af den hedende klub, med en arm godt slynget rundt om mine hofter. ”hvorfor skreg du derinde?” han gav bare ikke op. jeg prøvede at undvige at svare på det, ved at ignorere det. ”skal vi ikke sige til de andre at vi er gået?” spurgte jeg. ”jeg skriver bare til dem” vi gik i stilhed lidt. Jeg holdt godt fast om hans hånd, som hvilede på min ene hofte. Jeg følte mig altid i sikkerhed i hans greb. Han var altid varm, og kærlig, alt det jeg havde brug for. Det bedste var at lige meget hvad, ville Nathan aldrig gi’ op på mig. Sådan havde det været indtil videre. Måske jeg alligevel skulle fortælle ham, alt hvad jeg gik og holdt inde? Han ville da ikke syntes dårligt om mig, på grund af det?

”jeg gætter på at du ikke vil fortælle mig hvad der skete inde i klubben?” spurgte efter 5 minutter i stilhed. Jeg gav hans hånd et klem, for at få ham til at kigge på mig. ”jeg tror jeg har meget at fortælle dig” sagde jeg seriøst. Han gav mig et sødt smil, for han førte mig videre ned ad en gade, til vi nåede til lejligheden.

Klokken var blevet hen af 0.30 da jeg kiggede på uret i køkkenet. Jeg tog et glas vand og bællede, i håb om at skylde alle mine tanker væk. Tankerne blev ved med at fylde mit hoved. Tankerne om min far. Jeg vidste at jeg måtte fortælle Nathan, for det var begyndt at fylde for meget. Og nu vidste jeg hvad jeg skulle fortælle. Jeg huskede hvad der var sket. Det var ikke noget jeg ville ha’ nemt ved at fortælle ham, det skulle bare gøres så det var ude af mit hoved, og jeg kunne græde ud hos ham.

Nathan kom ind i køkkenet, og satte sig på køkkenbordet. Jeg var i gang med at bælle endnu et glas vand, i håb om at det ville virke på et eller andet tidspunkt. Han sad tålmodigt og ventede med et stort smil på læben. Det lignede mere et smil fuld af medlidenhed, hvor det så end skulle komme fra. ”jeg går i seng” sagde jeg. hans smil forsvandt langsomt, fordi han nok havde forventet at jeg ville sige noget andet. Han hoppede ned fra bordet, og fulgte efter mig ind på hans værelse.

Jeg gad ikke en gang at børste tænder, jeg kravlede bare direkte ned under dynen, for at få varmen. Med lukkede øjne, lyttede jeg efter de skramle lyde der kom i rummet. Det lød som om at Nathan tog tøjet af, og smed det fra sig på gulvet. Alt hans tøj lå faktisk på gulvet. Det var som om han aldrig gad gøre rent, og når han stod op fandt han bare en tilfældig bluse fra gulvet. Nogle gange tog jeg alt tøjet på hans gulv og lagde til vask. Så ville han komme og klage over at han ikke havde noget tøj at tage på. Jeg så det som en lærestreg, og så havde jeg heller ikke noget imod at han gik rundt med bar overkrop, mens hans bluser var til vask.

Dynen jeg lå med, blev trukket lidt væk fra mig, og jeg gættede på at det var Nathan som havde lagt sig ved siden af. Jeg åbnede øjnene til at se at han lå og kiggede på mig. Hans øjne kiggede direkte ind i mine. Det lignede næsten at de glimtede.

”vil du ikke snart sige hvad det er du har at fortælle?... du gør mig bekymret” sagde han stille, uden at bryde den intense øjenkontakt. Jeg vidste at det måtte være nu jeg skulle fortælle ham det. jeg skulle finde de helt rigtige ord inde i mit hoved, men det var ikke let. Og med det intense blik han fortsatte med, føltes mit hjerne som et rod, som ikke kunne koncentrere sig om andet end øjeblikket. Jeg åbnede munden for at signalere at jeg var lige ved at sige noget, men der kom ikke noget. Mit hjerte blev ved med at banke hurtigere og hurtigere, og fortælle mig at jeg skulle rykke tættere på ham. Jeg ville gerne rykke tættere på ham, men jeg havde ikke lyst til at forvirre ham.

Det irriterede mig at jeg ikke kunne få et ord ud så længe at han kiggede på mig, på den måde. Han bed sig i læben, og skulle lige til at vende sig rundt, efter at ha’ ventet på det svar jeg ikke gav ham. ”Nathan…” sagde jeg stille men tiggende. Han kiggede hen på mig igen, med det samme intense blik, men jeg måtte bryde igennem tankerne om Nathan nu. Jeg måtte fortælle ham det. Jeg havde lyst til at fortælle ham. Eller også havde jeg bare lyst til at snakke med ham. Jeg greb fat i den første sætning der kom i mit hoved til at begynde med. ”det er bare lidt svært at snakke om…” sagde jeg ind i hans øjne. Det lignede virkelig at hans øjne glimtede, som om at han havde tåre i øjnene, men det havde han bare ikke. Hans øjne holdt stadig mit blik fast, og jeg prøvede at tage mig sammen til at sige noget mere. ”du kan godt fortælle mig det” sagde han og smilede. ”den drøm jeg havde den første nat…” begyndte jeg. Han nikkede for at vise at han lyttede. ”jeg er sikker på at det er noget der er sket i virkeligheden. Det gik op for mig i klubben, fordi…” jeg holdt en pause, da jeg mærkede mine øjne blive fyldt med tåre. Han måtte ikke se mig sådan. Jeg ville ikke vise ham at jeg græd. Ville han synes jeg var ulækker hvis jeg fortalte videre? Det måtte jo være min skyld at der hele er sket, så han ville sikkert tænke at jeg er klam, eller noget…

Han tog sin hånd frem, fra underdynen, og lagde på min kind for at fjerne mine tårer. Hans tommelfinger blev ved med at nusse min kind, efter han havde fjernet tårerne. Et smil spredte sig i hans ansigt, og hans øjne brød pludselig øjenkontakten, for at undersøge resten af mit ansigt. ”det er okay hvis du ikke vil fortælle det” han smilede stadig, og flyttede heller ikke sin hånd fra min kind, indtil jeg tog fat i den med min egen hånd, og førte den ned under dynen igen. jeg blev ved med at holde i hans hånd, mens min hjerne fandt ud af det næste jeg skulle sige. hans blik var så fast, og brændende, så jeg til sidst var nødt til at lukke øjnene for at sige det næste. ”jeg vil gerne fortælle dig det, det er bare ikke nemt okay?” hans hånd gav min et klem, og hans tommelfinger begyndte at lave behagelige cirkler på min håndryg. ”min drøm handlede om min far… han er grunden til at jeg endte sådan et sted med tyve, fordi jeg flygtede fra ham.” jeg åbnede mine øjne for at se om han stadig hørte efter. Han gav mig et smil, som sagde at jeg bare skulle fortsætte, så jeg lukkede øjnene igen, og lod det første ord der kom til mig, flyde ud af min mund. ”da jeg var lille døde min mor. Lidt efter flyttede min storebror hjemmefra, og så var jeg efterladt med min far derhjemme. Det var som om at når han var alene med mig ændrede han sig, til et uhyre” det var vel en fin begyndelse. ”jeg tror jeg havde fortrængt de værste ting han har gjort. men… nu kan jeg huske det” endnu en gang åbnede jeg mine øjne. Mest for at se hans reaktion. Han så ud til at lytte godt efter. Der var ikke noget blik af afsky eller noget, kun et smil med medlidenhed. ”han…” jeg tabte tråden, da det gik op for mig hvad jeg var ved at sige. mine øjne lukkede i, og jeg mærkede min krop blive trukket hen mod Nathans, til et kram.

Han var virkelig den sødeste fyr jeg nogensinde havde mødt. Han fortjente en pige, som hverken var kriminel.. eller voldtægtsoffer… en pige som ikke havde 100 problemer med sig i pakken.

”det er okay… du behøver ikke at sige mere” hviskede han. hans hånd lå på min ryg, og hans tommelfinger lavede beroligende cirkler, for at få mig til at slappe af. ”er det derfor at du har problemer med nærkontakt?” spurgte han. jeg lænede mig lidt væk fra ham, så jeg kunne kigge ham i øjnene. ”det tror jeg” han trak mig tilbage ind mod hans brystkasse, og jeg lukkede stille mine øjne, for at koncentrere mig om øjeblikket. ”du ved godt at jeg aldrig ville såre dig ik?” hviskede han til mig. ”mmh…”

Jeg faldt i søvn i hans arme. Alt var perfekt, i det øjeblik. Han vidste nu min hemmelighed. Godt nok ikke den jeg gætter på han allerhelst vil høre, men det var en begyndelse. Endnu en gang kunne jeg få lov til at falde i søvn tæt på hans krop, uden jeg behøvede at sige noget. han troede bare at jeg ku’ li ham som ven, og han så ud til at nyde det, så længe at jeg ikke undgik ham. Jeg ville bare ønske at jeg ville tillade mig selv at vise mine følelser for ham…

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...