my love will be your armour.

Natasja er en pige som lever et skørt liv. Det er ikke et skørt liv som nogen skal ønske sig, for hun lever sammen med en bande, med en masse forskellige slags forbrydere, med hver deres speciale. Alle fra gruppen er nogen som ikke er noget værd, og ikke havde noget sted at bo, indtil de blev samlet op på gaden af lederen, Sander. Tingene begynder at spidse sig til, når de er nødt til at tage en drastisk metode i brug, for ikke at blive opdaget, som tyve. gruppen begynder at tage uskyldige mennesker som gidsler, og det er Natasja meget imod. Hun kan slet ikke li' at være indblandet i alt den kriminalitet, men hun havde ikke noget valg. og når Natasja pludselig begynder at holde lidt for meget af en af gidslerne, ved navn Nathan, er hun nødt til at tage en svær beslutning. skal hun stikke af fra huset, med Nathan, og ha' resten af banden på nakken, eller blive og se til mens Nathan langsomt nærmer sig sin død.

15Likes
4Kommentarer
2409Visninger
AA

16. kapitel 14

 

ved godt at det her kapitel er lidt kort, men jeg allerede igang med det næste, og det har jeg også tænkt mig at udgi' i dag ;-)

”han må jo være psykisk syg” sagde Nathan. Jeg havde fortalt ham hele historien om hvad der var sket, og Nathan virkede noget skræmt. ”ja, det må der være noget om.” da vi begyndte at komme ud på de lidt mere proppede gader, stoppede Nathan mig og kiggede bekymret på mig. ”jeg bliver genkendt hvis jeg går derud, og de ved jo sikkert alle sammen at jeg har været kidnappet…” jeg afbrud ham, ved at stikke ham en hue i hånden. ”du kan stikke den her godt ned over dit hoved, og håbe at ingen ser dig.” hans ansigts udtryk ændrede sig ikke, efter at jeg havde givet ham huen. ”jeg vil helst ikke ha’ at vi bliver opdaget, så vi kigger ikke op, og vi går ude i siden, okay?” nu var det min tur til at lave et bekymret ansigts udtryk. Hvorfor skulle det være så vigtigt ikke at blive opdaget? Det lagde et stort pres på mig, at jeg ikke en gang måtte blive set. ”gør du det her hver gang du er i byen?” spurgte jeg. han rystede på hovedet, og tog godt fat om min hånd. ”kom” sagde han, og førte mig ud til den næste gade.

Vi gik, som han sagde helt oppe mod den ene side, og holdt vores hoveder nede. Den eneste gang jeg kiggede op, var for at tjekke Nathans ansigts udtryk. Han så meget koncentreret ud, men han havde nok overskud til at sende mig et lille smil.

Vi drejede ned ad en anden gade, og der så jeg skadestuen. Jeg kiggede op og så at Nathan ikke længere gik og dukkede hovedet. Hans hånd gav min et klem, før han drejede hen ved døren, til skadestuen.

Lugten af syge mennesker, og medicin fyldte mine næsebor, da vi trådte ind. Det var en kvalm lugt, som jeg aldrig ville kunne vende mig til.

Vi gik hen til skranken, og forklarede til damen at jeg havde fået et raserianfald, og slået min hånd hårdt på en stenmur. Hun så ud til at tro på løgnen, men en anden ting der bekymrede mig var at hun kiggede så mistænksomt på Nathan. Jeg håbede ikke at hun kunne genkende ham, men hvis hun kunne, så hun ikke ud til at ville komme med nogle kommentarer.

Jeg fik renset såret, bundet det med gagebind, og sat en slynge om min hals. Så snart de var færdige med at snakke om hvornår jeg skulle ind og tjekkes igen, var mig og Nathan på vej ud, igen. Jeg vidste at jeg nok snart skulle sige farvel til Nathan. Han var sluppet fri, og så skulle han sikkert bare hjem til Jay, og ringe til politiet, hvorefter han bare ville ha’ en normal hverdag, tage på tour og den slags. Glemme om mig. Jeg vidste at det var det der skulle ske, og jeg kunne ikke gøre noget for at forhindre det.

Vi stoppede ude foran skadestuen, og kiggede på hinanden. Det var tydeligt at han også vidste at vi skulle sige farvel nu. Jeg mærkede min hals snøre sig sammen bare ved tanken, selvom ingen havde sagt noget endnu. ”sååh… du må nok hellere tage hjem til Jay, og ringe til politiet, og hvad du ellers skal” sagde jeg og kiggede hurtigt væk. Jeg følte mit hjerte begynde at stikke, og uden at jeg lagde mærke til det, lå min hånd pludselig over min brystkasse. ”og hvad så med dig, du kan ikke gå rundt på gaderne alene” han satte sin pegefinger under min hage, som en krog, og løftede min ansigt op, så vi fik øjenkontakt.

Hans øjne var så flotte ude i lyset, det var ikke noget man lagde så meget mærke til når han altid sad nede i mørket, og der kun var svagt lys. Jeg lagde også mærke til nogle skønheds pletter, som han havde et par stykker af, fra den ene kind og ned til hans hals. Huen som han stadig havde på, fik ham på en måde til at se lidt ældre ud, fordi man ikke kunne se hans hår, og derfor så han ud som en skaldet man med hue på.

Jeg blinkede lidt med øjnene og vækkede mig selv fra mine dagdrømme om Nathan. ”jeg finder vel en lejlighed jeg kan leje, men som det er nu, er jeg ikke sikker her. Sander er ikke personen som gir op så let, og jeg har lige ødelagt hans planner og stjålet hans penge, så jeg gætter på at han er rigtig sur på mig” sagde jeg med et lille smil. Smilet kom nok over at det var så skørt at tænke på, at jeg nu var på flugt. På flugt fra en sindssyg morder, som nok havde en høj pris for hvad jeg har gjort. ”jeg vil ikke lade dig bo på gaden. Så må du flytte ind hos mig og Jay, vi kan godt beskytte dig” sagde han. jeg vidste at det nok var mere sikkert at blive hos dem, end at gå rundt på gaden og søge efter billige lejligheder at leje, men jeg havde ikke lyst til at bruge dem, til jeg havde fundet mit eget sted. ”er du sikker på at jeg godt må det, for Jay?” ”ja, helt sikkert, du har jo også allerede mødt ham, så det vil han ikke ha’ noget imod” han lavede det sødeste tiggende smil, som jeg ikke kunne stå imod.

Det endte med at jeg gav mig, og sagde ja til at flytte ind med ham, bare i kort tid indtil jeg havde fundet en billig lejlighed. Det ville nok ikke skade at jeg blev hos dem i 1-2 uger, jeg ville bare sove på sofaen, jeg kunne lave morgenmad, så jeg ikke var helt ubrugelig, men jeg ville ikke være ligesom deres hushjælp. Men hvis jeg skulle klare det, så var Nathan nødt til at stoppe med at være så uimodståelig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...