Blackout- One Direction

Bella på 14 vil gøre alt for at slippe væk hjemmefra, og har derfor valgt at tage et sommerjob som "rengøringsdame". Til sin store overraskelse finder hun ud af, at hun skal gøre rent i sommerhuset, som tilhører selveste One Direction!
Selvom hun bliver gode venner med dem, holder hun en hvis afstand, for Bella har en fortid, som hun helst bare vil fortrænge. Og i det hele taget lever hun et hårdt liv.
Men kan hun holde det hele hemmeligt?
Eller finder drengene ud af det? Og kan de hjælpe hende med endelig at blive lykkelig?
(*der kan muligvis være stødende sprog*)

75Likes
52Kommentarer
12158Visninger
AA

17. Say that you love me

Nialls synsvinkel

"Harry er du rigtig klog!" spørger jeg, da døren smækker. Harry kigger ned i jorden. "Hun sagde, at det var det, hun ville." mumler han. "Det er sgu da lige meget! Hun bliver flået i småstykker derhjemme!" Han sukker. "Hun ved vel, hvad hun laver." Jeg går hen mod Harry, og slår i væggen på vejen. "Gu' ved hun ej! Og jeg fatter ikke, at du gav hende lov til at gå!" "Jeg hørte ikke dig protestere!" råber Harry, og kigger op på mig.

"Nej for hun ville jo ikke lytte på mig, når du allerede havde givet hende lov til at smutte!" Harry rynker næsen. "Hvad skal det sige?" Jeg himler med øjnene. "Kom nu Harry! Alle andre end jer to kan se, at i er vilde med hinanden!" Harry knytter næven. "Hvad har det med noget som helst at gøre!" "Du er jo fucking blind! Du tænker kun på, hvad hun vil for at gøre hende glad og omvendt! Og derfor fatter du ikke, at det du gjorde var totalt dumt!"

Harry rykker vredt tættere på mig, men Zayn stiller sig imellem os. "For fanden, slap dog af i to!" Han skubber os væk fra hinanden. "Har du nogen anelse om, hvor ond hendes far er?! Du aner ikke, hvad han har gjort ved hende!" råber jeg til Harry. "For det ved du måske!" svarer han hårdt. Jeg koger indeni lige nu.

"Ja jeg ved! For jeg har vidst det her i længere tid end dig! Jeg har ikke fået det fortalt her til aftes, så jeg har faktisk haft tid til at snakke med hende om det!" "Hvor lang tid har du vidst det?" spørger Zayn, og deltager i samtalen. "Den anden gang hun kom, fandt jeg ud af det." "Hvordan det?" spørger Louis. Jeg kigger hurtigt på ham. "Jeg vågnede om natten, og så, at hun var væk, så jeg gik ovenpå. Så overraskede jeg hende i at... græde, og så fortalte hun mig det hele."

"Vent. var det den nat hvor... du ved?" Louis smiler skævt, og jeg himler med øjnene igen. "Neeeej, det var den nat, hvor jeg satte mig op og trøstede hende hele natten! Ikke den nat hvor jeg lavede noget med hende... for den nat eksisterer ikke!" Harry ånder lettet ud. "Gudskelov for det!" Jeg fnyser. Tænk, at der gik så lang tid, før de troede på mig.

Jeg tager mig til hovedet. Liam lægger en hånd på min skulder. "Niall. Bare prøv at slappe af. Måske har Harry ret. Måske ved hun faktisk, hvad hun laver. Du er nødt til at have lidt tillid til hende." Jeg kigger på ham. "Jeg har vel ikke noget valg." hvisker jeg.

 

Bellas synsvinkel

Fuck, hvor heldig er jeg så lige at finde en ulåst cykel på vejen? Lidt i stykker, men det gjorde, at jeg kom hurtigere hjem. Jeg stikker nøglen ind i nøglehullet, og drejer den rundt. Jeg skubber til døren med min skulder, og bevæger mig indenfor. Ugh, det er den klamme opgang med de klamme trapper. Ad. Mine ben skælver mere og mere for hvert skidt, jeg tager. "Slap af. Slap af." Jeg puster ordene ud, og tager en dyb indånding. Der er ikke plads til fejl, når jeg først er kommet op. Og hvis jeg viste bare det mindste tegn på frygt, så ville det være ovre. Jeg stiller mig ude foran min dør. Nu er det nu. Jeg åbner hurtigt døren, og træder ind. Der er stille. Forsigtigt bevæger jeg mig fremad. Mit hjerte banker hårdere og hårdere for hvert sekund.

Idet jeg træder ud af gangen, og ind i stuen, ser jeg en flaske blive kastet imod mig, og jeg dukker mig hurtigt, og placerer mine hænder over mit hoved for ikke at få glasskår på mig. "Hvor FANDEN har du været!?" Jeg kigger på min far, som ser rasende ud. "Jeg har været på hospitalet!" hvæser jeg, og rejser mig op igen. "Du blev udskrevet i formiddags! Så hvorfor er du her først nu?! Klokken er næsten kvart i tre!" "Du har måske været bekymret?" vrisser jeg, og stiller mig på den anden side af bordet, så jeg står overfor ham.

"Gu har jeg ej! Men jeg skal vide, hvor du er! Og du vover på at trodse mig igen!" Jeg læner mig ind over bordet, og kigger ham vredt i øjnene. "Tving mig!" hvisker jeg. "Hvad?!" råber han. Jeg bliver ved med at stirre koldt på ham. "Du skal ikke bestemme noget som helst mere! Jeg hader dig." Min far slår ud efter mig, og rammer min kind. Jeg gør ingenting, og stirrer bare på ham. "Jeg hader dig." hvæser jeg igen, så han slår mig på min anden kind.

"Sådan kan du ikke tale til mig! Det er meningen, at du skal elske mig!" Jeg fnyser. "Hvorfor skulle jeg vise følelser, som du aldrig har vist?" Han bider vredt sine tænder sammen. "Desuden er du umulig at elske. Det var garanteret også derfor, at mor skred!" Det giver et stik i hjertet, mens jeg siger det. Det betyder jo, at mor heller ikke elskede mig. "Det var det sgu ikke! Jeg bad hende om at forsvinde!"

Jeg knytter næverne. "Hvad?" vrisser jeg. "Hun var irriterende. Jeg var træt af både hende og dig. Så jeg bad hende om at pakke sit lort og skride." Vreden stiger op indeni mig. "Hvorfor bad du hende så ikke om at tage mig med!" råber jeg. Han begynder at grine. "Fordi hun skulle lide. Og det samme skulle du." "Hvorfor?!" skriger jeg. "Hvad kan jeg overhovedet have gjort ved dig, siden at jeg også skulle lide?! Hvad er du for en far, som vil have, at hans egen datter skal lide?!"

"Jeg ville da heller ikke have at min datter skulle lide."

Et sus går gennem min mave. "Din datter? Vil det sige-" "Lad nu være med at drage forhastede konklusioner. Jeg så din mor med en anden mand en dag. Jeg tænkte, at hun måske var utro. Og så begyndte jeg at tvivle på, om du faktisk var mit barn." Jeg stirrer bare på ham i lang tid. "Har du nogen beviser til at bakke din historie op med?! Ved du, om min mor var utro!? Ved du, om jeg er dit barn?!" Han tager en tår af flasken på bordet.

"Du er sikkert mit barn. Og din mor var sikkert ikke utro. Men tvivlen gør en bitter." "Og derfor tog du mig væk fra min mor?! Væk fra et lykkeligt liv! Væk fra kærlighed?!" Han nikker. "Hvad vil du gøre ved det? Du har ingen steder at tage hen. Og du har ingen, som kan hjælpe dig." Jeg bider tænderne sammen.

"Det passer ikke!" råber jeg. "Hvem har du?!" råber han hånligt tilbage. Min mobil vibrerer. Jeg fumler den op af min lomme. Navnet lyser op på skærmen. "Harry!" gisper jeg, og holder mig for munden. Min far kigger undrende på mig. "Harry? Åh. Det er en af de drenge, du 'gør rent' hos, er det ikke?" Han begynder at gå uden om bordet. "Og hvem var det nu, som ringede for et par uger siden? Var det Niall, han hed?" Han har et lumskt smil, og jeg begynder også selv at rykke mig væk fra bordet.

"Jeg fik også at vide, af en i opgangen, at ham der Harry, havde været herhjemme. Du er måske glad for ham?" Det giver et sæt i mig. "Åh, der ramte jeg vist et ømt punkt!" Han stirrer på mig i lang tid. Måske ti minutter. Så går han hen imod mig, og jeg træder bagud. Jeg er bange. Jeg er faktisk virkelig bange! "Og du tror, at de vil hjælpe dig?" Jeg nikker svagt, så han begynder at le.

"Du vil ikke have brug for hjælp efter i nat." Han skubber mig op mod en væg, og tager sine hænder rundt om min hals. Jeg vrider mig i hans greb, og prøver at fjerne hans hænder, mens jeg desperat prøver at trække vejret. "Jeg er træt af dig! Og efter i aften, så skal det endelig være slut! Kan du se det ur?" Han nikker over mod uret på væggen. "Klokken er næsten halv fire. Det er utroligt som tiden flyver, ikke sandt? Nå uret slår halv, så vil dit liv være forbi." Jeg mærker mine fødder forlade jorden. Jeg kan snart ikke ånde mere. Det sidste jeg hører, er en lyd nær døren.

 

Harrys synsvinkel

Kl. 2:45

Jeg vrider mig i min seng. Jeg kan ikke sove. Det eneste der kører rundt i mit hoved, er Bella. Jeg er næsten sikker på, at hun ville have det bedre, hvis hun var her hos mig. Hvorfor lod jeg hende så gå? Hun sagde godt nok, at hun syntes, at det var det bedste at gøre, men hun er jo blind. Hun kan ikke se, at det kunne gå hen og blive farligt. Jeg kan jo sagtens sidde her, og spille bagklog, jeg kunne jo bare have stoppet hende.

Jeg hiver dynen af mig, og stiger ud af sengen. Jeg går ned af trappen, og klør mig træt i håret. Hvad skal jeg egentlig hernede? Argh, alting er bare tåget lige nu. Jeg går ud på badeværelset, og snubler over en bunke tøj. Bellas tøj. Jeg bukker mig ned, og samler det op. Jeg ved godt, at det lyder sært, men duften af det gør mig glad. Det er Bellas duft. Hvis jeg dog bare vidste, hvordan det går lige nu!

Jeg kigger op, og får øje på min telefon, som ligger på vasken. Uden at tænke rækker jeg ud efter den, og ringer Bella op. Det eneste jeg hører, er telefonens som ringer op. Alt andet er stille. Hun tager den ikke. Fuck! Jeg kigger udmattet på mig selv i spejlet. Der er noget galt. Jeg kan mærke det. Hun skal være okay! Det lovede hun. Samtalen kørte inde i mit hoved.

"Bare lov mig, at du ikke kommer noget til."

-"Tak"

Tak? Hun sagde... tak. Åh nej! Hun lovede det ikke! Hun lovede det ikke, for hun vidste, at det let kunne gå galt! Jeg styrter ud af badeværelset, og løber op af trapperne. "Drenge vågn op!" råber jeg. De gnider sig i øjnene. "Hvad sker der?" mumler Louis. "Vi er nødt til at tage hjem til Bella!" De sætter sig hurtigt op, og ser allerede vågne ud. "Hvad sker der?" "Hun tager ikke telefonen! Vi er nødt til at tage derhen!" Min stemme ryster af angst, og jeg kan mærke, at jeg er tæt på at græde. Tanken om at Bella er i fare piner mig! "Okay!" siger Niall, og rejser sig hurtigt op.

 

 

Vi sidder sammen i bilen. Jeg kører, og Liam sidder ved siden af mig. Jeg kører hurtigt. Sikkert for hurtigt. "Harry slap af!" råber Liam. "Slappe af?! Fuck, vel vil jeg ej! Der er noget galt drenge, jeg kan mærke det!" "Derfor hjælper det ikke, at du får os slået ihjel ved at køre for hurtigt!" Jeg kigger vredt på ham. "Men hvis det får os hurtigere derhen, så er jeg ligeglad!"

Det er mørkt udenfor. Gadelamperne lyser op, på den tomme vej. "Harry der er rødt!" råber Louis, og peger. Jeg stopper ikke. Vi er 1 km fra hendes hjem, jeg stopper ikke for rødt nu! Jeg kører over, og drejer ned af den vej, hvor hun bor. "Harry for fanden!" råber Zayn, og holder fast i sædet. Jeg havde nær ramt en bil på vejen. En politibil. Jeg kører videre, og hører sirenen bagved. "Flot Harry!" siger Liam ironisk, og kigger bagud. "Stop bilen, ellers ender det med, at vi bliver arresteret!"

Jeg bremser hårdt op, så de alle falder fremad i bilen. Hurtigt åbner jeg døren. "Harry hvad nu?!" råber Niall. "Vi kan ikke blive stoppet af politiet nu! Jeg løber i forvejen! Forklar dem det!" Jeg sætter i løb, og ikke lang tid efter hører jeg nogen bag mig. Jeg drejer hovedet, og ser Niall og Zayn, som er løbet med mig. "Liam og Louis ordner politiet, vi tager med dig!" råber Zayn. Jeg smiler, og kigger ligeud. Den mørke nat har aldrig virket så skræmmende før. Jeg stopper op foran hendes hjem. "Døren er åben!" jubler Niall, og vi styrter ind. Opgangen er ligeså hæslig, som jeg husker den. Men jeg har ikke tid til at være fin på den nu. Jeg har en virkelig dårlig fornemmelse i maven.

Vi når op på hendes etage, og jeg tager i døren. "Den er låst!" Zayn og Niall går tilbage, og kigger på mig. "Harry flyt dig! Vi skal nok få den op!" Med et banker de deres skuldre mod døren, og den går op. Jeg styrter ind, og ser en scene, jeg aldrig har haft lyst til at se. En mand, sandsynligvis Bellas far, som står og holder sine hænder stramt om hendes hals, mens hun gisper efter vejret. Straks styrter jeg hen, og skubber ham væk fra hende. Mit blod koger af raseri.

Bellas synsvinkel

Grebet omkring min hals bliver sluppet, og jeg falder ned på gulvet med et bump. Jeg tager mig til halsen, og gisper efter vejret, imens jeg hoster lidt. Harry står foran mig, og kigger rasende på min far, som ligger halvt ned. "Harry?" hvisker jeg hæst. "Bella, er du okay?!" spørger Niall, og sætter sig ved mig. Zayn er her også. "Jeg..." mumler jeg, og synker en klump.

"Så du er hendes far!" siger Niall vredt, og rejser sig op. "Du må være ham Niall-fyren." siger min far overlegent, og rejser sig op. "Jeg kan genkende din stemme." Niall rynker på næsen, og ser helt ligeglad ud. Drengene går tættere på min far, men han går bare længere bagud. "Jeg går ud fra, at du er Harry." siger han, og kigger på Harry. "Jeg hørte hende før. Du er altså Mr. Loverboy." Harry skærer en grimasse. "Kan det ikke være lige meget!" hvæser han.

"Hvad fanden er der i vejen med dig!?" råber Zayn. "Du havde nær dræbt hende!" Min far fnyser. "Og hvad så?" Harry slår i bordet. "Hvad fanden er du for en psykopat!" "Vi kan anmelde dig for det her, det ved du godt ikke?" spørger Niall roligt. "Jeg vil da ikke lade jer vade ud herfra, og sladre!"

"Åh ja? Prøv at stoppe os!" vrisser Zayn, og stopper op. Min far smiler, og griber ud efter noget i en kommodeskuffe. "Med glæde!" Han hiver en pistol op, og skyder efter drengene. De dukker sig, og jeg falder sammen i et skrig. "Fuck!" råber Zayn, da det første skud er affyret. "Øv, forbier." siger min far, og smiler. "Men så må jeg jo bare prøve igen!"

"Drenge kom ud herfra!" skriger jeg, og min far affyrer det andet skud. Endnu en forbier. Jeg prøver at rejse mig op, men mine ben er låst. Af rædsel og af smerter. Jeg stønner kort, og Harry løber hen, og løfter mig op, så jeg slynger mine ben rundt om ham. Han, Zayn og Niall løber ud sammen, med min far i hælene. Jeg holder hårdt fast i Harry, mens de løber ned af trappen.

Ved hvert skud kniber jeg øjnene sammen, så det næsten gør ondt. Jeg vil ikke se, om det lykkes ham at ramme! Han kan ikke være så god med en pistol. Jeg vidste ikke engang, at vi havde en i huset! Drengene løber ud på gaden, og pludselig føler jeg mig blændet, trods mine øjne er lukkede. Jeg åbner dem, og ser politi over det hele. Min øjne får øje på Louis og Liam, som Harry, Zayn og Niall står ved siden af. De står alle med et tilfred smil på læben. Harry bærer mig stadig, og aer mig beroligende over hovedet.

Min far kommer løbende ud af døren, og stivner da han ser politiet. "Smid våbenet, og hold hænderne over hovedet!" lyder det i en megafon. Han smider det, og en flok politimænd løber hen, og lægger ham i håndjern. Han bliver skubbet ind i en politibil, og jeg føler mig helt lammet. "Godt klaret Liam og Louis!" jubler Niall, og giver dem et klap på skulderen. "Ja, Harry skal nu stadig betale en fartbøde, men vi fik dem da herover!" griner Louis, og kigger på Harry, som ånder lettet ud. Han sætter mig forsigtigt på jorden, men jeg falder straks sammen. "Bella!" siger Harry bekymret, og tager fat i mine skuldre. Jeg kigger på ham. Tårerne triller ned af mine kinder. "Bella, det er okay. Det hele er slut."

Er det slut

Det er slut

Jeg er reddet

De har reddet mig

De har reddet mig!

Det her er jo utroligt! Jeg skal aldrig se ham igen! Jeg ryster, og kigger Harry dybt i øjnene. Han kom helt herhen midt om natten for at sørge for, at jeg var okay. Hvad skulle jeg gøre uden ham. Tænk, at jeg har været så blind. Jeg elsker ham! Hvorfor har jeg først opdaget det nu! Uden at tænke kaster jeg mig over ham, og lader mine læber møde hans. Han virker overrasket, men lægger armene om mig, og lukker øjnene, mens han ivrigt kysser tilbage. Et smil breder sig på mine læber, og jeg trækker mig væk for at få vejret.

"Wow..." mumler Harry, og smiler til mig, mens han kører noget af mit hår om bag mit øre. "I har reddet mig. I har reddet mig!" Jeg trækker de andre drenge ned for at kramme dem. "Hvorfor er det kun Harry, som får et kys?" joker Louis. Jeg kigger på Harry. "Fordi jeg elsker ham." siger jeg, og begynder at rødme. Han kysser mig igen, og jeg mærker, hvordan lykken indeni i mig, spreder sig. "Jeg elsker også dig." mumler han, og kigger mig i øjnene. Jeg elsker dig så højt Harry. Jeg kysser ham endnu en gang, men stopper da jeg hører et fnis fra Niall. "Nå, tænk ikke på os, vi er her bare stadig." siger han. Jeg giver ham endnu et kram. "Tak for alt drenge!"

Så i den mørke nat. Omkring kl. 4... blev jeg reddet. Jeg skal aldrig mere tilbage til det her hus. Jeg skal aldrig mere se den mand. Jeg skal aldrig mere mishandles. Hverken af andre eller af mig selv. Tilgengæld så skal jeg se de her drenge en masse. Især en bestemt dreng.

Harry.

Drengen som jeg elsker.

Og som også elsker mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...