A silent kiss

Riola og Kaori er bedste venner, men hendes far har forbudt Riola i at se sin elskede ven igen, da hendes familie er adelig, og Kaori bare er en almindelig boger.
Riola klager sin nød hos sin mor, men hun kan heller intet stille op mod faderen, da han har al magten.
Riola trodser sin fars ordre, og begiver sig ud for at se Kaori igen, men en ting hun ikke ved er, at det bliver en farlig færd hun begiver sig ud på. Især for en adelig som hende.

1Likes
0Kommentarer
691Visninger

1. Intro

Vandet var så koldt om benene på mig, at de stort set var følelsesløse. En tåre gled ned ad min kind, og mine øjne spejdede ud mod horisonten, hvor kun toppen af solen var tilbage.

Himlen var blodrød, og havet var helt stille. En mild sommerbrise fik mit løse hår til at svaje ganske mildt. Jeg havde lyst til at tage Cho, min sorte vallak, galopere hen til Kaori og fortælle ham hvad jeg følte.

Men jeg kunne ikke.

Mine forældre havde forbudt mig at se ham, og der var intet jeg kunne stille op imod dem. Det at være adelig, var hårdt. Kaori og jeg var bedste venner… Eller.. Vi VAR. Indtil min far opdagede det en dag, da han var ude at ride med sine mænd i skoven, og så jeg gik og snakkede med Kaori.

Han havde himlet op, brølet ind i hovedet på Kaori at han burde bruge hovedet og vel kunne se at han ikke havde noget at gøre med en så højt rangstillet pige som mig, når han selv var en almindelig boger.

Kaori havde kigget bedende på mig, som tegn på at jeg skulle svare igen, men min far kom mig i forkøbet, og tvang mig til at sværge på jeg aldrig ville se ham for mine øjne igen, og hvis han opsøgte mig, ville jeg sige det til mine mænd, og få Kaori landsforvist.

”Riola. Det er for dit eget bedste…” Havde min mor trøstet mig med, da jeg klagede min nød over for hende. Hun troede kun at han var min bedste ven, for jeg havde ikke fortalt hende hvad jeg virkelig følte for Kaori. Jeg elskede ham jo.

 

Mine hænder rystede af vrede, og min krop var fyldt med fortvivlelse. Mit lange sorte hår lagde sig over skuldrene på mig, og den hvide løse kjole bevægede sig let i den milde brise. I det samme mærkede jeg en hånd på min skulder. Jeg vendte rundt, og så ind i nogle brune milde øjne, som stirrede skrækslagent direkte ind i mine egne sølv-grønne øjne. Min mund fortrak sig i et lille smil, og jeg kunne ikke lade være med at omfavne Kaori da jeg endelig så ham igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...