Blackout- One Direction

Bella på 14 vil gøre alt for at slippe væk hjemmefra, og har derfor valgt at tage et sommerjob som "rengøringsdame". Til sin store overraskelse finder hun ud af, at hun skal gøre rent i sommerhuset, som tilhører selveste One Direction!
Selvom hun bliver gode venner med dem, holder hun en hvis afstand, for Bella har en fortid, som hun helst bare vil fortrænge. Og i det hele taget lever hun et hårdt liv.
Men kan hun holde det hele hemmeligt?
Eller finder drengene ud af det? Og kan de hjælpe hende med endelig at blive lykkelig?
(*der kan muligvis være stødende sprog*)

75Likes
52Kommentarer
12128Visninger
AA

14. I wanna know

(Dette kapitel er ikke rettet igennem, jeg undskylder hvis der er fejl!)

Det første jeg tænker, da jeg kommer til bevidsthed igen er:

Øv. Det lykkedes ikke.

Jeg åbner langsomt mine øjne, for ikke at blive blændet af det skarpe hvide lys. Det hvide loft stirrer tilbage på mig, da jeg ligger, og kigger op på det. Jeg måtte være på et hospital. Det her er bare så fucking typisk! Når jeg endelig får modet til at tage livet af mig selv, så lykkes det ikke!

Jeg sukker dybt, og vender hovedet. Der er ikke andre end mig i rummet. Forsigtigt prøver jeg at sætte mig op i sengen, men opgiver, da smerten i mit ben er for stærk. Jeg havde virkelig fået stukket til. Døren går op, og en sygeplejerske kommer gående ind. "Jeg kan se, at du er vågnet." siger hun, og smiler til mig. Jeg smiler halvt igen. "Jeg kom faktisk bare for at skifte dit drop, men jeg kan hente en læge bagefter."

Først nu opdager jeg, at der sidder en nål i min arm. Ad, jeg er ikke så glad for nåle. Jeg har ikke noget imod dem, men når de sidder i min arm, på den der måde, så synes jeg, at de er lidt klamme. Hun skifter hurtigt droppet. "Der sidder også nogle drenge udenfor, skal jeg sende dem ind?" spørger hun, og går hen til døren. "De vil vist meget gerne se dig." Jeg skal til at ryste på hovedet, men nikker alligevel. Jeg vil gerne sige undskyld til Liam. Jeg lovede, at jeg ikke ville bruge kniven. Og det løfte brød jeg. Og så skulle jeg også takke ham! Selvom jeg helst ville være død lig nu, så var det stadig fantastisk gjort af ham! Og hvis jeg ikke takkede ham, så ville jeg være et afskyeligt menneske.

Der går lidt tid, men til sidst går døren op igen. Den første jeg ser, er Liam, som forsigtigt træder ind. Af ren refleks sætter jeg mig op, men tager mig straks bagefter til benet i smerte. Liam dropper det med at være forsigtig, og styrter hen til mig. "Bella! Du må ikke overanstrenge dig!" Han sætter sig på en stol ved siden af sengen, og rækker mig en fjernbetjening.

"Her. Hvis du vil sidde op, så kan du bare bruge den." Jeg tager usikkert imod den, mens de andre drenge kommer ind ad døren. Forsigtigt trykker jeg på en af knapperne, og min seng "retter sig op" Luksus.

Jeg er endelig kommet op og sidde, men jeg ved ikke, om det er rart. Drengene stirrer på mig, som om jeg var en eller anden psyco. Hvilket jeg egentlig også er. Jeg er ikke normal okay? For at undgå øjenkontakt kigger jeg ned. En ubehagelig stilhed hænger i luften som en sort sky. "Tillykke med fødselsdagen?" mumler Niall for at bryde stilheden. Men det var ikke det rigtige at sige. Jeg kigger vredt på ham, men holder det inde. I det mindste havde de husket min fødselsdag.

"Tak." vrisser jeg, og kigger på Zayn. Han undviger straks mit blik, og tager sig bagefter til hovedet. "Hvad er der i vejen Zayn? Har du ondt i hovedet?" spørger jeg helt koldt. Jeg har en plan her. Han nikker svagt, og skæver over til mig. "Åh nej, hvordan mon det kan være?" spørger jeg, og løfter en finger op til min mund. "Gad vide, om det er fordi, du har de sygeste tømmermænd, efter at have været fucking fuld i går!" råber jeg arrigt. Zayn kigger endnu en gang væk. Fucking bangebuks!

Liam griber fat i min hånd. "Bella slap af. De vidste jo ikke, hvordan du havde det med alt det her." Jeg hiver min hånd til mig. "Så du vil være sur på dem alligevel? Du vil være sure på dem over noget, som kunne være undgået, hvis du havde fortalt sandheden fra starten?" Han kigger seriøst på mig. Touché.

"Men Niall vidste det, og han var da så stiv, at han lå og brækkede sig nedenunder!" svarer jeg, og peger på Niall, som flovt klør sig i nakken. "Nu var det heller ikke ham, som fik dig til at bryde sammen vel? Du hverken snakkede med ham, eller hørte ham." Dobbelt touché! Fuck dig Liam.

"Bella hvad er det helt præcis, som vi burde vide?" spørger Louis, og kigger forvirret på mig. Jeg bider tænderne sammen. Jeg mærker igen Liams hånd på min. "Bella... fortæl dem det." Mit ansigt går fra vredt til trist. "Liam er du sikker på, at det er en god idé?" spørger Niall usikkert. Jeg nikker forsigtigt. "Ja Niall... det er kun fair, at de andre også ved det." Jeg tager en dyb indånding, og mærker det sortne for mine øjne. Centrum af opmærksomheden, og jeg skulle til at fortælle dem min livshistorie. Det er en dårlig kombination for mig. Jeg føler mig svimmel allerede.

"Men burde du ikke vente til, Harry er her?" spørger Niall, og jeg får hurtigt mit blik igen. Er Harry her ikke? "Hvor er han henne?" spørger jeg, og kigger fortvivlet på Niall. "Han havde lige brug for at gå lidt, sagde han. Men han kommer sikkert snart. Du kan fortælle det hele de-" 

"Nej."

Niall kigger overrasket på mig. "Men så skal du jo fortælle ham det se-" "Jeg vil ikke have, at Harry skal vide det." siger jeg bestemt. "Sikker på, det er en god idé?" spørger Liam, og kigger skeptisk på mig. Jeg nikker. "Louis, Zayn." siger jeg, og kigger på dem. Min nervøsitet er helt væk. Det var det, at jeg skulle sige det til Harry, som gjorde mig nervøs.  "Nu skal i høre..."

----

 

Zayn kigger undskyldende på mig, da jeg er færdig med "historien". Han har det sikkert dårligt over det i går. "Bella, jeg..." Uden at sige mere, rejser han sig, og giver mig et lille kram. "Undskyld." mumler han, og trækker sig væk. "Det er ikke din skyld. Jeg burde have fortalt jer det fra starten." siger jeg, og smiler svagt, mens jeg gnider mig i øjnene. Louis kigger trist på mig.

"Men..." mumler jeg, og folder hænderne. "I må ikke fortælle Harry noget." Jeg kigger Louis direkte i øjnene. Jeg ved jo, at ham og Harry er bedste venner. Han sidder også med et lidt skeptisk blik lige nu. "Men hvorfor Bella?" spørger Niall, og jeg fjerner min opmærksomhed fra Louis. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Jeg har ikke lyst til at Harry skal vide noget, og sådan er det! Mine følelser omkring det er ubeskrivelige.

"Jeg vil gerne vente lidt med at sige noget til ham. Og hvis han endelig skal have det at vide, så skal han høre det fra mig." "Bella du kan ikke blive ved med at udskyde det." siger Louis, og ryster på hovedet. "Se hvad der skete, sidst du ventede med at fortælle det! Desuden, så tror jeg, at Harry vil have en forklaring med det samme."

Jeg hæver det ene øjenbryn, og kigger forvirret på Louis. "Bella, du stak en kniv i dig selv foran ham, jeg tror gerne, han vil vide hvorfor." Åh pis altså! De var også bare så nysgerrige de drenge! Kunne man nu ikke stikke en kniv i benet på sig selv, uden at folk vil have en forklaring? ...Der er noget galt med den sætning. Jeg sukker. "Jeg klarer det her selv! Bare lad være med at fortælle ham noget." Jeg kigger bedende på dem alle sammen. "Selvfølgelig siger vi ikke noget, vel drenge?" siger Zayn, og kigger på de andre. "Nej. Hvis du selv vil fortælle det, så gør du bare det." siger Niall. Jeg smiler til dem.

"Tusinde tak drenge." Min sætning bliver afbrudt af et gab, og jeg holder mig for munden. "Måske har du brug for noget søvn." siger Liam, og rejser sig op. "Vi kommer bare igen senere." Han giver mig fjernbetjeningen til sengen, og jeg får forsigtigt lagt mig ned sammen med sengen. "Vi ses Bella." hvisker Louis, og går hen for at give min hånd et lille klem.

Jeg må indrømme, at jeg er lidt nervøs for, at han vil fortælle det hele til Harry, men heldigvis er de andre drenge sammen med ham. Jeg lukker forsigtigt øjnene. At møde de her drenge, er nok det eneste gode, som er sket i mit liv. Jeg kan mærke, at min krop føles lettere efter at have fortalt dem det hele. Men jeg vil ikke have, at Harry skal vide det! Måske er det fordi, jeg holder af ham? Sådan. Lidt mere end jeg holder af de andre. Puha altså, det hele er så kompliceret! Mine øjne begynder at falde i. Måske har jeg godt af en lille lur...

 

Harrys synsvinkel

Bellas øjne begynder lige så stille at åbne sig. "Hey," hvisker jeg blidt. "Hvordan har du det?" Jeg sidder ved siden af hendes seng, og holder hendes hånd. Hun åbner øjnene helt. "Harry? Hvad laver du her?" spørger hun forskrækket. "Jeg er da nødt til at komme og se til dig." Hun kigger på mig. "Hvorfor var du her så ikke, da de andre var her?"

Jeg synker en klump. Jeg ved det ikke helt. Jeg var bare bange for at se hende. Bange for, om hun hadede mig, eller havde det forfærdeligt. "Det er jo din fødselsdag, så jeg tænkte, at jeg ville købe dig en gave." Hun spærrer øjnene op. "Er du seriøs?" Jeg nikker. "Ja, man får jo gaver på sin fødselsdag. Eller det gør man måske ikke hjemme hos dig?" siger jeg ironisk. Bella smiler falskt, og kigger væk.

Jeg finder en lille pose frem, hvor gaven ligger i. "Men øh, jeg vidste ikke, hvad du ønskede dig, og jeg var heller ikke sikker på hvad du kunne lide, så..." Hun får kæmpet sig op og sidde med min hjælp, og tager bagefter posen ud af hånden på mig. Et smil breder sig på hendes læber, da hun hiver den lille bamse, med et hjerte i hænderne, ud af posen. "'I love you'" hvisker hun, og kigger glad på bamsen. "Så... hvad synes du om den?" spørger jeg usikkert, og klør mig i nakken.

Hun fniser kort, og kigger så på mig, med nogle muntre øjne. "Jeg elsker den Harry!" Jeg ånder lettet op indeni mig selv, og giver hende et smil. Hun piller lidt ved bamsen. "Hvor er den kær!" siger hun, og giver den et lille kram. "Jeg var i tvivl, om jeg skulle tage den, eller en som kunne synge 'Happy Birthday'." griner jeg. Hun kigger kærligt på mig. "Hvad skal jeg med en bamse som kan synge 'Happy Birthday' for mig, når jeg har et boyband der kan synge den!"

Jeg begynder at grine. "Vil du gerne have, at jeg skal synge for dig?" spørger jeg, og kigger på hende. Hun ryster ivrigt på hovedet. "Nej nej! Det var ikke det jeg mente! Altså, det behøver du slet ikke!" Hun kigger ned. "Jeg ville gøre alt for dig." siger jeg stille. Hun kigger hurtigt op. "Hvad sagde du?" hvisker hun forbavset. Jeg rejser mig op. "Det... det er lige meget." svarer jeg.

Kujon. Tag dig nu sammen Harry! Du var tæt på endelig at få fortalt hende, hvordan du føler! Hvis jeg kunne, så ville jeg smadre mit hoved ind i en væg lige nu! "Lægen sagde forresten, at du kan komme hjem, allerede i morgen!" Hun smiler svagt. "Og hvis du får smerter, så kan du bare tage nogle Panodiler. Men højst 3 om dagen!" Bella sukker højt. "Hvad er der?" spørger jeg, og sætter mig på sengen. "Vi har ingen Panodiler i mit hjem, og... jeg har ikke lyst til at gå apoteket." Jeg kigger undrende på hende. "Lad være at spørge." siger hun udmattet, og kigger væk. "Vil du have, at jeg skal gå ned og købe dem for dig?" Hun kigger på mig, og smiler bredt. "Meget gerne."

 

 

Jeg fik en recept fra lægen, og gik ned på apoteket. Egentlig har man ikke brug for en recept, for Panodiler er håndkøb, men lægen kom med en lang forklaring på, hvorfor jeg burde have en alligevel. Mit nummer bliver råbt op, og jeg går op ved disken. "Jeg skal købe nogle Panodiler, og jeg har en recept her." Damen bag disken tager papiret ud af hånden på mig. Hun lader sine øjne glide ned over papiret.

"Javel ja... Og det er til dig eller?" Jeg ryster på hovedet. "Nej, navnet skulle gerne stå der." "Okay så det er til...!" Hun kigger ivrigt på mig. "Kender du Bella Spring?" Jeg nikker svagt. "Kender du Bella?" spørger jeg tilbage. "Jeg er hendes mor!" udbryder hun, og jeg hæver forbavset øjenbrynene. "Kan du ikke fortælle mig, hvor hun er!" Hun hiver fat i min arm, og jeg bliver en anelse bange for hende. "Det tror jeg ikke, at jeg må?" svarer jeg skræmt.

"Du forstår ikke! Jeg mødte hende i går, men hun løb væk! Jeg vil bare se min datter igen!" Tårerne titter frem i hendes øjne. Det ville være let at fortælle hende, hvor Bella er hende, men hvis Bella løb sin vej, så var det nok fordi, hun ikke ville se sin mor igen. "Jeg beklager," siger jeg undskyldende. "Kan du så idet mindste ikke fortælle hende, at jeg elsker hende?!" "Må, må jeg ikke godt bare få de Panodiler?!" Hun slipper min arm, og finder hurtigt pillerne frem. Jeg betaler, og tager fat i pillerne. Der er en lille seddel vedlagt.

"Hvad er det her?" spørger jeg usikkert. "Min adresse." svarer hun helt koldt. Jeg rynker panden. "Sig mig, er du underlig eller sådan noget?!" spørger jeg, og kigger på hende. "Giv papiret til Bella, når hun er klar til at møde mig. Mit telefonnummer står der også." Jeg putter papiret i lommen. "Fint." mumler jeg, og vender mig om. "Åh, en sidste ting!" råber hun, og løber uden om disken, for at indhente mig. "Må jeg ikke spørge, hvor du kender Bella fra?" Jeg sukker lidt. "Jeg er venner med hende. Der er ikke så meget at sige til det." Hun nikker. "Må jeg også spørge om dit navn?" Det har du vel lige gjort?

"Jeg hedder Harry." siger jeg hurtigt. Hun nikker. "Okay Harry, jeg beder dig om at passe godt på Bella. Jeg er bekymret for hende. Hun virkede ikke glad, da jeg så hende. Og jeg er bange for, at der foregår noget dårligt hjemme hos hende." Med de ord vendte hun sig om, og gik tilbage til sit arbejde. Langsomt gik jeg ud af døren.

Foregik der noget dårligt hjemme hos Bella? Hun virkede også underlig nogle gange, men var det derfor? Okay, nu er det nok. Det er på tide, at jeg får at vide, hvad der faktisk sker med Bella. Om hun vil det eller ej!

 

----------------------------------------------------------------------------------------

Undskyld den lange ventetid med kapitlet, men jeg har haft så travlt!

Anyway, hvad synes i om historien? Og hvad tror i der sker nu?

Forresten ville det gøre mig meget glad, hvis i gad tjekke min nye movella ud!

Den hedder "Uproar- 1D (+13)"

Husk også at like denne her movella, det vil gøre mig helt utrolig glad!

Tak til jer alle<3

(ps. undskyld det korte, og lidt kedelige kapitel, det bliver bedre næste gang, jeg lover)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...