Blackout- One Direction

Bella på 14 vil gøre alt for at slippe væk hjemmefra, og har derfor valgt at tage et sommerjob som "rengøringsdame". Til sin store overraskelse finder hun ud af, at hun skal gøre rent i sommerhuset, som tilhører selveste One Direction!
Selvom hun bliver gode venner med dem, holder hun en hvis afstand, for Bella har en fortid, som hun helst bare vil fortrænge. Og i det hele taget lever hun et hårdt liv.
Men kan hun holde det hele hemmeligt?
Eller finder drengene ud af det? Og kan de hjælpe hende med endelig at blive lykkelig?
(*der kan muligvis være stødende sprog*)

75Likes
52Kommentarer
12314Visninger
AA

15. Are you sure?

Bellas synsvinkel

Der var gået en dag eller to, og endelig blev jeg udskrevet. Det viste sig, at mit sår ikke var så dybt, som jeg troede, og eftersom at Liam havde handlet så hurtigt, så var jeg helt okay. Jeg har stadig en smule ondt i benet, men jeg klarer mig lige.

Harry kører ind i indkørslen til deres hus, og går bagefter ud af bilen. Jeg åbner selv bildøren, og prøver at komme ud. Harry skynder sig over til mig, og hjælper mig ud. "Tak" mumler jeg, og støtter mig op af ham, da vi går op mod huset. Harry åbner døren, og vi får en dejlig modtagelse.

"Bella!" siger Zayn, og hopper hen for også at hjælpe mig. "Her, du kan sidde i sofaen." Jeg dumper ned i sofaen ved siden af Liam, og ånder lettet ud. "Er du nu sikker på, at du burde være her?" spørger Harry, og kigger bekymret på mig. "Bliver din far ikke bekymret?" Drengene udveksler blikke mellem hinanden. Nu får jeg næsten skyldfølelse over, at Harry ingenting ved.

"Bare rolig, jeg har sendt ham en besked." mumler jeg, og kigger over mod de andre drenge. Ja, det var løgn, men jeg orker virkelig ikke at komme hjem til ham lige nu. Han kommer også til at dræbe mig, når jeg kommer hjem, jeg ved det bare. Harry nikker, og kigger seriøst på de andre. "Harry, det er okay. Tro mig." siger jeg, og får hans opmærksomhed. Jeg kan virkelig ikke lide at lyve for ham, men jeg vil bare glemme alt om min far lige nu. Jeg vil ikke tænke på, hvad der mon sker, når jeg kommer hjem. Jeg vil bare nyde min tid sammen med drengene. Jeg smiler beroligende til Harry. Bare lad det ligge.

 

 

"Nå, men vi må hellere se at komme af sted" siger Louis og rejser sig. Vi havde siddet, og snakket i en times tid, da han pludselig fik øje på sit ur. "Hvad skal i?" spørger jeg forvirret. "Øhm..." siger Niall, og klør sig i nakken. "Jo, folk har ligesom set, at vi tog på hospitalet med dig og den slags, så vi har indkaldt til en pressekonference for at forklare, hvad der skete."

Jeg kigger forskrækket på ham. "Hvad med lige at fortælle mig om det?!" råber jeg vredt, og borer mine øjne ind i hans. "Bella!" siger Liam venligt, og lægger sin hånd på min. "Vi fortæller ikke direkte, hvad der skete. Vi fortæller bare, at vi havde en veninde, som havde brug for at komme på hospitalet." Mit vrede blik forsvinder, og jeg ånder lettet ud.

"Men," begynder jeg, og kigger på Harry, som sidder på den anden side af mig. "Er det ikke at lyve?" Han griner, og ryster på hovedet. "Tag det roligt. De behøver jo ikke at vide hver eneste detalje. Det er ikke at lyve, det er bare at udelukke nogle informationer." Jeg lægger mit hoved på hans skulder. "Okay så..." mumler jeg, og kigger op på ham.

"Godt, Harry pas nu godt på hende." siger Zayn, og tager en jakke på. Jeg kigger overrasket på ham. "Skal Harry ikke med?" Drengene ryster på hovedet. "Vi besluttede, at det var bedst, hvis der var en, som blev hos dig, og så blev vi enige om, at det skulle være Harry." siger Louis, og kigger på mig. Du havde planlagt det her, havde du ikke også?

Brænd op i helvede Louis.

 

 

"Hvornår tror du, at de er tilbage?" spørger jeg Harry, og kigger op på ham. Jeg ligger med mit hoved i hans skød, og han aer mig blidt over håret. "Nok først sent i aften." svarer han. "Tror du så godt, at jeg kan tage et bad?" Harrys øjenbryn bliver skudt i vejret, og han kigger overrasket på mig. "Det er bare... jeg har ikke været i bad i tre dage." Harry løfter mig op. "Du... Du kan vel godt tage et bad, men pas nu på dit ben." Jeg nikker. "Jeg skal nok passe på. Desuden er det jo forbundet. Der sker vel ikke så meget." Harry nikkede bekræftende, og viste mig bagefter, hvor der er håndklæder, sæbe, shampoo osv.

 

Harrys synsvinkel

"Jep, det var det. Hav et godt bad." siger jeg, og smækker døren til badeværelset. Jeg læner mig op ad den, og puster kraftigt ud. Fuck. Hun er i bad. Eller. Hun er snart i bad. Det er underligt, når man tænker på, hvor genert hun er, at så tør hun stadig tage et bad, selvom jeg også er i huset. Jeg lukker øjnene, og hører vandet løbe indefra badeværelset. Nu er hun i bad. Argh, det er underligt! Jeg vil ikke komme med perverse tanker, men hun er... nøgen lige nu. Okay stop det Harry! Stop det!

Når hun kommer ud af badet, så snakker jeg med hende. Jeg skal fortælle hende om, at jeg mødte hendes mor, og jeg vil fortælle, hvad hendes mor fortalte mig.

"Og jeg er bange for, at der foregår noget dårligt hjemme hos hende."

De ord sad virkelig fast i min hjerne. Og hvis der virkelig foregår noget hjemme hos Bella, så vil jeg vide det. Men hvad nu hvis hun ikke vil fortælle mig det? Hvad gør jeg så? Jeg kan jo altid... fortælle hende om hvad jeg føler for hende. Vil det være for risikabelt? Jeg roder i min lomme, for at finde min telefon. Niks ikke i den lomme, jeg prøver den anden.

Min hånd famler i lommen, men får ikke fat i noget. Shit altså. Drengene skulle sende mig en sms, om hvordan det gik, men hvis jeg ikke havde min mobil, hvad nyttede det så?! Jeg tænker tilbage på, hvor jeg sidst havde den. Jeg havde den i hånden, da jeg sad i sofaen med Bella. Og så viste jeg hende ud på badeværelset. Og så...

Sig det er løgn.

Jeg vender mig mod døren. Jeg havde glemt min telefon derude. Hvor fucking dum kan man være! Jeg slår mig selv i panden. Jeg ved godt, at det her lyder forkert, men jeg skal ind og hente den! Uden at lave en lyd åbner jeg døren. Selv hvis jeg larmede, så ville vandet fra bruseren overdøve det. Forsigtigt sniger jeg mig ind, og lukker døren efter mig. Jeg spejder efter min telefon, og finder den ligge på vasken. Godt, nu gjaldt det om at komme ud!

Jeg stivner, da jeg hører vandet stoppe. Nej! Pis også! Jeg stirrer over mod brusekabinen. Nok ikke det smarteste, man kan gøre lige nu, men jeg er helt lammet! Jeg ser Bella træde ud. Hun har ryggen til mig, og begynder at tage sine trusser på. Jeg studerer hendes krop, og lægger mærke til, hvor hærget den ser ud? Hvorfor gør den det? Jeg går tættere på hende, idet hun vikler håndklædet om sig.

Hun vender sig om, og springer næsten en halv meter op i luften, da hun ser mig. "Harry! Hvad laver du her!" Hun hiver håndklædet til sig, og går lidt tilbage. "Bella?!" siger jeg vredt. "Vend dig lige om igen!" Hun kigger skræmt på mig. "Nej, hvorfor skulle jeg gøre det?" Jeg slår i væggen. "Bella, du ved godt hvorfor! Du ved godt, hvad jeg så! Giv mig en forklaring!"

 

Bellas synsvinkel

Harry så rasende ud. Han havde set det, havde han ikke? "Bella!" råber han, og kigger mig i øjnene. Jeg bryder øjenkontakten, og kigger ned af mig selv. "Harry, du får ikke lov at se noget som helst." mumler jeg, og kigger på ham igen. "Du har ingen ret til at vide noget, så bare drop det!" Jeg går forbi ham, men han griber fat i min arm. "Hvorfor må jeg ikke vide noget! Hvorfor er jeg den ENESTE som ikke må vide noget!"

Hans ord skærer igennem mig, og jeg kigger forskrækket på ham. Han nikker. "Tror du, at jeg er dum? De andre ved noget, som jeg ikke ved! Og jeg er træt af, at du holder det skjult for mig!" Tårerne begynder at stige op i mine øjne. Hvorfor er han den eneste, som jeg ikke kan fortælle det til?

"Harry, der er ikke noget." hvæser jeg, og vrider mig fri af hans greb. "Er der ikke noget?" gentager han, og løfter øjenbrynene. "Hvad fanden kalder du så det her!" Med en bevægelse river han håndklædet ud af hænderne på mig. Jeg dækker min krop, så godt jeg nu kan, men det er jo nytteløst. "Prøv at se Bella! Hvorfor har du mærker over det hele! Og ar! Og rifter..." Hans blik bliver trist, idet han kigger på mig.

Jeg beder dig Harry. At se dig trist, er det sidste, jeg ønsker.

"Bella." Han stiller sig tæt op ad mig. Jeg falder sammen, og sætter mig på det kolde gulv. Jeg skal kæmpe virkelig hårdt for at holde tårerne inde lige nu. Harry sætter sig overfor mig. "Hvorfor er du ked af det?" hvisker han blidt. "Fordi du ikke skulle finde ud af det på denne her måde." hulker jeg. Harry krammer mig, og jeg får sat mig ovenpå ham. Jeg er fløjtende ligeglad med, om jeg er halvnøgen eller ej. Det eneste der bekymrede mig lige nu var, hvad jeg nu skulle gøre. Jeg hulker højt, mens jeg lægger armene om Harrys nakke. "Shhh babe. Fortæl mig det hele." Jeg snøfter. "Det hele?" spørger jeg, og hiver fat i hans hår. Det er altså en hel del. For hvad du ser lige nu Harry, er en ødelagt 15-årig pige. Ødelagt udenpå og indeni. Efterhånden ved jeg ikke, hvad der er værst.

Ar på kroppen. 

Eller ar på sjælen.

Begge er ting, som muligvis aldrig vil heale. Medmindre du kan hjælpe mig Harry. Hvis nogen kan, så er det dig. Men er du sikker på, at du vil rode dig selv ind i det her fucked up liv?

Er du sikker på, at du vil hjælpe mig, for enhver pris?

Er du sikker på, at du vil høre det hele?

 

Han nikker. "Det hele."

 

---------------------------------------------------------------------------

Woop, så slap hemmeligheden ud!

Hvad tror i Bella gør nu?

Jeg vil gerne vide, hvad i tror, og hvad i synes om historien so far<3

Argh, der er allerede 21, som har sat den på deres favoritliste!

Ved godt, at det ikke er super meget, men det er meget for mig!

Eeej, I gør mig så glad<3

Jeg vil skynde mig at lave endnu et kapitel<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...