Blackout- One Direction

Bella på 14 vil gøre alt for at slippe væk hjemmefra, og har derfor valgt at tage et sommerjob som "rengøringsdame". Til sin store overraskelse finder hun ud af, at hun skal gøre rent i sommerhuset, som tilhører selveste One Direction!
Selvom hun bliver gode venner med dem, holder hun en hvis afstand, for Bella har en fortid, som hun helst bare vil fortrænge. Og i det hele taget lever hun et hårdt liv.
Men kan hun holde det hele hemmeligt?
Eller finder drengene ud af det? Og kan de hjælpe hende med endelig at blive lykkelig?
(*der kan muligvis være stødende sprog*)

75Likes
52Kommentarer
12205Visninger
AA

8. Sunset

Vejret er utrolig varmt! Jeg har det som om, jeg sidder i en bageovn. Heldigvis er der lidt mere blæst nede ved vandet. Niall breder tæppet ud, og Liam forsøger ihærdigt at sætte parasollen op. Please! Sig, at det lykkes!! Jeg brænder op! Jeg smider mig ned på tæppet lige så snart, Liam har fået sat parasollen op. Åh skygge, du er min bedste ven!

Harry sætter sig ned ved siden af mig. ”Hold kæft, hvor er det varmt!” siger han, og kører en hånd over sin pande. Jeg nikker. ”Alt for varmt!” siger jeg. Et eller sted, er jeg jo glad for varmen. Det er sjældent, at det er varmt, så måske skulle jeg nyde det, i stedet for at brokke mig. ”Nogen som vil med i vandet?” spørger Louis, og hiver tin trøje af. ”Ja, hvorfor ikke!” svarer Liam, og begynder også så småt at tage sin trøje af. Jeg ville sådan ønske, at jeg havde haft et par solbriller, for så kunne jeg kigge på deres lækre kroppe, uden at de ville synes, jeg var sær. Det troede de sikkert, jeg var alligevel, men ikke pervers sær! Jeg vender hovedet væk fra dem, men skæver lidt til dem en gang imellem.

”Skal i andre ikke i vandet?” spørger Liam, og kigger på Zayn. Han tøver lidt, og lægger hovedet på skrå. ”Jeg ved ikke drenge… mig og vand går ikke så godt sammen…” ”Kom nu! Vi går ikke så langt ud.” siger Harry. Endnu engang tøver Zayn en smule, men til sidst gør han sig også klar. ”Okay, så går vi alle i vandet!” siger Niall. Jeg kigger lidt undrende på dem. Nu jeg tænker over det, så har de ikke badetøj med, så vil de bare bade i deres shorts/bukser? Nå ja, det må de vel selv om. Harry, som jo sidder lige ved siden af mig, hiver sin trøje over sit hoved, og smiler til mig. Åh du godeste, hvordan skal jeg kunne ignorere hans krop, når den var 10cm fra mig?!

”Vil du ikke også med i?” spørger han. Jeg ryster blidt på hovedet, og prøver desperat at holde øjenkontakt. Six pack, six pack, six pack. ”Ej hvorfor ikke?” spørger Niall. Jeg sender ham et ondt blik. Han af alle mennesker burde vide det! Niall giver mig et lille forstående nik, og dropper samtalen. ”Jeg har bare brug for at slappe lidt af drenge.” forklarer jeg. ”Nå men, det er dit tab!” griner Louis, og peger på mig, mens han begynder at løbe ned mod vandet. ”Er du sikker?” spørger Harry venligt. ”Helt sikker. Smut nu!” Jeg puffer til ham for sjov, og han rejser sig op, og løber ned til vandet sammen med de andre.

Det er dejligt at være lidt for mig selv. Og stadigvæk sammen med dem. Plus, herfra kunne jeg tjekke dem ud, så meget jeg ville. Jeg kigger mig lidt omkring. Stranden er næsten helt øde. Jeg ænser nogle mennesker længere nede, men det gør nok ikke det store.

”Puha!” stønner jeg, og ligger mig på ryggen. Sikken en dag. Jeg havde en hemmelighed for alle drengene og allerede efter to dage, så var to af dem på sporet af den. Og selvfølgelig skulle det lige være Niall og Harry. Inderst inde ville jeg elske at fortælle dem sandheden, men jeg er bange for, hvad de vil gøre bagefter. Der er jo ikke rigtig noget, de kan gøre. Derfor vil det være nyttesløst at fortælle dem det. Så ville jeg bare gøre dem fortvivlede og kede af det.

Jeg lukker øjnene. Det er alligevel utroligt. Jeg har haft sådan en ”stressende” dag, men alligevel så har jeg aldrig været så glad, som jeg er nu. Jeg er på stranden med fem lækre, berømte, fantastiske, sjove, søde og kærlige fyre. Hvordan kan man ikke komme i godt humør af det? De havde fundet det smil frem, som havde været gemt væk inde bag en facade i 5 år. Lige præcis det smil kryber frem på mine læber, når jeg tænker på det.

”Hey Bella?” siger en stemme pludselig. Jeg åbner øjnene, og ser en gennemblødt Harry stå foran mig. Selv når hans hår er vådt, ser det godt ud. Hvordan er det muligt? Måske har Harry bare super-hår? Spørg mig ikke, hvad super-hår er, for jeg har ingen anelse. Hvilket er sært, for jeg fandt jo selv på det udtryk. Jeg ville gætte på, at det er hår, som altid ser godt ud… Ja, så har Harry super-hår.

”Vandet er altså virkelig dejligt! Sikker på, at du ikke vil i?” spørger han, og smiler til mig. ”Ja, jeg tror altså ikke, at jeg går i.” mumler jeg. ”Kom nu Bella! For hyggens skyld!” Jeg kigger op på ham. Jeg kan ikke se ham så tydeligt, da solen skinner bagved ham, og ned i mine øjne. Jeg smiler lidt. Det er virkelig dejligt, at Harry opfører sig som om, intet var sket. Han ser ikke længere så trist ud. Der er stadig lidt i hans øjne, men så længe han ikke kæfter op om det, så er jeg glad!

”Harry, jeg har ikke engang badetøj med.” ”Please Bella!” Han nærmest tigger mig. Er jeg så spændende eller? ”Harry, jeg går ikke ud i det vand.” siger jeg bestemt, og lukker øjnene igen. Det skulle jeg ikke have gjort. Jeg mærker en arm rundt om mine knæhaser, og en anden oppe omkring min ryg. ”Harry hvad laver du!?” skriger jeg, da han løfter mig op fra tæppet, og løber ned mod vandet. Jeg mærker hans våde krop mod min.

”Du sagde jo, at du ikke ville gå ud i det vand, så nu bærer jeg dig derud!” Jeg spjætter med benene, og lægger mine arme rundt om hans hals for ikke at falde ned. ”Harry sæt mig ned!” kommanderer jeg, mens jeg fanger mig selv i at smile. Harry løber ud i vandet, og nu er der ingen vej tilbage. ”Hey! Du fik hende herud!” råber Louis begejstret.

”Harry, jeg vil ind igen!” hviner jeg, og kigger ned i det klare vand. ”Hvorfor?” griner Zayn. Jeg kigger kort på ham. Åh gud, den krop! ”Jeg vil helst ikke blive våd!” griner jeg nervøst. Louis kigger på mig med et lumskt blik. ”I hørte hende drenge! Plask til!” ”NEJ!” skriger jeg, og klamrer mig til Harry, da vandet rammer mig.

Jeg begynder at grine. ”Drenge stop det!” Vandet rammer mig fra alle sider, og jeg lægger mit hoved ind mod Harrys bryst for at gemme mit ansigt. Jeg mærker hans hjerte banke hårdt mod hans bryst. Og det giver mig en slags tryg fornemmelse. ”Hjælp! Sæt mig ned!” skriger jeg, og indser først nu, hvor dumt det var. ”Du hørte hende Harry!” råber Liam, og holder inde med at plaske. Jeg mærker Harry løsne grebet om mig. ”Harry det gør du ikke!” siger jeg skrapt, men til hvilken nytte?

Med et smider han mig ud i luften, og få sekunder senere mærker jeg min krop blive omringet af vand. Åh gud, og jeg der ikke ville blive våd. Nu er jeg helt gennemblødt. Jeg stikker hurtigt hovedet op over vandoverfladen, og gisper luften til mig. ”Harry!” råber jeg med et smil på læben. ”Haha!” griner Niall højt, og falder næsten sammen i vandet. Nu hvor jeg ser mig omkring, så griner de faktisk alle sammen af mig. ”Okay så…” hvisker jeg, og laver en hurtig bevægelse, så vandet sprøjter op på dem alle sammen. De ser alle sammen helt overraskede ud. Latteren tager over, og jeg tager mig til maven. ”På hende!” råber Louis, og jeg kan ikke få for travlt med at stikke af. Vandkampen er i gang!

***

”Prøv lige at se på mig! Det er jeres skyld!” griner jeg, og går ind i stuen. Efter 2 og en halv time på stranden besluttede vi at gå hjem. Især fordi jeg begyndte at fryse. Jeg var stadig helt gennemblødt. Men det havde været sjovt. Hold kæft, det havde været sjovt! Drengene synes åbenbart, at det var sjovt at kaste rundt med mig i vandet, for jeg fik svingture og sådan noget hele tiden.

”Det er da ikke vores skyld!” siger Niall, og går forbi mig, for at smide sig i sofaen. ”Det var dig selv, der blev så længe i vandet.” ”Ja, for jeg var jo alligevel blevet gennemblødt! Så kunne jeg ligeså godt blive i.” svarer jeg, og mærker en kløen i min næse. Jeg trækker vejret ind, og giver et lille nys fra mig. ”Åh nej, er du nu ved at blive forkølet?” spørger Liam bekymret. Jeg ryster på hovedet. Det tror jeg da ikke, at jeg er ved… ”Men måske skulle du stadig få alt det våde tøj af.” siger han, og jeg kigger overrasket på ham.

”Det ville jeg gerne, men så skal jeg jo have noget andet at tage på.” Jeg kigger lidt på dem alle. De ser alle en smule bekymrede ud. Som om at de virkelig ikke ved, hvad de skal gøre. ”Drenge det er okay! Det tørrer jo. Jeg ven…” Jeg mærker nyset snige sig frem. ”… ven-” Jeg nyser endnu en gang, og snøfter kort. ”Jeg venter bare.” ”Overhoved ikke!” siger Liam, og tager fat i min arm. ”Du bliver syg! Vi går op, og ser om vi har noget tøj!” Jeg vrider mig løs fra hans greb. ”Liam! Det er okay, jeg klarer mig.” ”Bella, Liam har altså ret.” siger Louis, og kigger seriøst på mig. Jeg sukker. Skulle de nu også til at bestemme, når jeg skulle skifte tøj? ”Kom nu Bella, jeg hjælper med at finde noget.” siger Niall, og rejser sig op. Jeg sukker igen. ”Fint!” vrisser jeg, og går med ovenpå.

 

 

”Hvad med… nej, den duer nok heller ikke…” Niall bliver ved med at hive tøj ind og ud af deres klædeskab, og jeg sidder bare her, og laver ingenting. Jeg har taget mine bukser af, men sidder stadig i min våde trøje. Jeg når jo at tørre, før han finder noget. ”Niall, er det virkelig så svært?” mumler jeg, og kigger ned på mine hænder. ”Jeg skal jo finde noget, som du kan passe!”

Jeg kigger på den store tøjbunke, som Niall har fået lavet. Ved første øjekast så ligner det da, at der var mange ting, som jeg kunne have på. Han leder videre inde i skabet. ”Og som dækker det hele.” mumler han for sig selv. Først nu gik det op for mig, hvorfor det tog Niall så lang tid. Han gjorde det jo for min skyld! Han prøvede at finde noget tøj, hvor man ikke kunne se så meget af min krop, men som jeg samtidig kunne holde ud at gå i. Undskyld Niall, fordi jeg var så ond ved dig…

”Niall, jeg går lige på toilettet. Bare bliv ved med at lede…”Jeg skynder mig ud på et lille toilet, som ligger lige ved siden af værelset. Jeg låser døren, og glider lige så stille ned af den. ”Hvorfor?” hvisker jeg stille. Jeg mærker tårerne løbe ned af mine kinder. Jeg ved ikke hvorfor, men lige pludselig blev jeg helt trist. Jeg havde en dreng siddende lige der ude, som gjorde så meget, han kunne for at ”beskytte” mig. Og alligevel ville jeg ikke fortælle ham sandheden. Hvorfor? Jeg snøfter, og bander af mig selv bagefter. Hvis Niall hørte, at jeg var ked af det, så ville han tage hele det her emne op igen!

”Bella!” råber Niall begejstret. Jeg tørrer hurtigt øjnene, og går ud. ”Ja?” Niall holder en stor, grå sweater fremme. ”Jeg har fundet noget perfekt!” Jeg kigger skeptisk på den. ”Niall, er den ikke al for varm?” Han ryster på hovedet. ”Nej nej, prøv at se, den er faktisk ret tynd!” Jeg tager fat i den. Han har ret. Den virker meget tynd, og meget behagelig. Og den går langt ned, så det vil være ligesom at have en kjole på. ”Tak Niall!” Jeg kigger på ham med et stort smil. Tak. Tak fordi du gad.

 

 

Jeg sætter mig til rette i sofaen. ”Hey, i fandt faktisk noget.” siger Zayn, og kigger på mig. Jeg tager ærmet op foran munden. Trøjen er lidt for stor, så ærmerne er utroligt lange. ”Hvis trøje er det?” spørger Liam pludselig. ”Harrys!” svarer Niall kækt, og blinker til mig. Hvor… Hvorfor gør han egentlig det? Og hvorfor har han sørget for, at jeg fik lige præcis Harrys trøje på? Den dreng altså. Jeg indånder duften af trøjen, og kan godt genkende den. Jeg begynder automatisk at smile. ”Skal vi snart have mad?” spørger Niall, og ser lidende ud. ”Hvad med at ’vinderne’ laver aftensmaden?” foreslår Louis. Niall og Liam går med til det, og jeg har vel intet valg. Typisk, selv den dag, hvor jeg ikke er hjemme, skal jeg lave mad! Gad vide om min far laver mad lige nu. Eller om han i stedet koger af vrede. Please, lad det være det første.

***

Jeg bruger mine lange ærmer som grydelapper, og tager fat i hanken på gryden. ”Flyt jer, flyt jer, flyt jer!” råber jeg, mens jeg skynder mig ind, og stiller gryden på spisebordet. Det var det sidste som manglede at komme på bordet. ”Okay! Der er mad!” råber Niall, selvom vi alle sammen er i rummet. Jeg ender med at sidder ved siden af Zayn og Harry.

”Hvad i al verdenen er det?” spørger Harry og kigger skeptisk på panden med den brændte kylling. ”Kylling!” svarer Liam og Niall i kor. ”Er du sikker?” spørger Harry, og stikker sin gaffel i en af dem, mens han løfter den over på sin tallerken. ”Jeg synes mere det virker som kul…” Jeg begynder at grine en smule. ”Okay, så kyllingen fik lidt for meget! Jeg ved ikke hvordan det skete.” svarer Niall fornærmet.

”Jeg tror, at det gik galt, da i prøvede at sende den op til solen for at blive gennemstegt.” griner Louis ”I kan jo bare lade være med at spise det!” siger Niall, og tager en kylling over på sin tallerken. ”Hvad har i ellers lavet?” spørger Zayn. Jeg trækker på skuldrene ”Ikke det store. Vi har kogt pasta, og jeg har lavet pesto.” Harry kigger på den lille skål med pestoen i. ”Har du lavet den? Sådan helt selv?” Jeg nikker. Jeg laver altid pestoen selv. Det smager bare bedre, end hvis man køber det. Og det er ikke så svært at lave. Vi gik i gang med at spise, og jeg fik konstant ros for min pesto. De var så søde. Det var de virkelig.

***

”Okay, jeg er officielt mæt!” stønner Harry, mens han læner sig tilbage i stolen, og holder på sin mave. ”Tak for mad.” siger Louis, og rejser sig for at gå hen til sofaen. ”Hvad skal vi lave nu?” spørger Zayn, og ser træt ud, selvom klokken kun var lidt over 19. Det var stadig lyst udenfor. Det er det eneste, som jeg kan lide ved sommeren. At det først bliver mørkt ved… ni-tiden eller noget. Jeg er ikke så vild med mørke.

Mens jeg tænker, beslutter drengene, at vi skal se film, og jeg opdager det først, da de har tændt for tv’et. ”Hvad skal vi se?” spørger jeg, og kigger efter en plads. En af stolene er frie, så jeg sætter mig i den, og trækker mine ben til mig. ”Jeg er i humør til en thriller!” siger Zayn. Louis laver siddende det lille ’Thriller’ dansemove. ”Det kan vi vel godt?” siger han så, og kigger spørgende på os andre. ”Hvis altså Bella tør?” siger han, og kigger direkte på mig.

”Tør du se en thriller?” spørger Harry, og smiler til mig. Om jeg tør? Søde ven, mit liv er nærmest en thriller. Jeg har prøvet den ægte vare, så jeg tror lige, at jeg klarer det. Jeg nikker. ”Jaja, ingen problemer. Bare find en.” Jeg lægger mine arme rundt om mine ben, og betragter drengene vælge film. Til sidst blev de vist enige om en der hed ’Seven’. Jeg kender den ikke, men det kan jeg jo komme til. ”Men hvis du bliver bange, så bare husk på, at du har fem beskyttere siddende lige her!” siger Louis, og peger rundt på de andre drenge. Jeg smiler lidt. ”Det skal jeg huske.”

 

 

Det er en lang film. En ret uhyggelig film må jeg også indrømme, men jeg kan ligesom ikke rigtig nyde den. Jeg kigger hurtig ud mod haven, og ser et rødligt skær på himlen. Er der allerede solnedgang? Jeg tager fat i min mobil, rejser mig op, og retter på trøjen, jeg render rundt i. ”Hvor skal du hen?” spørger Harry, og kigger nysgerrigt på mig. ”Jeg skal bare lige… ud og have lidt luft.”

Jeg åbner døren, og går ud i haven. Jeg sætter mig på et træbord, som står derude. Solnedgang. Jeg er i tvivl, om det er noget smukt, eller noget forfærdeligt. Efter en solnedgang bliver det altid mørkt. Og der går lang tid før lyset titter frem igen. Præcis, som når man besvimer. Efter lang tid med lys, begynder det lige så stille at forsvinde. Lyset bliver svagere og svagere, og til sidst. Så bliver det mørkt. Og uanset hvor mange lamper du tænder, så vil det aldrig fjerne mørket i natten. Lyset kommer først tilbage, når du er parat.

Vinden tager fat i mit hår, og jeg mærker kulden på mine bare ben.  Min mobil ringer. Og jeg ved godt, hvem det er. Navnet lyser op på displayet. ”Far” hvisker jeg. Jeg kigger kort på mobilen, men trykker så på den grønne knap, og bevæger mobilen op til øret. ”Hallo.” ”Kom HJEM!” Jeg stivner fuldstændig. Hans stemme. Den lyder uklar, vrøvlende og snalret. Han er fuld. Han er skide fuld!

Hver gang jeg hører folk tale sådan, går jeg i panik. Det er hans skyld. Han har lært mig, at alkohol avler vold. Jeg prøver så hårdt at holde mit skrig inde. ”Be… Hjem! Lige nu!” vrøvler han.  Det giver ingen mening. Jeg tager mig til hovedet. ”Men…” hvisker jeg, og mærker, at jeg er på randen til at græde. ”Hwis du ikke er hjemme om lidt. Så dør du i morgen!”

Jeg lægger på, og smider min mobil fra mig, mens jeg skriger. Tårerne strømmer ud af mine øjne. Hvorfor gjorde han det her imod mig?! Jeg hulker højt, da glasdøren pludselig går op. Jeg kigger hurtigt derhen, og ser Harrys overraskede ansigt, da han får øje på mine tårer. ”Hvad sker der?” Han løber hurtigt hen til mig. Åh gud. Hvordan skulle jeg forklare det her? Han sætter sig ved siden af mig. Jeg ryster over det hele. ”Bella?” spørger han bekymret.

Jeg har begravet mit ansigt i mine hænder. Han løfter mit hoved op. Hans grønne øjne funkler i skæret fra solen. ”J-jeg…” min stemme er helt skrøbelig. Han kigger alvorligt på mig. Jeg vil ikke lyve for ham. Jeg kan se, at han bekymrer sig om mig. Og det sætter jeg virkelig pris på. Harry er anderledes end de andre. Han ligger på mig på en anden måde, opfører sig anderledes end de andre, og han rører oven i købet ved mig på en anden måde.

Han holder på begge mine kinder. ”Bella, hvorfor græder du?” spørger han, og fjerner en af mine tårer med sin tommelfinger. Jeg tror ikke, at jeg kan lyve mere. ”Harry jeg…” Sandheden. Det var sandhedens time. Jeg var nødt til at fortælle ham det. ”Jeg… jeg græder fordi…” Ligesom solen, var mit humør ved at gå helt i bund. Jeg kan kun håbe, at det kommer tilbage i morgen tidlig. Jeg kniber øjnene sammen, og klemmer endnu et par tårer ud, inden jeg fortsætter. ”Fordi…”

 

-----------------------------------------------------------------------------

Jep, så kom der mere :)

Som sagt, vil der være lidt større mellemrum i mellem kapitlerne, nu hvor skolen er begyndt igen :(

Men jeg vil prøve at skrive så tit som muligt<3

Jeg håber i bærer over med mig

Ps. endnu engang tak til jer der læser!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...