my love will be your armour.

Natasja er en pige som lever et skørt liv. Det er ikke et skørt liv som nogen skal ønske sig, for hun lever sammen med en bande, med en masse forskellige slags forbrydere, med hver deres speciale. Alle fra gruppen er nogen som ikke er noget værd, og ikke havde noget sted at bo, indtil de blev samlet op på gaden af lederen, Sander. Tingene begynder at spidse sig til, når de er nødt til at tage en drastisk metode i brug, for ikke at blive opdaget, som tyve. gruppen begynder at tage uskyldige mennesker som gidsler, og det er Natasja meget imod. Hun kan slet ikke li' at være indblandet i alt den kriminalitet, men hun havde ikke noget valg. og når Natasja pludselig begynder at holde lidt for meget af en af gidslerne, ved navn Nathan, er hun nødt til at tage en svær beslutning. skal hun stikke af fra huset, med Nathan, og ha' resten af banden på nakken, eller blive og se til mens Nathan langsomt nærmer sig sin død.

15Likes
4Kommentarer
2440Visninger
AA

15. kapitel 13

 

jeg håber at i stadig følger med i min historie!;-) har ikke set nogle kommentare fra jer, og jeg vil rigtig gerne høre hvad i synes om historien. I dette kapitel sker der noget i ikke lige havde forventet, så glæd jer til at læse det xx 

Det var en dag siden Nathan kyssede mig for anden gang. Jeg havde undgået igen at skulle ned til ham om aftenen, efter kysset, så der gjorde Sander det.

Jeg havde undgået Kasper, fordi jeg vidste at han ville spørge om jeg havde besluttet mig, og det havde jeg ikke. Jeg havde idet hele taget holdt mig meget for mig selv, og undgået at snakke med andre, fordi jeg skulle tænke over, om det jeg skulle til at gøre, ville være rigtigt.

Det hele var meget improvisation, og jeg håbede at jeg ville komme tættere på at vide hvad jeg skulle gøre med Nathan, hvis det her altså lykkedes.

Mine fodtrin blev mere og mere lydløse, til jeg listede af sted hen ad gulvet. For enden af gangen så jeg at døren var lidt på klem, så da jeg kom derhen, bankede jeg stille på døren, og lod den glide op. ”hvem er det?” spurgte han. jeg stak hovedet ind, og blev mødt af Sander som sad ved sin pc. Jeg smilede til ham, for at virke uskyldig, men han sendte mig bare det sædvandlige tomme blik tilbage. ”hvad er der?” spurgte han. det var så her jeg skulle improvisere, og håbe på at jeg ikke sagde noget forkert, som kunne få Sander til at mistænke mig for at foræde ham. ”jeg har bare tænkt på noget” sagde jeg og gik lidt ind i rummet. Mit bankede hurtigere af nervøsitet, for jeg vidste at hvis jeg fejlede ville jeg ha’ Sander på nakken.

”hvad?” spurgte han, stadig helt koldt. ”når det er vi flytter, skal vi så ha’ gidslerne med, eller vil du sætte dem fri? Det er jo ret vigtigt at gøre det rigtige for ikke at blive opdaget” sagde jeg med et uigennemskueligt smil. Han drejede rundt i sin stol, så han kiggede direkte på mig. ”det skal du ikke tage dig af Natasha. Det har jeg styr på” han var ikke så nem at knække, og heller ikke nem at gennemskue. Han kunne lige så godt ha’ gennemskuet mig lige nu, uden jeg vidste det. ”jeg er jo sådan set med til at passe på gidslerne, så vil gerne vide hvornår at han lige pludselig er væk, og jeg ikke længere skal tænke på ham” jag gik helt hen til ham, og kiggede på ham. For første gang så jeg ham smile, men det var ikke et normalt smil. Det virkede mere som et lusket smil. Et ondskabsfuldt smil. ”du tror ikke jeg har gennemskuet dig Natasha. Det er dig der ikke har gennemskuet mig… tror du virkelig at det er gidsler vi har nede i kælderen” for første gang faldt min facade, og et forskrækket blik udskiftede det. ”hvad mener du med det?” spurgte jeg, i en helt anden tone end før. Jeg tænkte ikke længere over hvad jeg sagde. Jeg var forvirret, og kunne ikke tænke længere.

Han rejste sig op fra sin stol, så han stod ansigt til ansigt med mig, bortset fra at han var en del højere end mig. ”hvor dum tror du jeg er, at kidnappe en kendt person og bruge ham som gidsel, uden at jeg rent faktisk vil noget andet med det” han begyndte at smile, så det løb mig koldt ned ad ryggen. Hvad fa’en mente han med det? jeg havde på fornemmelsen at det ikke var noget godt han mente, så jeg var nødt til at få det hele ud af ham. ”hvad er det du vil med ham?” jeg var tæt på at råbe denne gang, og jeg kunne mærke at min stemme begyndte at ryste. ”jeg vil bare gerne se ham lide lidt, før alle han kender kommer til det, når han ikke længere lever” jeg trådte et skridt tilbage og holdt mig for munden. Han havde nemt ved at skræmme mig, med den højde han havde, og især når han samtidig også lavede et slesk smil, som fik gåsehud frem på mine arme. ”du er syg i hovedet” fik jeg sagt gennem en rystende stemme. ”jeg glæder mig til at se din reaktion når jeg gør det af med ham. Jeg ved alt om dit lille forhold til Nathan” hvordan kunne han ha’ gennemskuet mig så hurtigt? Jeg vidste ikke en gang hvad jeg skulle sige, eller gøre. Han havde tænkt sig at gøre det af med ham… og jeg kunne ikke gøre noget ved det... eller kunne jeg? ”og ved du hvad… nu hvor i troede at det bare var gidsler, og har hjulpet mig med det, er det også blevet jeres problem, det vil ikke kun være mig som bliver straffet for det” det slog ned i mig som et lyn. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det endnu? Jeg kunne nok takke Kasper lidt for den her plan:

Jeg styrtede ud af rummet og smækkede døren i. Min vejrtrækning blev så hurtig så jeg var lige ved at hyperventilere. Jeg vidste præcis hvad jeg skulle gøre. Jeg skyndte mig at gribe en paraply som stod i hjørnet, og satte den så fast i dørhåndtaget, så Sander ikke kunne slippe ud. Jeg havde gjort det her en gang før, så det ville blive nemt at gøre igen.

Jeg styrtede ned ad trappen, og blev mødt af en masse stirrende øjne fra de andre, som ville vide hvad der skete. Men jeg sagde ikke et ord, jeg gjorde bare det jeg havde i hovedet jeg skulle gøre. Mine føder førte an mens jeg styrtede ned ad kældertrappen, og fik med samme øje på det store fælles pengeskab. Jeg gættede på at han havde skiftet koden på skabet, siden sidst jeg havde brudt ind i det, men jeg vidste godt hvordan jeg skulle komme ind i det, på en anden måde.

Med en hurtig bevægelse, fik jeg væltet det ellers lille pengeskab på gulvet, og fandt den lille åbning som jeg havde lavet første gang jeg stjal fra det. det var virkelig hårdt at få op, og til sidst endte det med at jeg hamrede en knytnæve ned i skabet for at få den lille åbning op. Det ville være så meget nemmere hvis jeg havde nogle værktøjer, men så måtte jeg jo bare tænke anerledes.

Min knytnæve slog endnu en gang ned i åbningen, men denne gang gik det lidt mere galt. Der lød en knæk lyd, gennem min hånd, og jeg skulle bide hårdt i min læbe for ikke at skrige. Det eneste jeg kunne gøre nu, var at løbe hen til døren i kælderen, og få vækket Nathan. Han var helt vågen. Han havde nok hørt den larm jeg lavede ude foran hans dør. ”Nathan, vi går nu” han så meget bekymret ud, og da hans blik nåede til min blødende hånd, rejste han sig fra sengen i en fart, og løb nærmest hen til mig. ”hvad er der sket?” spurgte han ”jeg forklare dig det senere, vi er nødt til at gå nu, men vi skal først få penge skabet op!” han gik ud af rummet, og hen til penge skabet. ”hvad har du lavet?” han kiggede ned på blodet på pengeskabet, og så tilbage på mig. ”vi skal få det op nu” pep jeg gennem den smerte der stadig skyllede hen over mig. Jeg kunne se at han var lidt skræmt, men han tænkte hurtigt, og gik selv i gang med at få åbnet det med sine egne hænder. Han stak sin ene hånd ind i den lille åbning der allerede var, og selvom at det lyder vildt, så fik han den lidt op. Han stak sin hånd ind i det hul han havde fået lavet, og ud kom en stak pengesedler. Han stak pengene i en lomme, og kiggede lidt forvirret op på mig. ”kom” sagde jeg og tog ham i hånden, med min ikke skadede hånd.

Vi løb op ad trappen, og de andre var der ikke længere. I stedet hørte jeg en masse larm ovenpå fra, og jeg gættede på at de havde fundet Sander. Jeg tvivlede ikke længere på at det var det, da jeg så ham komme styrtende ned ad trappen. Jeg fik et fast greb i Nathans arm, og styrtede ud på gaden med ham. Det var heldigt at vi boede så langt fra gågaderne, fordi så var der ingen mennesker til at se os komme styrtende ned ad gaden som idioter. Mens jeg løb for mit liv kiggede jeg bagved og fik først øje på Nathan som var lige i hælende på mig. Jeg havde aldrig set ham ude i lyset, og han så endnu bedre ud nu hvor lyset ramte hans ansigt.

Bagved Nathan så jeg Sande komme styrtende, med høj fart. ”skynd dig Nathan!” råbte jeg, da jeg så at han var ved at miste pusten. Han så ud til at hive meget efter vejret, og det bekymrede mig da jeg ikke vidste hvornår vi kunne stoppe med at løbe.

Vi drejede om et hjørne, og jeg fik med det samme øje på en lille sidegade, ved siden af. ”Nathan!” skreg jeg, for at få hans opmærksomhed, mens jeg sprintede ned ad den lille sidegade. Nathan kom lidt efter, og jeg greb fat om hans håndled, for at trække os begge om bag en busk. ”hvorfor er du allerede så forpustet?” hviskede jeg til ham. ”jeg har astma…” sagde han mens han hev efter vejret. Jeg kiggede bekymret på ham, men synet af ham fik mig bare til at smile i stedet. Hans øjne var meget lysende, og meget tydlige med den brune farve som omgav dem. Hans hår blæste perfekt i vinden. Jeg opdagede pludselig at jeg havde dagdrømt lidt for længe om Nathan, da han begyndte at vifte sin hånd foran mine øjne. Han grinede lidt af mig, før han vendte sig om for at kigge efter Sander. ”han er væk” sagde Nathan gennem sin stærke vejrtrækning. Jeg var stadig ikke helt sikker. Sander var snedig. Når man troede en ting, så kunne man i virkeligheden ha’ taget fuldstændig fejl. Det fandt jeg jo ud af i dag.

Nathan begyndte at trække vejret mere normalt igen, efter et minut, og han så også ud til at ha’ det meget bedre end før. Han kiggede ned på min skadede hånd, og kiggede op i mine øjne igen. ”må jeg se?” spurgte han, og rakte ud efter min hånd. Jeg lod min hånd glide ned i hans, mens jeg holdt vejret. Det så ret slemt ud. Der var blod over alt, og man kunne se min knogle stikke op af min finger. ”du er nødt til at komme på skadestuen med det” sagde han. Den alvorlige stemme han sagde det med, gjorde mig lidt nervøs. Det værste var at det var min højre hånd, og jeg er højrehåndet, så jeg ville nok få nogle problemer, hvis det var så slemt som det så ud. ”ja, du har nok ret” sagde jeg lidt tøvende.

Han rejste sig op, og kiggede lidt rundt, før han nikkede ned til mig. Jeg tog det som tegn på at der var fri bane, så jeg rejste mig op. ”du må fortælle hvad der skete, mens vi går hen til skadestuen” sagde han, og tog en hånd rundt om min hofte, før vi gik af sted.

Det undrede mig bare at der ikke var nogen spor efter Sander. Havde jeg virkelig snøret ham for en gangs skyld?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...