Blackout- One Direction

Bella på 14 vil gøre alt for at slippe væk hjemmefra, og har derfor valgt at tage et sommerjob som "rengøringsdame". Til sin store overraskelse finder hun ud af, at hun skal gøre rent i sommerhuset, som tilhører selveste One Direction!
Selvom hun bliver gode venner med dem, holder hun en hvis afstand, for Bella har en fortid, som hun helst bare vil fortrænge. Og i det hele taget lever hun et hårdt liv.
Men kan hun holde det hele hemmeligt?
Eller finder drengene ud af det? Og kan de hjælpe hende med endelig at blive lykkelig?
(*der kan muligvis være stødende sprog*)

75Likes
52Kommentarer
12207Visninger
AA

4. Cry me a river

Efter at have grædt lidt ud i Nialls arme, trækker jeg mig væk fra ham.

Jeg gnider øjnene og snøfter. ”Ser jeg hæslig ud?” spørger jeg, og kigger på Niall. Han ryster blidt på hovedet. ”Slet ikke.” svarer han og smiler. For en sikkerheds skyld, går jeg hen til min taske, som står ved døren, og graver mit lommespejl frem. Jeg når kun at kigge kort, før jeg stirrer vredt på mit eget spejlbillede. Mine øjne ser trætte ud, og der løber nogle tynde sorte streger ned af mine kinder.

”Løgner.” mumler jeg vredt til Niall, og det får de andre til at grine lidt. ”Måske skulle jeg lige lægge min makeup igen?” spørger jeg mig selv, og leder i min taske. Liam ryster på hovedet. ”Sig mig, hørte du slet ikke efter? ’Dont need makeup, to cover up. Being the way that you are is enooough!” Zayn griner. ”Ja, vil du have, at vi skal synge den igen?” spørger han, og smiler til mig.

Jeg ryster lidt på hovedet. ”Nej nej! Øhm, jeg klarer mig.” Jeg lægger mit spejl væk igen, og går over til sofaen, hvor jeg dumper ned ved siden af Harry. Jeg ånder udmattet ud. Mine øjne klør, min næse brænder og min mund er helt tør. Jeg hader at græde. Især foran andre. ”Var det godt med en lille tude-tur?” spørger Harry, og kigger på mig med nogle varme øjne.

Hvor ironisk.

Jeg snøfter en enkelt gang. ”Nej. Det var pinligt. Jeg skal gøre rent her hele sommeren, og allerede første dag bryder jeg sammen, og græder!” De griner. Jeg synes faktisk, at de griner ret meget af mig. Det kan umuligt være fordi, jeg er morsom. Dvs. de griner, fordi jeg er dum. Tarveligt. Jeg tror, Harry skal til at sige noget, da han bliver afbrudt. Af min mave. Den rumler vildt højt, og jeg kigger flovt ned af mig selv. Guderne må hade mig. Harry smiler.

”Hva’ er du sulten?” Jeg kigger på ham. ”Tjah… jeg har trods alt arbejdet i 2½ time uden at spise noget.” Niall slår sig på låret, og rejser sig fra lænestolen. ”Jamen så lad os få noget mad i dig! Jeg er også selv ved at være ret sulten.” ”Niall du er altid sulten!” griner Zayn. Niall rækker tunge af ham. ”Og hvad så? Det er flere timer siden, vi spiste frokost. Det er tid til næste måltid!” Louis løfter sin hånd. ”Jeg er altså også sulten.” tilføjer han. ”Nogle forslag til aftensmad?”

Var det allerede tid til aftensmad? Nej! ”Hvad er klokken?!” spørger jeg, og kigger hurtigt på Harry. ”Øhm… den er…” begynder han, og finder sin mobil frem. ”Den er… sådan…” KOM NU TIL SAGEN MAND! ”17:49. Hvorfor?” Jeg springer hurtigt op. ”Oh my god! Jeg, jeg er nødt til at gå! Lige nu!” Drengene kigger overrasket på mig, mens jeg løber rundt i stuen for at samle mine ting sammen. ”Tak for i dag!” råber jeg med ryggen til dem, mens jeg lyner min taske. Jeg tager den hurtigt op over skulderen, og hiver fat i dørhåndtaget.

”Jeg kommer bare igen i morgen og-” En hånd tager fat om mit håndled. Jeg vender mig om, og bliver mødt af de der fantastiske grønne øjne. ”Hvorfor så travlt?” spørger Harry, og hiver mig lidt væk fra døren. ”Jamen!” stammer jeg stresset. ”Klokken er mange, det tager næsten halvanden time at komme hjem, jeg skal nå at lave mad…” ”Laver du også mad derhjemme?” afbryder Louis. Jeg kigger hurtigt på ham. ”Ja. Ja det gør jeg! Super fed historie, men jeg er virkelig nødt til at skynde mig så…”

Jeg griber ud efter døren, men endnu engang hiver Harry mig væk fra den. ”Hey!” siger han, og lægger sin anden hånd på min skulder. ”Træk vejret.” Jeg kigger skeptisk på ham, men lukker så øjnene, og tager en dyb indånding. ”Hør her,” hvisker jeg uroligt. ”Jeg har virkelig travlt, må jeg ikke godt gå?!” ”Jamen, kan en af os ikke bare køre dig hjem?” spørger Harry, og kigger på de andre.

Nej. Nej nej. NEJ! Jeg skal ikke sidde i bil med en af dem! De virker stadig som fremmede. Hvis i ikke har bemærket det, så har jeg det ikke så godt med folk, jeg ikke kender. Derfor er jeg ikke god til at få nye venner. Jeg hader at snakke med nye mennesker, og jeg gør det kun, hvis det er nødvendigt! Det plejer ikke at være noget problem, når jeg prøver at lukke folk ude, men der er noget ved de her drenge. De er så flinke og åbne, at jeg næsten får skyldfølelse, når jeg prøver at skubbe dem væk.

Alt indeni mig skriger af forvirring. Egentlig, så vil jeg helst køres hjem, og jeg vil gerne lære dem alle at kende. Men samtidig, så vil jeg ikke have, at de nærmer sig mig! Harry skal være glad for, at jeg ikke har stukket ham ned med den kniv, som jeg har i tasken. Normalt ville jeg være gået i panik, hvis en jeg ikke kendte, rørte mig, men ikke Harry. Der er noget ved hans berøring, som gør mig rolig. Men han er stadig en fremmed, og jeg mærker panikken stige op indeni mig.

Jeg kigger nervøst på Harry. Han må bare ikke melde sig til at køre mig! Please, please, please! Ligesom han skal til at åbne munden, hører jeg Nialls stemme. ”Jeg kan godt køre hende.” Jeg ånder lettet op. Det er nok den bedste løsning. Jeg kender Niall. Puha. Louis kigger uforstående på Niall. ”Jeg troede, du var ved at dø af sult?” Niall trækker på skuldrene. ”Mwah, maden kan vel vente lidt?” Drengene måber.

”Maden kan vente?!” spørger Zayn, og griner lidt usikkert. ”Er du syg?” ”Hurtigt! Tag hans temperatur!” siger Liam, mens han rejser sig, og mærker Niall på panden. Niall slår hans hånd væk, og går hen imod mig. ”Jeg er ikke syg!” siger han og smiler. ”Jeg synes bare, at hun skal have den bedste chauffør!” Han stiller sig ved siden af mig, og tager fat i håndtaget. ”Hvilket jo helt klart er mig!”

Liam fnyser. ”Du kørte os næsten ind i et træ i går!” ”Ej, men det var fordi, at Louis sagde, at der lå end hund på vejen!” protesterer Niall, og peger kort på Louis. ”Jeg synes, det var sjovt.” mumler Louis, og smiler. For at være ærlig, så lyder det ret sjovt. Niall nikker bare, og åbner døren. ”Kom Bella.” siger han venligt, og peger ud på bilen. Jeg nikker kort, og mærker Harry slippe grebet om mit håndled. En mærkelig fornemmelse går igennem min krop. Jeg kan ikke helt sætte ord på det, men pludselig føler jeg mig lidt kold indeni. Var det fordi, Harry slap mig?

”Hej hej Bella!” råber de alle, og vinker til mig, mens jeg bevæger mig ud af døren. Jeg giver dem et genert smil, og vinker igen, inden jeg lukker døren. ”Puha!” stønner jeg, og går hen til Niall, som allerede sidder i bilen. Jeg sætter mig ind ved siden af ham, og han kører ligeså stille ud af indkørslen. ”Du Niall?” mumler jeg, og kigger ned på mine hænder, som ligger foldede i mit skød.

”Mm?” svarer han, og holder blikket på vejen. ”Det var sødt, at du ville køre mig hjem, når, du ved, du var så sulten.” Jeg skæver over til ham, og ser ham smile. ”Det var så lidt. Da jeg så hvordan du kiggede på Harry, kom jeg pludselig i tanke om, hvor dårligt du har det med folk, som du ikke kender.”

Jeg spærrer øjnene op, og kigger på ham. ”Sådan kan jeg nemlig også huske, at du var den sommer 4 år siden. Derfor havde du ikke så mange venner.” siger han, og kigger kort på mig. Et smil breder sig på mine læber. Tænk, at han kunne huske det. ”Og derfor blev vores forhold så godt. For mig var du tvunget til at være sammen med!” Han har ret. Når vi skulle lave aktiviteter, så var det sammen med ”de store”. Og så var jeg ligesom nødt til at snakke med ham.

Niall kigger hurtigt op og ned af mig. ”Det er virkelig mærkeligt, at du er blevet så stor.” siger han (igen?) ”Niall, hold nu op med at sige det! Du får det til at lyde som om, at jeg er et lille barn!” siger jeg, og puffer blidt til ham ”Og du får også dig selv til at lyde gammel!” Niall griner. ”Ja, det har du ret i!”

Der opstår en lidt akavet stilhed. I ved, sådan en der opstår efter et grineflip? ”Hey Bella?” siger Niall pludselig ”Hvor skal jeg egentlig køre hen?” han giver mig et forvirret smil, hvilket får mig til at grine en smule. Jeg giver ham min adresse, og han nikker, og kører videre. ”Hey, vi nåede jo slet ikke at aftale, om du også skulle komme i morgen?” Det gir’ et sæt i mig.

”Det skal jeg!” råber jeg så højt, at Niall slipper rattet i bilen, så vi slingrer en smule. Jeg griber hårdt fat i mit sæde, mens jeg holder vejret, og lukker øjnene, til vi endelig er kommet på rette kurs igen. ”Bedste chauffør siger du?!” siger jeg hånligt, og kigger skeptisk på Niall. ”Hey, det var dig der råbte sådan!” Han laver nogle bevægelse med sin ene hånd, og kigger halvt på mig, og halvt på vejen.

”Du distraherede mig!” siger han, med hævet stemme. ”Du er vidst meget nem at distrahere!” Niall sukker opgivende. ”Men hvorfor råbte du også sådan!?” spørger han irriteret, og kigger forvirret på mig. Jeg falder lidt sammen i sædet. ”Jeg… vil bare gerne komme tilbage i morgen.” mumler jeg, og kigger ud af bilens rude. ”Fedt nok, men…” siger Niall, og tager en dyb indånding ”Har du ikke noget andet at lave? Du blev jo nærmest færdig i dag, så måske skulle du tage en fridag?”

En fridag. Jeg kan da ikke holde fri, når der render et monster rundt hjemme i min lejlighed! Idiot! Åh, hvad siger i? Det ved Niall ikke? Åh… ”Jamen… min far skal arbejde hjemme, så jeg må ikke være i huset.” lyver jeg, og kigger ned. ”Kan du så ikke bare ringe og være sammen med nogen venner?” Jeg lægger mine arme over kors.

”Sig mig, vil du ikke have, at jeg kommer i morgen?” spørger jeg fornærmet, og kigger vredt på ham. ”Jo! Det er ikke det!” forsvarer han sig selv. ”Jeg tænkte bare, at du måske hellere ville være sammen med nogen andre end os. Du ved… nogle venner på din egen alder?” Nogen venner på din egen alder? Helt ærligt, jeg kan godt tåle at være sammen med nogle, som er 4 år ældre end mig selv! Faktisk næsten kun 3 år! Jeg har fødselsdag om en måneds tid, så…

”Nå, men det vil jeg altså ikke!” vrisser jeg. ”Jeg vil gerne arbejde!” Niall kigger forvirret på mig. ”Hvorfor vil du ikke være sammen med dine venner?” ”Fordi jeg hellere vil arbejde!” ”Jamen- ” fortsætter han. Hvorfor kan han ikke bare lade det ligge?! ”Hvorfor vil du hellere arbejde?”

”Fordi det vil jeg!” ”Det er ikke nogen grund!” griner han. ”Hvorfor svarer du ikke bare? Hvorfor vil du hellere arbejde?”

”Fordi!” vrisser jeg. Hvor er han irriterende! Det rager da ikke ham! ”Hvorfor vil du ik-” ”Kan det ikke være lige meget?!” afbryder jeg. Jeg mærker gråden i min stemme. Lad nu være Niall! ”Bare giv mig en god grund til, hvorfor du ikke vil være sammen med dine ven-” ”FORDI AT JEG IKKE HAR NOGLE VENNER OKAY!?” skriger jeg, og slår i sædet. ”Var den grund god nok!?” Niall kigger overrasket på mig. Jeg mærker tårerne presse sig på. Niall pressede mig, og nu har jeg det forfærdeligt! Jeg vil væk! Uden at tænke mig om åbner jeg bildøren, og løber ud af bilen. Vi holdt heldigvis for rødt, så jeg kom uskadt ind på fortovet. ”BELLA!” råber Niall efter mig, imens jeg løber. Jeg kniber øjnene sammen, og holder mig for munden.

Jeg har ingen venner.

Ingen kan lide mig.

Jeg er værdiløs!

 

Nialls synsvinkel

”Bella!” råber jeg igen, og stiger ud af bilen. ”Hallo din idiot! Der er grønt!” råber en mand i bilen bag mig. Han dytter af mig, og jeg kigger surt på ham. Jeg sætter mig hurtigt ind i bilen, og kører ind til siden. Hvor fanden blev hun af?! Jeg løber ind på fortovet, og kigger mig omkring. Uden at tænke mig om løber jeg ned af en tilfældig gade. Var det ikke den hun løb ned af? Og hvorfor løb hun overhovedet? Hvorfor reagerede hun så stærkt? Havde jeg presset hende for meget? Okay, måske havde jeg været for hård ved hende, men der måtte være noget galt, siden hun reagerede så voldsomt!

Gaden fortsætter i lang tid, og jeg har ikke set skyggen af Bella. Burde jeg ikke have indhentet hende nu? Jeg mener, jeg er trods alt en frisk 18-årig fyr, så jeg burde da kunne indhente en lille tynd 14-årig pige! Ellers er det bare pinligt… Gaden bliver smallere, og burde nok kaldes en gyde i stedet. Ud af øjenkrogen spotter jeg noget, mens jeg løber. Det er en slags passage. Er det en genvej? Hvad nu hvis hun løb ind dér? Well, gotta try! Den lille passage fører ind til en gammel baggård. Jeg tror ikke længere, at den er i brug, for den ser temmelig slidt ud. Selvom det stadig er lyst, er muren så høj, at der kun kommer en lille stribe dagslys ned.

I midten af det hele er en ødelagt legeplads. Det hele er rustent, og den ville sikkert være farlig at lege på. På den rustne gynge sidder en pige. Hun har en grå hættetrøje ude over sin hvide T-shirt, og så har hun nogle sorte, knælange, stramme shorts på. Hun sidder med sit ansigt begravet i sine hænder, som hendes lyse hår hænger ude over. Jeg sætter mig hen på gyngen ved siden af hende.

”Bella…” mumler jeg roligt, og aer hende over ryggen. ”Gå din vej.” hvisker hun grædefærdigt. ”Vil du ikke snakke med mig?” Hun ryster svagt på hovedet. ”Jo.” siger jeg, og løfter hendes hoved op. Hendes næse er ildrød, hendes øjne opsvulmede, og hendes kinder er klæbrige. Hun ser endnu værre ud, end hun gjorde tidligere på dagen.

”Det var aldrig min mening at gøre dig ked af det. Og slet ikke SÅ ked af det.” Hun undviger mit blik. ”Bella kig lige på mig!” Hendes øjne vender sig langsomt hen mod mig. ”Det… det gør mig ondt, at du ikke har nogen venner.” Hun ruller med øjnene. ”Ja, bare træd i det!” mumler hun hæst, og snøfter. ”Undskyld.” Jeg tager fat i hendes hånd, og ser, at det overrasker hende. ”Du har virkelig ikke meget selvtillid!” siger jeg og smiler. Hun kigger vredt på mig. Måske skulle jeg ikke tage det emne op nu.

”Du… du må være ensom?” Hun tørrer sin næse med sit ærme og nikker. ”Mere end du overhoved kan forestille dig.” hvisker hun. Hun kigger ned på sin hånd, som ligger i min. ”Hey du?” spørger jeg forsigtigt. Hun svarer ikke. ”Du må gern- nej… du HAR bare at komme på arbejde i morgen! Jeg beordrer det! Jeg er jo trods alt din chef.” Et smil kryber frem på hendes læber. ”Okay chef.” siger hun og gør honnør. Jeg smiler, og trækker hende med op, idet jeg rejser mig. Hun holder stadig fast i min hånd. Hun begynder at gå, men jeg hiver hende tilbage.

”Bel, hvis du nogensinde bliver ensom ik?” Jeg bider mig selv i læben. Vil jeg overhoved kunne hjælpe hende? ”… Så bare kom til mig.” ender jeg med at sige. Hun smiler svagt, og nikker, men noget i hendes øjne siger mig, at det er skuespil. Der er vist stadig en masse, som mig og drengene ikke ved om hende. Jeg nikker igen, og så bevæger vi os tilbage til bilen.

 

Bellas synsvinkel

Måske var det godt, at jeg begyndte at græde igen. Det gjorde trods alt, at Niall ”beordrede” mig at komme tilbage i morgen. Så behøvede jeg da ikke bekymre mig mere om det. Vi bliver ved med at gå, til vi kommer ud til bilen igen. Niall slipper min hånd, og sætter sig ind i bilen. Da jeg har sat mig ind ved siden af, begynder han at køre.

Jeg lukker øjnene. Aldrig har jeg følt mig så træt som nu. Og jeg skulle stadig nå hjem, og lave mad. Alene tanken gjorde mig mere træt. Niall aer mig på skulderen. ”Er du træt?” Jeg nikker stille, og falder mere sammen. ”Jeg orker ikke lave mad.” mumler jeg. ”Kan du ikke bare få din far til at hjælpe dig?” Aha! Ahahaha! HAHAHA! Åhå, håhåhå. Åh, den var god Niall. Puha. ”Måske…” svarer jeg bare.

”Bella?” spørger Niall. ”M hvad?” ”Hvorfor løb du hen på den der klamme legeplads?” Jeg fniser lidt. Jeg kunne godt lide hans ordvalg. ”Bare en legeplads, som jeg tit legede på, da jeg var lille. Vi boede lige i nærheden engang, så jeg fik lov til selv at løbe ned, og lege på den.” Jeg smiler en lille smule. ”Jeg var så lykkelig, når jeg legede på den…” Lykkelig. Jeg tror det er det eneste minde, jeg har, om lykke. Ellers kan jeg næsten ikke huske den følelse.

”Hvor sødt.” siger Niall kærligt, og stopper bilen. Han er stoppet ude foran en høj bygning, med røde mursten. Vinduerne er små, døren er beskidt, og væggene er fyldt med graffiti. Den bygning er noget af det værste, jeg nogensinde har set! Den er forfærdelig. ”Så… er vi her vist?” siger Niall med en smule tvivl i stemmen. Jep. Mit hjem alle sammen. ”Tak fordi du kørte mig hjem Niall.” siger jeg, og spænder min sikkerhedssele op.

”Det var så lidt. Husk din taske!” siger han, idet jeg stiger ud af bilen. Han rækker mig tasken, og jeg smækker bildøren i. Jeg står og vinker til ham, til han har vendt rundt, og er kørt videre. Jeg finder mine nøgler frem, og låser døren til opgangen op. Jeg går ind ad døren, men stopper, da jeg ser synet af trapperne. De beskidte trapper. De fedtede trapper. De ækle trapper! Der venter mig lige nu 4 etagers trappegang, på beskidte, fedtede, ækle trapper. Alt det bare for at komme op til min ”elskede” far. Jeg sukker højlydt, og begynder at gå op.

 

Jeg låser døren op, og går ind. ”Jeg er hjemme!” råber jeg, og håber, at ingen vil svare. ”Hvor fanden har du været?” hører jeg min far sige surt. ”Jeg har bare været på arbejde.” Jeg træder ind i vores stue/ køkken/ min fars soveværelse. ”Aftalen var, at hvis du skulle få lov at arbejde, så skulle du komme hjem og lave mad!” Min far sidder i sofaen iført sine joggingbukser og nattrøje. Han ser fjernsyn.

Jeg går stille hen til mit værelse. Jeg åbner hurtigt døren, og stiller min taske derinde. ”Hører du efter!?” Jeg lukker døren. ”Ja! Ja jeg hører efter!” ”Og hvad har du at sige til det!?” Der går lidt tid før jeg svarer. Jeg tænker desperat. Det gælder om ikke at sige noget flabet. ”Svar så for helvede!” råber han. ”Jeg er her jo nu!” ryger det ud af min mund. Han stirrer vredt på mig.

”Altså… jeg kan stadig nå at lave mad.” ”Den skal være færdig inden kl. 19!” Han vender sig mod fjernsynet igen. Jeg kigger på uret. 18:29. Jeg har en halv time. Pis også.

________________________________________________________________________

Kl. 19:17

Jeg nåede lige præcis at blive færdig med maden inden kl. 19. Vi spiste i et kvarters tid, og lige nu er jeg ved at tage af bordet. ”Jeg håber, at det smagte godt.” siger jeg koldt. ”Nej det gjorde ej! Du har lavet bedre!” Jeg sukker. ”Jamen jeg havde jo heller ikke så lang tid.” siger jeg, og begynder ligeså stille at vaske op. ”Så kunne du bare være kommet hjem til tiden!”

”Eller også kunne du for en gangs skyld lave maden.” Pludselig mærker jeg en hånd, der presser mit hoved ned i vasken. Jeg slår hovedet mod tallerkenerne nede i vandet, og mærker vandet flyde ned af min hals, og op i næsen. Jeg bliver trukket op igen, men når kun at gispe et par gange, før mit hoved bliver tvunget ned i det beskidte opvaskevand igen. Jeg spjætter desperat med benene for at komme op. Hvorfor er det lige mig, det her går ud over!

Lige som jeg begynder at miste pusten, bliver jeg endnu en gang trukket op. Min far hiver mig i håret, og smider mig på gulvet. ”Du skal ikke være flabet!” råber han, og sparker mig i maven. Jeg krummer mig sammen, idet jeg mærker hans spark. Det gør ondt, men jeg vil ikke græde. Jeg græder aldrig foran ham, uanset hvor meget han tæver mig. Jeg vil ikke spilde mine tårer på det monster!

Desuden har jeg grædt nok i dag! Hvis man samlede alle mine tårer, så ville de nok udgøre en hel flod. Jeg ser faktisk gråd som en flod. Eller nærmere et hav. Nogle gange er der lavvande, og andre gange er der højvande. Som i dag. Er det ikke noget med, at månen styrer det? Jeg burde have læst mit horoskop i dag. Så kunne jeg måske have undgået alt det her pis.

”Ved du, hvor meget jeg har gjort for dig!?” Han sparker mig igen. Nej! Hvad har du nogensinde gjort for mig! Siden jeg var 4 år, har du sparket mig, slået mig, bidt mig, forsøgt at kvæle eller drukne mig, brændt mig og gjort mig social akavet! Han griber ud efter den næsten tomme vinflaske på bordet, og nu ved jeg hvad der kommer. Han tømmer flasken, og hamrer den ned over min skulder. Bagefter slår han den ind i mine ribben, og så sparker han til mig, så jeg ligger på ryggen.

Det værste ved mit liv er, at jeg ikke er død endnu. Jeg vil gøre alt for at slippe væk herfra! Han træder hårdt ned på min mave. Vær stærk. Slår mig i ansigtet. Vær stærk! Bider mig i armen. VÆR STÆRK! Men jeg mærker smerten tage over. Da han endnu engang slår mig i ansigtet, smager jeg blodet i min mund, og det begynder at sortne for mig. ”Hvis du vidste... for dig… utaknemmelige…” Jeg hører mindre og mindre… og til sidst. Besvimer jeg.

 

Blackout

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...