Min Prinsesse foraltid


Sød, charmerende og omsorgsfuld. Sådan ville Sophie beskrive sin tidligere kæreste Rasmus. Men efter han begynder at forfølge hende og opsøge hende selvom hun har gjort det klart for ham at deres forhold er slut, er hun ikke sikker på at disse ord beskriver ham længere.

2Likes
2Kommentarer
770Visninger
AA

2. Et møde i Føtex

Hun vågnede med et sæt.Hun måtte have sparket dynen af sig i søvne, for hendes ben var blottede. Hun mærkede forsigtigt på lagnet og ganske rigtigt, som hun havde troet, var det gennemblødt af sved. Hun steg forsigtigt ud af sengen og gik hen til det store guldspejl der hang på væggen. Forsigtigt kiggede hun på sit spejlbillede, men ønskede ikke at se hvad hun så. Hun kunne ikke kende sig selv. Der var store, mørke poser under hendes øjne og huden var mat og klam. Det var helt tydeligt at hun ikke havde det fantastisk. 

Hun bevægede sig med svage skridt ud på badeværelset, og satte sig på badekarrets kant. kanten syntes som is imod hendes brændende lår, men det var lige hvad Sophie havde brug for. Afkøling. Hun rejste sig op og begyndte at klæde sig af, uden at kigge i det store spejl, der hvilede op ad væggen, hun havde ikke overskud til at se på sin krop efter denne drøm. Hun steg under bruseren og mærkede straks det kolde vand køle hendes temperatur ned til de normale 37 grader. Det var foruroligende så langt han var nået denne gang. Han plejede kun at nå til grus stien, men denne gang var drømmen forsat helt op til huset. Men han fik stadig fat på hende, som han altid gjorde. 

Hun drømte den samme urolige drøm hver nat, og hun var blevet vant til at vågne op badet i sved. Det var altid det samme. Hun blev forfulgt af ham, men jo hurtigere hun løb, jo hurtigere indhentede han hende. For det gjorde han. Indhentede hende. Altid. Den havde været den samme i de sidste to år, indtil i nat, hvor hun pludselig var nået længere end hun plejede. Hvis hun dog bare havde sagt nej, så ville dette aldrig være sket, og hun ville have sine drømme for sig selv.

 

Sophie var, med hendes kun 17 år, en utrolig flot pige. Naturlig men flot. Hendes grønne øjne strålede som intet andet, og det var som regel det første andre lagde mærke til. Det var også det første han havde set. Hendes hår var ikke noget specielt, men det var alligevel det Sophie bedst kunne lide ved sig selv. Det var nemlig det eneste hun havde arvet fra hendes mor, ellers var hun sig far uden lige. Hendes mor forsvandt på en ferie til Thailand da Sophie var 7 år. selvfølgelig satte politiet en eftersøgning igang, men der blev aldrig set skyggen af hende igen. End ikke et lig blev fundet, selvom Sophie allerede havde besluttet at hendes mor var død og borte. Hjemmet var alt for stille til Sophie, efter hendes mor var væk, det var som regel hende der kom med pudsige indskud. Hendes far var en kedelig fisk hvis Sophie skulle være helt ærlig, så hun besluttede hurtigt at flytte til københavn, og gå på gymnasiet der i stedet. Det var meget nemmere at glemme hendes familie hvis der skete noget omkring hende hele tiden. Men der var ensomt i København uden nogen mennesker man kendte, så Sophie tog imod Rasmus med kyshånd da han viste interesse for hende.

Det var en helt almindelig eftermiddag da Sophie mødte Rasmus. Hun skulle bare et smut i Føtex inden hun skulle hjem og læse videre. Hun styrtede over mod kassen da hun pludselig stødte ind i en høj fyr. De væltede begge omkuld og Sophies kurv med varer væltede og købe-tomatsovsen begyndte at flyde ud over gulvet. "Det må du altså undskylde, jeg så slet ikke at du kom gående." sagde en mande stemme og rakte hende en hjælpende hånd, så hun kunne komme på benene igen. "Det er ligemeget." svarede hun og kiggede så på ham. Det ville være en løgn at sige at han så fantastisk godt ud, faktisk var han slet ikke Sophies type, men han havde et sødt, drenget smil, der tiltrak hende og fik hende til at have lyst til at lære ham at kende. Han smilede til hende og bøjede sig ned for at samle hendes poser op, og Sophie gjorde ligeså. I løbet af den distance der var fra butikken til Sophies cykel, nåede han at lave en aftale med hende på næste onsdag og få hendes nummer. Hvis Sophie bare havde vidst at det ikke var et tilfælde at det lige præcist ham hun væltede ind i, havde hun nok ikke  givet ham hendes nummer, men uvidenhed gør blind.      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...