Et spørgsmål om styrke - One Direction

Aria Montgomery er en pige på 16, udseende (Lucy Hale). Hendes historie står i dagbogsnoten der er første kapitel. Hun er en meget normal teenager på de fleste punkter, men en ting adskiller hende fra alle andre. Hun er mor til Vanessa på 9 måneder. Hendes forældre er skilt, hun bor hus moren i Danmark, men skal i sommerferien over for at besøge hendes far.
Hendes 1. klasses flybillet er blevet degraderet, da et selskab har bestilt hele 1. klasse, dog får hun sine pladser igen. På flyet står hun ansigt til ansigt med ingen andre end One Direction, men hvad vil de sige til at hun har et barn med? og hvordan er deres forhold når flyet må nødlande?

31Likes
22Kommentarer
3139Visninger
AA

7. Too Little Too Late

Stadig Nialls p.o.v.

Vi sad alle ude i køkkenet og spiste, Harry havde overtalt Aria, til at fortælle os hendes historie. Da hun var færdig, sad vi alle og måbede, Liam brød tavsheden ”jeg er ked af vi dømte dig, uden af kende historien”, vi andre nikkede bekræftende. Harry stillede sig bag hende, lagde armene om hende og mumlede et eller andet ned i hendes hår. Jeg ved ikke hvad det var, men hun fniste let og gik derefter ind på hendes værelse.

Brrrr brrr brrrr, ”Det Liam” fuldstændig tavshed. ”Nå, okay. Ja. Tak” – vi ventede i stilhed. ”Vores fly er i stykker, så vi kan først flyve hjem om en uge, der er ikke plads på andre afgange. Men de har skaffet os en bus, så vi kan køre, det bliver nok en køretur på 8-10 timer.. Jeg er ked af det, drenge, men hvis vi skal nå koncerten i morgen, så skal vi køre nu.” Vi nikkede forstående, ”Så lad os få pakket sammen, får du bussen herhen Liam? Harry, snakker du med Aria? Om hun skal med eller om hun vil vente?” sagde jeg. Jeg håbede inderligt hun ville sige ja til at køre med, jeg havde først nu set det gode ved hende, det som Harry lige fra starten vidste hun havde. Hendes store mørke gråbrune øjne, det lange bølgende hår med den chokoladebrune farve, hendes smil og bedst af alt. Hendes personlighed. Hun var smilende og var så sød, hun var mor, og det gjorde at hun blev kærlig og omsorgsfuld, hun var stærk, men alligevel var hun skrøbelig når det kom til hendes fortid og Nessa. Det var for sent. Jeg havde ikke længere muligheden for at hun kunne blive min, Harry havde allerede smigret sig ind på hende, og hvem elsker ikke Harry? Han er en charmør. Louis har Eleanor. Liam har Danielle. Zayn er bare exotisk. Jeg er outsideren. Jeg er irsk, blond og ikke nær så attraktiv. Jeg had.. ”Niall…….. Niall, kommer du?” Hov, jeg stod stadig i køkkenet. Jeg skyndte mig at pakke, de ventede faktisk kun på mig. *Bank**Bank* "Jeg gider altså ikke snakke lige nu." sagde jeg. "Jamen, så går jeg da bare igen!" Det var Aria. Fuck, jeg troede det var Liam eller Louis. "Nej vent, det okay. Jeg troede bare du var en af drengene" ordene væltede ud af munden på mig. "Er der noget galt Niall?" hun lagde en hånd på mnin skulder. "Nej.. eller jo.. måske.. Jeg ved det ikke?" "Niall.. snak med mig, jeg lytter gerne!" jeg kiggede trist op på hende. "Det er bare alle piger falder for Zayn, Harry, Liam og Louis.. Det er aldrig mig! Prøv at se dig, du har kendt os i et par timer og du deler allerede værelse med Harry? Det ville aldrig ske for mig" "Niall, du er skøn, og enhver pige burde elske dig!" "Du har ikke hørt de ting de siger om mig, om hvor meget de synes jeg er det sorte får i bandet, jeg er ikke den lækre, den sjove sller den søde, jeg er den der ikke passer i bandet!" Jeg kunne ikke holde tårerne inde. "Kommer i?" Liam kaldte. "Ja, jeg skal bar lige lyne den sidste taske." Jeg gik tøvende ud af døren, men da Aria puffede mig i ryggen, gik det straks lidt hurtigere. Hun samlede Nessa op fra gulvet, og vi gik alle ned i receptionen. Louis og Liam snakkede med receptionisten og undskyldte for ulejligheden. De betalte og vi gik ud i bussen der holdte udenfor og ventede på os. Drengene og jeg havde sat os på hver vores dobbeltsæde bagerst i bussen. Aria sad foran og nynnede for at få Nessa til at sove.. det lød ikke som om det virkede, men hun lagde da Nessa i liften oppe foran og kom tilbage med en lilla notesbog og en blyant. Hendes dagbog? Jeg ved det ikke. Jeg synes ikke hun skulle være alene, så jeg satte mig hen til hende og snakkede. Hun virkede bare mere interesseret i at skrive, så jeg lod hende være.

Efter et stykke tid gik jeg tilbage til hende, drengene var faldet i søvn og jeg vidste ikke hvad jeg skulle lave. "Må jeg sidde her?" Hun nikkede og åbnede munden for at sige noget, men lod være, i stede stak hun en hånd ned i hendes lomme og fandt en lille bunke papir. "Niall, jeg nåede ikke at forklare det før, men jeg håber, virkelig håber, at det her siger det jeg ville have sagt."

Hun gav mig papiret og satte sig hen til Harry der let vågnede, da hun spurgte ham om et eller andet, jeg gætter på det var hovedpude spørgsmålet, for der gik ikke lang tid før hun lå dybt begravet i Harrys arme. Jeg sukkede. og begyndte at læse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...