my love will be your armour.

Natasja er en pige som lever et skørt liv. Det er ikke et skørt liv som nogen skal ønske sig, for hun lever sammen med en bande, med en masse forskellige slags forbrydere, med hver deres speciale. Alle fra gruppen er nogen som ikke er noget værd, og ikke havde noget sted at bo, indtil de blev samlet op på gaden af lederen, Sander. Tingene begynder at spidse sig til, når de er nødt til at tage en drastisk metode i brug, for ikke at blive opdaget, som tyve. gruppen begynder at tage uskyldige mennesker som gidsler, og det er Natasja meget imod. Hun kan slet ikke li' at være indblandet i alt den kriminalitet, men hun havde ikke noget valg. og når Natasja pludselig begynder at holde lidt for meget af en af gidslerne, ved navn Nathan, er hun nødt til at tage en svær beslutning. skal hun stikke af fra huset, med Nathan, og ha' resten af banden på nakken, eller blive og se til mens Nathan langsomt nærmer sig sin død.

15Likes
4Kommentarer
2404Visninger
AA

19. kapitel 17

 

Jeg havde boet i Jay og Nathans lejlighed i et par dage. Det var gået stille og roligt. Jeg holdt mig inde døre, for at være i sikkerhed. Præcis som jeg havde håbet det ikke ville ske, var jeg blevet lavet om til deres hushjælp. De ville ikke indrømme det, men de talte nogen gange til mig som om jeg var en eller anden rengøringskone.

Jeg vidste godt at før eller siden var jeg nødt til at sige noget til politiet, for jeg vidste meget i den her sag, mere end de andre fra huset. Men jeg nød bare at kunne gå rundt, hjemme hos Nathan og Jay, og være mig selv. Jeg følte mig i sikkerhed, selvom jeg vidste at hverken Jay eller Nathan kunne klare sig oppe imod Sander, hvis han skulle komme forbi. Men jeg vidste at de ville gøre alt hvad de kunne for at beskytte mig, hvis han skulle komme, og det gjorde mig glad.

Nathan havde holdt sig lidt mere på afstand, måske fordi han endelig havde fundet ud af at han skulle holde sig væk fra mig. Altså, han skulle bare ikke komme for tæt på mig. Han troede nu på at jeg ikke havde nogen følelser for ham. Vi kunne ha’ været et sødt par, men det skal bare ikke være os. Jeg passer sikkert bedre sammen med en forbryder, en som kan klare alle de problemer som følger med mig. Nathan kan ikke klare presset ved at skulle være kærester med mig, og samtidig også være kendt. Det vidste jeg ville gå galt. jeg ville bare ha’ at han skulle være glad i sidste ende, og det ville han ikke være med mig.

Jeg var begyndt at sove i Nathans seng i stedet for på sofaen, fordi jeg tænkte at det kunne gode venner godt gøre. Jeg skulle bare passe på med ikke at lede Nathan an. Han skulle ikke tro at jeg ville noget med ham, lige meget hvor meget jeg egentlig ville. Jeg ville bare ende med at knuse ham igen og igen.

Nathans seng var det sted jeg tilbragte mest tid. Mest fordi jeg elskede at sove, men også fordi det var lige som at ligge og kramme ham. Hans dyne duftede af ham, og den duft kunne jeg ikke få nok af. Nathan havde ikke noget imod, at jeg tilbragte så meget tid med hans seng. Han syntes sikkert at det var hyggeligt, at jeg lå der når han kom hjem fra studio, eller efter at han havde købt ind. De fleste gange lagde han sig hen ved siden af mig, og snakkede lidt med mig, før han gik ud og lavede noget andet.

I dag var Nathan taget med Jay ud og købe ind, fordi de havde tænkt sig at lave middag for mig, for en gangs skyld, efter de mange gange hvor jeg havde lavet morgenmad for dem, og aftensmad. Jeg lå og tænkte på alt det jeg kunne komme på, mens jeg indhalerede duften fra Nathans dyne.

Drømmen som jeg havde drømt den første nat, tænkte jeg stadig på en gang imellem. Jeg havde ikke lyst til at fortælle det til Nathan. Det føltes underligt at skulle fortælle ham, fordi tænk hvis det var noget der var sket før? Det virkede så virkeligt, og det at jeg var mig i en yngre udgave i drømmen, gjorde det bare mere underligt. Jeg havde tænkt mig at fortælle Nathan om det en eller anden dag, jeg skulle bare lige tage mig sammen først. Det føltes som om at jeg skulle fortælle ham om at jeg var blevet voldtaget, i virkeligheden, selvom det bare var en drøm.

Jeg hørte hoveddøren smække, og jeg vidste at de var kommet hjem fra indkøb, så jeg skyndte mig at lade som om jeg havde sovet hele tiden. Der lød skridt ude fra gangen, som var på vej hen mod Nathans værelse. ”Tasse?” det var Nathan. Jeg kunne høre det på stemmen. Jeg vendte mig om til at se, Nathan stå med en pose i hånden. ”hvad er det?” spurgte jeg og kiggede hen mod posen, i hans hånd. Han rakte den ud foran ham, så jeg kunne kigge den nærmere. Det var en pose fra Urban outfitters. ”vi tænkte at nu hvor du går rundt her hjemme og laver alle pligterne, så købte vi dig noget nyt tøj. Fordi du jo har ikke noget, og du kan ikke blive ved med at stjæle mine t-shirts” han blinkede til mig, da han sagde det sidste. ”jeg har det fint med bare at stjæle dine t-shirts” sagde jeg, men han rakte mig alligevel posen.

Det var lige som at ha’ fødselsdag, man sad der med en pakke på skødet, og vidste ikke hvad det var. Min venstre hånd fandt sin vej ned i posen, og ud kom en flot kort kjole. ”skal jeg gå rundt i en fin kjole mens jeg gør rent?” spurgte jeg, og trak mine øjenbryn sammen. ”den der var til i aften, vi har inviteret de andre drenge, og deres ’damer’ og så kan vi gå i byen bag efter” så der ville blive fest i aften, og Nathan havde købt mig en kjole, så han kunne få lov til at savle over mig, for en gangs skyld.

Der var mere nede i posen, så jeg stak min hånd ned i posen endnu en gang. Et par højtaljede shorts var det næste jeg fandt frem fra posen. De var vildt fede. Jeg gættede på at Nathan havde valgt alt tøjet, efter hans smag, så det var på en måde til hans egen nydelse. ”de fede” sagde jeg med et smil. Den næste ting jeg trak op fra posen var en trekvartærmet bluse med bar ryg. ”tak” sagde jeg med et stort smil, og rejste mig op for at gi’ ham et stort kram.

”Nathan!” råbte Jay, inde fra stuen. ”jeg håber du vil bruge det” ”selvfølgelig” jeg gav ham et stort smil, før han forsvandt ind i stuen til Jay.

-senere-

Kjolen Nathan havde købt til mig, passede perfekt, og den så vildt flot ud. jeg kunne ikke huske at jeg nogensinde havde haft en kjole på, men det var helt sikkert noget jeg godt kunne vende mig til. Jeg havde ingen højhælede sko eller ballerinaer, så jeg var nødt til at tage mine converse på. Det så også ret fedt ud med en flot kjole, og et par sneakers, nu glædede jeg mig bare til at vise Nathan og Jay kjolen. Jeg havde intet make-up at tage på, så jeg følte ikke at jeg havde gjort nok ud af mig selv. Mit hår sad perfekt, det var heldigvis en af mine gode hårdage, hvor mit hår sad normalt, med lidt bølger her og der, så det lignede ikke ligefrem at det bare var en sæk i en flot kjole. En sæk i en kjole, med flot hår, var mere hvad jeg ville kalde det.

Jeg hørte døren åbne ude i gangen, og en masse stemmer begyndte at lyde i hele lejligheden. Jeg havde lukket døren ind til Nathans værelse, så ingen ville forstyrre mig mens jeg gjorde mig klar, men det virkede ikke rigtigt, da der var en som bankede på døren. ”jeg er ikke klar endnu Nathan” sagde jeg, vel vidnet om at det måtte være ham. ”undskyld, det er Michelle. Max’s kæreste, jeg ville bare gerne møde dig, nu hvor Nathan har snakket så meget om dig” jeg stoppede med det jeg havde gang i og kiggede hen mod den lukkede dør. Jeg bevægede mig langsomt hen mod døren, og åbnede op for hende. ”hej” sagde hun med et stort smil. Hun var rigtig køn, og havde den flotteste kjole på.

”hej” sagde jeg lidt genert. ”så det er altså dig der er flyttet ind midlertidigt på Nathans værelse” hun holdt det store smil, hele tiden. Jeg fik lyst til at smile igen, men mit smil sammenlignet med hendes, var hæsligt. Så min mund var lukket. ”ja, det kan man godt sige.” jeg mærkede alligevel smilet trække sig op på mine læber, selvom jeg prøvede at holde de væk. ”er du klar, eller mangler du noget make-up? Vi venter faktisk bare på dig” sagde hun meget høfligt. ”jeg har ikke noget make-up, men ellers er jeg næsten færdig” sagde jeg med et skævt smil. ”nååår, du må da gerne låne noget af mig” hun stak sin hånd ned i hendes skulder taske, og fandt en make-up pung frem. ”værsgo, du skal endelig ikke føle dig presset af at vi andre venter. Bare tag dig tid, til det du nu skal. Men jeg tror Nathan nok skal blive imponeret lige meget hvad” sagde hun og blinkede til mig, på samme måde som Nathan altid plejede. ”jeg prøver nu ikke at imponere ham, men tak” jeg flashede et lille smil, før jeg lukkede døren igen. Endelig kunne jeg få noget make-up på. Så kunne jeg føle mig lidt mere tilpas, nu hvor vi skulle feste.

Jeg lagde en sidste hånd på make-uppen, med en eyeliner, og gik derefter ud fra Nathans værelse. Jeg tog en dyb indånding før jeg gik ind til de andre. ”hej” sagde jeg til dem alle sammen, da jeg kom ind. Det var første gang jeg mødte de andre fra bandet, og de virkede præcis som Jay og Nathan havde fortalt. De sagde alle sammen hej, og præsenterede sig. Mit blik faldt på Nathan som var den eneste som ikke havde rejst sig. Hans øjne var store, og fulde af liv, og der var et lille smil på hans læber. ”skal vi få noget at spise?” spurgte jeg, og de andre nikkede. Nathan rejste sig endelig, og gik bagerst sammen med mig. Jeg mærkede Nathan rykke tættere på mig, og hans ånde ramte mig pludselig i øret. ”du ser fantastisk ud” hviskede han til mig. Min aften var allerede bedre efter de ord slap ud af hans mund. Det eneste der kunne ødelægge min aften, var hvis Sander havde tænkt sig at dukke op, midt i det hele.

-senere-

Beatet fra musikken, fik min puls i vejret, og jeg kunne mærke gulvet vibrere under mine føder. Der var fuldstændig proppet, med mennesker, og det var vildt varmt. Jeg vidste ikke rigtigt hvor jeg skulle gøre af mig selv, da det var første gang jeg festede i byen. Jeg følte mig som det niende hjul, som ikke hørte til nogen steder. Måske jeg burde være gået hjem, de andre så ud til at more sig fint, og musikken var ved at springe mine trommehinder. De andre stod ude på dansegulvet og grinede, og jeg havde for længst redet mig ud derfra, for at få noget luft, og sad nu ved baren, for mig selv. Jeg havde fået købt mig en drink, som jeg sad og sippede af, men det var ikke noget jeg kunne li’, måske jeg skulle være startet med noget lidt mindre stærkt.

Ud af min øjenkrog kunne jeg se barstolen ved siden af, blive taget af en eller anden fyr. Jeg kiggede op og ned ad ham, og efter min mening, lignede han en hjemløs, så jeg kiggede hurtigt væk, før han begyndte at snakke til mig.

”jeg troede aldrig at jeg ville finde dig” lød der en ikke så begejstret stemme ved siden af mig. Jeg stivnede lidt, ved min første tanke om at personen nok var psykisk syg, men da jeg kiggede godt på ham, slog det mig pludselig hvem det var. ”Kasper?!” min kæbe røg helt ned, ved synet af ham. Han så meget ældre ud, og det havde kun været et par dage siden jeg sidst så ham. ”hvad er der sket med dig?!” jeg havde det som om jeg sad og talte med en jeg ikke havde set i flere år, selvom sidst jeg så ham var sidste uge. Han havde groet sig et skæg, og han lignede en som ikke havde været i bad i lang tid. ”lad vær’ med at se så overrasket ud, det er ikke sådan at jeg er blevet flere år ældre på et par dage” ”…men det ligner du” røg det ud af munden på mig. Han kiggede lidt fornærmet på mig. ”jeg var løbet ud for at finde dig den dag du stak af, og kom først tilbage da politiet havde været og ryddet stedet” fortalte han. vent… så hvis han var den ene der ikke blev fundet af politiet, så måtte Trisse også være taget af politiet. Så var hun da ude af verden.

”hvor længe ledte du efter mig?” ”i nogle timer, og nu har jeg ikke noget sted at bo.” han kiggede håbløst ned i gulvet. Jeg havde ondt af ham. Det var på en måde min skyld at han var endt sådan. Hvis ikke jeg var stukket af med Nathan, så ville vi alle sammen være i sikkerhed hjemme i klubben. Men jeg kunne ikke vide hvor længe der ville gå inden Sander gjorde det af med Nathan. Så jeg havde da gjort det rigtige, ik?

Igen blev jeg viklet ind i mine mange tanker. Jeg var træt af altid at debattere med mig selv, om alt og intet. ”det må du undskylde Kasper… virkelig. Jeg er ved at finde en lejlighed i øjeblikket, og i mens bor jeg hos Nathan.” han kiggede op igen, og endnu en gang kiggede jeg ham op og ned. På en eller anden måde frastødede han mig, men så gik mine tanker tilbage på at det var min skyld at han så sådan ud, og så fik jeg bare en dårlig mave fornemmelse.

”jeg vidste ikke at du var så gode venner med ham..” snerede han. Hvor kom den attitude fra? ”vi er blevet ret gode venner. Det er ham der har købt mig den her kjole” jeg fjernede mine arme og lod ham kigge mig op og ned. Hans øjne blev store. ”jeg har aldrig set dig i kjole før” hans dårlige attitude var væk igen, og jeg begyndte langsomt at smile til ham. ”nej, jeg troede aldrig at nogen kunne få mig ned i en kjole, men Nathan kunne åbenbart” ”er i så kærester nu eller hvad?” spurgte han. ”nej da, bare venner” hans ansigt blev mildere at kigge på, og han viste pludselig et oprigtigt smil. ”du ser smuk ud i kjole. Er der nogensinde nogen som har fortalt dig det” stemningen skiftede, og mit hjerte sank en meter i chok. Jeg lod som om at jeg drak en masse af min drink, før jeg kiggede tilbage på ham. ”hvor meget har du fået og drikke?” spurgte jeg usikkert. ”jeg har ikke nogen penge, så jeg har ikke drukket noget…” det skulle jeg så ikke ha’ spurgt ham om.

Det blev ret akavet mellem os. Det havde aldrig været akavet mellem os, vi kunne altid snakke om alt. Det føltes som om at bare på få dage har han forandret sig til en person jeg ikke længere kendte. Jeg følte at jeg ikke kendte ham. Min bedste ven gennem mange år.

Han rejste sig op fra stolen, og gik hen bag mig. ”skal du ikke med ud på dansegulvet, du er vel ikke kun kommet her for at sippe lidt af en drink?” spurgte han. Jeg kiggede på ham som om han sindssyg. Måske var han også blevet det? ”nej, jeg overvejede faktisk at gå hjem nu” sagde jeg, uden at virke afvisende. Han gled sin hånd ned til min, som lå i mit skød. Det var i situationer som denne, man ville ønske at man havde to hænder. Okay, jeg havde to, men den ene virkede ikke midlertidigt. ”jeg går hjem nu Kasper” sikrede jeg ham om. ”jeg kan godt følge dig hjem, der er ikke så sikkert her om aftenen.” jeg rejste mig fra stolen, og trak min hånd til mig. ”jeg er gammel nok til at passe på mig selv tak” ”er du sikker på det?” han gled en arm, rundt om mine hofter, så han holdt mig tæt. ”øm” han var skræmmende når han opførte sig sådan. Ikke at han havde gjort det før. Det skræmte mig bare hvor meget han har forandret sig.

Hans hånd bevægede sig ned ad min hofte, og et flashback ramte mig hårdt i hovedet, samtidig med et højt skrig undslap mine læber. Det var et skræmmende flashback. Noget fra min bandorm som jeg ikke husker, men nu vidste jeg at det var rigtigt. Følelsen af nærkontakt skræmte mig. Det skræmte mig. Og jeg havde en idé om hvorfor.

Min frie hånd skubbede ham langt væk. Jeg fik den samme følelse som den nat. Mine hænder rystede. Jeg begyndte at svede. Hjertebanken. Det var skræmmende at føle sådan. Jeg opdagede at Nathan var på vej hen mod mig. Han måtte ha’ set mig skrige, for han så meget bekymret ud. ”Tasse!” råbte han, mens han maste sig forbi de sidste mennesker på dansegulvet. ”hvad er der sket?” han gik direkte hen og krammede mig. Jeg rystede stadig. Mit hjerte bankede. Jeg opdagede det ikke før Nathan fjernede en tåre med hans tommelfinger, at jeg havde fået tåre i øjnene.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. hvis jeg prøvede at sige noget, ville det sikkert komme stammende ud af munden på mig. Det eneste jeg kunne var at presse Nathan tæt ind mod mig, og håbe på at han aldrig ville gi’ slip.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...