Blackout- One Direction

Bella på 14 vil gøre alt for at slippe væk hjemmefra, og har derfor valgt at tage et sommerjob som "rengøringsdame". Til sin store overraskelse finder hun ud af, at hun skal gøre rent i sommerhuset, som tilhører selveste One Direction!
Selvom hun bliver gode venner med dem, holder hun en hvis afstand, for Bella har en fortid, som hun helst bare vil fortrænge. Og i det hele taget lever hun et hårdt liv.
Men kan hun holde det hele hemmeligt?
Eller finder drengene ud af det? Og kan de hjælpe hende med endelig at blive lykkelig?
(*der kan muligvis være stødende sprog*)

75Likes
52Kommentarer
12205Visninger
AA

11. Upgrade

Bellas synsvinkel

De følgende uger var jeg ikke hos drengene. Det var blevet sværere for mig at forlade huset, efter jeg overnattede hos dem. Min far var rasende. Jeg havde faktisk aldrig set ham så vred før. Hvilket ikke førte noget godt. Det er to uger siden, og jeg er stadig øm. Niall havde sendt mig sms'er hver dag(han kunne ikke ringe, for så ville min far sikkert også gå amok) Og jeg havde da også fået et par sms'er fra de andre drenge. Det gjorde mig ret glad. Det er da dejligt at blive tænkt på. Men Niall var bekymret. Det kunne jeg tydeligt mærke. Og det gik mig lidt på. 

 

Nå, men tilbage til nutiden. Klokken er lidt i 9. Jeg ligger i min seng, og hiver min mobil frem. Jeg finder Niall inde under mine kontakter. Min finger trykker blidt på 'kald op'- tasten, og jer fører mobilen op til øret. "Hallo!" lyder det i den anden ende. Det er helt klart Nialls stemme. Hans irske accent er nem at genkende. "Hej Niall, det er Bella." siger jeg roligt.

"Bella!" Han lyder begejstret. Det er nok også meget forståeligt, eftersom der er gået to uger, siden han sidst hørte min stemme. "Hvordan har du det?" spørger han. "Jeg har det..." Jeg trækker lidt på det. "Jeg har det godt. Lige nu altså." "Åh..." Hans stemme bliver en del mere trist. I baggrunden hører jeg en stemme, som vist tilhører Zayn. Dog kan jeg ikke helt høre, hvad han siger.

"Bella." siger Niall, og jeg skal lige til at svare, da han fortsætter. "Bella! Jeg... jeg snakker med Bella!" Han snakkede sikkert til de andre drenge. Jeg hører noget støj på linjen, og pludselig er det en anden stemme som taler. "Bella!" siger Zayn. "Vas happening?" Jeg fniser lidt. Hvad fanden? Det kan man da ikke sige. "Ikke så meget." svarer jeg. "Hvad med jer?"

"Vi savner dig! Hvornår kommer du herhen igen? Huset er ved at blive ret rodet igen." Jeg sukker. Tænk, jeg havde næsten glemt, at jeg skulle gøre rent derhenne. "Det var faktisk derfor, at jeg ringede. Ser i-" "Vent lidt, jeg sætter dig lige på medhør! ......... Så! Bare fortsæt." Jeg tager en dyb indånding. "Okay hør her, min far er ude af huset de næste tre dage,"

"Så kan du jo komme herover!" råber Niall. "Ja angående det. Hør her, jeg kommer nok først i morgen." "Hvad? Hvorfor?" spørger... Harry? Ja det må være ham. Stemmen var ret... bøvet og han snakker så laaaangsomt. Jeg rømmer mig. "Undskyld, men jeg har virkelig brug for lidt tid for mig selv. Jeg ved godt, at det er mit job, men jeg beder jer? Må jeg ikke holde... en rigtig fridag?"

”Selvfølgelig!” råber Niall. Jeg hører drengene protester hviskende, men Niall står fast. ”Kom nu drenge, det har hun fortjent! Nyd din fridag søde!” Der bliver lagt på. Okay så. Niall fik lige hjulpet mig med at skaffe en fridag. Tak Niall!

***

Jeg hiver proppen op af badekarret, og træder ud på de kolde fliser. I dag skulle jeg rigtig forkæle mig selv. Skumbad og duftlys, det var lige sagen! Hurtigt binder jeg et håndklæde rundt om mig, og puster lysene ud.

Dagen har været god. Det har været virkelig rart, at være lidt for sig selv. Selvom jeg måtte skuffe drengene. Det eneste positive ved at tage hjem til dem, var vel, at jeg ikke behøvede at lave aftensmad. Det er snart lang tid siden, jeg spiste mad. Mad fra McDonalds. Jeg er ikke stolt, men samtidig er jeg ret ligeglad. Jeg er heller ikke blevet fed endnu... det kommer sikkert snart. Suk.

Jeg lunter ind på mit værelse, og tager hurtigt nogle trusser på. Bagefter finder jeg nogle natshorts, og hiver en hvid trøje over hovedet. Se, der er det igen. Hvidt tøj. Hvorfor har jeg det? Skidt pyt, han var jo ikke hjemme lige nu. Jeg tørrer mit hår (så godt jeg nu kan) med håndklædet, og smider det over en stol. Det er rart endelig at være alene. Når jeg er alene, kan jeg være mig selv. Intet kan ødelægge denne følelse, jeg har lige nu. Måske bortset fra dørklokken.

En høj tone skærer igennem lejligheden. Jeg skynder mig ud til dørtelefonen i gangen. Det er sikkert bare nogle, som vil lukkes ind i opgangen. ”Hallo?” ”Hey Bella, lukker du mig ikke lige ind?” Den stemme. Lød meget bekendt. Jeg er ikke sikker, pga. stemmen bliver forvrænget via dørtelefonen, men det lød ufattelig meget som… ”Det’ Harry!” Åh du tager pis på mig!

Uden at tænke trykker jeg på knappen, som låser døren til opgangen op. Hvad laver han her? Hvad forstod han ikke, da jeg sagde, at jeg gerne ville være alene? De drenge er simpelthen for meget! Jeg låser min egen dør op, og hører lyden af trin på trappen komme nærmere. Forsigtigt stikker jeg mit hoved ud af døren, og får straks øje på ham. Jep. Det er den ægte vare. Sir Harry Styles er ankommet. Fuck altså.

"Puha! Hej Bella!" han ånder forpustet op, og jeg gir tegn til, at han bare kan komme ind. Han går ind, og kigger kort på mit ufattelig klamme hjem. Overfyldte skraldeposer, kæmpe opvask, og vasketøj og papirer over det hele. Velkommen til mit hjem! "Hvor ironisk." siger Harry. "Hvad?" spørger jeg irriteret. Han skulle ikke være kommet. Jeg lukker døren, og lægger armene over kors. "Du gør fantastisk rent ovre hos os, men her ligner det, at der er sprunget en bombe!" Han vender sig mod mig, og smiler. Ufrivilligt smiler jeg igen. Jeg kan ikke gøre for det. Det smil er bare så... perfekt.

"Nå ja, jeg får jo heller ikke penge for at gøre rent herhjemme." svarer jeg. Harry griner. Ikke nok med, at han har et perfekt smil. Han har kraftedeme også en perfekt latter! Det er unfair Harry. Simpelthen unfair. "Så, hvorfor er du her?" spørger jeg. Han går hen mod mig. "Jeg ved godt, at du ville være alene," han lyder undskyldende, hvilket han også bør! "men jeg savnede dig altså virkelig." Jeg bider mig i læben, blot for at forhindre mig selv i at rødme. Jeg ved ikke hvorfor, men det virker for mig!

"Så jeg tænkte på, om jeg måtte blive her sammen med dig? Og overnatte?" Uff, det der overnatning er jeg iiiiiikke så glad for Harry. "Please? Kom nu, det bliver hyggeligt!" "Selvfølgelig." siger jeg så. Hvorfor jeg sagde det, har jeg ingen anelse om! "Men jeg ville nok snart til at gå i seng Harry." Klokken var kun 23, men jeg følte mig pludselig ret træt.

"Hey, no prob! Så går vi bare i seng nu!" siger Harry begejstret. Woah, skru lige ned for entusiasmen makker! Det er næsten uhyggeligt. "Men faktisk, så kom jeg også af en anden grund Bella." Harry klør sig lidt i nakken, og stirrer ned i gulvet. Han virker nervøs? Hmm, det kan kendte åbenbart også blive.

"Det er fordi..." Han blik flakker, men pludselig rejser han hovedet, og går hen til køkkendisken. "Hvad fanden Bella, drikker du vin?" Han peger på en vinflaske som står på disken. "Du ved godt, at du ikke er gammel nok, ikke også?" Han smiler kækt til mig. Lagde i også mærke til, at han bare skiftede emne? Lille bitch, sig det så! "Selvfølgelig ved jeg det! Den er sådan flere dage gammel! Det er min fars." Ugh! Jeg hader at kalde ham det. 'Far'. Han fortjener ikke det ord! Fædre er kærlige og omsorgsfulde! Han er... det modsatte.

"Hmm..." mumler Harry, og griber ud efter flasken. Lynhurtigt tager jeg fat i hans hånd. "Du RØRER ikke den flaske!" råber jeg panikslagen. Ja. Jeg gik i panik. Undskyld, men den flaske gør mig nervøs! Hvis Harry havde fået fat i den, så havde jeg sikkert rullet mig sammen i fosterstilling. Bare sådan ren refleks. "Undskyld. Slap af!" Harry kigger mærkeligt på mig.

"Undskyld jeg," Jeg sukker, og slipper hans hånd, som han roligt tager til sig. "Undskyld, det er bare... Den går let i stykker, jeg var bange for, at du ville holde for hårdt om den." Skide god løgn Bella. Et stort 12-tal til dig... idiot. Harry hæver det ene øjenbryn. "Bare lad mig fjerne den." siger jeg, og bevæger min hånd hen mod flasken. Idet min hud rører det kølige glas, kører der tusinde følelser igennem min krop, og jeg slipper straks flasken. Jeg vil helst ikke mærke glasset mod min hud. Det minder mig for meget, om når jeg bliver tævet med det.

Jeg begynder at ryste, og er faktisk på randen til at græde! "Bella, er du okay?" Harry kigger bekymret på mig. "Ja... lad os bare lade flasken stå." Jeg går forbi Harry, og ind på mit værelse. Han følger med. "Bella er der noget galt?" Jeg ryster på hovedet. "Nej! Var der forresten ikke noget, du ville snakke med mig om?" Emneskift. Lige nu! Harry lukker døren.

"Nej det er lige meget." Jeg nikker langsomt. Det lyder altså som om, at der er noget som går ham på. "Er du sikker?" "Helt sikker. Skal vi gå i seng?" Fint med mig, bare ikke mere snak om mig eller den åndssvage flaske! Jeg vender mig mod min seng. "Tror du godt, at vi begge kan ligge der?" spørger Harry, og jeg rynker panden. Jeg skal lige tænke lidt over det han sagde. Vent lige.

Fuck.

Én dyne.

Én pude.

Én seng!

Jeg sukker lavt. Det var vel sådan, det var nødt til at være? "Ja, det regner jeg da med?" Min seng er ikke en dobbeltseng, men den er stadig bred nok til, at vi begge kan være der. Åh gud. Jeg skal sove sammen med Harry. Harry Styles oven i købet. Ej, jeg må virkelig stoppe med at tænke på dem som kendte personer. Nu kendte jeg dem efterhånden ret godt. Men måske ikke helt godt nok til at sove med en af dem?

Okay, nu er jeg også ret socialt akavet, og er ikke så meget for nye "venner", men tanken om Harry gør mig nervøs. Eller. Jeg tror da, at det er nervøsitet? Mit hjerte banker hårdt lige nu, og jeg har det varmt. For varmt. Alt for varmt. Åbne et vindue? Aldrig! Hvad nu hvis jeg glemmer at lukke det igen? Så kan hele omverdenen høre, når jeg får bank. Nej tak. Nu er det ikke fordi, at vi har lydtætte vægge og døre, men stadigvæk! I ved, hvad jeg mener!

"Hey? Er du okay?" spørger Harry, og river mig ud af mine tanker. Jeg giver ham et svagt smil, og nikker. "Nej du er ej." Undskyld mig? Hvad ved du om det Mr. Harry? Jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver ved med at kalde ham "Sir Harry" eller "Mr. Harry"... det navn passer bare godt til titler! Men jeg må stoppe, ellers ender det med, at jeg kommer til at kalde ham "Prins Harry"! Som jo rent faktisk er en person, som eksisterer...

"Det ved du da ikke noget om." siger jeg nervøst. "Undskyld, du virker bare så..." Han kigger ned i gulvet. "...Anspændt!" Det siger du ikke. Harry, du dukkede op, out of nowhere, og forventede, at jeg ville hoppe og springe af glæde, fordi du var her. Men guess what! Det gør jeg ikke! "Vil du ikke have, at jeg er her?" Oh shit. Lad være med at spørger om det! Det kan jeg jo ikke svare ærligt på.

Jeg åbner munden, men der kommer ingen lyd ud. Kun sådan nogle små lyde, som ikke giver nogle mening. Nøh døh nøff, BRUG DIT SPROG BELLA! SPROG! Lige nu står jeg jo bare, og stirrer akavet på ham. Akavet. Sådan virkelig akavet! "Bella, jeg kan godt gå, hvis du ikke vil have mig her." Han vender sig om, og instinktivt prøver jeg at få fat i hans arm.

"Harry vent!" råber jeg, og snubler over mine egne fødder. Kikset. Harry er dog hurtig til at vende sig om, og gribe mig, så jeg falder ned i hans arme. Han hjælper mig på benene igen, og holder lige nu rundt om livet på mig. Jeg kigger op i hans grønne øjne, som jeg gang på gang svømmer væk i. Mine hænder ligger forsigtigt på hans bryst, og jeg kan mærke hans hjerte banke. Det uhyggelige er, at det banker samtidigt med mit.

Jeg mærker den der varme følelse indeni igen. Men denne gang føles den god. Ligefrem behagelig. Harry hiver mig tættere ind til ham, og kigger mig dybt i øjnene. Jeg holder kort vejret, da hans læber langsomt bevæger sig tættere på mine. Hans berøringer giver mig kuldegysninger, og hans varme ånde, får mig til at ånde ud igen. Mine øjne lukker sig forsigtigt i samtidig med hans. Vi er ikke mere end en millimeter fra hinanden da min mobil pludselig ringer.

Jeg får et chok, og åbner med det samme øjnene. Harry kigger over mod min mobil, som ligger på mit skrivebord. Jeg kigger afventende på ham, og han nikker over mod den. "Bare tag den. Det kan være, at det er noget vigtigt." Han smiler kærligt til mig. Han har ret. Og stemningen er alligevel ødelagt. Mit hjerte galoperer stadig derudaf, mens jeg tager min mobil op i hånden. "Hallo?" siger jeg forpustet. "Hey Bella, det er Liam!" Aaaaw, Liam! Jeg ved ikke, der er noget ved Liam, som er virkelig nuttet. Som en lille hundehvalp. Ja! En hundehvalp! Det er det, han minder mig om!

"Hej Liam!" Jeg smiler over mod Harry, som går hen til mig. "Sæt den lige på medhør." siger han. Jeg sætter den på medhør, og snakker videre med Liam. "Hvorfor ringer du?" spørger jeg, og sætter mig hen på min seng efterfulgt af Harry. "Er Harry hos dig?" Jeg nikker, men indser først bagefter, at det er dumt, eftersom at Liam ikke kan se mig. Harry griner også lidt af mig. "Ja, ja det er han."

"Åh pyha!" Liam ånder lettet op, og hans stemme bliver lidt fjern. "Okay drenge han er kommet derhen!" Jeg kigger underligt på Harry, som sidder med et forvirret ansigtsudtryk. "Vidste de ikke, at du var her?" hvisker jeg, og holder en hånd over mobilen. Harry nikker. "Jo, jeg sagde, at jeg ville tage herhen, og når jeg var her så... fuck!" Jeg hører Liams stemme i telefonen igen.

"Det geni, som han nu engang er, lovede at ringe, når han var kommet frem!" Harry klør sig i håret. "Undskyld Liam! Jeg glemte det!" "Ja, det kan jeg godt regne ud! Og så tager du ikke engang din telefon, når vi prøver at ringe til dig." Harry får hurtigt fisket sin telefon frem. "Hmm..." mumler han, og kigger lidt på den. "Den må være gået ud." Liam sukker fortvivlet.

"Helt ærligt... Nå, men var det en fin overraskelse, du fik dig hva' Bella?" "Ja, det var i hvert fald en overraskelse!" Liam griner. "Ja Harry insisterede på at tage hen til dig!" "Hmm, det var sødt af ham." Jeg sender Harry et lille smil, som han gengælder. "Nå, men undskyld hvis vi afbrød jer." Jeg kigger igen på Harry. Skal vi bare lade som om, det før aldrig skete? "Det er okay." svarer jeg bare, og fjerner mit blik fra Harry. "Hils de andre." "Skal jeg nok! Sov godt!"

Han lægger på, og jeg lægger min mobil fra mig. Harry kigger på mig. Tjah, det her er lidt akavet. "Skal vi gå i seng?" spørger han. Jeg nikker træt. Harry rejser sig op, og begynder at tage sit tøj af. Jeg spærrer øjnene op, og kigger den anden vej, mens jeg desperat prøver på ikke at rødme.

Oh my god.

"Ska- skal du kun sove i det der?" spørger jeg, og skæver til Harry, som lige nu kun er iført boxershorts. Nej nej nej! Hotness overload, holy crap! Undskyld, men har i set Harrys krop? Den. Er. Perfektion! "Ja, hvad skulle jeg ellers sove i?" svarer han, og smiler, så alle hans hvide perletænder kommer til syne. "Ja jeg... øh det ved jeg da ikke!" Pis også, mit ansigt er garanteret ildrødt lige nu!

Jeg tager en hånd op foran øjnene, i ved, så jeg kan holde fokus. Dog mærker jeg straks Harrys hånd rundt om min. Han flytter den fra mine øjne, og får mig til at kigge på ham. "Hey. Slap af.” hvisker han. Mit ansigt er rødt som en tomat. Harry slukker lyset, og lægger sig ned under dynen, og jeg sniger mig ligeså stille også under den.

Jeg ligger ind mod væggen, da jeg mærker en arm rundt om mit liv. Lidt efter har Harry begge sine arme rundt om mig. Hedder det ikke at 'ligge i ske'? Det tror jeg. Det lyder faktisk ret dumt. En underlig følelse går gennem min krop, da jeg mærker Harrys bare hud mod min. Han snuser lidt til mit stadig fugtige hår. "Dir hår dufter godt." Nok er hans stemme langsom, men samtidig er den altså vildt forførende!

"Det er da lige meget, hvordan det dufter. Det vigtigste er, hvordan selve håret er." Jeg vender mig om, så jeg kigger Harry i øjnene. "Jeg ville give meget for at have sådan nogle fabulous krøller som dig." Han griner, hvilket får mig til at smile. "Nej, dit hår er perfekt." Han lægger sit hoved mod min hals.

"Alt ved dig er perfekt." mumler han, og giver mig et kort kys på halsen. Det sender flere tusinde signaler gennem min krop, men underligt nok, så gør jeg ikke noget ved det. Jo jeg rødmer, men det kan man ikke se i mørket. Åh, og jeg bobler også af lykke. De ord som Harry siger, og de berøringer Harry laver, gør bare, at jeg bliver glad.

Er det det, som hedder forelskelse? Neej, det kunne det ikke være. Selvom at jeg må indrømme, at Harry var lidt som prinsen på den hvide hest lige nu. Prins Harry. Undskyld, men det var oplagt. Men faktisk burde Harry være glad. Han har lige fået en finere titel. At blive opgraderet fra "Mr. Harry" til "Prins Harry" det synes jeg da, er ret godt.

Jeg lukker øjnene, og ikke lang tid efter falder jeg i søvn.

 

---------------------------------------------------------------------

Jamen dog, så kom der nyt kapitel.

Jeg undskylder, hvis kapitlet er lidt kedeligt, men der skal lige lidt handling i <3

Nåmen hvad tror i, der sker?

Er Bella forelsket?

Hvad ville Harry spørge om?

Og hvad tror i, Harry føler?

Skriv endelig kommentarer, for det gør mig så glad<3 (altså gladere)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...