my love will be your armour.

Natasja er en pige som lever et skørt liv. Det er ikke et skørt liv som nogen skal ønske sig, for hun lever sammen med en bande, med en masse forskellige slags forbrydere, med hver deres speciale. Alle fra gruppen er nogen som ikke er noget værd, og ikke havde noget sted at bo, indtil de blev samlet op på gaden af lederen, Sander. Tingene begynder at spidse sig til, når de er nødt til at tage en drastisk metode i brug, for ikke at blive opdaget, som tyve. gruppen begynder at tage uskyldige mennesker som gidsler, og det er Natasja meget imod. Hun kan slet ikke li' at være indblandet i alt den kriminalitet, men hun havde ikke noget valg. og når Natasja pludselig begynder at holde lidt for meget af en af gidslerne, ved navn Nathan, er hun nødt til at tage en svær beslutning. skal hun stikke af fra huset, med Nathan, og ha' resten af banden på nakken, eller blive og se til mens Nathan langsomt nærmer sig sin død.

15Likes
4Kommentarer
2418Visninger
AA

12. kapitel 10

 

(Natashas perspektiv)

Han kyssede mig. Nathan kyssede mig. Jeg vidste ikke om jeg var glad for det, eller irriteret over det. hele tiden havde jeg sagt til mig selv, at jeg ikke skulle ha’ noget forhold til gidslerne, fordi at jeg vidste ikke hvornår jeg ville miste personen. Jeg var godt nok blevet venner med ham, og det var også slemt nok i sig selv, men aldrig skulle jeg blive forelsket i ham. Det ville aldrig kunne gå. Okay, jeg var jo en smule vild med ham. Det var heller ikke fordi jeg ikke nød kysset, men det var forkert, og burde aldrig ha’ været der. Nu hvor jeg tænker så meget på ham og kysset, ender jeg sikkert med at blive fuldstændig forelsket i ham, og så ender det med at jeg sidder og græder i måneder på mit værelse over at jeg aldrig kan få ham.

Så nu skal jeg stoppe med at tænke på ham.

Jeg skulle også besøge hans ven, for at hente nogen af hans ting. Det ville blive svært at snakke med ham, uden at han ender med at ringe til politiet. Jeg skulle bare gøre som Nathan havde sagt; komme på god fod med ham, inden jeg begynder at plapre løs om at jeg er med til at holde Nathan fanget… ikke. Tænke. På. Nathan.

Det var svært nok at komme med en forklaring, da jeg kom op fra kælderen, og jeg så at Kasper sad og drak te i køkkenet. Han havde åbenbart været inde på mit værelse, fordi han ville snakke med mig, og så havde han set at jeg ikke var der, og jeg var heller ikke andre steder i huset. Så jeg løg, og sagde at jeg havde gået en tur. Han troede ikke på mig, men han havde nok bare meget andet at tænke på, så han gad ikke spørge efter sandheden.

”hvad var det du ville snakke med mig om?” spurgte jeg, og satte mig ved siden af ham. Han kiggede ikke op fra sin te, men sad bare og holdte øje med teen som snurrede rundt i hans kop, fordi han vippede med koppen. ”det var bare hvad vi skulle gøre ved det med vores gidsel” sagde han. ”Sanders gidsel” rettede jeg ham, fordi jeg vidste at jeg også var med i ordet ’vores’. ”Sanders… hvad hvis nu vi slipper ham fri, og så stikker vi to af, sammen?” jeg kiggede lidt forbavset på ham. Det virkede som en stor ting at stikke af med ham, hvordan skulle vi kunne leve på gaderne, selvom vi havde hinanden.

Da jeg ikke svarede i et stykke tid, fortsatte Kasper med at forklare. ”vi kunne stjæle nogle penge fra fælles kassen, og købe en lille lejlighed, bare os to” han kiggede håbende på mig, og af en eller anden grund, følte jeg en underlig fornemmelse i min mave, som ikke var behagelig. ”vi behøver ikke en gang at tænke på de andre, for når ham Nathan rener hen til politiet, og sladre, så kommer de og henter hele banden her, og vi skal ikke længere tænke mere på dem” det lød meget overbevisende når han sagde det. men ordene ’bare os to’ hang stadig i mit hoved. Hvad med Nathan? Skulle jeg så bare forlade ham for altid? Han… han var mit første kys. Ja… jeg havde aldrig kysset nogen før ham, fordi jeg har svært ved at forelske mig. Og jeg var ikke fest typen, som bare gik ud og drak sig fuld, og snavede en masse drenge. Jeg var bare sådan en, som ville sidde hjemme med en veninde, og se en hyggelig film.

Kasper vækkede mig fra mine tanker, da han rømmede sig, og skulle lige til at rejse sig op. ”Kasper vent…” sagde jeg hurtigt. Han satte sig ned igen, og kiggede irriteret på mig. ”jeg er altså nødt til at tænke over det. det er en stor ting, og jeg ved ikke om det vil være det rigtige, at gøre, i sidste ende” jeg smilede sødt til ham, for at tø hans vrede ansigt lidt op, og det så ud til at virke.

”du må skynde dig at tænke over det, for hvem ved hvor meget tid vi har” sagde han, og rejste sig op. Jeg holdt øje med ham, mens han gik over til vasken, for at hælde det sidste te, i hans kop, ud.

Det var ikke fordi jeg ikke ville bo sammen med Kasper. Han var min bedste ven, og det havde han været i 2 år. Men hvad med Nathan? Han ville vel bare rene hjem til sine venner, og rejse verden rundt, som ’The Wanted’… og han ville glemme alt om mig. Han ville ikke længere ha’ brug for mig, når han ikke sad fanget nede i kælderen. Og han møder jo hele tiden nye piger, som er kønnere, sødere, sjovere, og meget bedre end mig, så jeg ville aldrig ha’ nogen chance hos ham.

Og det med kysset. Jeg var nok nødt til at snakke med ham om det, før eller siden. Fortælle ham, at det var en engangsoplevelse, og en misforståelse. Det var sådan det var nødt til at være. Lige meget hvor meget mit hjerte ville noget andet, så var jeg nødt til at gøre som min hjerne sagde. Der var ikke plads til det andet, lige nu.

Ikke. Tænke. På. Nathan

-næste dag-

Jeg havde undgået at gå ned til Nathan om aftenen inden, og lod Trisse klare det. jeg var bange for at jeg igen ville falde i søvn dernede, hos ham, og vågne op til flotte hans øjne, som kiggede dybt ind i mine, og hans krop som var presset perfekt op ad min. Det måtte ikke ske igen. Men jeg var nødt til at konfrontere ham, om morgenen. Jeg skulle jo ned med hans morgen te, og hans morgenmad. I dag havde jeg også taget en barbermaskine med til ham, som jeg havde taget fra Sanders skab, på badeværelset, da jeg var blevet træt af at kigge på Nathans skægstubbe, og tænkte at det ville være godt hvis han fik barberet sig lidt.

 Bare Trisse ikke havde gjort et eller andet ved ham, aftenen inden. Det kunne hun godt finde på. Hun kunne godt være lidt hård nogen gange, man skulle bare ikke sige hende imod.

Endnu en gang stod jeg foran den rustne dør nede i kælderen. Denne gang tog jeg en stor mundfuld luft ind, før jeg drejede om på nøglen. Jeg stak forsigtigt hovedet ind, og så at der lå Nathan med åbne øjne, og et lille smil på læben. Det var som om han havde ligget og ventet på mig, hele natten. ”hej” sagde han, og satte sig op i sengen. Jeg gav ham et lille smil, stadig med det forbudte kys, fra dagen inden, i hovedet.

”jeg har taget en barber maskine med, hvis du kan finde ud af at bruge sådan en” jeg rakte ham den, mens jeg satte mig ved siden af ham, med en bakke i den anden hånd, hvor hans te, og mad stod på. ”selvfølgelig ved jeg hvordan man bruger en barbermaskine” sagde han, og vente den rundt i sin hånd. ”har du et spejl?” spurgte han. jeg havde ikke tænkt på at han måske også skulle bruge et spejl, til at barbere sig, så det havde jeg selvfølgelig ikke med. ”nej, kan du ikke bare gøre det uden” spurgte jeg, men ud fra hans ansigts udtryk, gættede jeg på at det måtte være et nej. ”jeg kunne da også barbere dig… hvis du fortæller hvordan man gør” han begyndte at grine, lidt for sjov. ”du ved ikke en gang hvordan man bruger en barbermaskine, det ville bare ende med at du skære min næse af” jeg daskede ham på overarmen, og tog fat i barbermaskinen. ”jeg kan altså sagtens” sagde jeg, men jeg var ikke en gang selv overbevist af mine egne ord. ”okay, men hvis det går galt, skylder du mig en ny næse” jeg satte bakken fra mig, på gulvet, og satte mig ned på mine knæ foran Nathan. Han kiggede forvirret ned på mig, men lænede sig bare frem, for at jeg ville kunne nå ham. Jeg satte mine albuer på hans ben, så mine hænder lige nåede op til hans hage. ”du tænder den, der, hvis du skulle være i tvivl” sagde han sarkastisk, mens han pegede på tænd/sluk knappen. Jeg rullede med mine øjne, og trykkede så på knappen. Den begyndte at larme, og jeg satte den over hans kæbe, og begyndte at køre den op ad. Jeg kunne se på Nathans ansigts udtryk, at han var ikke helt tryk ved situationen. Han havde lukket sine øjne helt, som om han ikke ville se hvor slemt det var. ”det går fint” sagde jeg usikkert.

Efter 5 minutter blev jeg færdig… næsten. Det så måske ikke perfekt ud, men jeg var ret stolt over at jeg selv havde gjort det. der var nogle pletter hvor jeg ikke havde taget det, men ellers så det fint ud. ”nu kan man meget bedre se dit ansigt” sagde jeg, og rejste mig op. Nathan kørte en hånd hen over sin kæbe, og smilede. ”det kunne ha’ været værre” sagde han, og smilede. Jeg indrømmede faktisk for mig selv, at han så ret godt ud, nu hvor jeg kunne se hans ansigt helt. Hans hage havde gemt sig helt væk, under den mørke skægstub, og nu hvor jeg kunne se den, så han pludselig 5 år yngre ud. Han så rigtig godt ud. ”det er jeg da ikke helt dårlig til” sagde jeg stolt. Han smilede bare til mig, mens han kiggede ind i mine øjne. Hans øjne så meget dybere ud, når man kiggede direkte ind i dem. Min mave begyndte at kilde, og det bredte sig op til min hals. Jeg havde en trang til at skrige eller bare sige et eller andet. Stilheden fik mit hjerte til at banke dobbelt så hurtigt, og jeg ville bare ha’ at den skulle blive brudt, før det endte med at jeg kastede mig over ham.

”det der skete i går…” begyndte jeg, og smilede til mig selv over at jeg lige havde brudt den hjertebankende stilhed. ”kysset?” sagde han med det samme. Jeg nikkede og kiggede ned i mit skød. ”det var bare en misforståelse, ik? Jeg tror bare det er bedst hvis vi glemmer det” fortsatte jeg, og kiggede igen op i hans øjne. ”en misforståelse? Betød det slet ikke noget for dig?” spurgte han. jeg bed mig læben, og overvejede hvad jeg skulle sige. ”nej…” mit hjerte begyndte at banke hurtigere, af det der lige slap ud mellem mine læber. Jeg var nødt til at lyve, både for hans og min skyld. ”følte du ikke noget som helst?” spurgte han. jeg blev ved med at holde min blanke facade oppe, selvom det krævede en masse af mine kræfter. ”gjorde du?” spurgte jeg forsigtigt, bange for hvad han ville svare. Det var noget af det sværeste jeg havde gjort længe. At holde mine følelser tilbage for en, jeg måske havde flere følelser for, end jeg lige ville indrømme for mig selv. ”..ja.. jeg troede også at du følte noget… for mig” jeg bed mig hårdere i læben, så der næsten kom blod. Jeg kunne bare ikke såre ham mere, men nu hvor jeg var begyndt, kunne jeg ligeså godt gøre det færdigt. ”..det gør jeg ikke” det krævede næsten alle mine sidste kræfter at sige det. mit hjerte blev ved med at banke, og jeg nægtede at kigge op i hans øjne, fordi jeg vidste at jeg ikke ville kunne styre mig, hvis jeg gjorde det. ”slet ikke” spurgte han igen. Det lød mere som om at han bedte til at jeg ville sige ja. Det eneste jeg kunne, var at ryste på hovedet, mens jeg holdt mine øjne lukkede. Jeg forestillede mig Nathan, sidde og kigge, på mig, med et knust blik, i hans ellers dejlige øjne. Jeg nægtede at kigge op for at bekræfte mine forestillinger, jeg ville bare bryde sammen. ”undskyld…” jeg rejste mig op fra sengen, og tog barbermaskinen. Ved et uheld kiggede jeg op i hans øjne, og så præcis det blik, jeg havde forestillet mig. Et knust blik i hans øjne. Det skar igennem mig som en kniv, men jeg ignorerede det, og drejede bare om på mine hæle, og gik ud så hurtigt jeg kunne. ”Tasse!” råbte han efter mig. Jeg smækkede døren hurtigt efter mig, og sank ned til gulvet. Endelig lod jeg tårerne løbe frit. Det havde jeg ikke gjort i meget lang tid, ikke en gang foran Nathan, eller Kasper, havde jeg ladet mine tårer løbe bekymrings frit ned ad mine kinder. Jeg lod det hele løbe ud, tankerne om Nathan, om Sander… om min far. Mit liv var langt fra sådan som jeg ønskede mig at det skulle være. Men sådan måtte det være, i hvert fald lige nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...