my love will be your armour.

Natasja er en pige som lever et skørt liv. Det er ikke et skørt liv som nogen skal ønske sig, for hun lever sammen med en bande, med en masse forskellige slags forbrydere, med hver deres speciale. Alle fra gruppen er nogen som ikke er noget værd, og ikke havde noget sted at bo, indtil de blev samlet op på gaden af lederen, Sander. Tingene begynder at spidse sig til, når de er nødt til at tage en drastisk metode i brug, for ikke at blive opdaget, som tyve. gruppen begynder at tage uskyldige mennesker som gidsler, og det er Natasja meget imod. Hun kan slet ikke li' at være indblandet i alt den kriminalitet, men hun havde ikke noget valg. og når Natasja pludselig begynder at holde lidt for meget af en af gidslerne, ved navn Nathan, er hun nødt til at tage en svær beslutning. skal hun stikke af fra huset, med Nathan, og ha' resten af banden på nakken, eller blive og se til mens Nathan langsomt nærmer sig sin død.

15Likes
4Kommentarer
2407Visninger
AA

17. kapitel 15

 

Nathan tog mig med hjem, direkte efter. Det var noget af et chok for Jay, at Nathan lige pludselig stod der foran hans dør og havde det helt fint. Han ringede med det samme til alle de andre fra bandet og bagefter til politiet, for at fortælle at Nathan var sluppet ud. Vi gav politiet adressen, og jeg vidste at det nok ville betyde at jeg havde en chance for også at blive fængslet. Det ville jeg under alle omstændigheder, fordi jeg var lommetyv, men jeg havde ikke lyst til at blive fængslet i længere tid, fordi jeg har været involveret i den her sag.

”de sagde at de ville køre hen til adressen med det samme” sagde Jay, da han fortalte om opkaldet med politiet. Det bekymrede mig lidt, at de ville tage derhen og snakke med dem, og sikkert også arrestere dem. Jeg var bange for at de ville fortælle om mig, jeg frygtede at jeg ville blive sigtet som en af kidnapperene. Men lige nu måtte jeg bare være glad for at jeg var i sikkerhed, sammen med Jay og Nathan.

”hvor skal jeg sove?” spurgte jeg. ”du kan sove i min seng” sagde Nathan med det samme, med et stort smil. Han fik mig næsten til at grine med den selvsikkerhed der lød i hans stemme. ”er du sikker på det? jeg kan også bare sove på sofaen” ”du har jo allerede sovet med mig to gange, og jeg har en dobbeltseng, så jeg kan ikke se hvorfor du skulle sove på sofaen” han blinkede til mig, med et smørret grin på fjæset. jeg ville mere sige at jeg var faldet i søvn ved et uheld, to gange, i hans seng. Det var ikke fordi jeg frivilligt havde ligget mig i hans seng for at sove. Jeg ville ikke lade det ske igen. Det ville ende på samme måde som de andre gange, og jeg kunne ikke klare at ha’ noget kørende med ham, og så miste ham.

Hvad hvis vi fik noget kørende, måske endda et forhold, og jeg så blev hentet af politiet? Nathan skulle ikke ha’ en kæreste, som bor i et fængsel. Han fortjener bedre.

”jeg tror det er bedst hvis jeg sover på sofaen” sagde jeg med et undskyldende blik. Nathans smil forsvandt fra hans læber, og jeg kunne se hans øjne holdte et trist blik. ”hvad har i to lavet i den samme seng?” drillede Jay, og blinkede til mig. Jeg rullede med øjnene, og rystede på hovedet, men kunne alligevel ikke skjule det smil som havde krybbet sig op på mine læber. ”sovet?” sagde jeg med det samme smil, som var umuligt at tvinge væk. ”ja ja” sagde Jay, og grinede lidt.

Nathan gik i bad med det samme bagefter, og jeg måtte indrømme at, det var jeg lidt glad for. Han havde i hvert fald brug for det.

Mig og Jay sad inde i stuen omgivet af akavet stilhed. Jeg sad og tænkte lidt hvad jeg skulle sige, men hvad var der at snakke om? Jeg kunne stille ham et standard spørgsmål: ’hvor længe har dig og Nathan boet her?’ men det virkede lidt akavet at spørge om, heldigvis tog Jay sig endelig sammen til at sige noget: ”så du løg altså ikke? Da du var her nogle dage siden” ”nej, hvorfor skulle jeg lyve om det?” spurgte jeg. ”du kunne ha’ været en sindssyg fan, som gerne ville ha’ fat i noget af Nathans tøj” sagde han. Jeg smilede over at vi havde tænkt den samme tanke. ”nej da, en fan ville aldrig ha’ opført sig så underligt som jeg gjorde” sagde jeg sarkastisk. ”jeg troede du altid opførte dig sådan, jeg havde endda ondt af Nathan, fordi han hang på dig” sagde han for sjov. ”ha-ha…” ”jeg laver bare sjov” sagde han med et irriterende smil på læben. ”men hvorfor opførte du dig så så skræmt?” spurgte han, pludselig seriøst. ”det… det ved jeg ikke” sagde jeg.

kunne det være det samme Nathan havde snakket om. At jeg var bange for nærkontakt? Nej… hvorfor skulle jeg være det? det er ikke fordi jeg har nogle psykiske problemer eller noget, nogle gange er det bare som om der er en klokke inde i mit hoved, som begynder at ringe når nogen kommer for tæt på. Men det er da normalt… ik?

”hvis der er noget, så skal du vide at du altid kan sige det til mig” sagde han, og viste et lille smil. Jeg havde nok puttet et lidt for bekymret ansigtsudtryk på, mens jeg tænkte, siden han havde brug for at sige det. jeg vidste knap nok selv hvad det var der var med mig, så jeg havde nok ikke noget at fortælle ham. ”tak.” jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle sige til ham, så jeg lod det bare være ved det, og gengav hans lille smil.

”såååh… hvad er det egentlig der forgår mellem dig og Nathan?” spurgte han og blinkede til mig.” ikke noget…” sagde jeg, igen med et smil som var umuligt at tvinge væk. ”han virker ellers ret interesseret” ”bare glem det Jay… det er ikke noget” sagde jeg smilende, for ikke at virke for sur. Han nikkede, men så ikke ud til at ha glemt det.

Lidt efter kom Nathan ud af badet, og ind i stuen, med jokinbukser og uden bluse, hvilket fik mig til at kigge lidt ekstra. Det var præcis det jeg havde håbet han ikke ville gøre. Det ville drive mig til vandvid, hvis han skulle gå rundt i bar overkrop hele tiden. Han havde været godt 20 min. Om at bade, hvilket var ret lang tid for en dreng, men alligevel… han havde ikke været i bad i lang tid, og trængte. ”hvad tog så lang tid Nath?” grinede Jay, som om han vidste hvad han snakkede om. Nathan rullede bare med øjnene som svar, og satte sig hen ved siden af mig.

Mine øjne havde siddet som lim på Nathans mave siden han kom ind, og jeg vidste at jeg havde et slesk smil på min læbe, for det fik jeg altid når jeg tænkte på ting som gjorde mig glad. I det øjeblik var det Nathan som kørte rundt i mit hoved, og fik mit smil frem. Jeg mærkede pludselig en bar arm glide hen over mine skuldre, og kiggede til siden for at se Nathan med et stort smil på læben. Han gav bare ikke op så let, selv efter jeg havde insisterede på ikke at sove i seng med ham.

Jay og Nathan blev ved med at snakke, mens jeg var faret vild i mine tanker om Nathan. Hans hånd begyndte stille at age min overarm, så det gav mig kuldegysninger, helt ned til mine fingerspidser. Det kildede i min mave, og jeg havde en utrolig lyst til at vende mig rundt, så jeg sad ansigt til ansigt med ham, på hans skød.

Jeg bed hårdt fast i min underlæbe, mens jeg mærkede at han lagde sin hånd på min overarm, og maste mig tættere på ham. Han så ud til kun at koncentrere sig om samtalen med Jay, men jeg vidste at han med vilje gjorde det ved mig.

Jeg rejste mig endelig op, uden at virke alt for afvisende over for ham, og gik derefter ud i køkkenet, efter som jeg ikke vidste hvor jeg ellers skulle være for at slippe væk fra Nathan. Det ville være idiotisk at gå ind på hans værelse, hvis jeg prøvede at slippe væk fra ham. Men alligevel fandt jeg mig selv slippe ud fra køkkenet, og lade min nysgerrighed tage over, da jeg pludselig var på vej ind på hans værelse.

Det så præcist ud som jeg huskede det. stort skab, dobbelt seng, stort vindue, og rod overalt. Jeg følte det lidt uhøfligt at gå ind på hans værelse, og kigge på hans ting, men det var som om at mit hjerte sagde ja. For en gangs skyld lyttede jeg til mit hjerte, min hjerne blev ved med at sige at lige om lidt ville Nathan komme ind, og blive sur fordi jeg kiggede på hans ting. Men jeg havde lyst til at være i nærheden af ham, uden konstant at skulle skjule hvor tiltrukket af ham jeg var.

Jeg satte mig på hans seng, og kastede et blik på hans vækkeur. Klokken var blevet 22.00, og jeg begyndte at kunne mærke hvor træt jeg var ovenpå den lange dag. Jeg prøvede at overbevise mig om at der var intet at bekymre sig for, nu hvor jeg havde redet Nathan, men jeg vidste godt at jeg var ikke i sikkerhed. Den tanke ville jeg bare gerne kunne skubbe væk, bare et øjeblik, så jeg kunne sidde og nyde freden, og lade dagens mange oplevelser rulle gennem mit hoved.

Sander havde snydt os alle sammen. jeg var stukket af med Nathan, og en brækket hånd, med Sander i hælene. Jeg havde været på skadestuen. Jeg var flyttet midlertidigt ind hos Jay og Nathan. Og nu sad jeg på Nathans seng, og på en måde ventede på at Nathan ville komme og vække mig fra mine mange tanker.

Et billede ved siden af vækkeuret på hans bord, fangede min opmærksomhed. Det var et billede af ham, og en eller anden blond pige. Jeg tog billedet i mine hænder, og lod mine tanker om det rulle igennem mit hoved. Havde han allerede en kæreste? Hvem skulle ellers være god nok til at stå på hans natbord? Jeg mener.. han så virkelig glad ud på billedet, og han holdt sin arm rundt om hende?!

Lige midt i mine tanker lagde jeg mærke til at Nathan stod i døråbningen, stadig med bar overkrop, og kiggede med et sødt smil på mig. ”du har fundet mit værelse” sagde han, og gik hen til mig. ”ja, undskyld… jeg var bare lidt nysgerrig” jeg mærkede igen den irriterende følelse ved at være så tæt på ham, komme op i min mave. Følelsen af at ha’ lyst til at springe på ham, men ikke kunne. At skulle styre sig når Nathan sad ved siden af en, med bar overkrop, var noget af det sværeste.

”hvem er hende på billedet” spurgte jeg, oprigtigt nysgerrig. Egentlig var jeg bare jaloux, over at han så så glad ud ved siden af pigen, på billedet. ”det er min lillesøster” da ordene slap ud af hans mund, følte jeg mig meget lettet. ”når okay” sagde jeg lidt til mig selv, men jeg vidste godt at han hørte det. ”du troede at det var min kæreste eller hvad?” spurgte han med et stort smil. ”nej da” sagde jeg sarkastisk. Han begyndte at grine lidt. ”du ved, min seng er stadig åben, hvis du skulle skifte mening” han blinkede til mig, så det føltes som om at min mave slog koldbøtter. ”jeg har allerede sagt at jeg tager sofaen, det tror jeg ville være bedst” ”hvorfor ville det være bedst? Jeg ved godt at du ikke har nogen følelser for mig, det har du jo sagt. Men vi kan da stadig godt være venner?” jeg lukkede øjnene, og lukkede hans ord ude. Det knuste mig hver gang han blev sur, fordi jeg påstod at jeg ikke havde nogen følelser for ham. Jeg havde hvert sekund lyst til at skrige ud, at jeg havde flere følelser for ham end han overhovedet kunne forestille sig. Men det kunne jeg ikke. Jeg vidste at jeg ville ende med at blive knust, fordi jeg skulle i fængsel, eller flygte fra en sindssyg morder, eller noget andet, og derfor var nødt til at forlade Nathan. Det måtte ikke ske, og jeg blev ved med at gentage i mit hoved, hvorfor det egentlig var at jeg ikke måtte vise mine følelser frem for ham.

”undskyld Nathan…” jeg mærkede stilheden i rummet. Jeg vidste ikke hvad der skete for Nathan, jeg turde ikke kigge, og blev ved med at holde mit hoved lavt, men jeg gættede på at han tænkte. ”du ved jo godt hvad jeg føler for dig, så hvorfor bliver du ved med at undgå mig? Gør du det med vilje for at såre mig?” sagde han, med en mørk og mystisk stemme. Det gjorde mig glad, at han i det mindste ikke hævede stemmen denne gang. ”hvad føler du for mig?” han havde faktisk aldrig fortalt hvad han syntes om mig, medmindre at et kys sagde alt.

 Han løftede hovedet, og det gjorde jeg også, så vores blikke mødtes. Han så ud til at brænde for at sige noget, men kunne bare ikke komme med nogen ord. ”det troede jeg at du havde gættet” sagde han med den samme mørke, trætte stemme, som før. ”du har aldrig sagt noget” han kløede sig i nakken, som om han prøvede og trække tiden ud, mens han tænkte. Han lagde sin hånd blidt på mit ene ben, for at få min fulde opmærksomhed. ”øøm ja… jeg har altid vidst at du var speciel, og jeg tror at jeg har udviklet nogle følelser for dig. Du gør mig altid glad, bare ved at være til stede…” præcis sådan havde jeg det også med ham. ”jeg holder af dig, og hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg aldrig at jeg har været så forelsket før” han rødmede da de sidste ord slap ud af hans mund. Jeg havde det virkelig dårligt med mig selv, for at lyve for ham, og nu hvor jeg vidste hvordan han følte, fik jeg det næsten værre med mig selv.

Hvor længe kunne jeg blive ved med at holde mine følelser tilbage for ham? Hvis det blev ved på den måde, ville mine følelser vise sig inden for den næste uge, og det var ikke rigtigt hvad jeg havde af planner.

Jeg smilede stort til ham, for at vise at jeg var smigret, og ikke bare syntes at han var skør. Han kiggede hurtigt væk, og nu var det ham der virkede som om han prøvede at undgå mig. ´”jeg kan også bare tage sofaen” sagde han og rejste sig fra sengen for at gå ud. jeg ville ikke såre ham mere end jeg allerede havde gjort, og han skulle i hvert fald ikke sove på sofaen, for min skyld, efter sådan som jeg opføre mig for ham. ”Nathan jeg tager sofaen, du behøver ikke at ofre dig mere for mig” sagde jeg og rejste mig op. Han vendte sig om og kiggede på mig. Han måtte snart opdage når det var for meget, og det var ved at blive lidt for meget nu. Han var alt for sød mod mig, selvom jeg opførte mig som en sæk foran ham, og sårede ham gang på gang.

”godnat” sagde jeg og gav ham et hurtigt kram. Det var den bedste følelse endelig at kunne krumme sit ansigt ind i hans bare overkrop. Det føltes perfekt. Det føltes som om at jeg hørte til i hans arme, og at jeg aldrig behøvede at gi’ slip igen. Duften af ham omgav mig, og denne gang var det en ren duft af ham, til en forveksling.

Jeg gav omsider slip på ham, og gik ind i stuen for at ligge mig til at sove.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...