my love will be your armour.

Natasja er en pige som lever et skørt liv. Det er ikke et skørt liv som nogen skal ønske sig, for hun lever sammen med en bande, med en masse forskellige slags forbrydere, med hver deres speciale. Alle fra gruppen er nogen som ikke er noget værd, og ikke havde noget sted at bo, indtil de blev samlet op på gaden af lederen, Sander. Tingene begynder at spidse sig til, når de er nødt til at tage en drastisk metode i brug, for ikke at blive opdaget, som tyve. gruppen begynder at tage uskyldige mennesker som gidsler, og det er Natasja meget imod. Hun kan slet ikke li' at være indblandet i alt den kriminalitet, men hun havde ikke noget valg. og når Natasja pludselig begynder at holde lidt for meget af en af gidslerne, ved navn Nathan, er hun nødt til at tage en svær beslutning. skal hun stikke af fra huset, med Nathan, og ha' resten af banden på nakken, eller blive og se til mens Nathan langsomt nærmer sig sin død.

15Likes
4Kommentarer
2439Visninger
AA

13. kapitel 11

 

Jeg havde besluttet mig for at tage hen til Nathans hus senere den dag. Jeg havde nogenlunde i hovedet hvad jeg ville sige, men hvis det ikke gik som planlagt, måtte jeg improvisere. De andre troede bare at jeg var gået en tur, for at få noget frisk luft, og tænke, så jeg skulle ikke tænke på at komme med dumme undskyldninger når jeg kom tilbage.

Deres lejlighed lå faktisk ikke så langt fra klubben, og det var nemt at finde. det lå lidt i udkanten af London ligesom klubben, på en ikke helt så travl gade. Jeg listede forsigtigt op ad trapperne, til jeg kom til nr. 5b, hvor Nathan havde fortalt at de boede. På døren stod der ’James Mcguiness & sykes’ så jeg var sikker på at det var der. Et øjeblik tvivlede jeg lidt på om jeg skulle gøre det. det måtte da være lidt underlidt for Jay, at der kom en fremmet person og bankede på hans dør, for at fortælle at hans kidnappede ven havde det fint. Jeg holdt vejret, og bankede på døren.

-Jay’s synsvinkel-

Endnu en dag var ved at slutte, hvor vi stadig ikke havde fået Nathan tilbage. Vi var alle sammen ved at gå i panik, da vi fandt den seddel som var blevet skrevet, hvorpå der stod at hvis vi meldte dem til politiet, ville de slå Nathan ihjel.

De havde ham. De havde magten, og indtil videre var ingen af os kommet med en god plan til hvordan vi kunne vinde over dem. Det var umuligt, hvis vi selv kom for at hente ham, når vi havde fundet ud af hvor det var, ville de sikkert bare dræbe ham foran vores øjne. Vi vidste at vi skulle være forsigtige, og den mindste lille fejltagelse, kunne blive til den største nogensinde.

Vi havde prøvet så godt vi kunne holde det hemmeligt, at han var blevet kidnappet, for ikke at skabe panik blandt fansene, men det var svært at holde hemmeligt, når vi altså skulle til premiere på en film den dag det skete. Det var allerede overalt i aviserne, magasinerne, og tv’et dagen efter. Alle fansene gik amok, og det var svært at skrive noget der kunne berolige dem, så vi var til sidst nødt til at skrive, at vi havde det hele under kontrol, selvom vi vidste at, det havde vi slet ikke.

Endnu en gang sad jeg derhjemme i lejligheden, som jeg normalt deler med Nathan, og tænkte hvad man kunne gøre. Vi ville ikke komme nogen veje, hvis ikke vi blev ved med at tænke. Politiet vidste godt alt om det, men de vidste også godt at de skulle holde lav profil, for ikke at hisse, banden som havde kidnappet Nathan, op.

Jeg sad med en kop te i hånden, med min pc foran mig. Det var faktisk Nathans ynglings te, jeg drak. Det var ikke fordi jeg specielt kunne li den, men den mindede mig om ham, og jeg havde det som om den ville hjælpe mig til at finde svaret på, hvordan vi skulle få Nathan tilbage, i god behold.

Der lød pludselig en lav banken på min dør, og jeg tænkte med det samme at det nok ville være en af drengene. Men da jeg åbnede døren, og så et ukendt pigeansigt, stå foran mig, blev jeg pludselig meget forvirret. Hun virkede ikke ligefrem som en fan, hun stod bare helt stille, og kiggede bekymret op på mig.

Jeg rynkede mine bryn, og rømmede mig for at sige noget. ”hej, kan jeg hjælpe dig med noget?” spurgte jeg. hun kiggede væk, og så ud til at tænke. ”jeg tror mere det er mig som kan hjælpe dig med noget” jeg blev lidt forbavset. Hvordan skulle en fremmet person, kunne hjælpe mig? Jeg anede ikke hvem hun var, men jeg følte at det var rigtigt at lukke hende ind.

Hun så meget restløs ud, od vidste ikke rigtigt hvad hun skulle, da jeg lukkede døren efter hende. Jeg foretrak at hun blev ude i entreen, indtil jeg vidste hvad hun ville. ”hvad er det du tror du kan hjælpe mig med?” spurgte jeg lidt skeptisk. Hun kiggede op i mine øjne, stadig med et bekymret blik. ”jeg har lovet at komme her, for at se hvordan det går” hun prøvede at smile, men det så noget mislykket ud. ”hvem har du lovet det?” hendes smil faldt lidt, og hun kiggede igen væk. ”det har jeg lovet Nathan” sagde hun meget selvsikkert. Så selvsikkert at jeg næsten troede på hende. ”er du bare endnu en fan, der prøver at lade som om du hvor Nathan er? Den virker ikke længere på mig” jeg hævede min stemme lidt, men hun blev ikke skræmt, af mit pludselige humør skifte. ”hvis du ikke tror mig så er det bare synd, for jeg prøver faktisk at hjælper jer alle sammen! jeg kan jo også bare gå igen…” sagde hun, og trådte et skridt frem, for at virke mere selvsikker, og fik mig faktisk til at bakke lidt tilbage. Der var et eller andet ved hende som gjorde at jeg troede på hende, selvom jeg ikke burde. Hun kunne være fan som bare kom ind, for at stjæle nogle af vores ting, eller bare for at blive venner med mig. Men der var noget i hende som virkede ægte.

”hvordan har du snakket med Nathan?” spurgte jeg mistænksomt. Hun kiggede pludseligt op, og ind i mine øjne, men stadig med den samme selvtillid hun havde vist lige før. ”det er nok bedst at jeg ikke fortæller dig det endnu… men bare rolig jeg er på samme side som dig” jeg havde stadig i tankerne om hun nu bare var en fan. Det kunne være mig som bare var meget naiv, hun virkede bare anerledes end de andre der havde snydt mig, tidligere på ugen. ”så hvordan vil du hjælpe os?” spurgte jeg. ”jeg sørger for at Nathan ikke kommer til skade… og jeg er ved at udtænke en plan til hvordan jeg kan få ham ud” sagde hun, stadig med selvtillid. Den selvtillid blev ved med at være i hende, den var meget overbevisende på mig. ”så hvad vil du her?” mumlede jeg lidt usikkert. ”jeg ville bare komme og sige at Nathan har det fint… i hvert fald indtil videre. Og så ville han ha’ mig til at hente nogle ting for ham” hendes selvtillid falmede lidt, og jeg løftede mit øjenbryn lidt i mistanke. ”nogle ting?” hun nikkede. Det virkede som om at min mistænksomhed havde slået lidt af selvtilliden ud af hende. ”ja, han har ikke skiftet tøj i en uge… og ikke for noget men han er måske begyndt at lugte lidt” hun gav mig et lille smil. Denne gang virkede smillet ægte.

Igen faldt mine tanker tilbage på om hun nu bare var en fan. En pige som gerne vil ha’ fat i Nathans tøj. Altså en fan. Men stadig var hun meget oprigtig, og selvsikker i det hun sagde, som om hun ikke havde noget at skjule. ”og du er ikke bare en fan der vil ha’ fat i hans tøj?” spurgte jeg, selvom jeg godt vidste at hun ikke ville sige ja. Jeg ville bare se hendes reaktion til at jeg var mistænksom. ”nej… jeg lover at fortælle hvorfor jeg kender til Nathan, og beskytter ham, når jeg stoler på dig” hendes øjne kiggede dybt seriøst ind i mine. ”men jeg gir dig ikke noget af hans tøj, før du har fortalt mig hvad du har med Nathan at gøre” hun nikkede.

Jeg fulgte hende ind i stuen, så vi kunne snakke, og hun lagde med det samme mærke til hvad jeg sad og søgte på, på min pc. Jeg var google, og havde søgt på ’Nathan Sykes kidnappet’. Hun smilede svagt til mig. Jeg kunne ane noget skyldfølelse i smilet, men jeg kunne ha’ taget fejl. Hvorfor skulle hun ha’ skyldfølelse?

”vil du ha’ en kop te” spurgte jeg hende. Hun rystede på hovedet. ”nej tak, jeg tror ikke det er så godt hvis jeg bliver alt for længe endnu” jeg satte mig ned foran min pc, og kiggede op på hende. ”hvorfor?” hun satte sig ned ved siden af mig, ikke for tæt, og smilede igen med et glimt af skyldfølelse. ”jeg fortæller dig kun hvis jeg ved at jeg kan stole på dig” ”jeg lover ikke at sige noget, hvis det er det du ikke vil ha’” jeg håbede at hun var naiv nok til at tro mig. Hvis hun sagde noget vi kunne bruge til at få Nathan hurtigere hjem, så ville jeg sige det, også selvom jeg har lovet hende ikke at sige noget. ”det er virkelig vigtigt at du ikke siger noget… hvis du siger noget, til politiet for eksempel, er det værst for jer, for jeg er en af de eneste muligheder i har for at rede Nathan” hun var helt seriøs, og jeg indrømmede næsten for mig selv at jeg troede på hende. ”jeg lover det” sagde med seriøsitet i min stemme. ”… jeg er med i den bande som har kidnappet Nathan… det var ikke mig som gjorde det, og jeg er meget imod at det er sket, men jeg kan desværre ikke sige imod. Jeg hjælper ham bare med at overleve, jeg beskytter ham, og sørger for at han har det nogenlunde godt” jeg kiggede dybt i hendes øjne, for at se om det var rigtigt. Hun var stadig lige så seriøs, og selvsikker som hun hele tiden har været. ”hvorfor slipper du ham så ikke fri?” jeg opdagede at jeg nok lød lidt mere vred end jeg ville, da ordene slap ud fra min mund. ”jeg kan ikke! Jeg er sikker på at hvis jeg går imod gruppen, smider de mig ud, og så er jeg nødt til at leve på gaderne, uden venner og familie… det kan jeg bare ikke” jeg var lidt i chok over hele situationen. Jeg vidste ikke om jeg skulle være sur på hende, eller ha’ medlidenhed. Hun var jo trods alt med til at holde Nathan fanget, men hun hjalp stadig til med at prøve at befri ham. ”tror du på mig?” spurgte hun under hendes tunge vejrtrækning, af vrede. ”mmh ja… men… jeg ved bare ikke hvad jeg skal sige” hun smilede lidt, stadig i vrede, men hun prøvede tydeligvis at tø op. ”det er faktisk første gang jeg har fortalt det her til nogen… bortset fra Nathan” sagde hun med et smil, som om hun var lettet. ”hvad har du ikke fortalt?” spurgte jeg lidt forvirret. ”at jeg er bange for at blive smidt på gaden, hvis jeg gør noget.” hun smilede meget lettet. Jeg smilede til hende, med tankerne om at hun nok var i en hård periode, og derfor opførte sig lidt underligt. Uden at tænke over det slog jeg en arm rundt om hendes skuldre, og agede hendes skulder lidt. ”det skal nok snart ordne sig, og jeg siger ikke noget til politiet, så længe at jeg ved du hjælper os” sagde jeg. hun skiftede lidt med at kigge på min hånd, og så tilbage på mig, mens hun langsomt gled væk fra mit greb. Til sidst lavede hun en hurtig bevægelse og rejste sig op og kiggede skræmt ned på mig. Hvorfor opførte hun sig så underligt? Jeg prøvede bare at være flink.

”må jeg gerne tage noget af Nathans tøj med mig nu? Jeg tror det er bedst hvis jeg bare går nu” hun smilede forsigtigt, og agede hendes ene arm, med hånden. Jeg nikkede, og rejste mig, og gik med kursen mod Nathans værelse. Bag min skulder så jeg at hun fulgte efter mig, med tilpas afstand.

Jeg fandt noget af hans tøj frem, fra hans store tøjskab. Jeg havde faktisk ikke været inde på hans værelse siden han blev kidnappet, og det føltes underligt at være der uden ham. Pigen stod helt stille ved siden af, og ventede i tavshed, på at jeg havde fundet det hele frem. Jeg fandt også et par underbukser frem, og smilede til hende. ”han for nok også brug for dem her” sagde jeg, med et sjovt ansigts udtryk og rakte hende underbukserne. Hun smilede lidt af min kommentar, mens hun stoppede underbukserne ned i en taske hun havde på ryggen.

Vi gik ud igen og jeg fulgte hende hen til hoveddøren. ”undskyld at jeg opførte mig lidt underligt, det er bare lidt svært det hele” sagde hun. Jeg nikkede forstående. ”hvad hedder du forresten?” spurgte jeg. ”jeg vil helst ikke sige for meget… det er nok bedst” jeg tog fat i hendes ene arm, for at holde hende på plads. ”jeg lover ikke at sige noget, du kan godt i det mindste gi’ mig dit navn” sagde jeg med et smil på læben. Hun baskede min arm væk, og kiggede med det samme skræmte blik som da jeg tog min arm rundt om hende. Hun stod og kiggede lidt før hendes ansigt mildnede lidt til et lille falskt smil. ”Natasha” sagde hun stille mens hun bakkede bagud. Hun gav mig et sidste smil, før hun begyndte sin gang ned ad trappen.

Hvad var der i vejen med hende?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...