The Bully's Victim ● 1D ● One Shot.

Den 18 årige Rachel Felton kommer fra Irland. Som 15 årig flyttede hun med sine forældre til London og started på en ny skole. Hun bliver straks stemplet som Outsideren og bliver mobberens offer. Da det hele bliver for meget for Rachel, tager hun en beslutning - hun vil tage sit eget liv. Men hvad sker der, når hun springer ud fra broen, og vågner op på hospitalet? Og hvordan endte hun der?

40Likes
7Kommentarer
2027Visninger
AA

2. The Bully's Victim.

"Se dig dog for!" - "Klamme kælling!" - "Nørd!" - "Fede so!" - "Bitch!" 

Alle ordene var efterfuldt af et hårdt skulderskub, imens jeg gik hen ad gangen med blikket ned i fliserne. To hænder blev placeret fladt på min brystkasse og skubbede mig med sådan en kraft, at jeg faldt ned på det hårde gulv og bankede derefter hovedet ned i. Jeg skar en grimasse og kiggede op på personen, der havde skubbet mig. Det lange blonde hår  var ikke til at tage fejl af. Hun havde makeup i hele ansigtet og var iklædt dyrt mærketøj og hendes klike stod bag hende. Amber. Selvfølgelig var det hende. Hun sendte mig et hånligt blik efterfulgt af et hånligt latter. "Hovsa," sagde hun og tog hånden op til munden, og afslørede hendes pinke neglelak. Uden videre gik hun videre med vrikkende hofter, efterfulgt at sin klike. Jeg satte mig op på hug for at samle min bog, som jeg havde tabt i faldet. Men idet jeg skulle til at tage et greb om den var der nogen der sparkede den væk. Nogle efterfølgende drengegrin nåede min trommehinde, og gjorde mig klar over at det var nogle drenge der havde sparket til bogen. Jeg kravlede hen til den og tog hurtigt fandt om den, i frygt om at det ville ske igen. Da jeg ville rejse mig op, fik jeg nogle hårde skub i ryggen, så jeg derefter faldt knæene ned i de hårde fliser igen. Opgaven om bare at rejse sig op, føltes som en umulighed.

Jeg sukkede lettet, da det endelig fik rejst mig op og fortsatte imod de blå metal skabe. Jeg fandt mit skab og lagde matematikbogen derind og lukkede skabet med et suk. Med faste og hurtige skridt forsvandt jeg ud af porten og fortsatte imod parken, som jeg altid gjorde efter skole for at komme hurtige hjem. Hjem i sikkerhed. Hjem til et tomt hus. Netop som jeg gik i min egen tankegang, var der en hånd der havde taget fat om mit håndled og tvang mig til at vende mig om. Mit blik faldt på en høj blondine, - Amber. Bag hende stod der hendes såkaldte klike. Jeg trak min hånd til mig, og vendte mig om for at gå, men igen tog en hånd fat i mit håndled, dog med et hårdere tag denne gang. Noget hårdt ramte imod min højre knæhas, så det knækkede sammen og jeg faldt til jorden. Et lille gisp undslap mine læber, da jeg ramte jorden. Amber havde unden tvivl sparket mig i min knæhas. "Hvorfor så travlt? Vil du ikke blive lidt og hænge ud med os?" kom det snobbet fra hende. "Kun tumper hænger ud med jer," mumlede jeg lavt, dog højt nok til at hun hørte det. Hun tag et hårdt tag om et tot hår og rev det tilbage, så jeg var tvunget til at kigge op i hendes havblå øjne. "Pas på hvad du siger," sagde hun med sammenbidte tænder og slap grebet om mit hår for derefter at skubbe mig hårdt ned i jorden. Jeg rejste mig op på alle fire, da Amber sparkede mig i ryggen og jeg faldt ned på jorden igen. "Du går ingen steder," kom det advarende fra hende. Jeg viste skam godt hvad der ville ske, hvis jeg løb min vej, men på den anden side.. Det ville ikke blive en fed oplevelse hvis jeg blev. Men hvilket valg havde jeg? Uanset hvad, så ville det blive smertefuldt. Og jeg hvor havde jeg dog ret...

En dreng med mørkt brunt hår, ved navn David rakte Amber en cigaret, som hun smilende tog imod. David tog en gul lighter op fra hans sorte bukser, - som hang lidt for langt nede, hvis man spurgte mig - og tænde Ambers cigaret. Hun tog et sug, inden hun satte sig på hug foran mig og pustede røgen i ansigtet på mig. En kraftig hosten bannede sig op igennem min hals og passerede mine læber, mens jeg kneb mine øjne sammen. Et tilfreds smil formede sig på Ambers læber, mens resten af banden grinede ondskabsfuldt. Som hævn spyttede jeg en stor spytklat efter hende, som ramte hende på kinden. Det tilfredse smil der for nogle få sekunder siden havde spillet over hendes læber, var faldet og erstattet med er surt blik. "Din klamme luder! Det her bliver værst for dig selv!" råbte hun og rejste sig op og tørrede spytklatten af i sit ærme. Med et hårdt og stramt greb tog hun fat om mit håndled, for at hive mig op og sidde. Med den anden hånd, satte hun cigaretten imod min arm. Smerten var uudholdelig. Jeg bed mig i kinden, for ikke at lade et skrig slippe ud. Den ære skulle hun ikke have. 

Jeg løftede min frie hånd og svang den med al kraft jeg lige kunne overskue, imod Ambers kind. Det sagde et ordenligt 'klask', hvilket ville sige, at jeg havde ramt perfekt. Der ville helt sikkert komme et mærke, hvor mine fingre havde været placeret. Hun fortjente det. Hun fortjente meget mere end det. Den handling jeg havde fortaget mig, ville dog få store konsekvenser. Så godt kendte jeg dog Amber. Ingen ville slippe godt fra at havde givet hende en lussing. Vreden var som malet i hendes ansigt. "Din fede kælling! Du vil så meget fortryde det!" råbte hun og tog fat min højre skulder, for at skubbe mig ned i jorden igen. En smerte skød op i min venstre skulder, som jeg havde landet på. Hånlige lattere nåede min trommehinde. "Din lille taber," kom det fra en mørkhåret pige. Hun hed vist nok Alison. "Og I er nogle store tabere," svarede jeg spydigt. "Det skulle du ikke havde sagt, lille ven," - "at være venner med jer, ville være den største fejltagelse for alle," - "Pas på hvad du siger!" snerrede Amber advarende og sparkede hårdt til mig. Den velkendte svien i øjenkrogen, var til at føle. Jeg bed mig hårdt i underlæben, for at holde tårerne inde, og det skrig der så gerne ville slippes ud. "Din lille mide, du tror du er så smart, men det er du ikke! Du har ikke engang venner, og dine forældre er ligeglad med dig!" råbte hun op og sparkede endnu engang hårdt til mig. Denne gang var det en umulighed, at hold det længeventede skrig inde. Et skrig, fuld af smerte. Mine forældre var et ømt punkt. Et virkelig ømt punkt. Og det værste af alt; det var den rene sandhed. 

Da det tredje spark kom, fandt tårerne sin flugtvej og bannede sig ned af kinderne på mig, og endnu et skrig, slap ud. Den saltede smag fra tårerne var til at smage i min mund. Smagen af svaghed. Da det fjerde spark kom, slap der kun et klynk ud. Grinene gik  Amber og hendes klike væk. Længere henne af stien gik der fem drenge. En blond fyr kiggede af og til tilbage på mig, og luntede op til sine venner hver gang han kom lidt bagud. Han virkede bekendt, som om jeg havde set ham før, jeg kunne bare ikke sætte fingeren på hvor. Det var sikkert også bare indbildning. 

Jeg måtte op fra den kolde jord, men hver gang jeg prøvede at sætte mig op, blev smerten for stor og mine arme knækkede sammen. Mine øjne sigtede desperat efter noget at bruge som støtte. Længere henne, på den anden side af grus stien stod der en træbænk. På alle fire, kravlede jeg derhen og placerede den venstre håndflade på bænken og tog et fast tag om bænkens metal armlæn med den anden hånd. Smerten meldte sig hurtigt, men hvis jeg nogensinde skulle hjem blev jeg nød til at ignorere den.

Hjemturen var hård. Jeg måtte stødte mig til alt jeg kam i nærheden af. Jeg befandt mig nu i min seng, med blikket op i det hvidmalede loft og lod tankerne overfalde hinanden. Hvad var pointen overhovedet i mit liv? Jeg har ingen venner, alle hader mig og min familie er ligeglade med mig.. Der var intet sted hvor en lille lysstråle kunne trænge igennem. Jeg var så godt som fanget i dette mørke. Hvorfor ikke bare gøre en ende på alt det her? Vil der overhovedet være nogen der ville bemærke det, og savne mig? Nej, det ville der ikke. Den eneste person der betød noget for mig i mit liv, var forsvundet. Han var ikke længere en del af mit lorteliv. Uden at tænke yderligereover det, satte jeg mig op i sengen. Jeg skar en grimasse og knyttede hænderne, da smerten straks havde meldt sig. Hurtigt svingede jeg benene over sengekanten og kom op og stå. Jeg rev døren op og gik så hurtigt ned af trappen, som det nu var muligt uden at få for meget smerte i maven og ribbenene. Jeg tog mine slidt sorte Converse sko på og gik så ud af døren. På vej til broen.

Broens murer var lavet af store sten med sement imellem hver sten, og så var her næsten aldrig nogen. Det her sted var det perfekte sted. Jeg placerede begge mine håndflader på murerens overflade og løftede mig op. Jeg svingede mit ene ben op og så det andet, og rejste mig op og kiggede ned i vandet. Forsigtigt vendte jeg mig om, lukkede øjnene og tog en dyb indånding. I det fjerne kom der nogle drengestemmer, hvilket fik mig til at åbne øjnene. Der var flere en tre. Måske fire eller fem, men så heller ikke flere. Hvis jeg sprang nu, ville de sandsynligvis kun høre et plask og måske se mit lig flyde op, men hvis jeg sprang for sent ville de kunne stoppe mig, og det skulle ikke ske. Jeg et dyb indånding og lænede mig tilbage og faldt. Med et plask ramte jeg vandet, og sank længere ned. Et par skikkelser kunne tydes oppe på broen. Jeg nåede ikke at tænke yderligere over det, da noget hårdt ramte min baghoved og ud af øjenkrogen så jeg noget rødt væske flyde ud i vandet, inden alt blev sort. 

 

Nialls synsvinkel:

Jeg tænkte hele tiden på pigen i parken. Hvordan en anden pige sparkede til hende. Hendes smertefulde skrig. Tårerne i hendes øjne. Billederne spillede helle tiden for min nethinde. Hun havde virket så bekendt.. Hun var sikkert bare en fan, som jeg havde husket fra en af vores koncerter. Jeg gik forrest i min egen tankegang, imens de andre drenge snakkede på fylde drøn. Da jeg nåede broen, nåede et stort plask mine trommehinder. Det var for stort til en at det kunne havde været en sten. Jeg gik hen til stenmureren og kiggede ned. En skikkelse var til at se i vandet. Det var pigen fra parken. Og dér gik det op for mig, hvor jeg havde set hende. Hun var ikke en fan, og hun havde højst sandsygeligt ikke været til vores koncerter. Det var Rachel. Min gamle bedste veninde fra Secondary School. Uden at tænke yderligere over det havde jeg taget min T-shirt af og sprunget i. Jeg svømmede ned til hende og lagde min højre arm under hendes højre arm og trak hende med op. Da jeg kom op på breden med hende, kom drengene løbene. Hele hendes baghoved var rødt af blod. Liam tog hurtigt sin mobil op, og ringede til ambulancen..

 

Rachels synsvinkel:

Mine øjne føles tunge, men jeg fik dem slået op. Mit syn mødte en blond fyr, som sad og stirrede ud i luften. Alle minderne fra gårdagens oplevelser strømmede rundt i mit hoved. Eller var det i går? Hvor længe havde jeg ligget her? Og hvorfor var jeg ikke død? Jeg druknede da? "Nej!" kom det fra.. mig? Den blonde fyr var mindst lige så overrasket som jeg selv var. "Rachel.." hviskede han og kiggede ind i mine grønne øjne. Da jeg kiggede ind i hans blå øjne poppede alle minderne op. Den blonde dreng, som sad ved siden af mig, var ikke bare en tilfældig dreng. Det var min gamle bedsteven som jeg måtte efterlade i Irland, da mine rådne forældre besluttede sig, at vi skulle flytte. "N-niall.." hviskede jeg lige så lavt. Et smil poppede op på hans læber, hvilket automatisk smittede af på mig. Noget det altid havde gjort. "Hvor har jeg dog savnet dig," mumlede jeg og gjorde gestus til et kram, selvom det gjorde ufattelig ondt i mine ribben. Han lagde armene om mig, ligesom jeg havde lagt armene om ham. "I lige måde.." mumlede han i min skulder.

 

Noget sagde mig, at det her bare var starten, og at mig og Niall vil se meget mere til hinanden..

Det her vil sikkert blive en sommer, jeg aldrig vil glemme!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...