Blackout- One Direction

Bella på 14 vil gøre alt for at slippe væk hjemmefra, og har derfor valgt at tage et sommerjob som "rengøringsdame". Til sin store overraskelse finder hun ud af, at hun skal gøre rent i sommerhuset, som tilhører selveste One Direction!
Selvom hun bliver gode venner med dem, holder hun en hvis afstand, for Bella har en fortid, som hun helst bare vil fortrænge. Og i det hele taget lever hun et hårdt liv.
Men kan hun holde det hele hemmeligt?
Eller finder drengene ud af det? Og kan de hjælpe hende med endelig at blive lykkelig?
(*der kan muligvis være stødende sprog*)

75Likes
52Kommentarer
12129Visninger
AA

9. Cut it out

Harrys synsvinkel

”Jeg… Jeg græder fordi,” Bella lukker øjnene i, og frigiver nogle tårer. Hvorfor er hun så ked af det? Jeg troede, at hun havde haft en god dag. ”Fordi…” fortsætter hun, og kigger mig dybt i øjnene. Hendes blik er fuldt af fortvivlelse. På den korte tid vi havde kendt hende, havde hun allerede grædt en masse.

Hun sukker dybt. ”Jeg… så en edderkop.” Jeg trækker på smilebåndet. Ikke andet? ”Hvor er du sød.” mumler jeg, og hiver hende ind til et kram. Hun hulker stadig lidt. ”Er du meget bange for edderkopper?” spørger jeg, og aer hendes baghoved. Hun trækker lidt på det. ”Ja… meget.” hvisker hun. Jeg ler lidt for mig selv. Tænk, at hun er så bange for kryb, så hun begynder at græde.

Jeg sidder med hende i mine arme i et par minutter. Det føles dejligt at kunne trøste hende. Jeg kigger ud mod horisonten. ”Ov Bella, prøv at se der!” Jeg peger ud mod solen, og hun vender hovedet i den retning. Hendes hoved ligger på mit bryst. ”Solen er ved at gå ned.” Jeg dæmper stemmen lidt. ”Er det ikke smukt.” siger jeg, og kigger ned på hende. Hun ruller øjnene opad for at kigge på mig. ”Synes du?” svarer hun til min overraskelse. Det er ikke mange, som ikke kan lide solnedgange.

”Kan du ikke lide solnedgange?” spørger jeg, og griner lidt. Hun ryster svagt på hovedet. ”Efter en solnedgang kommer mørket. Jeg er ikke så glad for mørke.” Hun lukker øjnene, og rynker panden. ”Men…” siger jeg, og aer hende endnu en gang over håret. ”Du skal jo ikke tænke på, hvad der sker bagefter. Du skal bare tænke på, hvad der sker nu. Og nyde det i stedet for at tænke på konsekvenserne.” Hun kigger op på mig. ”Okay.” siger hun, og kigger ud mod solen.

Hendes ansigt bliver lyst op af det rødlige lys, som solen giver. Hun ser bekymret ud, da solen næsten er væk, og jeg trækker hende lidt tættere ind, lige da den forsvinder. Tænk at for få minutter siden, så sad hun og stortudede, og nu er hun helt stille. Heldigvis var det ikke noget alvorligt. Jeg bekymrede mig helt uden grund.

 

Bellas synsvinkel

Solen forsvinder, og jeg mærker Harry holde hårdere om mig. Jeg lukker forsigtigt øjnene. Jeg er virkelig træt. ”Bella?” hvisker Harry ned i mit hår. Jeg nikker svagt. ”Skal vi ikke gå ind igen?” Jeg stønner, og rejser mig op. Pludselig opdager jeg, at jeg fryser. Nu hvor Harry ikke holder om mig mere, så fryser jeg faktisk helt vildt! ”Jo, lad os skynde os ind!” siger jeg, og går hen mod døren, med Harry i hælene.

De andre drenge kigger underligt på mig, da jeg træder indenfor. ”Hvad sker der?” spørger Liam. De havde nok alle sammen hørt mit skrig. ”Der kravlede bare en edderkop på mig.” svarer jeg flovt. Jeg er ikke så bange for edderkopper, så det var en lidt sølle grund til at skrige så højt som jeg gjorde. Louis begynder at grine højt.

Fuck dig?

”Er du seriøs?” spørger han. Nej det er jeg ikke! Selvfølgelig er jeg ikke bange for edderkopper! Kun… en lille smule. Bvadr, de er faktisk ekstremt ulækre. Jeg får kuldegysninger af at tænke på dem! De der lange ben, som kribler hen ad jorden og… Okay jeg stopper nu. Ikke mere edderkoppe-snak! Jeg ruller bare med øjnene. Det ligner, at Liam virkelig prøver at holde sit grin inde. Jeg synes, at de har grint nok af mig i dag!

”Hey drenge, jeg ved godt, at klokken ikke er særlig meget, men jeg er meget træt, så hvor kan jeg sove henne?” spørger jeg, og skifter dermed emne. ”Skal vi ikke sove hernede alle sammen?” foreslår Zayn. Jeg kigger på ham med vidt opspærrede øjne. Nej! Det var det samme problem som i morges! Jeg vil ikke sove sammen med dem!

”Det var da en god idé!” siger Liam, og kigger på de andre. ”hvis bare vi tager madrasserne, dynerne og puderne fra sengene herned, så er der ingen problemer.” ”Og så er der en som kan sove på sofaen.” tilføjer Niall. Jeg tager mig til hovedet. Nej nej nej. Det måtte ikke være sandt. Jeg gaber, og gnider mig i øjet. ”Vi må vist hellere skynde os, så vores lille prinsesse kan få sin skønhedssøvn!” siger Louis, og smiler, mens han rejser sig. Hey, jeg har været oppe siden klokken 5! Hold din kæft.

Han går forbi mig, og aer mig hurtigt på kinden. ”Kom drenge! Lad os hente tingene.” De går alle sammen ovenpå, mens jeg lægger mig på sofaen. Fuck, hvor er jeg træt! Det var da helt utroligt. Jeg gaber endnu en gang, og mærker tårerne stige op i mine øjne. Det er så irriterende. Jeg fjerner dem hurtigt, og lukker øjnene i. Jeg kunne da ikke sove sammen med dem. Det kunne jeg bare ikke! Men jeg er for træt til at gøre modstand.

Næste problem bliver at finde ud af, hvor jeg skal sove, hvem jeg skal sove ved siden af, og hvad jeg skal sove i! Mit hoved ligger på sofapuden, som egentlig er ganske behagelig. Jeg lå her jo også i morges. Det er faktisk en rigtig god sofa. Nå ja, nogen har jo råd. Ikke mig. Men dem. De berømte One Direction-drenge. Som jeg holder ”sleepover” hos. Det er fjollet. Næsten ligeså fjollet, som at jeg ikke fortalte Harry sandheden. Jeg bakkede ud!

Jeg er så vred på mig selv! Jeg bukker helt sikkert under for presset for eller siden, så hvorfor ikke nu? Mit hjerte går i stykker, af at jeg skal holde det hemmeligt! Jeg har kendt dem i to dage, og mit hjerte er allerede knust over det. Jeg har en ven, som jeg har kendt i 5 år, og ham har jeg aldrig fortalt noget. Eller fået skyldfølelse over det. Hvorfor får jeg det så med dem?

Jeg giver et lille snøft fra mig. Jeg tænker på det Louis sagde tidligere. ”Hvis du bliver bange, så bare husk på, at du har fem beskyttere siddende lige her!”. Det er præcis sådan, jeg har det lige nu. I det her hus er jeg sikker. Der kan ingenting ske. For de passer på mig…

 

 

”Se hvad jeg har lavet!” råber den lille pige, og løber hen til damen. ”Det er en tegning af dig, mig og far!” Damen tager fat i tegningen. Hun smiler ikke, og det forvirrer den lille pige. ”Kan du ikke lide den mor?” Damen nikker. ”Jo da” hvisker hun. ”Den viser, hvor lykkelige vi er!” siger pigen. ”og vi er så lykkelige, fordi vi elsker hinanden!” Damen tager en hånd op til munden. ”Hvorfor siger du ikke noget mor? Elsker du mig ikke?” Damen nikker. ”Jo. Jeg elsker dig højere end noget andet!” Hun hiver den lille pige hen, og giver hende et kram. Pigen er lykkelig.

Men pludselig er damen væk, og i stedet står der en mand foran hende. ”Hvor er mor?” spørger hun trist. Manden drikker noget. Det er i en flaske. Pigen ved ikke, hvad det er, men flasken er næsten tom. ”Hvor er mor?!” ”Hun er her ikke længere!” råber manden, og pigen begynder at græde. ”Jeg vil have min mor!” Manden råber, at hun skal holde op med at græde, men hun kan ikke.

Til sidst smider han hende på gulvet, og slår hende. Hun græder mere, og manden bliver ved. ’Hvor er du henne mor?’ tænker pigen. ’Du sagde, du elskede mig! Hvorfor er du gået?’ Damens stemme lyder i pigens hoved. ”Jeg elskede dig aldrig. Og nu skal du lide. Ingen kan lide dig.” SMERTEN!

 

Jeg vågner med et sæt, og rejser mig op. Det var en drøm. Bare en drøm. Nej. Et mareridt. Et jeg har alt for tit! Jeg tager mig til hovedet. Gid jeg kunne stoppe med at tænke på det. Jeg er så træt af at høre på mig selv græde.

Det er helt mørkt udenfor. Var jeg faldet i søvn her på sofaen? Drengene må have lagt en dyne over mig. De ligger på madrasserne nede på gulvet. Ad, jeg er helt svedig. Jeg hiver dynen af mig, og lister forsigtigt forbi deres sovende kroppe. Jeg sniger mig op af trappen, og stivner, da trappen knirker en smule. Pyha, de reagerer ikke.

Jeg går op på det værelse, som jeg også var på tidligere. Der er for mørkt til, at jeg kan se noget, men det ville være for risikabelt at tænde lyset. Jeg famler mig hen til sengen, og ligger mig på alle fire. Forsigtigt bevæger jeg min hånd ind under sengen. Yes! Min hånd mærker noget koldt og fast. Min kniv. Jeg sætter mig op på sengekanten, og puster støvet af kniven.

Nu skulle det være. Med de telefonopkald jeg havde fået, og så drømmen oven i købet, så var jeg nødt til at ’cutte’ lidt. Jeg hiver op i trøjen. Heldigvis kan jeg huske, hvor der var bart. Det gør nemlig lidt ondt at ridse i gamle sår. Det synes jeg i hvert fald. Jeg slår kniven ud. Blodet pumper rundt i min krop, som stadig er helt svedig. En væmmelig, men alligevel rar, fornemmelse går gennem mig, da kniven rører min hud. Jeg mærker det varme blod, drive ned af min krop, og fjerne det hurtigt med den ene hånd, så den bliver helt blodig.

Kald mig skør, men jeg elsker blod. Jeg er faktisk fascineret af det. Jeg synes, at det er smukt. Okay, meget emo, men sådan er jeg åbenbart. Det vigtigste lige nu er faktisk ikke at efterlade spor! Drengene må på ingen måde få det her at vide! For så ville helvede bryde løs! I hvert fald i min krop. Jeg tror, det er lige før, at jeg ville begå selvmord. Men igen, det tør jeg jo ikke. Jeg kigger lidt på min hånd, som fører kniven.

Tænk, hvis Niall fandt ud af det her. Han ville sikkert gå amok på mig. Jeg opfatter ham stadig, som om han er min storebror. Det ved jeg, at han ikke er, men når han også passede på mig, der i lejren, så er det svært at forestille sig andet. Men derfor har jeg stadig lyst til at sige ”DROP DET!” til ham. Jeg kommer aldrig til at fortælle ham det. Han kan lige så godt give op, Niall vil aldrig finde ud af det her. Og det er så her, hvor jeg skal banke på noget træ, og sige ”7, 9, 13!”. Overtro. Det vil jeg aldrig nogensinde gøre! Det hjælper jo ikke.

Lyset tændes.

Lort.

Døren er åben.

Pis!

Niall står i døren.

FUCK MIT LIV!

---------------------------------------------------------------------------------------------

Undskyld det lidt korte kapitel, men jeg syntes, at det var et godt sted at stoppe ;)

Nå hvad synes i? Tror i, Bella kan få snakket sig ud af det? Eller skal sandheden endelig frem? Og i så fald, vil det så være det rigtige at gøre?

Skriv endelig hvad i tror<3

Og tusinde tak, for alle der liker, tilføjer den til favoritter, eller skriver kommentarer<3 Det gør mig så glad!

 

(Ps. Jeg fraråder alle at skære i sig selv. Dette er kun en historie, og jeg ville hade, hvis nogen gjorde det pga. det :(

Undskyld, mit overbekymrede jeg)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...