Tågens svaghed.

De mange mysterier der sværmer rundt i verden, uden at blive opklaret, har mere betydning end nogen kunne forstille sig. Myter og legender er blevet digtet med tiden for at have en forklaring, men idag er det bare historier og fantasi. Hvis man tror på det, anses man at være småskør og ikke rigtig klog, for hvem tror på vampyrer, varulve og feer? Men der er meget mennesker ikke ved og er blinde overfor, så de ikke ser hvad der gemmer sig bag tågen af uvidenhed.

2Likes
6Kommentarer
1257Visninger
AA

2. Opkaldet

 

 

Kapitel 1: Opkaldet

 

 

Alex satte sig op i sengen med et sæt da hendes mobil vibrerede på hendes natbord. Hun blinkede forvirret et par gange før det gik op for hende hvad der havde vækket hende, hvilket hun bare himlede med øjnene af, og lagde sig tilbage for at begravede ansigtet ned i puden med et støn. Hvem fanden ringer på denne tid af døgnet? Det er stadig mørkt. Hun nægtede at svare den og lod den ringe. Alle der kendte hende vidste hvordan hun var om morgenen, så ingen vovede at ringe til hende på det tidspunkt. Det er sikkert en eller anden der har ringet til det forkerte nummer... Ja, det var nok det, det er tilgivet, alle laver den fejl en gang imellem... hun trak vejret dybt en enkel gang og lod sig døse hen i søvnen...

...kun for at blive vækket da mobilen ringede igen.

"What the... ugh," mumlede hun irriteret, ikke igen, hvem ringer til hende når hun vil sove!

Med en bevægelse greb hun den fra natbordet og tog den til øret, uden at se efter hvem der ringede.

"Hvad?!" snerrede hun ind i røret, for at understrege at hun var utilfreds, lå på ryggen og stirrede op i loftet mens hun ventede på svar.

"Godmorgen, har du sovet godt?" lød en behalig, dyb stemme i den anden ende, måske en eller anden dreng fra skolen? Han lød i hvert fald ung nok.

"Ja, jeg sov godt, og jeg vil gerne sove videre."

"Jeg undskylder meget hvis jeg forstyrrede dine drømme, det var ikke min mening," forsatte han toneløst. Alex blev dog bare irriteret af hans fail-forsøg på at være høflig.

"Klokken er fire om morgenen. Alle sover... undtagen dig af en eller anden grund, og jeg gider ikke snakke me-- vent, hvem er du egentlig?"

Stemmen lo en blød latter, hvilket bare irriterede hende endnu mere.

"Jeg er din nye nabo."

Alex ville ikke andet end at råbe i røret at han kunne gå af helvede til og derefter lægge på (det kunne hun godt finde på), men der var noget der holdt hende tilbage.

"Og...?"

"Jeg ville bare gerne præsentere mig selv, siden vi er naboer og jeg også skal gå i samme klasse som dig."

"Hvad for dig til at tro at jeg gider at høre på det klokken fire om morgen?!" råbte hun ind i røret, men dæmpede hurtigt stemmen, da hun ikke ville vække de andre i huset. Hendes bedstemor kunne også være skræmmende så tideligt om morgenen, endnu mere end hende selv.

"Hvorfor ikke?" spurgte han roligt, Alex fik lyst til at kyle hendes mobil gennem rummet... men gjorde det selvfølgelig ikke, hun mistede sin sidste mobil sådan... hun var blevet klogere.

"Måske fordi jeg ligssom alle andre mennesker kræver mine otte timers søvn?"

"Hmm... okay," mumlede han eftertænktsomt. "Siden du ikke ville snakke nu, fortæller jeg dig bare resten i skolen. Vi ses imorgen, Alexandra," sagde han og lagde på for hun kunne sige noget, hun flyttede iPhonen fra øret og stirrede på det ukendte nummer. Hvad fanden bilder han sig ind? Hun sukkede og lagde den tilbage på natbordet, og lagde sig til rette i sengen med dynen helt oppe omkring ørene. Skønt, endnu en grund til ikke at glæde sig til imorgen, første skoledag efter sommerferien, hvor hun skulle starte i niende.

Nogle mennesker var da heller ikke helt kloge.

Nok om det...

...

...

...

Veeent et øjeblik...

Hvor kendte han mit navn fra?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...