my love will be your armour.

Natasja er en pige som lever et skørt liv. Det er ikke et skørt liv som nogen skal ønske sig, for hun lever sammen med en bande, med en masse forskellige slags forbrydere, med hver deres speciale. Alle fra gruppen er nogen som ikke er noget værd, og ikke havde noget sted at bo, indtil de blev samlet op på gaden af lederen, Sander. Tingene begynder at spidse sig til, når de er nødt til at tage en drastisk metode i brug, for ikke at blive opdaget, som tyve. gruppen begynder at tage uskyldige mennesker som gidsler, og det er Natasja meget imod. Hun kan slet ikke li' at være indblandet i alt den kriminalitet, men hun havde ikke noget valg. og når Natasja pludselig begynder at holde lidt for meget af en af gidslerne, ved navn Nathan, er hun nødt til at tage en svær beslutning. skal hun stikke af fra huset, med Nathan, og ha' resten af banden på nakken, eller blive og se til mens Nathan langsomt nærmer sig sin død.

15Likes
4Kommentarer
2409Visninger
AA

2. kapitel 1

 

Jeg holdt øje med vinden som baskede igennem træerne uden for den lille café, mens jeg stod og ventede på at min kaffe blev færdig. Det var mit lille ’sted’, jeg var altid her når jeg ikke var hjemme i ”klubben”. I spørger sikkert hvad jeg mener med ”klubben”. Klubben var der hvor jeg boede, sammen med en masse andre. Vi var alle sammen en form for tyve, mit speciale var lommetyveri, og det havde jeg tjent mange penge på. Vi delte alle sammen de penge vi stjal, til at overleve, da vi alle sammen var en flok mennesker, som enten var blevet smidt ud hjemme fra, selv flygtet hjemme fra, eller bare hjemløse, og havde ingen penge, og ikke kunne skaffe noget job. Nogle gange tog jeg en smule af vores fælles penge, uden at de andre opdagede det, til at gå herned, og komme væk fra det sindssyge liv, jeg levede hver dag. Jeg var enlig ikke særlig gode venner med dem alle sammen, i klubben, og specielt ikke lederen. Vi havde vidt forskellige meninger. Jeg var på en måde tvunget ind i det her, for ellers ville jeg bare ligge på gaden og dø, eller på et børnehjem, og jeg havde ikke lyst til nogen af delene. Jeg havde heller ikke lyst til at gå ind i at være tyv, men jeg savnede at kunne være fri, og ha’ mit eget trip, så derfor valgte jeg det liv jeg har nu. Min livs historie er simpel. Efter min mor døde, skulle jeg bo alene med min storebror og far, men min bror flyttede kort efter hjemmefra, og min far begyndte at ændre sig, og begyndte at opføre sig som et uhyr foran mig. Så jeg løb hjemme fra.

Jeg smillede til mig selv, af at tænke på hvor skørt et liv jeg havde. Det var ikke fordi jeg nød det, men det virkede bare skørt, at det lige præcis var mig som var blevet trukket igennem det her liv.

Min kaffe kom på bordet, og jeg snusede den stærke kaffe duft ind med begge næsebord. Mine trætte øjne spejdede ud over den halv fyldte café, og låste sig med det samme fast på et par fængslende blå/grønne øjne. De tilhørte en dreng, med brunt hår, som lignede min alder, 18, han sad sammen med fire drenge og grinede. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg hadede den slags unge, som bare havde et fedt liv, og nogle skønne venner… jeg var nok bare jaloux… men jeg kunne virkelig ikke udstå dem, jeg fik det dårligt af at kigge på at de havde sådan et perfekt liv.

Jeg kom ud af mine tanker igen, efter at ha kigget ham i øjnene, og opdagede at han også havde fået kontakt med mine øjne. Det sendte et gys hen over min krop, og jeg rystede på hovedet for at få min opmærksomhed væk, fra hans øjne. Ud af øjenkrogen, kunne jeg lige se et irriterende lille smil, forme sig i hans ansigt, og det fik mig nervøst til at pille ved mit gyldne hår.

Jeg fik hurtigt drukket min kaffe op, og skyndte at rejse mig fra bordet. Det var nok bedst ikke at være ude for længe, for vi havde et møde, i klubben, senere på dagen, og jeg havde ikke noget ur på mig, så jeg kunne ikke vide hvad klokken var. Jeg greb min sorte skulder taske, og svang den op på min skulder, hvor efter jeg forlod stedet, med en hurtig fart, for at nå tilbage til mødet. Det var en kort tur hjem, så jeg var ikke så bekymret for om jeg kunne nå mødet. Mine øjne fangede synet af det lille gemte hus, i en gyde, i udkanten af London. Gemt væk for at ingen skulle kunne finde det.

 jeg kom ind og mødte min bedste ven fra huset, Kasper, han fulgte mig med ind til mødet, hvor jeg satte mig til rette ved det lange havebord, som vi brugte som møde bord, i vores arbejdsværelse. De andre sad allerede derinde, og kiggede hen mod vores leder, Sander. ”ved du hvad mødet handler om?” hviskede jeg hurtigt til Kasper. ”det var noget med, hvordan pengene skulle fordeles, og hvad vi skulle indvistere i” hviskede han hurtigt tilbage, før Sander øjnede os snakke. Sander rømmede sig, og lagde hænderne foldede på plastik bordet. ”mødet i dag er ændret lidt. Vi har noget vigtigere vi skal snakke om.” sagde han stift, og kiggede ud over os alle 7. ”vi har været nødt til at tage en uskyldig person som gidsel, fordi ellers ville vi blive meldt til politiet.” sagde han meget alvorligt, med sin ungdommelige stemme. Han kørte en hånd gennem sit brune pjuskede hår, og tog endnu en dyb vejrtrækning til at sige noget mere ”det er noget vi er nødt til at gøre, indtil vi har fundet ud af at flytte et andet sted hen” da han sagde det begyndte alle at snakke, og protestere. ”hvorfor skal vi flytte til en anden by?” ”jeg gider ik flytte igen!” ”hvorfor nu det”.. de snakkede alle sammen i munden på hinanden, og jeg sad bare og holdt min vrede inde, for jeg vidte at den vrede jeg ville kaste ud i rummet, handlede om noget andet end det de andre klagede om. ”stille! Christ… vi er nødt til at flytte, fordi vi har allerede et par stykker som ved for meget her i byen..” sagde han. ”vi har været nødt til at tage ham som gidsel, for at de ikke ville plaprer op om det her til politiet, for de er alle i familie med ham, så…” han kiggede rundt for at se de andres ansigts udtryk. Deres ansigter var fulde af frygt. Det er derfor det er Sander som er leder. Han virker som om han ikke har nogen følelser, han gemmer dem alle væk for os, så han virker hård og stærk, og det gør ham til den rette leder. ”vi kunne blive ved med at bortføre flere og gøre dem til gidsler, eller vi kunne flytte til en anden by og skifte identitet.. fuldstændig” sagde han ud i det rædselsslagne rum.  Katrine, en som jeg også havde det meget godt sammen med, sad og rakte usikkert sin hånd i vejret. ”altså jeg har ikke lyst til at skulle flytte, og det med gidsler det er heller ikke luge det jeg synes bedst om, men hvis det er det der skal til… såå.. jeg synes bedst om ideen med gidslerne” sagde hun lidt usikkert, og nikkede med et skævt smil ud til de andre. De andre nikkede tilbage til hende, men jeg sad bare og kiggede chokeret på hende, da jeg ikke troede at det ville komme ud af hendes mund. Jeg kiggede hen på kasper som havde det samme udtryk i ansigtet som mig. Chokeret. Han rakte forsigtigt hånden op i vejret, og åbnede munden. ”er i nu sikker på at det er god idé… vi kan hurtigt komme ud hvor vi ikke kan bunde, og så sidder vi fast. Det jeg mener er at, det kan blive farligt hvis vi bliver ved med at bortføre flere gidsler…” hans øjne stirrede direkte hen mod Sander, og han nikkede, som for at vise at han forstod hvad han sagde. ”det kan godt blive farligt. Men det andet vil tage lang tid.. vi har ikke alt den overskud, og der er meget der skal gøres for at skifte sin identitet. Nyt udseende til os alle sammen, falske ID kort, nye navne… vi kunne starte med at bortføre nogle gidsler til vi er helt klar til at flytte til en ny by” sagde han. De andre nikkede bare i enighed, mens jeg var lige ved at sprænges, men jeg havde ikke lyst til at sige imod gruppen. Mine øjne fangede Kaspers øjne, hans øjne fortalte mig at han tænkte at der nok ikke var andet at gøre. ”er det aftalt?” spurgte Sander. De nikkede alle sammen heftigt, for at vise deres interesse. ”okay så, mødet er ophævet” sagde han så, og de rejste sig alle sammen, pilede ud af døren.

Jeg gik direkte ind på mit værelse, og satte mig på min seng. Det var forkert, det jeg gik med til. Det vidste jeg. Men jeg kunne bare ikke gå imod gruppen. Tænk på den stakkels mand som de har bortført. Hvor sidder han overhovedet? Jeg rynkede mine bryn, og stirrede stift ud i luften. Der var en som bankede på min dør. Det var Kasper. Han stak forsigtigt sit hoved ind og øjnede mig, sidde stift på min lille træseng. ”hva så” sagde han, mens han gik hen mod min seng, med et smil på læben. Han satte sig ved siden af mig, og kiggede på mig, mens jeg bare stirrede tomt ud i luften. ”jeg kan ikke forstå at det er gået så vidt så vi er nødt til at bortføre uskyldige… det er bare forkert…” sagde jeg uden at kigge på ham. ”ja, jeg synes heller ikke det er den bedste idé, men det er åbenbart det der skal til..” jeg kiggede straks op på ham. ”er du slet ikke bekymret… hvad med de uskyldige mennesker, det er synd for dem..” jeg råbte næsten. Jeg kunne godt finde på at ha’ et lidt voldsomt temperament, og jeg kunne i nogle situationer godt ha meget svært ved at styre det. ”rolig nu tasse… jo da det er synd for dem…. Men det er da også synd for os, vi har ingen penge, for vi kan ikke skaffe noget job, og derfor er vi nødt til at blive kriminelle.” jeg kiggede med store øjne på ham, og vendte hovedet den anden vej. ”hvordan kan du sige det…. det er sku da ikke synd for nogen kriminelle, at de er kriminelle.. jeg har endda ondt af mig selv, fordi jeg tænker på den måde..”jeg lagde mig fladt på maven for ikke at kigge på Kasper. Han lagde blidt sin hånd på ryggen af mig, og kørte den ned i min side. Med en bevægelse, begyndte han at kilde mig helt vildt, og jeg kunne ikke gøre andet end at grine så det gjorde ondt. ”stop Kasper” grinede jeg. Jeg trillede rundt, mens Kasper sad med et slesk smil på læben. ”okay, men så lov at du ikke skal til at blive sur på mig igen.. jeg orker ikke flere af dine raseri anfald, og jeg har vel nok lov til at ha’ min egen mening..” sagde han med et smil. Hans hænder flyttede sig tilbage, og ned i hans skød. ”jeg bliver da ikke så tit sur… jeg kan bare godt blive lidt.. hidsig, sådan nogle gange.” sagde jeg med et lille smil. ”hvad er helt præcist forskellen på sur, og hidsig?” han begyndte at fnise lidt, og jeg gav ham et blødt dask på armen. Hans ansigt formede sig i et smertefuldt udtryk, og han begyndte at lade som om at det rent faktisk gjorde ondt, så jeg slog ham bare igen, og grinede højt. ”men Kasper… jeg vil gerne se ham der de har taget som gidsel… Jeg er nødt til at se om han er OK.. Vil du ikke med?” jeg sendte ham et tikkende smil, og han nikkede som svar. Det var alt han behøvede at gøre, før jeg sprang op ad sengen, og tog fat i hans hånd for at hive ham med ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...