Min Prinsesse foraltid


Sød, charmerende og omsorgsfuld. Sådan ville Sophie beskrive sin tidligere kæreste Rasmus. Men efter han begynder at forfølge hende og opsøge hende selvom hun har gjort det klart for ham at deres forhold er slut, er hun ikke sikker på at disse ord beskriver ham længere.

2Likes
2Kommentarer
767Visninger
AA

1. Prolog

 

Vinden susede i træerne, da hun styrtede ned ad grusstien mod et tilsyneladende forladt hus. Hun kiggede ængsteligt tilbage hvert andet sekund, kun for at bekræfte af han stadig var der. Det føltes som om hendes puls slog 1000 slag i sekundet, og hendes åndedræt var besværet. Grusstien var omringet af mørke grantræer. Hun drejede hovedet bagud, for at kigge efter ham, men så til sin forbavselse at han ikke var der. Hun stoppede op for at få luft. Hun havde tilbagelagt flere kilometer, med ham efter sig. Hendes åndedræt begyndte at blive normalt, og hun fik nu tid til at kigge ned ad sig selv. Bukserne var slået i stykker ved begge knæ, og de blødte voldsomt. Hun tog sig til hovedet og mærkede straks nogle grene stritte ud af hendes hår.

"Det føles som en gyserfilm" - tænkte hun straks da hun havde fjernet de sidste grene. Det var også det sidste hun nåede at tænke inden den forfærdelige stemme råbte på hende.

 

 ”Hvor er du, min prinsesse? Hvor er du?”

Hendes ben satte straks i gang igen. Denne gang nåede hun helt ned til huset, det var meget længere end hun før havde nået. Hun åbnede døren og smuttede ind. Lige da hun var trådt over dørtærsklen, hamrede hun døren i. Hun kunne høre ham råbe uden for, men hun havde ikke tid. Hun løb videre rundt i huset for at finde alle tænkelige indgange. Hun nåede lige akkurat hen til det der lignede et køkkenvindue inden han kunne få det åbnet. Et kort øjeblik mødtes deres øjne, og Sophie tænkte straks at hun aldrig igen måtte lade sig narre af et par varme og brune øjne igen. Han kiggede intenst på hende og udstødte så et forfærdeligt skummelt grin.

”Er du bange, min prinsesse?” sagde han med det største smil han kunne præstere.

”Det skal du ikke være, jeg gør dig ikke noget lille skat” sagde han, igen med et kæmpe smil på læben.

Sophie stivnede. Hun var virkelig bange nu. Hendes blik flakkede og det var lige præcis nok tid til at han kunne forsvinde fra hendes synspunkt. Hun hørte den forfærdelige lyd af glas der splintres og derefter hans stemme.

”Min Prinsesse”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...