my love will be your armour.

Natasja er en pige som lever et skørt liv. Det er ikke et skørt liv som nogen skal ønske sig, for hun lever sammen med en bande, med en masse forskellige slags forbrydere, med hver deres speciale. Alle fra gruppen er nogen som ikke er noget værd, og ikke havde noget sted at bo, indtil de blev samlet op på gaden af lederen, Sander. Tingene begynder at spidse sig til, når de er nødt til at tage en drastisk metode i brug, for ikke at blive opdaget, som tyve. gruppen begynder at tage uskyldige mennesker som gidsler, og det er Natasja meget imod. Hun kan slet ikke li' at være indblandet i alt den kriminalitet, men hun havde ikke noget valg. og når Natasja pludselig begynder at holde lidt for meget af en af gidslerne, ved navn Nathan, er hun nødt til at tage en svær beslutning. skal hun stikke af fra huset, med Nathan, og ha' resten af banden på nakken, eller blive og se til mens Nathan langsomt nærmer sig sin død.

15Likes
4Kommentarer
2482Visninger
AA

14. kapitel 12

 

-Natashas synsvinkel-

Hvorfor opførte jeg mig så mærkeligt hjemme hos Jay? Han troede sikkert at jeg var psykisk syg eller noget, hvilket ikke ville være så godt hvis han troede det.

Da jeg var kommet hjem igen, overvejede jeg om jeg skulle gå direkte ned til Nathan. Jeg havde ikke virkelig meget lyst til at gå ned til ham. Ikke fordi jeg ikke havde lyst til at se ham, mere fordi at jeg så skulle lade som om ingenting var sket, mellem ham og mig, og så ende med at gøre ham ked af det.

Jeg ventede lidt endnu med at gå ned til ham, og gik i stedet op på mit værelse, for at tænke. Tænke over Kaspers tilbud. Tænke over hvad jeg skulle stille op med mig og Nathan. Jeg havde altid en masse tanker, jeg skulle ha’ tænkt igennem, og mit hoved ville eksploderer hvis jeg ikke fik tænkt tankerne igennem.

Skulle jeg virkelig sige ja til Kasper? Så ville mit liv fuldstændig forandre sig, og det ville aldrig blive det samme igen. Jeg ville måske aldrig se Nathan igen. Jeg ville være nødt til at starte helt forfra på mit liv, et nyt sted.

En banken på min dør, slog mig ud af mine tanker. Kasper stak hovedet ind, og gav mig et lille smil, hvorefter han bevægede sig hen mod mig, hen mod min seng. Han satte sig ved siden af mig, og smilede bekymret. ”hva’ så” sagde jeg følelses løst. Han tog en dyb vejrtrækning, og fik mig til at indse, at det han skulle til at sige, ville måske være alvorligt. ”jeg er altså lidt bekymret for dig” sagde han forsigtigt. Jeg rynkede mine øjenbryn, og gav ham et forvirret blik. ”hvorfor?” spurgte jeg. ”du er bare begyndt at lukke dig meget inde her den seneste uge. Du er altid alene, er nogen gange forsvinder du lige pludselig” jeg rystede på hovedet, med det mest ægte smil jeg kunne få frem. ”jeg har det helt fint okay, jeg har bare brug for lidt tid alene, midt i alt det her kaos” han lukkede øjnene og smilede til mig. ”jeg tror du tænker lidt for meget over hele vores situation… du burde slappe mere af. Vi har Sander til at holde situationen under kontrol” jeg rejste mig op som et sæt, da han nævnte Sander. ”Sander har ikke en skid styr på situationen! Vi ender alle sammen i fængsel, hvis vi bliver ved med at stole på Sander!” råbte jeg, måske lidt for højt. ”slap af Tasse! Vi kan stadig nå at stikke af, du ved… har du tænkt over det jeg spurgte dig om i morges?” sagde han lidt stille, så ingen ville høre os. Jeg havde på nogle måder lyst til at slå ham, for at være så irriterende at høre på. Han stolede rent faktisk på Sander? det kunne jeg slet ikke klare.

Mine øjne søgte op i hans kolde øjne. Min vrede var lige ved at boble over, men jeg bed mig i læben for at holde mine skrig tilbage. ”nej! Det har jeg ikke… det er jo ikke fordi det er den eneste mulighed vi har!” råbte jeg. Kasper tog sin pegefinger op til munden, og tyssede på mig. Jeg vidste godt at jeg råbte lidt for højt, men jeg var bare så dårlig til at holde min vrede tilbage, når den først var brudt frem. ”du skal ikke råbe så højt… hør her Tasse… jeg spurgte dig om det i morges, fordi jeg rigtig gerne vil flytte ind sammen med dig, og jeg troede ikke at det ville være så svært for dig at beslutte dig” min vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere, jo vredere jeg blev. Jeg ville gerne flytte ind sammen med ham, troede jeg. Altså jeg ville ikke lyve når jeg sagde at vores venskab havde været lidt svært, den seneste uge. Jeg flygtede altid ned til Nathan når jeg ville være sammen med nogen, i stedet for Kasper. Han var stadig min bedste ven, men vores forskellige meninger, splittede os lidt ad.

”men det er det altså” sagde jeg vredt, og rejste mig op, for at storme ud af døren. Jeg nåede lige at tage min rygsæk med, inden jeg smækkede døren efter mig. jeg gik direkte ned til Nathan, for at gi’ ham hans tøj, og bare for at komme væk fra de andre. Bare Nathan ikke ville spørge ind til det der skete i morges, eller kysset. Noget indeni mig sagde at han godt kunne finde på at bringe emnet frem igen. Jeg måtte bare klare mig igennem det, uden at flippe ud, eller vise min svage side.

Nathan lå som sædvandlig på sengen og kiggede hen mod døren. Det måtte være kedeligt at ligge i den seng hele dagen, men han havde jo ikke andet at lave. For ham var hver dag helt ens, der var aldrig noget nyt at lave, altid bare ligge i den samme seng, og vente på at der kommer besøg. Det lyder lidt som det liv man må ha’ når man ligger og venter på at dø, inde på et hospital.

Han virkede lidt overrasket over at se mig, nok fordi jeg havde stormet ud så hurtigt tidligere i dag, og derfor nok ikke havde forventet at jeg ville komme tilbage med et smil på læben, om aftenen. Han gav mig et varmt kram, og sagde undskyld for tidligere. jeg havde det som om, at mit hjerte gerne ville blive i hans arme for evigt, men min hjerne sagde nej. Det gjorde mig bare glad at mærke hans varme, hans krop mod min, det gjorde at jeg fik lyst til at ha’ ham endnu tættere på.

Men til sidst fjernede jeg mig, fra det ellers perfekte kram, og viste ham rygsækken. ”jeg har besøgt din ven i dag” sagde jeg med et stort smil. Jeg overraskede mig selv ved at jeg kunne virke så glad foran Nathan, når jeg lige havde smækket døren i vrede efter mig ovenpå. Det var jo Nathan. Nathan kunne altid gøre mig glad, selvom jeg ikke ville indrømme det. ”har du besøgt Jay?! Hvordan har han det? troede han på dig?” jeg begyndte at fnise, af hans pludselige nysgerrighed. ”han har det fint… stadig lidt oppe og køre over at du er kidnappet. Men ja han troede mig, det var lidt svært at få ham overtalt, men det lykkedes” sagde jeg med et smil. ”og har du så hentet nogle af mine ting?” spurgte han og kiggede hen mod tasken som stadig hans på min skulder. ”ja, jeg har hentet noget tøj. Og nogle rene underbukser, hvilket jeg tror, er meget godt at du for skiftet” han smilede, lidt pinligt berørt over at han ikke havde skiftet underbukser i en uge, selvom han nu ikke kunne ha’ haft chancen alligevel. Han åbnede tasken, og fiskede noget af tøjet op, sammen med underbukserne. ”jeg tror det er en meget god ide at du for dem skiftet nu” sagde jeg lidt for sjov, og han kiggede bare hen på mig i stilhed. ”godt forsøg, men jeg smider altså ikke tøjet foran dig” han blinkede til mig, og jeg rullede bare med øjnene, over at han rent faktisk misforstod det. ”bare rolig, jeg skal nok kigge væk, hvis du virkelig er så bange for at jeg vil savle over din lille rejnorm” sagde jeg, og begyndte at grine over hans reaktion til min kommentar. ”det er præcis det jeg er bange for” sagde han over rystede på hovedet.

Han gik om bag en lille væg, hvor jeg gættede på var toilet. Der var ikke nogen dør til, det var bare lavet som en lille skillevæg, så der idet mindste var lidt privat liv, til hvis der nu kom mere end bare en gidsel.

Jeg så de beskidte underbukser flyve ud fra væggen, uden at se hånden som kastede dem. ”Nathan, du skal ikke bare smide de beskidte underbusker på gulvet” sagde jeg, godt klar over at det lød lidt som om jeg var hans mor.  Han stak sit hoved ud fra væggen, så jeg stadig ikke kunne se hans krop, og stak sin tunge ud. Han var simpelthen så barnlig nogle gange, og det var en af de ting jeg godt kunne li ved ham. Det var ret sødt at han også havde sin barnlige side, ved siden af sin kærlige, og ansvarsfulde side.

Da han var færdig, kom han ud fra bag væggen, og samlede de beskidte underbukser op. Han havde taget en hvid, Stevie Griffen t-shirt på, og en par nye cowboybusker, som han havde sat lige lavt nok til at man kunne skimte hans underbukser. Det var rart at se ham i noget andet end det samme tøj, som for øvrigt også var blevet beskidt, efter at han havde spildt mad på det.

Der gik ikke særlig længe før jeg begyndte at føle mig træt, men jeg havde ikke lyst til at gå ovenpå, og blive mødt af Kasper. Jeg blev nede hos Nathan og snakkede, til jeg igen faldt i søvn på hans skulder. det var ikke fordi at jeg ikke havde lyst til at sove nede hos Nathan, men jeg ville bare komme i store problemer hvis det blev opdaget, og det ville heller ikke være så godt hvis jeg blev alt for gode venner med ham.

-næste morgen-

Jeg vågnede næste morgen på samme måde som sidst jeg faldt i søvn hos Nathan. Vi lå ned helt tæt op ad hinanden, og mine øjne blev med det samme mødt af hans, da jeg vågnede. ”go’morgen” sagde han med en grov morgen stemme. Jeg smilede da jeg mærkede mit hjerte begynde at banke hurtigere igen. Det var hele følelsen af at være så tæt på ham. Det fik mit hjerte til at banke hurtigere end normalt, og sommerfuglene i min mave til at baske endnu mere mod indersiden af min mave.

Denne gang holdte han sin arm rundt om mig, så han maste min krop tættere på hans. Jeg kunne næsten mærke hans hjerte banke, når vi lå så tæt. Jeg begyndte langsomt at kunne mærke hans ånde mere og mere mod min mund, da han rykkede sig tættere på. Varmen fra hans krop, lagde sig som et lag over mig, og var mere varmende end den tynde dyne der var hernede.

Hans næse ramte min, og jeg kiggede langsomt op i hans øjne. De brændte nærmest huld i mine, og jeg var nødt til at knibe mine øjne sammen for at fokusere på begge af hans øjne.

 Jeg vidste godt hvad der var ved at ske, men af en eller anden grund kunne jeg ikke fjerne mig fra hans greb. Jeg havde ikke lyst til at fjerne mig fra hans greb, jeg lå bare og ventede på at det ville ske, så jeg bagefter kunne gi’ ham en lussing og fortælle at det var forkert.

Langsomt mærkede jeg hans bløde læber placere sig på mine, og det føltes som om at hele tiden gik i stå. Den eneste lyd jeg kunne høre var min hjertebanken, og lyden af vores læber som bevægede sig synkront, hen over hinanden.

Jeg vidste at jeg var nødt til at skubbe ham væk på et eller andet tidspunkt, men det ville føles forket. Vores læber passede sammen som puslespilsbrikker, og det ville føles tomt hvis jeg fjernede mig. Min ene hånd kørte hen over hans overarm, hen over hans nakke, og til den var oppe i hans hår. Ja, hans hår var lidt fedtet, men det sad stadig perfekt ned over hans pande, og jeg kunne ikke lade vær med at røre det.

Nathan vendte os, så han lå oven på mig. Jeg tog en dyb vejrtrækning med næsen, før jeg skubbede ham væk med min ene hånd, på hans brystkasse. ”Nathan” sagde jeg, med et bevidst bekymret ansigts udtryk. Han så ud til at prøve at få vejret igen, inden han fik sagt et lille ’mmh’. Min hånd var stadig placeret på hans brystkasse, og jeg kunne mærke at hans hjerte bankede i samme tempo som mit. ”vi burde altså ikke gøre det her” sagde jeg. han satte sig op, i fodenden af sengen, og kiggede trist hen på mig. ”hvorfor” spurgte han endelig. Jeg havde svært ved at finde nogle ord frem, men heldigvis nåede han også at sige noget før mig. ”fordi du ikke har nogen følelser for mig?” ordene kom lidt for vredt ud af munden på ham, og det knuste mig lidt, at det var min skyld han blev så vred. ”mmh.. ja” jeg undgik hans blik, fordi jeg ikke ville se hvor knust hans blik blev efter de ord slap ud af min mund.

Jeg havde følelser for ham, men jeg kunne bare ikke vise dem. Det ville ende med at jeg blev knust, når han skulle forlade mig. ”hvorfor kyssede du så igen?” han snerrede stadig af mig, og mit hjerte blev ved med at synke i min brystkasse, for hvert ord. ”det… det ved jeg ikke…” sagde jeg meget overbevisende. Blodåreren på siden af hans hals, blev pludselig meget tydeliger, og jeg vidste at det ikke ville ende godt. ”jeg tror ikke på at du slet ikke føler noget” sagde han. Jeg kunne ikke mere. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare ham, og jeg kunne ikke klare at se ham blive så vred. Det eneste jeg kunne var at flygte. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...