Blackout- One Direction

Bella på 14 vil gøre alt for at slippe væk hjemmefra, og har derfor valgt at tage et sommerjob som "rengøringsdame". Til sin store overraskelse finder hun ud af, at hun skal gøre rent i sommerhuset, som tilhører selveste One Direction!
Selvom hun bliver gode venner med dem, holder hun en hvis afstand, for Bella har en fortid, som hun helst bare vil fortrænge. Og i det hele taget lever hun et hårdt liv.
Men kan hun holde det hele hemmeligt?
Eller finder drengene ud af det? Og kan de hjælpe hende med endelig at blive lykkelig?
(*der kan muligvis være stødende sprog*)

75Likes
52Kommentarer
12133Visninger
AA

12. Unexpected

Harrys synsvinkel

Jeg vågner op, stadig med Bella i mine arme. Hun ligger ind mod mig, så jeg kan se hendes sovende ansigt. God nat. Jeg fortryder overhovedet ikke, at jeg tog herud. I starten var jeg lidt nervøs for, om hun ville blive sur, men jeg må sige, at det da gik meget godt.

Selvom at jeg ikke fik talt med hende om det dér. Det med hende og Niall. Måske var det derfor, at hun ikke ville hen til os? Gad vide, om Niall har fortalt hende, at vi godt ved, hvad der foregik den nat. Hvis altså vi har ret. Men det har vi. Jeg mener, den måde Niall fik beskrevet hele natten på, og så det blik Bella sendte ham til sidst. Men jeg har ikke rigtig lyst til, at det skal være rigtigt. Tanken om Bella og Niall sammen- Ad kuldegysninger!

Okay, måske skal jeg være realistisk. Niall sagde jo trods alt, at det ikke var rigtigt, og Bella virker faktisk slet ikke påvirket af den nat. Og hun er også kun 14 år. Niall er da heller ikke typen til at gøre sådan noget! Altså bare lige at være sammen med en 14-årig pige, som han lige har mødt... altså efter lang tid, men... det virker usandsynligt. Jep, der var intet sket!

Jeg har gentaget denne smøre for mig selv 10 gange, men jeg er stadig ikke helt overbevist. Jeg snakkede med Niall forleden. Det var kun os, der var sammen lige der, og jeg spurgte ind til det med ham og Bella, da han svarede "Spørg dog Bella, hvad der rigtig skete."

"Hvorfor tror du, at hun ville fortælle, os hvad der rigtig skete?" Niall begyndte at grine. "Hun vil da heller ikke fortælle det til jer, men jeg tror godt, at hun vil fortælle det til dig!"

Hans ord har sat sig fast i min hjerne. Men jeg kan stadig ikke få mig selv til at spørge hende. Jeg er bange for svaret. Og hvis hun fortæller den der 'jeg havde mareridt'- historie, så tror jeg ikke på det. Det lyder for åndssvagt. Jeg skal have en virkelig god grund! Jeg er bare i tvivl om den overhovedet findes...

Bella rører lidt på sig, og åbner langsomt sine øjne. "Godmorgen." siger jeg lavt, og fjerner noget af hendes hår fra hendes ansigt. Hendes kinder bliver let røde, idet jeg gør det, og hun svarer træt igen med et lavt 'godmorgen'. "Har du sovet godt?" spørger jeg, og kigger hende i øjnene. "Jeg har sovet fint. Hvad med dig?" Jeg hiver hende tæt ind til mig.

"Fantastisk." mumler jeg ind i hendes øre, og mærker gåsehuden på hendes arme. "Hmm, det var da godt." mumler hun tilbage, og smiler flovt, mens hun lægger en hånd på mit bryst. Jeg trækker vejret dybt, og mærker varmen brede sig indeni mig. Det er utroligt, hvor mange følelser, Bella får frem i mig. Jeg kører blidt min ene hånd ned af hendes ryg.

 Hun rømmer sig, og sætter sig op. "Jeg tror, at jeg står op nu." Hun smiler venligt til mig, og træder over mig, for at hoppe ud af sengen. Hun retter på sine shorts, og går ud af værelset. Suk. Jeg fik ikke et kys fra hende i går, og jeg fik ikke et kys fra hende nu. Er jeg ved at miste taget? ...Neeej, det er umuligt!

Jeg sætter mig op i sengen, og kigger lidt rundt. Hendes værelse er faktisk ret småt. Men hun havde da plads til det hun skulle bruge. I ved, skrivebord, skab og en seng. Og et spejl som hang på døren. Mit blik falder på en kalender som hænger på væggen lige over sengen. Jeg hiver dynen af mig, og rykker hen til væggen. Et stort rødt kryds er markeret på d. 23. Juli.

Det er lidt pudsigt. Det er jo "vores" fødselsdag. One Direction blev formet den dag, for to år siden. Det er d. 22. i dag, men drengene og jeg, går ud og fejrer det i aften. Det andet ville være for oplagt. Men vi går først kl. 12 om natten, så teknisk set er dagen skiftet. Men hvorfor har Bella et kryds dér? Så vidt jeg husker, var hun da ikke sådan en kæmpe fan. Eller! Måske har hun holdt det skjult for os! Ha, det kunne være meget sjovt.

Bella kommer ind på værelset igen. "Hey Bella! Hvad sker der i morgen?" Hun kigger forvirret på mig, og klør sig i håret. "Det ved jeg ikke. Hvorfor?" Jeg tager kalenderen ned fra væggen, og går hen, og viser den til hende. "Se!" siger jeg, og peger på krydset. "Du har sat kryds ved d. 23.!" Hun kigger kort på kalenderen, og løsner op i ansigtet. "Nå det er fordi-" "Er du en directioner alligevel?" driller jeg, og smiler til hende.

"Hvad? Nej, i morgen er det min fødselsdag!" Jeg hæver øjenbrynene. "Er det!?" råber jeg chokeret. Bella får vist også et chok, og træder forskrækket et skridt tilbage. "Shit! Ja det er! Hvorfor er du så overgearet?!" Hun tager en hånd op foran brystet, og ånder forpustet ud. "Undskyld, men det er også One Directions fødselsdag i morgen!" "Virkelig?" spørger hun, og smiler.

"Ja, vi skal ud og fejre det i aften." "I aften?" Hun rynker panden. Jeg smiler stort. "Ja, efter klokken tolv. Men tænk, at du også har fødselsdag der! Så bliver du 15 år?" Hun nikker. "Hvad ønsker du dig så?" Hun kigger overrasket på mig. Som om at hun aldrig blev spurgt om det. "Øhm jeg har ikke rigtig nogle ønsker." Jeg hænger kalenderen på plads igen. "Men jeg vil da gerne have den løn, som jeg endnu ikke har fået for at gøre rent hos jer!"

Jeg vender mig mod hende igen, og griner. "Det kan være, du er heldig at få den i morgen!" Jeg blinker til hende, og hun smiler, og kigger ned. "Woah, skal du ikke have noget tøj på snart?" Hun kigger op ad mig. "Okay så, hvis du insisterer!" svarer jeg. "Jamen, du kan da godt rende rundt uden tøj på hele dagen, men jeg tror, at folk vil kigge sært på dig." siger hun flabet. Jeg begynder at grine, og finder mit tøj frem. Bella klør sig lidt i håret, og kigger væk.

"Hey Harry?" spørger hun forsigtigt. "Kan du måske... gå ud? Mens jeg tager tøj på altså." "Selvfølgelig!" Jeg går ud af døren, og lukker den efter mig. Hurtigt tager jeg mit tøj på, og ikke ret lang tid efter, kommer Bella ud. "Skal vi ikke køre med et samme? Vi kan spise morgenmad henne hos de andre." foreslår jeg, og Bella går med til det.

 

 

Bella stiger ud af bilen. "Wow Harry, klokken er allerede elleve!" siger hun, og smækker bildøren i. "Ja vi har åbenbart sovet længe!" Vi går op til huset. "Endelig kom du!" siger Louis vredt, lige da vi træder ind. "Jeg håber, han taler til dig!" hvisker Bella. "Sjovt, jeg stod lige, og tænkte det samme." hvisker jeg igen. "Harry, vi skal være i studiet om mindre end en time!" Pis. Var det i dag?

Louis hiver fat i mig. "Godt, drenge! Så går vi!" råber han, og de andre går hen mod døren. "Bella, der er masser af mad i køkkenet at tage af, hvis du bliver sulten, og ellers så er der masser af arbejde at tage af!" siger Louis, mens han skubber mig ud af døren. "Sorry, vi skal arbejde i dag, men vi er hjemme ved 17-tiden!" siger Niall, og kigger undskyldende på hende. "Farvel!" når jeg lige at råbe før døren lukkes.

Bellas synsvinkel

Jeg startede med at tage lidt mad, og ellers så stod den bare på rengøring. Heldige mig. Ej, jeg er faktisk ret heldig. Jeg har været sammen, med den fyr jeg kan lide hele natten! Den fyr jeg kan lide? Hvor kom det fra? Men sandheden er, at jeg nok godt kan lide Harry, men jeg ved ikke om det hedder forelskelse. Jeg har aldrig været forelsket før. Eller fået mit første kys for den sags skyld. Jeg var sååååå tæt på i går! Øv altså.

Jeg blev færdig med rengøringen for lang tid siden, og nu sidder jeg bare, og venter på, at de andre kommer hjem. Det er kedeligt at være mig lige nu. Min mobil vibrerer i min bukselomme, og jeg hiver den straks op for at tjekke den. En besked fra Niall. Jeg åbner den. #Hej du! :) So sorry, men vi er stuck in traffic, og der kan gå op til to timer før vi er hjemme :( bare tag hjem, så ses vi i morgen xx Nialler

Nialler. Det var sådan et fjollet navn, som han for det meste brugte overfor fans, men han nød åbenbart også at skrive det til mig. Okay, det var måske fordi, jeg sagde det lød sødt, og så syntes han, at han skulle bruge det fra nu af. Jeg sukker. Det kunne være rart at have vidst det her lidt tidligere, men sket er sket. Jeg svarer hurtigt tilbage #lyder nedern, men jeg tager hjem. Hils de andre<3

Eftersom Harry havde kørt os, var jeg nødt til at tage toget. Hvilket jeg ikke orkede. Den der 2 timers lange rejse, var lidt træls.

Da jeg kom hjem, spiste jeg nogle madder til aftensmad, og så lagde jeg mig i min seng. Hvor jeg stadig ligger. Dagen i dag havde været lidt nedern. Og jeg bliver ved med at tænke på det Harry spurgte mig om. "Hvad ønsker du dig?" mumler jeg, og gentager det derfor for mig selv.

Jeg var helt holdt op med at ønske, eftersom jeg aldrig fik noget. Jeg er holdt op med at ønske mig gaver, og jeg er holdt op med at ønske mig urealistiske ting. Som "jeg vil væk" eller "red mig". For det gik aldrig i opfyldelse. Jeg vrider mig fortvivlet i sengen. Min krop gør ondt af helvedes til lige nu. Det her kan jeg simpelthen ikke holde ud!

Hvor er Panodilerne? Jeg rejser mig, og går ud på badeværelset for at rode i skabene. Intet. Der er intet! Av! Min! Krop! Med ét beslutter jeg mig for at gå. Jeg skal ned på nærmeste apotek, for jeg kan ikke falde i søvn med de her smerter! Jeg finder mine sko, og tager en jakke over mig. Klokken er halv ti allerede, så mærket er begyndt at falde på. Jeg tager mine nøgler og min pung, og smutter ud af døren.

 

 

"Nummer 97!" råber damen ved skranken. Nummer 97, det er mig! Jeg tager min jakke i hånden(ja, jeg har taget den af, for der var varmt derinde), og går op til skrænten. "Goddag." siger damen høfligt. "Hej." Min stemme lyder nok en anelse fjendtlig, men jeg har smerter, så det er okay! "Jeg skal købe nogle Panodiler." Damen kigger skeptisk på mig. "Og hvad skal du så bruge dem til?"

Jeg hæver det ene øjenbryn. "Du er apoteker, burde du ikke vide, hvad man bruger Panodiler til?" svarer jeg flabet. Altså er hun dum eller hvad?  "Jeg beklager, men jeg tror ikke, at jeg kan sælge dig nogle." "Hvad?! Hvorfor?!" spørger jeg med hævet stemme. Damen kigger ned i sine papirer. "Vi har fået besked på at holde øje med unge mennesker, som køber smertestillende. Selvmordstallene er jo blevet højere og højere."

Jeg måber. "Det kan du da ikke mene!" vrisser jeg. "Hvis du skal gøre dig håb om at købe de piller, så skal jeg bruge dine forældres navne, dit eget navn og cpr-nummer." Gudskelov, at jeg kan mit eget cpr-nummer. "Fint! Mit navn er Bella Spring!" Damen kigger hurtigt på mig. "Bella Spring?!" Jeg nikker usikkert. "Ja?" "Og hvad er dit cpr-nummer?!" Hun kigger ivrigt på mig, som om hun forventer noget bestemt. "230797-1612." Damen gisper, og holder sig for munden. "Bella! Åh min søde lille Bellezza!" Bellezza? Åh nej. Hvor havde jeg hørt det før?

"Mor elsker dig, min søde Bellezza"

"Det er mig! Din mor!" Nej. Det kan ikke være rigtigt! "Jeg har sådan savnet dig!" Hun prøver at kramme mig, men jeg træder hurtigt et skridt tilbage, og taber min jakke. Hun skal ikke røre mig. Hun skal ikke se på mig! Hun skal slet ikke noget angående mig!

"Bella?" spørger hun, og går uden om skrænten. "Nej! Du rører mig ikke!" råber jeg bestemt. Den kvinde svigtede mig på det groveste for 10 år siden, og nu troede hun, at hun kunne komme og kramme mig, og så blev alt godt igen?! ALDRIG! Hun går tættere på mig, men jeg går bare længere bagud. "Hold dig væk! Jeg vil ikke have noget med dig at gøre!" Folk er begyndt at kigge på os. "Men jeg-" begynder hun, da jeg afbryder hende.

"Du skal ikke engang tale til mig! Jeg hader dig! Du efterlod mig! Hos et monster!" skriger jeg, så tårerne sprøjter. Hun ser bedrøvet ud, men jeg har intet tilovers for hende! "Bella tilgiv mig," "NEJ! Jeg tilgiver dig aldrig! Du ved ikke, hvad han har gjort ved mig, du ved ikke, hvor hæsligt mit liv er! Du siger, at du skal sørge for, at teenagere ikke begår selvmord, men det er dig der er skyld i, at jeg har haft lyst til det!"

Jeg kan ikke mere! Jeg spurter ud af døren, med tårerne rendende ned af kinderne. Jeg får fat i en taxi, og giver ham adressen, som jeg skal hen til. Jeg skal tale med nogen lige nu! Og derfor kan jeg ikke tage hjem. Jeg kæmper hårdt for at holde tårerne inde foran taxachaufføren. Men det sekund jeg stiger ud af taxaen, falder jeg sammen på jorden, og græder. Jeg er nødt til at have grædt ud, før jeg går ind til dem. Jeg håber bare, at drengene lader mig komme ind. Jeg kommer trods alt helt uventet.

-------------------------------------------------------------------------------

Gisp! Tror i Bella vil fortælle alle drengene om det?

Og i så fald hvad vil de sige til det?

Skriv endelig hvad i synes om historien indtil videre.

Er den for kedelig? Går det for hurtigt/langsomt osv.

Jeg kan tage imod konstruktiv kritik hehe ;D

Og igen, tak til alle der læser! I ved ikke hvor glad det gør mig<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...