far

den handler om den lille pige Emma. der for at vide at hendes far har fået en kræftknude i hjernen. og vil nu rejse til Canada for at ud leve sine største drømme! han er træt af at blive taget forgivet og vil nu for en gangs skyld blive værdsat og husket!

1Likes
0Kommentarer
362Visninger
AA

2. Slåskampen!

Det var blevet mandag, også skulle jeg i skole. Jeg havde ikke så mange venner, men jeg havde dog nogle. Mine bedste venner hed: Alex og Sofia. Alex var 10 år, ligesom mig. Alex havde boet i Spanien fra han var 3, til han var 8, sammen med hans far, Antonio Fernandez Carrieo, Alex havde brunt, stridt hår og storre grønne øjne. Alex bor sammen med sin mor. Sofia havde mange fregner, Rødt krøllede hår, og det var  næsten altid sat op i rottehaler. Hun hvde også grønne øjne.Sofia boede sammen med begge sine forældre i et mellem stort, gult hus med rødt tag.

- Vi ses skat! sagde mor, og kyssede mig på panden, lige inden jeg gik ud af bilen.

- Jeg laver pizza i aften, din livret! sagde mor og grinte.

-Tak mor, vi ses!

Sagde jeg med et falsk smil på læben, mens jeg steg ud af bilen. Jeg så mor køre væk, imens jeg vinkede farvel, fik jeg det en lille smule dårligt. Mor vidste jo ingen ting om det med far. Men jeg glemte det straks igen, da Tom og Emma kom løbende hen til mig, imens de råbte i kor:

- Hej Emma!!

- Hej venner, hvad laver i?!

- Vi snakker med dig! Grinte Alex!

-JAA!! og du snakker med os!

Sagde Sofia og grinte så højt, at alle lærerne og nogle andre børn kiggede underligt hen på os. jeg tyssede på Sofia, men det fik hende bare til at grine endnu mere! Sofia var nem at få til at grine. Emma og Alex kunne nu ikke lade værre med at grine lidt med!. "Dinge - linge - ling!" lød klokken.

- Kom, vi må helere gå ind i klassen!

Og det gjorde vi så. Vi havde kristendom, det handlede om krige og de lande der var krige i, og hvordan de famillier havde det der blev skilt fra hinanden på grund af krigen, fordi at børnene blev sendt væk. F.eks. kom nogle til Danmark. Ligesom Shadyar, der gik i klassen og var kommet hele veje fra Iran, og som 2 årig, kom til Danmark. Shadyar bor sammen med sine to storebrødre, sin lillesøster og hans far og mor. Vi hørte om hvad han kunne huske. Men han kunne ikke rigtig huske noget, undtagen det han havde fået fortalt. Det ringede igen ud til frikvarter. jeg tog min madpakke op af tasken, og begyndte at spise. alle drengene løb ud og spillede fodbold, sammen med nogle af pigerne. Alex var gået ud og spillede fodbold, mens mig og sofia sad sammen med vores madpakker. De mest populæreste piger sad inde i klassen og snakkede, hyllede og hvinede af grin. De begyndte pludselig at hviske til hinanden, og gjorde tejn til at de skulle gå over til mig og sofia. Vi kiggede op på dem, også på hinanden.

- Sikke en fin frikkedele mad du har dig der, Sofia! grinte de til hinanden.

- Er det en bussemand du har derpå kinden, Emma?! sagde de drillende.

- Skal du hjem til mor og have den tørt af? sagde den mest populære pige i klassen, Cecilie, hun troede bare hun var meget bedre end alle andre. Bare fordi hun var så møg forkællet, Øvv! hun var bare så tarvelig!

- Og hvad så vis jeg har?! du kan da værre ligeglad, det er da mit problem! svarrede jeg selvsikkert igen! Men de grinte mig bare ind i fjæsset. Der blev jeg rigtig sur. Så jeg rejste mig vredt, og gik surt hen i mod Cecilie. Da jeg stod helt tæt på hende og stirrede hende ind i øjnene. Kiggede hun bare på mig som om jeg var sindsyg og sagde så, snopede som hun kunne:

-Hvor er jeg dog bange! hjælp,hjælp, jeg ryster i bukserne af skreg! hvad skal jeg dog gøre!

Jeg blev så sur, at jeg skubbede hende hårdt i maven! jeg blev helt glad inden i, da jeg så hun lå nedde på det beskidte klasseværelsesgulv, og havde tårre i øjnene. Jeg kunne se hun ikke ville græde foran mig! så hun rejste sig bare hurtigt op, og stirrede surt på mig hun ville skubbe mig igen. Men jeg stod fast og begyndte at skubbe i mod, så vi stod som i en sumobryder konkurrence! men jeg blev træt efter noget tid og kunne mærke jeg fik overbalance og blev skubbede lige direkte ind i en træ reaol, jeg røg så hårdt ind i den, at en kasse faldte ned i hovdet på mig. så jeg begynde at bløde ud fra panden. Pigerne stod bare og grinet af mig, også kunne jeg ikke holde masken mere. Jeg begyndte at græde. Sofia skyndte sig over til mig, hjalp mig op og gav mig en stor varm krammere, det var dejligt. Men i det samme kom en lære ind i klassen og så mig stå i armene af sofia og græde.jeg skubbede mig væk fra Sofia og mødte lærens forskrækede blik. Nu var jeg helt sikker på at jeg blødte i panden, for jeg kunne farktisk ikke mærke noget, jeg kunne kun mærke at det dunkede. Læren skyndte sig hen til mig, og spurgte hvad der var sket. Jeg ville ikke fortælle det for det ville bare gørre det hele meget værre, jeg stod bare og skulede over til Cecilie og hendes små skøde hunde der gjorde alt hvad hun sagde. Lærren så det og tog mig og Sofia ud af klassen. først da dørren var lukkede begyndte vi at fortælle alt hvad der var sket. da vi havde fortalt vores synsvinkel af historien. kom vi ind i klassen igen, og de andre tøsser kom med læren uden for dørren. Man kunne se på ham at han var helt i chock, over det der var sket. Da der var gået lidt tid, kom pigerne ind, man kunne se på Cecilies kinder og øjne at hun havde græd. Men jeg vidste det var skuespil,da hun sendte mig et ondt smil. Resten af dagen kunne jeg ikke koncentrere mig, for det eneste jeg kunne tænke på var hvad hun mon havde sagt! og fordi det gjorde ret ondt i min pande. Det eneste jeg lavede var at sidde og lave krudseduller i mine hæfter og skrive lidt på bordet. Da jeg kom hjem fortalte jeg mor om det der var sket.

- Alle han blive uvenner, men der for hjælper det jo ikke at skubbe! sagde mor beroligende, og en lille smulle surt.

- Jeg skubbede ikke særlig hårdt, og desuden skubbede hun igen, så jeg faldte ind i en reaol og slå hovedet rigtig, rigtig meget! sagde jeg halv råbende.

Mor kiggede på min pande, jeg havde stadig lidt indtørret blod i panden, mor så lidt bekymret ud, men smilte så og sagde:

- Gå ud og vask dig i hovedet, så skal vi snart spise, okay?!

-Okay.. svarede jeg lidt deprimerede..

Efter jeg havde været ude og vaske mig, og vi havde spist, gik jeg op i seng. Jeg så ikke fjernsyn med mor og spiste slik som vi plejede, nej, jeg gik bare op i seng, lagde mig med 'Mr. Teddy', og lå bare og stirrede op i loftet. For jeg kunne ikke sove, jeg ville fortælle mor om det der var sket med far. Jeg kiggede hen på mit lille blå skrivebord, der stod henne i hjørnet ved siden af vinduet. I skuffen alder øverst til højre lå det brev fra far. Jeg ville ikke tænke på det mere, nu ville jeg bare sove, og være klar til imorgen, hvor Cecilie sikkert stod klar med sit slæng af wannabes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...