Blackout- One Direction

2 uger senere

Jeg havde boet hos drengene i 2 uger, og havde været i retten for at få min far arresteret osv. Men jeg kunne ikke bo hos dem for evigt. Og nu var det tid.

Jeg knuger Harrys hånd, idet jeg træder op på dørtrinnet. "Er du sikker?" spørger han, og giver mig et hurtigt kys på panden. Jeg smiler, og nikker. "Ja. Jeg er helt sikker" Harry trykker på dørklokken. Ikke lang tid efter dens ringen, lukker en dame op. "Bella?" siger hun chokeret. Jeg smiler til hende. "Hvad laver du dog her?" Harry giver min hånd et klem. "Hun er klar." Hun holder sig for munden, og jeg slipper Harrys hånd for at kramme hende. "Undskyld mor." hvisker jeg. "Jeg vidste ikke, hvad der var sket. Jeg gav dig ikke en chance. Men det gør jeg nu."

Jeg kniber øjnene sammen, og snøfter. Hun tørrer en tåre væk fra min kind. "Du skal ikke tænke på det mere. Det er fortid. Jeg siger ikke, at du skal glemme det, for det vil hjælpe dig med at være stærk i fremtiden. Men du må også nyde nuet!" Jeg nikker, og smiler bredt. "Jeg vil gerne bo her!" græder jeg. "Jeg har et tomt værelse, som du med glæde må overtage!" siger hun, og krammer mig igen. Hun får øje på Harry. "Dig..." mumler hun. Jeg trækker mig væk. "Ja, mor der er her, en som du skal møde." Jeg tager hans hånd. "Vi har skam mødt hinanden før." "Det ved jeg, men nu skal du have min introduktion af ham." Jeg stiller mig ved siden af ham, og rømmer mig.

"Mor, det her er Harry!" Jeg kysser ham intenst på munden, og begynder at smile, selvom jeg afbryder det. "Og han er min kæreste." Hun smiler. "Det er rart at møde dig Harry. Igen!" Hun giver ham hånden. "I lige måde. Må jeg have lov at sige, at de har en fantastisk datter?" siger han elegant. Min mor griner. "Sikken en gentleman."

Du har ingen idé mor.

Denne her dreng er en af grundene til at jeg smiler. En af grundene til, at jeg ikke græder mig selv i søvn. Og han er en af grundene til, at jeg er lykkelig.

Og jeg kunne ikke ønske mig en bedre kæreste...