Blackout- One Direction

Bella på 14 vil gøre alt for at slippe væk hjemmefra, og har derfor valgt at tage et sommerjob som "rengøringsdame". Til sin store overraskelse finder hun ud af, at hun skal gøre rent i sommerhuset, som tilhører selveste One Direction!
Selvom hun bliver gode venner med dem, holder hun en hvis afstand, for Bella har en fortid, som hun helst bare vil fortrænge. Og i det hele taget lever hun et hårdt liv.
Men kan hun holde det hele hemmeligt?
Eller finder drengene ud af det? Og kan de hjælpe hende med endelig at blive lykkelig?
(*der kan muligvis være stødende sprog*)

75Likes
52Kommentarer
12132Visninger
AA

6. Truth

Bellas synsvinkel

Jeg vågner inde på gulvet i mit værelse. Noget jeg tit oplever. Jeg ved ikke engang, hvordan jeg havnede herinde, men jeg gætter mig til, at min far smed mig herind, efter hans tæskeorgie. Hele min krop gør ondt. Jeg kæmper mig langsomt op, og stønner lidt af smerte. Jeg har garanteret brækket et ribben igen.

Langsomt kravler jeg hen til mit spejl. Jeg vidste det. Blodet er smurt ud i hele mit ansigt. Det er størknet og klæbrigt. Jeg ved ikke engang, om det kommer fra min næse, min mund eller måske mit hoved. Jeg sukker dybt, og kigger ned af mig selv. Min hvide T-shirt… Jeg sagde jo, at det var dumt at tage den på. I det hele tage tror jeg bare, at det er dumt for mig at eje hvide ting.

Jeg hiver den af, og kigger på de røde pletter. Det bliver svært at få af. Hurtigt tager jeg min grå hættetrøje på. Den nåede jeg heldigvis at tage af, så den er ikke indsmurt i blod. Gad vide hvordan der ser ud ude i køkkenet? Jeg tager min T-shirt i hånden, og åbner forsigtigt min dør. Min far er ikke vågen.

Jeg lister mig ud af døren. Her ser hæsligt ud. Der er nogle røde pletter, der hvor min far overfaldt mig, og køkkendisken er helt våd. Jeg går hen til vasken, og ser på opvasken. Jeg er sikkert nød til at tage den nu, ellers så når min far at brokke sig. Jeg stikker mine hænder ned i det beskidte vand, og pludselig skærer en smerte igennem min hånd. Vandet bliver lige så stille rødt, og jeg tager hurtigt min hånd af vandet. Min håndflade har fået et stort snitsår. Med min anden hånd leder jeg forsigtigt i vandet. Jep. Et glas er smadret dernede.

Jeg hiver proppen op, og mens vandet siver ud, stopper jeg blødningen med min hvide trøje. Den er alligevel smurt ind i blod, så hvorfor ikke mere? Jeg lister ud på badeværelset, og finder noget at binde min hånd ind i. Hvad hedder det? Forbindings… bånd? Nej. Gazebånd måske? Lige meget, jeg får bundet min hånd ind, og skrubber nu blodpletterne af min trøje. Det tager lang tid, og de kommer slet ikke af. Til sidst putter jeg opvaskemiddel på pletterne, og smider den i vaskekurven.

Jeg mangler stadig opvasken og gulvet. Heldigvis, så har alt nede i vasken ligget i blød hele natten, og det er næsten rent. Jeg tørrer det nogenlunde af, og samler forsigtigt glasskårene op. En tåre triller ned af min kind. Hvorfor nu? Jeg fjerner febrilsk tåren. Jeg vil ikke! Ikke i det her hjem! Ikke foran ham! Jeg kigger ondt på min far, som ligger på sovesofaen. Den mand!

Jeg finder en klud, og begynder at skrubbe blodet på gulvet væk. Endnu en tåre falder ned på gulvet. Hele mit liv har jeg levet med det her. Jeg gør alt herhjemme, og som belønning bliver jeg tævet! Alle synes, at det er så flot, at jeg tager mig af min far. Det ’varmer deres hjerter’. Bvadr. Jeg smider hårdt kluden i vasken. Jeg er rasende lige nu! Hvis jeg kunne, så ville jeg tage en kniv, og skære hans hjerte ud!

Men det ville jo teknisk set være umuligt, eftersom at han ikke har et! Plus, min far låser alle knivene inde i et skab om natten. Han ved, at han er forfærdelig. Han ved, at jeg har lyst til at dræbe ham! Og han ved, at han er så hæslig, så hvis jeg havde muligheden, så ville jeg gøre det! Den eneste frie kniv om natten er min egen. Men den kan jeg ikke slå ham ihjel med. Den kan kun snitte en lille smule. Jeg bruger den… når jeg skærer i mig selv.

Jeg er cutter.

Jeg ved knap nok hvorfor. Engang hørte jeg om det, og folk sagde, at grunden til at man gjorde det, var fordi man ligesom skar smerten væk. Og det var jeg nødt til at prøve. Før du ved af det. Så kan du ikke stoppe.

Jeg går ind på mit værelse, og stiller mig foran spejlet. Lige nu, har jeg de samme shorts på, som jeg havde i går. Måske skulle jeg skifte dem? Men først overdelen. Jeg har trods alt kun en BH indenunder. Jeg tager min hættetrøje af, og kniber øjnene sammen ved synet af min krop. Snitsår. Over det hele. Rifter. Alle steder. Alle steder undtagen mine arme og ben er der rifter. Og ellers er der blå mærker.

Det er hans skyld. Det er ham, der har ødelagt min krop! Jeg hader synet af den. Hurtigt finder jeg det første, det bedste, stykke tøj indeni mit skab. Det er en lang sort top, med hvide striber, så det er såmænd ikke så spændende. Jeg tager min hættetrøje ud over den, og graver min kniv frem fra min taske. ”Det er også din skyld” hvisker jeg til den, og putter den i min baglomme. Det er en lille lommekniv, så den kan foldes helt sammen. Nå, skulle jeg også tage at skifte bukser?

Pludselig hører jeg en lyd udefra køkkenet. Shit! Er han ved at vågne! Hurtigt griber jeg fat mine nøgler, og spurter ud af døren. Jeg nåede aldrig at tage skoene af i går, så dem havde jeg heldigvis stadig på. På få minutter er jeg allerede kommet ned af de mange trapper, og løber ud i baggården. Jeg skal have min cykel i dag! Jeg fumler med mine nøgler for at få låst min cykel op. I tænker nok 'Du er jo kommet ud, hvorfor har du så travlt?' men jeg er nødt til at skynde mig. Engang da jeg gjorde noget lignende (altså skred, da han var ved at vågne) så spottede han mig i baggården, og smed… jeg kan ikke engang huske, hvad det var, men et eller andet efter mig! Yes! Cyklen er låst op! Bye for now!

 

Jeg tænker kun på en ting, mens jeg cykler. ALDRIG. MERE! I ved slet ikke, hvor mange gange jeg har tænkt det! Hver morgen når jeg går i skole, tænkte jeg det. Jeg tænkte på, at løbe væk. Væk fra det hele. Fra dem i min skole, fra min far derhjemme og fra selve livet. Men jeg er en kujon. En fed kryster, det er hvad jeg er. Jeg kniber øjnene sammen. Jeg kunne køre med lukkede øjne, og så se om jeg kommer ud for et trafikuheld? Ja… det burde jeg gøre. Jeg åbner øjnene. Selvfølgelig gør jeg det ikke. Som altid.

 

Jeg stiller min cykel, låser den, og går op til deres hoveddør. Turen herud tog kun tre kvarter med min cykel, så det skal jeg helt klart gøre fra nu af. Jeg banker forsigtigt på døren. Ingen svarer. Sig, det er løgn. Er de væk igen? Jeg tager fat i håndtaget. LÅST?! Hvordan helvede skal jeg så komme ind?! Jeg banker lidt hårdere på. Kom nu! Der er stadig ingen som svarer. Pis også!

Jeg sætter mig ned, og læner mig op ad døren. Hvorfor sker det altid for mig? Jeg banker frustreret mit baghoved ind i døren. Og det bliver jeg ved med. Ja, det gør da lidt ondt, men altså… jeg har ikke andet at lave. Bum. Bum. Bum. Jeg lukker øjnene. En solstråle falder igennem de grønne træer og ned på mit ansigt, som straks mærker varme. Det føles rart. Bare at sidde og slappe af. Fuglene synger oven i købet i det fjerne. Jeg forstår godt, hvorfor de købte et sommerhus herude. ”De”. One Direction.

Det går først op for mig nu, at jeg i går mødte det berømte boyband One Direction. De fleste piger ville nok gå hjem, og hoppe og danse, skrige og græde og meget mere, men jeg vil indrømme, at jeg ikke rigtig havde tid til det i går. Jeg tager mig til hovedet.  Det vil jeg ikke tænke på nu. Nu skulle jeg bare nyde, hvor jeg er.

Og lige som jeg sad der, og nød naturen, freden og harmonien, bliver døren bag mig åbnet, så jeg falder bagover og slår hovedet ned i gulvet. Se, det mine venner gjorde ondt! Jeg tager mig til hovedet, og kigger op i nogle krystalblå øjne. ”Oh my god, er du okay?!” spørger Niall uroligt, og bøjer sig ned for at hjælpe mig op. Jeg stønner, idet han trækker mig op, især fordi mine ribben gør ondt af helvede til. ”J-ja det tror jeg da.”

”Hvad fanden lavede du ude foran døren?” griner han, og lukker døren. ”Der var ikke nogen, der svarede, da jeg bankede på, så jeg troede, at i ikke var hjemme.” forklarer jeg, og tager mig endnu en gang ømt til hovedet. ”Så jeg satte mig bare til rette. Hvorfor åbnede i ikke noget før?” Niall gaber. ”Laver du sjov? Vi lå i vores senge.”

Ahvad for noget? Tjah, det forklarer måske, hvorfor Niall kun er iført joggingbukser (uh, svært at kigge væk.) Men alligevel? Jeg kigger blankt på Niall, og han giver mig et forstående blik. ”Du har ingen anelse om, hvad klokken er, har du vel?” spørger han, hvorpå jeg ryster på hovedet.

”Den er 06:20!” ”Det er løgn!” udbryder jeg, og holder mig for munden. Hvordan?! Så var jeg jo stået op ved… 5-tiden?! Nu jeg tænker efter, så gav det faktisk mening. Jeg har jo ”sovet” lige siden kl. 19:30 (eller deromkring), så det er klart, at jeg ikke sov så længe. Men måske skulle jeg have tjekket uret, før jeg gik. Nu har jeg vækket de andre vildt tidligt! Dumt, dumt, dumt!

”Øhm Bella?” siger Niall, med nogle trætte øjne. ”Jeg ved ikke med dig, men jeg vil altså meget gerne i seng igen.” Jeg kigger undskyldende på ham. ”Selvfølgelig.” ”Vil du ikke også sove lidt ekstra?” spørger han. Jeg ryster lidt på hovedet, men kommer så til at gabe, hvilket gør, at Niall ikke tror på mig. ”Jo, kom nu.” siger han og smiler. ”… okay så.” svarer jeg til sidst. Måske er det meget godt, med lidt ekstra søvn.

”Så kom med op.” siger Niall, og går hen mod trappen. Jeg stivner. Med op? ”Altså… til de andre drenge?” ”Ja? Du ved, det er der, der er senge.” Op til de andre drenge og sove?! EJ! Det tror jeg så ikke lige! ”Under ingen omstændigheder!” protesterer jeg, og planter min fødder solidt i gulvet. Niall sukker. ”Altså, du skal jo alligevel være sammen med dem i dag.” Det er SLET ikke det samme som at sove sammen med dem! ”Og du skal jo blive venner med dem på et tidspunkt.”

Jeg bider mig i læben. Det var rigtigt, men jeg blev jo ikke bedre venner med dem ved at sove hos dem. Jeg går et skridt tilbage, og Niall går hen imod mig. ”Du vil måske slet ikke blive venner med dem?” Hvis du vidste, hvor forvirret jeg er omkring det Niall. Men jeg kan jo ikke svare ’nøh, det ved jeg ikke’, for det vil han ikke godtage. Jeg kigger væk, og tager en dyb indånding. ”… Selvfølgelig vil jeg det!” mumler jeg.

”Så kom med op!” Jeg sukker. ”Niall, jeg bliver altså ikke bedre venner med dem, på grund af at jeg sover i samme rum som dem.” Jep, jeg sagde det, jeg tænkte. Og det var fantastisk! 1-0 til Bella! ”Det gør mig bare mere nervøs.” fortsætter jeg. 2-0 til Bella! Jeg synes lige, at jeg fortjente endnu et point. ”Nej okay så.” svarer Niall, og klør sig i håret. Overgiver han sig? Yes! Game, set and match! Nej vent… det er i tennis, er det ikke? Okay det er lige lykkedes mig at gøre mig selv helt forvirret. Whatever, jeg vandt! Woop! Jeg bobler af lykke indeni. Der er intet så godt, som at få sin vilje.

”Hvor vil du så sove?” spørger han, og mit smil falmer. Pis også! Jeg skulle virkelig have tænkt det her igennem! ”Uhm…” stammer jeg med åben mund. ”På… sofaen?” siger jeg usikkert, og peger over på den lækre sofa. Niall nikker. ”Vil du have en dyne og en pude, eller?” spørger han, og kigger afventende på mig med et udmattet blik. Jeg ryster på hovedet. ”Nej tak Niall, bare gå i seng igen.” Jeg smiler venligt til ham. ”Du ligner en hængt kat.”

Han fnyser, og bevæger sig op ad trappen. ”Sov godt!” råber jeg, og bander bagefter af mig selv. De andre sover stadig, vær stille! Jeg går stille hen til sofaen, og sætter mig på den. Den er ganske behagelig. Jeg binder mine sko op, og smider dem på gulvet. Hvor er jeg åndssvag. Hvorfor ville jeg hellere tage en lur hernede helt alene, end at ligge ovenpå ved siden af Niall fire andre lækre drenge? Hvorfor er jeg så asocial? Woop, Generte Bella strikes again…

Jeg lægger mig ned på sofaen, og krummer mig sammen. Hvorfor var mit liv sådan noget lort? Er jeg virkelig den eneste person i verdenen, som ikke må blive lykkelig? Måske synes i, at jeg overdriver det hele, men hvad er det man siger, overdrivelse fremmer forståelse. Arg, der er noget der klør, nede ved min lænd! Jeg kigger hurtigt, og sukker. Det er bare et sår. Det er sikkert bare ved at heale sig selv. Dumme sår.

Jeg lukker øjnene sammen. Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne komme væk fra det her sted. Nej ikke DET HER sted, altså ikke One Directions sommerhus. Her føler jeg mig afslappet. Men jeg vil bare ikke hjem igen. Jeg har ikke lyst!

Jeg sukker højlydt. Mens jeg ligger her i stuen, kan jeg vel ligeså godt se, hvor jeg skal gøre mere rent. Der er faktisk stadig pænt rent. Det kan være, at jeg ikke behøver lave det store arbejde i dag. Bare typisk at jeg havde fyldt min taske helt op med rengøringsmidler. Vent lige!

Jeg sætter mig hurtigt op, og kigger mod døren. Sig, det er løgn. Jeg har glemt min taske derhjemme! Nej! Nej, nej, nej! Jeg tager mig irriteret til hovedet, og falder ned i sofaen igen. Hvor er det bare perfekt! Nu bliver jeg sikkert fyret, fordi jeg ikke kan, ja, arbejde! Det hele er min fars skyld! Det er altid hans skyld! Fordi at han lå, og lavede underlige bevægelser inde i sin seng, blev jeg så nervøs, at jeg glemte min taske! Jeg slår irriteret i sofaen. Jeg er bare så fyret! En tåre glider ned af min kind, og mod min egen vilje falder jeg ligeså stille i søvn.

 

Kl. 11:37

”Uhm…” stønner jeg lavt. Der er et eller andet, som irriterer mig. Det føles som om, at der kravler en flue rundt på min kind eller noget. Jeg vender mig uroligt om på siden, og prøver at sove videre. Jeg kan stadig mærke det, og jeg slår irriteret min hånd i den retning, som den kildrende fornemmelse kommer fra. Til min overraskelse rammer jeg noget. Det er bare ikke en flue, men føles som… hud?

Jeg åbner øjnene lidt, og ud af den lille sprække ænser jeg nogle silhuetter. Jeg hører lidt latter, og ser pludselig et sløret ansigt foran mig. ”Hva’ så Tornerose, skal du aldrig op?” Jeg åbner øjnene helt, og ser Nialls ansigt foran mig. Hurtigt sætter jeg mig op. Alle drengene sidder rundt om mig. Hvornår mon de fatter, at jeg hader at være i centrum?

Jeg rødmer kraftigt, og kigger på dem én efter en. ”Hvad laver i?” spørger jeg overrasket. ”Vækker dig!” siger Zayn og smiler. Ja okay, det havde jeg regnet ud! ”Hvor længe har i siddet der?” Liam kigger på sit ur. ”Hmm omkring 15 minutter.” svarer han, og smiler til mig. 15 minutter!? Hvorfor drenge?! Hvorfor gider i?! Har ikke noget andet at tage jer til?! ”Jear, men så blev Harry utålmodig, og begyndte at prikke til dig!” griner Louis, og peger på Harry, som giver mig et flabet smil. Nå det var DIG! Grrr! ”Åh… undskyld at jeg slog dig.” siger jeg stille.

Hvad fanden var det?! Du er sur! Vred! Kom nu Bella! Gør noget! ”Men… du havde vist også fortjent det, eftersom at du vækkede mig.” Virkelig? Var det det bedste, du kunne komme op med? Okay, det er da en begyndelse. ”Undskyld, men du kunne jo have blevet ved med at sove.” Jeg smiler genert. Jeg tror, at han har fat i noget.

”Åh Bella, vi vil gerne snakke om dit arbejde i dag.” siger Louis. Åh nej. ”Vi tænkte-” jeg afbryder ham. ”Jeg har altså glemt min taske! Altså alt mit rengøringsudstyr, men hvis nu i har noget, så kan jeg stadig- ” ”Drop det i dag!” afbryder Niall mig, og tager fat i min hånd.

”Hvad?” Jeg kigger uforstående på ham. ”Vi tænkte på, at vi bare kunne hygge i dag.” Åh jeg ville elske at være sammen med Niall en hel dag! ”Alle sammen!” fortsætter han. Jeg vidste det. Åh hvor har jeg lyst til at bakke ud! Bare løbe ud af døren, køre til lufthavnen, tage det første fly til Mexico, og skifte navn til Peppe! Er det ikke et drengenavn? Lige meget, jeg bilder bare folk ind, at jeg er en dreng! Jep! Det er det jeg gør.

”Bella?” spørger Niall, og river mig væk fra min flugt planlægning. ”Hvad sker der?” griner Niall. ”Jeg tænker bare!” svarer jeg hurtigt. ”Aha?” spørger Harry, og læner sig ind over sofaen, så hans ansigt er helt tæt på mig. ”På hvad?” Jear, det skal jeg ikke svare på. Og denne her gang så må jeg være stærk! Sidst da Harry spurgte mig om noget, som jeg ikke ville svare på, endte jeg med at gøre det alligevel. Fanden tage ham!

”Nå øhm… Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal sige! Jeg kan da ikke bare droppe mit arbejde!” Niall klemmer min hånd. ”Hey, slap nu bare af sammen med os.” Jeg ryster på hovedet. Vent, hvorfor gør jeg det? Jeg vil da gerne slappe af sammen med dem! Hvorfor er min krop og mine tanker ikke synkroniseret?!

”Nå men det skal du!” siger Harry, og hopper op i sofaen. Øhm hallo, det skal du sgu da ikke bestemme? ”Vi er dine chefer, så vi bestemmer, hvad du skal lave.”… Pis og lort! Jeg sukker. ”Fint! Så slapper jeg af med jer…” Hvorfor lyder jeg så skuffet? Jeg vil da hellere slappe af end at gøre rent!

”Er vi hæslige at være sammen med?” spørger Louis, og går hen imod mig. Jeg åbner munden og skal til at sige noget. Nej selvfølgelig er i ikke det, i er nogle af de sødeste mennesker, jeg nogensinde har mødt, og i virker helt fantastisk, og jeg vil være jeres alles bedste ven! Ja, det burde jeg sige. Men det gør jeg da ikke! I stedet sidder jeg bare, og stirrer dumt på Louis. Sig. Nu. Noget!

”Nej selvfølgelig ikke. Jeg er bare…” jeg kigger ned af mig selv. ”… Jeg er bare ret genert.” mumler jeg endelig. Med et springer Louis hen, og hiver mig op fra sofaen, så jeg slipper Nialls hånd. ”Så må vi bare gøre noget ved det!” jubler han. Held og lykke Louis. ”Du skal bare lære os at kende!”

Jeg spærrer øjnene op, og stryger noget af mit hår om bag øret. ”Nogle forslag til hvordan hun kan komme til det?” spørger Louis, og kigger på drengene. Niall skal til at sige noget, da Louis svarer sig selv. ”Jeg ved det! Sandhed eller konsekvens, bare uden konsekvens!” Zayn kigger forvirret på ham. ”Så… vi skal spille ”Sandhed”?” han løfter det ene øjenbryn, og ser skeptisk ud. ”Jep! Sæt jer i en rundkreds, nu!”

Louis slipper mig, og gør plads på gulvet. De sætter sig alle ned, og Louis hiver mig ned imellem ham og Liam imod min vilje. Hvad fanden har vi gang i? ”Okay!” siger Louis begejstret, og gnider sig i hænderne. ”Hvem vil starte?” Ingen melder sig. I stedet sidder vi bare, og stirrer akavet på hinanden. ”Kom nu!” siger Louis. ”Måske…” begynder jeg. ”… skulle vi tage et spørgsmål, som i alle sammen kunne svare på?”

Drengene nikker i takt. ”Okay! Men så skal du jo finde på spørgsmålet.” påpeger Liam. Jeg skal virkelig lære at tænke, før jeg taler. ”Okay, okay… hvad er…" Tænk, tænk, tænk!"...det laveste i ville date? Altså aldersmæssigt.” spørger jeg efter at have tænkt lidt. Jeg havde hørt pigerne i min klasse hvine over, at de teknisk set kunne date nogen af dem, så nu ville jeg gerne vide hvem.

”17 år” svarer Louis som den første, og så kørte drengene derudaf. Zayn svarede 16 år, Liam 15, og både Niall og Harry svarede 14 år. ”Det vil sige, at de ville date dig!” driller Zayn, og kigger på mig. Det giver et sæt i mig. Ingen gider da date mig. ”De er også de eneste, som ikke har kærester!” fortsætter Louis, og lægger en arm rundt om mig.

”Men pas på Harry, han har lidt svært ved at styre sig.” hvisker han, men han gør det så højt, at de andre godt kan høre det. Harry kigger opgivende på Louis. ”Helt ærligt, hvorfor bliver du ved med at sige det.” Jeg fniser en smule. Er det noget, han siger tit? ”Men Louis, Niall er jo en gammel ven, så faktisk ville jeg kun kunne date Harry.” siger jeg til Louis, og kigger kort på Harry.

”Jamen, så må vi jo lige høre, om Harry er din type?” spørger Louis. Jeg stivner lidt, og kigger over på Harry. Fantastisk smil, vidunderlige grønne øjne, lækkert krøllet hår og en dejlig personlighed? Ja, det var helt klart min type. ”Tjah, han har da potentiale.” siger jeg, og smiler. ”Uuuuh Harry, det kan være, at det er dig, der skal passe på.” siger Zayn, og bevæger øjenbrynene op og ned.

Jeg tager mig flovt til hovedet. ”Jear, men det kan være, at det er Niall, han skal passe på!” tilføjer Liam. ”Det kan være, at han vil hævne sig på Harry, nu hvor Bella har afvist ham til fordel for Harry.” Niall griner. ”Nej nej, jeg har det fint med at blive afvist. Jeg er faktisk enig med hende.” ”I hvad? At Harry har potentiale til at være din type?” spørger Louis, og løfter det ene bryn.

Uden at tænke over det, bryder jeg ud i latter. Jeg undskylder for min dårlige humor, men oh my god, det var sjovt! Hvor meget jeg end havde lyst til at holde min latter inde, så var det nytteløst. Drengene kigger underligt på mig, mens jeg sidder, og dør af grin. ”Undsky-” jeg griner videre. Jeg er et af de mennesker, hvor at når vi først begynder at grine, så er det umuligt at stoppe igen!

Jeg tager mig til maven, og lægger mig ned på gulvet, hvor jeg ligeså stille får grinet af. ”Undskyld, undskyld men…” jeg fniser lidt ”Det var virkelig, haha, virkelig sjovt! Av min mave.” siger jeg forpustet. ”Hey, jeg tror, at det er første gang, vi har hørt dig grine!” siger Liam, og kigger på mig.

Der opstår en kort stilhed. ”Jeg er ikke rigtig typen, der griner foran folk.” mumler jeg med et smil på læben. ”Det burde du. Du har et dejligt grin.” svarer Louis. Jeg smiler til ham. Det er første gang i lang tid, at jeg har smilt rigtigt. Men stort set alle mine smil i dag har været ægte. Bare trist, at det skal ødelægges, når jeg kommer hjem.

”Jeg tænker…” siger jeg, og rejser mig op. ”Det er godt!” indskyder Louis. ”Hold op.” siger jeg hurtigt, og puffer til ham. ”Jeg tænker, om vi ikke bare skal stoppe denne her leg? Jeg skal nok lære jer at kende på en anden måde.” Jeg smiler til dem. Det at jeg græd foran dem i går, hjalp ikke, men at ligge og grine foran dem… Jeg ved ikke, det virkede bare som om, jeg løsnede lidt op.

”Jeg har en idé til, hvad vi så kan lave!” siger Niall, og løber ud af stuen. Jeg kigger lidt forvirret på de andre. Niall kommer hurtigt løbende ind igen med en bold i hånden. En basketball. Fuck. Ved i, hvor meget jeg stinker til sport?

”Kom!” siger Niall, og peger hen imod deres baghave, som åbenbart har en basketbane.

 

”Godt så, det her er altså holdene?” spørger Niall ivrigt. Det håber jeg ikke for hans skyld. Jeg er nemlig på hans hold. Mig, Liam og Niall vs. Zayn, Louis og Harry! Det bliver en vanvittig kamp! Not. ”Yep! Lad os komme i gang!” siger Zayn, og klapper i hænderne. Jeg tager hurtigt min hættetrøje af, og binder den om livet på mig. Drengene kaster bolden op i luften, og så er vi i gang!

___________________________________________________________________

Jeg vil ikke engang fortælle, hvordan kampen foregik, for hvis jeg skal være ærlig, så fattede jeg ikke hvad der foregik. Alt jeg ved, er, at hver gang jeg fik bolden, så blev der enten dømt hånd eller fod? Wtf? Medmindre at jeg bare kastede bolden videre selvfølgelig. Men mit hold vandt! Halvvejs inde i kampen fandt vi en god strategi. At løfte mig op til kurven, så jeg kunne smide bolden i.

Okay, kald det snyd, jeg kalder det at udnytte sine muligheder. ”I snød jo!” siger Harry forpustet og griner. ”Hvis det var SÅ snyd, hvorfor stoppede i os så ikke bare?” svarer Liam. Jeg er ikke nær så forpustet som de andre, eftersom jeg ikke lavede ligeså meget. Tilgengæld måtte jeg skjule smerten i mine ribben. Dumt at dyrke sport med et brækket ribben. Eller måske er det bare bøjet. Så ondt gør det heller ikke.

”Jeg har en idé.” siger Niall, og slikker sig om munden. ”Taberne laver frokost!” Han åbner glasdøren ind til stuen, og peger hen imod køkkenet. ’Taberne’ sukker, og går ud i køkkenet, uden så meget at brokke sig. Mig og Niall sætter os i sofaen, og Liam sætter sig i en af stolene. ”Kæft en kamp!” sukker Niall, og ånder lettet ud. Jeg binder min hættetrøje op, og smider den ved siden af mig.

Jeg mærker en brummen i min bukselomme, og hurtig tager jeg min mobil op af lommen, og svarer. ”Mhallo?” Jeg hører en hæs stemme i telefonen. ”Hvis du nogensinde laver det nummer igen!” Hårene i nakken rejser sig. Hvorfor svarede jeg. ”Hej far…” mumler jeg roligt. ”Jeg troede, at du havde lært noget fra sidste gang! Men det har du måske ikke? Kan du huske hvad der skete sidst?!”

Jeg mærker det kolde glas mod min mave. Selvfølgelig husker jeg det. Jeg rejser mig ligeså stille op, og begynder at gå rundt i stuen. ”Hvis du ikke kommer hjem lige nu, så sker der det samme som sidst!” Hans stemme skærer sig ind i mit øre, og jeg mærker tårerne flyde op i øjnene på mig. ”Men far… jeg er jo på arbejde.” min stemme er helt skrøbelig, og jeg kan mærke, at Niall og Liam kigger på mig. ”Jeg er ligeglad! Nu komm-” jeg lægger på.

Åh du godeste. Min vejrtrækning er ikke normal lige nu. ”Hvad så?” spørger Liam. Lige nu står jeg med ryggen til dem, og prøver at lyde så normal som muligt. Jeg vender mig om, og giver dem et falskt smil. ”Jeg tror desværre, at jeg er nødt til at tage hjem.” Niall rejser sig op. ”Hvad? Hvorfor?”

”Det er bare noget med familien… kan jeg lige gå op på jeres soveværelse og ringe igen? Der skete noget med forbindelsen.” Min stemme ryster. Niall nikker, og jeg løber op af trappen. Hurtigt låser jeg mig inde på et af værelserne. Eller døren kan ikke låses, men stadig væk.

Jeg sætter mig på en af de senge, som står i rummet. Ligeså stille flyder tårerne ned af mine kinder. Stop det. Jeg hiver min kniv op af min baglomme. Ja. Jeg havde brug for at komme ud med mine frustrationer. Jeg trækker op i min trøje. Der er plads på min hofte. Jeg når ikke engang at folde kniven ud, før døren bliver revet op. ”Hey Bella er du oka- wow!” Niall stopper op i døren og kigger på mig. Og min krop. Med ar over det hele.

Åh nej. Er det nu tid til at fortælle ham sandheden?

Jeg beder dig Niall. Spørg om alt andet end sandheden.

-----------------------------------------------------------------------------------------------------

Heeej alle sammen!

Puha, så kom der da endelig et nyt kapitel.

Undskyld hvis der er fejl i det, det er ikke rettet helt igennem :)

Tak til alle der læser, det gør mig virkelig glad <3

Husk at like den, og fortæl endelig hvad i synes om den, i kommentarerne <3

(Ps. håber i bærer over med mine mange hjerter <3)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...