Blackout- One Direction

Bella på 14 vil gøre alt for at slippe væk hjemmefra, og har derfor valgt at tage et sommerjob som "rengøringsdame". Til sin store overraskelse finder hun ud af, at hun skal gøre rent i sommerhuset, som tilhører selveste One Direction!
Selvom hun bliver gode venner med dem, holder hun en hvis afstand, for Bella har en fortid, som hun helst bare vil fortrænge. Og i det hele taget lever hun et hårdt liv.
Men kan hun holde det hele hemmeligt?
Eller finder drengene ud af det? Og kan de hjælpe hende med endelig at blive lykkelig?
(*der kan muligvis være stødende sprog*)

75Likes
52Kommentarer
12203Visninger
AA

13. Fear

Efter at have siddet ude foran døren i et stykke tid, rejser jeg mig endelig op, og banker på. Jeg tørrer hurtigt mine tårer væk, men mine øjne er sikkert stadig røde. Døren bliver åbnet, og lyset indefra huset skærer gennem den mørke nat, og mine øjne. "Bella?" siger Zayn, og kigger chokeret på mig. "Hvad er der sket?" Jeg snøfter kort. "Må jeg godt komme ind?" Han nikker ivrigt, og lukker døren efter mig.

"Bella hvad laver du her?" spørger Louis, og stirrer på mig. "Og hvad er der sket?!" spørger Harry bagefter, og går over til mig for at give mig et kram. Jeg snøfter et par gange, mens han holder om mig, men så trækker han mig væk for at kigge mig seriøst i øjnene. "Bella." siger han, og forventer sikkert, at jeg svarer. Niall kigger ekstremt bekymret på mig. "Bella, hvorfor er du ikke hjemme hos din far?" spørger han, og fisker efter et svar. Han tror sikkert, at jeg er blevet slået. "Min far er ikke kommet hjem endnu." svarer jeg, og ser, at han bliver lidt lettet.

"Undskyld at jeg bare kommer brasende, men jeg har virkelig brug for at snakke med nogen." Der lyder et lille bip, og Louis finder sin telefon frem. "Hey drenge, det er Josh. Han holder ude foran nu." Jeg kigger på dem. Oh crap, det var jo i aften de skulle ud og fejre deres "fødselsdag". "Men vi kan jo ikke bare efterlade Bella her." siger Niall, og kigger på Louis. "Vi ville elske at tage dig med, men du er for ung til at drikke, eller komme ind på barer så..." Harry stikker sine hænder i lommen. "Er der så en af os, som skal blive her?" foreslår han. Jeg kigger på ham og Niall.

For at være ærlig, så tror jeg ikke de gider. De står begge med et lidt skuffet ansigtsudtryk. Det kan være, at de havde glædet sig til endelig at komme ud og feste, og nu kom jeg, og ødelagde det. "Jeg bliver her." siger Liam pludselig. "Er du sikker?" Harry spærrer øjnene op. "Ja, jeg havde jo alligevel ikke tænkt mig at drikke." "Tak man," siger Zayn, og klapper Liam på skulderen. Bagefter åbner han døren. "Skal vi gå drenge?" En efter en går de ud. Niall gav mig et kram på vejen, og kiggede undskyldende på mig. Døren smækkes i.

Der havde været en lidt akavet stilhed mellem mig og Liam, indtil jeg åbnede munden. "Tak fordi du gad blive her." Han smiler venligt. "Det var så lidt." "Undskyld at du ikke kom med ud og fejre det der." Jeg kigger flovt ned af mig selv. Liam sidder i sofaen. "Vi fejrer det også i morgen. I aften var det mere en slags 'party hard' fejring." Jeg smiler til ham. "Hvad mener du?" "Du ved, drengene drikker en masse, og bliver fulde." Et sug går gennem min mave.

Fulde mennesker. "Og det er ikke noget for dig?" spørger jeg, og prøver at skjule min nervøsitet. "Nej, det er ikke så godt, hvis jeg drikker. Jeg har kun en nyre." Jeg spærrer øjnene op. "Wow? Må... må man så ikke drikke?" spørger jeg nysgerrigt. "Det er bedst at lade være." svarer Liam. Du er lige blevet min favorit, ved du godt det? Jeg smider mig i sofaen. "Det er nok bedst at lade være i det hele taget." mumler jeg. Liam kigger på mig. "Hvad mener du?" Jeg sukker dybt.

"Tjah. Når folk bliver fulde, så glemmer de alt omkring dem. De glemmer, hvordan man skal opføre sig. De opfører sig også selv anderledes. De vrøvler, de sårer andre, og de har ingen respekt for nogen eller noget. Alkohol får simpelthen folk til at gøre de dummeste ting!" Liam kigger overrasket på mig. "Woah, du kan vist ikke lide alkohol hva?" Jeg trækker på smilebåndet. "Jeg forstår bare ikke, hvorfor andre mennesker skal såres! Når folk har drukket, så render de bare rundt, med det der fjerne blik, uden nogen tanke for omverdenen. Og når man er i nærheden af det, så er det som om, nogle stikker en kniv i hjertet på dig. For så ved du, at personen er ligeglad med dig, eller hvad du føler." Jeg kigger ned. Mit smil er væk. "Og så er det, man føler sig ensom." hvisker jeg stille.

Ensomhed er den værste følelse i verdenen. Den er helt uden betydning, og gør kun folk kede af det. Så hvorfor skal man have det så hæsligt? Jeg tager en hånd op til hovedet. Fuck det her. "Det lyder som om, du taler af egne erfaringer?" siger Liam, og kigger seriøst på mig. Jeg ryster svagt på hovedet. Liam behøver jo ikke vide alt det om min far. Det var kun Niall, der vidste det, og måske var det bedst sådan. "Bella, hvorfor kom du egentlig herhen?" Det giver et sæt i mig. Jeg havde egentlig håbet at undgå det emne, men jeg var bare troppet op på deres dørtrin, så måske skyldte jeg ham en forklaring.

"Jeg mødte min mor på apoteket." Liam ser chokeret ud. "Din mor?!" Han rykker tættere på mig. "Hvad skete der så?" Han lyder som en opstemt teenagepige, der snakker med sine veninder. "Hun prøvede at kramme mig og alt muligt, så jeg løb min vej. Jeg havde bare brug for at komme væk." vrisser jeg. "Hvorfor?!" spørger Liam forvirret.  "Fordi jeg hader hende!" Shit. Sagde jeg det højt? "Hader du hende? Jamen hun er jo din mor." siger Liam, og kigger trist på mig. "Men, men..." stammer jeg, og leder efter ordene. "Hun forlod mig jo!"

"Hun havde vel sine grunde? Lod du hende ikke forklare sig?" Jeg skyder underkæben frem en smule. Selvfølgelig lod jeg hende ikke forklare sig! "Nej," mumler jeg "For det hun gjorde, var utilgiveligt!" Liam trækker på skuldrene. "Jeg ved godt, at hun forlod dig, men du havde jo din far."

"Præcis derfor ville jeg ikke tale med hende!"

Nej. Nej nej nej. Hvorfor sagde jeg det?!

"Hvad mener du?" Liam kigger undrende på mig. Jeg åbner nervøst munden, og leder desperat efter noget at sige. "Bella, er der noget med din far, som jeg burde vide?" Han hæver det ene øjenbryn, og kigger skeptisk på mig. Jeg kigger ned i gulvet for at undgå øjekontakt. "Bella?" siger han igen. Hans stemme lyder allerede forstående, og jeg har en stor trang til at fortælle ham det hele. Han løfter mit hoved op, og kigger mig i øjnene. Hvordan skal jeg, kunne lyve for de der brune øjne? Men hvor skulle jeg begynde?

"Liam, jeg ved bare ikke om... det er en god idé."Liam aer mig over ryggen, og glider sin hånd ned ved min hofte. Pludselig stopper han, og rykker lidt væk. "Hvad var det?" spørger han nervøst, og jeg kigger undrende på ham. "Bella, må jeg lige..." Han rykker på mig, så jeg sidder med siden til ham. Og nu opdager jeg, hvad der undrede ham. Min trøje er krøbet op ved min hofte, og min rift fra forleden er synlig. Liam må have strejfet den, da han aede mig. "Hvordan har du fået det... ar?" Han rynker panden og kigger bekymret på det. Forsigtigt åbner jeg munden.

"Jeg har selv lavet det" hvisker jeg.

Liam kigger hurtigt på mig, med et skræmt udtryk i øjnene. "Hvad mener du?!" spørger han hurtigt. "Jeg... jeg har skåret mig der med en kniv." mumler jeg koldt. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal reagere på det, jeg selv sidder, og siger. "Men Bella! Hvorfor?!" Jeg kigger undskyldende på ham, og vender ryggen til ham. Så hiver jeg min trøje over hovedet, og holder den foran mig for at dække mig lidt til. Liam gisper kort. Som i ved, er min krop ødelagt over det hele. På ryggen er det bare mest enorme blå mærker eller lignende.

"Bella hvordan er det her sket? Er der nogen som har slået dig?" Jeg mærker hans chokerede ansigt, da jeg nikker svagt. "Hvem?" "Min far." svarer jeg, og kigger mig over skulderen. Liam tager en hånd op foran sin mund. "For han er alkoholiker." snøfter jeg. Jeg tror at Liam er lige så tæt på at græde, som jeg er, for hans øjne er helt blanke. Han breder sine arme ud, og jeg falder tilbage i dem. "Jeg ved godt, at det ikke løser noget at cutte, men hvad skal jeg ellers gøre Liam!? Jeg bor hos et monster!" græder jeg, og lukker øjnene, så tårerne triller ned af mine kinder. "Det er ikke din skyld." siger Liam, og holder strammere om mig.

Vi sidder sådan i et stykke tid. Jeg snøfter lidt. "Liam, du kan godt slippe mig nu." "Nej." svarer han bestemt. "Hvad tror du, din kæreste siger til, at du sidder og krammer en pige uden trøje på?" siger jeg, og Liam slipper mig. "Hvis hun hørte grunden, så ville hun ikke have noget imod det, men hvis du insisterer." griner han, og giver mig et varmt smil. Jeg for min trøje rigtigt på igen, og kigger på Liam.

"Bella? Må jeg godt spørge, hvornår den rift er fra." Han peger på min hofte. "Fra sidst, jeg var her. Jeg havde bare brug for at komme ud med noget. Men Niall kom op og opdagede mig. Så han kender også til det. Bare så du ved det." Jeg mumler det sidste, da det egentlig ikke var så relevant igen. "Opdagede Niall dig?! Nu forstår jeg det hele!" Jeg kigger undrende på ham. "Blev han, og trøstede dig hele natten?" spørger Liam, og jeg nikker. "Puha!"

Jeg stirrer stadig forvirret på Liam. "Hvorfor er det godt?" Liam kigger ned, og klør sig i nakken. "Vi, drengene, troede bare, at i måske... ja, havde været sammen." Jeg løfter det ene øjenbryn. "Sammen? Mener du?-" Oh my god. "Nej! Nej det mener du ikke!" Liam kigger flovt ned igen, og jeg tager mig pinligt til hovedet. De troede, at vi havde haft sex?! Hvad fanden er der i vejen med dem! Jeg slår irriteret hovedet ind i sofaen, og Liam hiver straks ud efter mig. "Hey, så slemt er det ikke! Niall har trods alt benægtet det, men-" "HVAD?! Vidste Niall godt alt det her?!" skriger jeg hysterisk. Hvorfor fanden har den lille gnom ikke fortalt mig det! Når jeg får fat i ham!

Jeg banker mit hoved ned i sofaen igen, og lader det denne her gang ligge. "Det er lige meget! Det vigtigste er jo, at det ikke er rigtigt." Liam smiler beroligende til mig. "Men har du overvejet at fortælle Harry, om alt det her?" Mener han alt det med min far? "Nej. Jeg. Jeg har ikke lyst." Liam nikker forstående. "Det er bare fordi, han ville vist blive meget glad, hvis han fandt ud af, at det mellem dig og Niall ikke eksisterer." Jeg kigger over på Liam. "Hvorfor tror du det?" mumler jeg vredt. "Han er helt skudt i dig!" siger Liam.

Jeg spærrer chokeret øjnene op. "Hvad sagde du lige?" spørger jeg roligt. Jeg løfter mit hoved, og kigger ivrigt på Liam. "Harry er vild med dig? Har du slet ikke lagt mærke til det?" Mit hjerte hamrer derudaf, mens jeg stille ryster på hovedet. "Nå... øh, men det er han altså." siger Liam, og jeg mærker et smil brede sig på mine læber. "Bella? Du smiler!" Jeg prøver at fjerne smilet, men det er som limet fast. Harry kan lide mig? Nej lad mig omformulere det. Harry kan lide mig! "Kan du også lide Harry?" Liam smiler næsten mere end mig, men det er umuligt. Jeg trækker skuldrene op. "Jeg... ved det ikke. Jo? Måske? Jeg..." Jeg kan slet ikke få styr på mig selv. Liam griner af mig. "Det tror jeg du kan Bella!" "Kan vi ikke tale om noget andet! Jeg kan ikke få styr på mine følelser!" siger jeg bestemt, og Liam beslutter at lade det ligge.

Hans ur bipper, og han kigger hurtigt på det. "Hey ved du hvad? Det er din fødselsdag nu! Tillykke med de 15 år!" Han smiler til mig. "Hvordan vidste du, at det var min fødselsdag?" spørger jeg, og klør mig på næsen. "Harry sagde det." Han smiler sødt til mig, og jeg rødmer ved tanken om Harry. "Men så er det jo også jeres fødselsdag." mumler jeg. Liam nikker. "ja, drengene er sikkert ved at bunde nogle drinks nu." Jeg stivner indeni. Hvad skal jeg gøre, når de kommer pissestive hjem?! Jeg vil jo få et eller andet panikanfald og dø! "Liam!" siger jeg, og hiver fat i hans arm. "Du må hjælpe mig!"

 

 

Jeg lægger mig under dynen. Liam sidder ved siden af mig. "Er du sikker på, at du kan klare det?" spørger jeg skræmt. Liam nikker roligt. "Bare rolig. Jeg sørger for, at de ikke kommer herop. Og jeg skal også nok sørge for, at de tier stille, når de kommer hjem." "Godt" hvisker jeg. "For jeg bliver helt panikslagen, bare ved lyden af fulde mennesker." Jeg tvinger mine øjne til at lukke sig, og prøver at slappe af. "Bare rolig. Jeg skal nok klare det." Lige før han går ud af værelset sætter jeg mig op. "Liam én ting til!" Han vender sig om. "Jeg skal bruge en kniv."

 

 

Jeg vågner lige så stille, ved en underlig lyd. Det er stadig mørkt udenfor. Hvad var det der vækkede mig? Lige meget. Jeg må hellere bare sove videre. Stilheden bliver brudt af nogle stemmer. "Ha, ha er hun derinde?" spørger en stemme overfjollet, og jeg får bange anelser. "Harry du skal ikke gå derind!" Det er Liams stemme. "Nej Harry, du du schkal være stille! Sshhh!" Hvem var det? Jeg kunne ikke genkende deres stemmer, for de var pissefulde!

Døren går op, og en stribe af lys går igennem værelset. Jeg kniber skræmt øjnene sammen. Lad være med at komme herind! Jeg mærker to personer gå om på hver sin side af mig. "Drenge! Kom så ud!" hvisker Liam bestemt. "Shhh! Du vækker hende..." snøvler Harry. "Hey Zayn. Prøv du at vække hende, og sig tillykke." "Jah, god idé..." Nej! Hold dig væk! Jeg griber kniven under min pude, og sætter mig hurtigt op for at pege på dem begge med den.

"Hvad skal du bruge en kniv til?!"

"Jeg beder dig! Jeg sover bedre, når jeg ved, at jeg kan forsvare mig selv!"

"Jeg ved ikke Bella..."

"Kom nu Liam!" Han går ud af værelset, og kommer tilbage lidt efter, med en stør kødkniv. "Jeg kunne ikke lige finde mindre. Lad nu være med at bruge den."

"Det lover jeg Liam."

Måske bliver det løfte brudt nu.

"Bella?" spørger Zayn overrasket. "Hold jer væk fra mig!" Min stemme ryster af angst, og mine øjne flakker fra side til side. Liam kigger bedende på mig. "Hvor er de andre!" skriger jeg. "Niall ligger, og brækker sig dernede, og Louis er sammen med ham!" siger Liam hurtigt. Zayn træder et skridt tættere på mig, og jeg sigter med kniven på ham. "Ikke ET skridt nærmere!" skriger jeg, og kigger vildt på ham. Harry prøver også at kommer tættere på, men jeg vender i stedet kniven mod ham. "Heller ikke dig! Hvis du kommer bare en millimeter tættere på mig, så skærer jeg dig i småstykker!"

Tårerne presser sig på. Selvfølgelig vil jeg ikke skade ham, men angsten har taget over. "Jeg tror ikke på at du kan gøre det." siger Zayn overmodigt. Jeg kigger skræmt på ham. Hans blik er helt sløret, og det får panikken til at stige indeni mig. "Heller ikke mig." siger Harry sløvt. Mine strakte arme bliver svagere og svagere, og de begynder begge at gå tættere på mig. "Jeg beder jer..." hvisker jeg desperat. Men de lytter ikke!

Når folk bliver fulde, så glemmer de alt omkring dem.

For hvert skridt de tager, stiger panikken. De forstår ikke, at jeg vil have dem væk!

De glemmer, hvordan man skal opføre sig.

Jeg har aldrig set nogen af dem sådan her! De er ikke sig selv!

De opfører sig også selv anderledes.

"Læg nu ba- bare kniven" vrøvler Zayn, og kigger fjernt på mig. Det er som om, de er ligeglade med mig!

De vrøvler, de sårer andre, og de har ingen respekt for nogen eller noget.

Nej! Jeg vil ikke!

Og når man er i nærheden af det, så er det som om, nogle stikker en kniv i hjertet på dig!

Med et skrig jager jeg kniven ned i mit lår. Zayn og Harry træder tilbage, og kigger chokeret på mig. Liam derimod løber hen til mig. Blodet flyder, og smerten tager overhånd. Stemmerne bliver fjerne. "Bella du lovede, at du ikke ville bruge den!" skriger Liam, og prøver at stoppe blødningen. "Ring efter en ambulance!" Jeg mærker hvordan min krop bliver træt."Glem det, jeg gør det selv" Mine øjne begynder at lukke sig i. "NEJ! Bella! Du må ikke forlade os! Hallo! Jeg skal bruge en ambu...." Tillykke med fødselsdagen til mig. Det sortner for mine øjne.

Blackout

 

------------------------------------------------------------------------------------

Åh nej! Hvad tror i nu, der sker?

Tror i, at Bellas følelser for Harry har ændret sig nu?

Og hvordan skal hun forklare sin reaktion for de andre drenge?

Hvis hun da kommer helskindet igennem det her! :o

Tak til alle jer søde mennesker, som læser den, og liker den<3

I er de bedste!

(ps. jeg ved godt, at Liams anden nyre fungerer igen, men det gjorde den ikke d. 23. juli<3 Bare så i ikke bliver forvirrede)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...