Blackout- One Direction

Bella på 14 vil gøre alt for at slippe væk hjemmefra, og har derfor valgt at tage et sommerjob som "rengøringsdame". Til sin store overraskelse finder hun ud af, at hun skal gøre rent i sommerhuset, som tilhører selveste One Direction!
Selvom hun bliver gode venner med dem, holder hun en hvis afstand, for Bella har en fortid, som hun helst bare vil fortrænge. Og i det hele taget lever hun et hårdt liv.
Men kan hun holde det hele hemmeligt?
Eller finder drengene ud af det? Og kan de hjælpe hende med endelig at blive lykkelig?
(*der kan muligvis være stødende sprog*)

75Likes
52Kommentarer
12316Visninger
AA

3. Insecure?

Alle drengene stirrer på mig, inklusiv Niall, som virker helt lost. Jeg holder stadig fast i hans hånd, mens jeg roligt gentager mig selv "Nu ved jeg hvem du er." Niall kigger skiftevis på mig og de andre drenge. "Ja, øh, det har jeg jo lige sagt?" De andre drenge fniser lidt. "Jamen!" siger jeg ivrigt "Du er Niall Horan!"

De kigger alle lidt forbavset på mig. Harry rejser sig fra sofaen. "Vent lige! Hvordan kan det være, at hun kun kender Niall?" spørger han lidt forvirret (og skuffet?) "Jeg mener, er vi ikke et band?" Et band? Åh gud! "Du er med i One Direction!?" råber jeg højt. Niall tager sin frie hånd op til øret, og rynker panden. "Ja! Det er vi alle sammen!" han kigger næsten skræmt på mig "Hvad er der med dig?!"

Jeg hører de andre begynde at grine. Jeg ryster ivrigt på hovedet. "Jamen det er mig! Bella Spring! Du ved, fra sommerlejren?" Niall kigger undrende på mig, men løsner pludselig op. "Bel... Bella? Er det dig? Wow, jeg kunne næsten ikke kende dig!" Han smiler, og tager sine arme rundt om mig, mens han svinger mig rundt. Jeg hviner en smule, og er SÅ glad for at se ham igen.

"Okay, vil nogen please fortælle mig, hvad der foregår, for jeg er slet ikke med!" udbryder Louis pludselig. Niall griner svagt, og slipper mig. "For omkring 4 år siden, så var jeg på en sommerlejr. Reglerne var, at hvis man var 14 år eller over, så skulle man "passe på" dem som var 10 år eller under." Niall peger på mig "og jeg skulle passe på Bella!" Drengene spærrer øjnene op. "Sikken et sammentræf!" siger Liam overrasket.

"Ja," svarer Niall, og rynker panden en smule, mens han kigger på mig. "Vi har ikke snakket sammen i 4 år. Hvor gammel var du lige dengang?" Jeg trækker lidt på skuldrene "Jeg var kun 10 år." "Så du er 14 år nu?" spørger Zayn. Jeg kigger på ham, og nikker stille. Jeg synes stadig, at det er meget ubehageligt at snakke med dem. Jeg kender dem ikke, men de virker meget snakkesalige. Lige nu er jeg bare glad for, at Niall er her.

Niall slår ud med hånden. "Så er det da klart, at jeg ikke genkendte dig. Der sker jo så meget på de år, jeg mener..." Åh nej Niall. Han klør sig i nakken "Sidst jeg så dig, var du jo bare et lille barn, og nu... nu er du jo... øh" "Smoking hot?" indskyder Louis drillende. Harry griner, og stirrer på mig. Hans hvide tænder bliver synlige for mig, og jeg kan mærke rødmen stige op i kinderne. Please don't. Niall kigger opgivende på Louis, som bare sidder og griner.           

Han sukker en smule. "Jeg ville have sagt..." Han kigger kort på mig "Veludviklet, men okay Lou!" Jeg spærrer øjnene op. Veludviklet? Lad lige vær'! Plus, så veludviklet var jeg heller ikke. Er det veludviklet at bruge en lille C-skål som 14-årig? Jeg ved det ikke engang.

"Kan vi sådan... bare måske snakke om noget andet, end hvor..." jeg lukker langsomt øjnene, og trækker vejret ind. "... veludviklet jeg er?" Jeg nærmest puster ordene ud. Harry griner, og jeg kigger straks på ham. "Hvorfor dog det? Jeg synes da, at du ser meget godt ud." Det giver et sæt i mig, og jeg slipper et kort gisp ud.                   

Det kan han da umuligt mene. Virkelig Harry? Det er altså ikke pænt at lyve. Harry læner sig tilbage i sofaen. "Ja, det synes jeg også." siger Zayn så pludselig, og de andre nikker med. "Vil i godt lade vær'!" siger jeg skingert, og smiler, mens jeg placerer en hånd på begge mine kinder. De griner alle sammen en smule. Hvor er det pinligt! Jeg står her og opfører mig, som en total idiot! "Er du da usikker omkring din krop?" spørger Harry pludselig. Undskyld mig? "Øhm... er ikke næsten alle det?" svarer jeg tilbage. Sådan Bella! Du burde blive spindoktor! Harry læner sig frem. "Det kan godt være, at næsten alle er det, men nu spurgte jeg altså, om du var." Eller måske ikke.

Hvad bildte han sig overhoved ind! Det havde jeg da ikke tænkt mig at svare på! Jeg stirrer på ham, med et lidt vredt blik. "Okay så! Ja, jeg er måske lidt usikker omkring min krop!" vrisser jeg til sidst. De ser alle ret forbavsede ud. Hold dog op, så fantastisk kan det umuligt være! "Okay så?" mumler Niall og vender hovedet. "Your insecure, dont know what for!" begynder Liam pludselig at synge. En væmmelig følelse breder sig i min mave. Åh nej. Louis begynder også at synge med, og nu tror jeg, at de andre har fattet pointen. "Everyone else in the room can see it, everyone else but you!" synger Harry og peger på mig til sidst, så jeg næsten stivner. Og med ét rejser de sig alle sammen op fra sofaen eller lænestolene, og går over mod mig.

Det her må være en ond drøm. Jeg har One Direction stående rundt om mig, mens de synger What Makes You Beautiful! Det er jo surrealistisk. De fleste piger ville nok dø for at komme til at opleve dette, men ikke mig. Jeg hader at være centrum af opmærksomheden. Den værste følelse. Nogensinde! Harry stiler sig helt tæt på mig, og synger sin solo. Hans flotte grønne øjne kigger direkte ind i mine (knap så flotte) grå øjne. Jeg rødmer nu. Jeg kan tydeligt mærke det, og GUD HVOR ER DET PINLIGT! Okay det her er for meget. "Stop, stop, stop!" hviner jeg, og fniser en lille smule. "Den er festet ind!"

Harry smiler tilfreds, og træder et skridt tilbage. "Men du lod os jo slet ikke synge færdigt." siger han ironisk, og prøver at se trist ud. Jeg smiler genert. "Så må i vel gøre det en anden gang?" mumler jeg, og kigger ned i jorden.

 

"Det er jo lige før, at der ikke bliver en anden gang." siger Liam og kigger rundt, før han dumper ned på en stol. "Stedet her er jo pletfrit!" Zayn kigger også lidt rundt. "Ov ja, du har virkelig været grundig!" Jeg smiler svagt. "Ja, jeg har gjort rent derhjemme siden jeg var 10 år, så jeg kan et trick eller to." Louis kigger på mig "10 år!? Det er jo utroligt!" siger han forbløffet, og kigger over på Harry, som straks nikker med. "Jeg kender ikke mange 10-årige, som gør rent derhjemme." Jeg folder hænderne, og skæver til gulvet. "Jamen, min mor forlod mig og min far, da jeg var 4 år, så det er den måde, jeg hjælper min far derhjemme." fortæller jeg roligt. Jeg kan mærke, at jeg får en klam fornemmelse i kroppen. Ved i, hvordan det er lyve sådan hele tiden?

Jeg kigger op på dem, og de sidder alle med triste ansigter. "Wow" begynder Harry. Og så kommer smøren garanteret. 'Det må have været virkelig hårdt, hvor er det synd for dig, blablabla, hvor trist'. Jeg hader det. Hvis folk virkelig synes det er så skrækkeligt, så hjælp mig! Ord er det sidste, som kan redde mig.

Jeg kigger dødt på Harry, og forventer den samme falske smøre. "Det gør dig jo bare endnu mere utrolig!" Jeg spærrer øjnene op. Den reaktion havde jeg aldrig fået! "T-tak?" stammer jeg forsigtigt. Harry ryster på hovedet. "Nej jeg mener det! Du er helt utrolig! Drenge, er hun ikke utrolig?" siger han, og vender sig mod de andre. De smiler, og nikker til mig.

”Bella," siger Niall kærligt, og kigger på mig "Jeg kan huske, at allerede for 4 år siden, da du fortalte mig din historie, syntes jeg, at du var fantastisk! Du var så ung, men alligevel så stærk indeni." Mig? Stærk? Bullshit.

Niall fortsætter "Det var en af de mange grunde til, at jeg kunne lide dig." Hvad? Jeg tager langsomt mine hænder op til mit ansigt. "Kunne... Kunne du lide mig?" spørger jeg målløst. Niall griner. "Bella, jeg kan lide dig!" Jeg hæver øjenbrynene, og rødmer helt vildt. Heldigvis dækker mine hænder mine kinder. "Det tror jeg da, at vi alle kan?" han kigger afventende på de andre, som hurtigt siger ting som "selvfølgelig" og "Ja da!"

Og så sker det. Med ét flyder tårerne ud af mine øjne. Jeg fjerner mine hænder, og lader de små salte vanddråber glide ned af mine kinder. Drengene kigger næsten skræmt på mig. Niall går hen til mig. "Hvad sker der?" spørger han bekymret. Jeg ryster lydløst på hovedet. "Ingenting." siger jeg med gråd i stemmen "Jeg... jeg er bare ikke vant til at få så meget ros. Eller at nogen kan lide mig." Niall griner lidt, og lægger sine arme rundt om mig. Han stryger mig over håret. "Så så, der er vel nogen derhjemme, som både roser dig, og kan lide dig."

Nej Niall. Det er der ikke.

Men det kan jeg ikke sige. I stedet laver jeg en bevægelse med hovedet, som både kan tolkes som et nej eller et ja. Mens jeg har mit hoved lagt ind mod Nialls krop, hører jeg de andre snakke. "Hvor er hun sød." siger Harry "Synes i ikke?" "Jo" siger Liam, men trækker lidt på det. "Det er bare ærgerligt, at hun er så usikker."

Usikker?

Nej. Du tager fejl Liam. Jeg er ikke usikker på noget. Tværtimod er jeg meget sikker.

Jeg er sikker på, at min krop ser hæslig ud.

Jeg er sikker på, at mit liv er noget lort.

Og jeg er helt sikker på, at min far tæver mig, når jeg kommer hjem.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Til jer der læser, jeg vil bare sige tusinde tak <3

Det er virkelig fedt, og i giver mig lyst til at skrive mere<3

Igen, tak

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...