Had, Glæde og kærlighed (1D)

Jeg cyklede igennem regnen og gaderne i mine egne tanker, indtil jeg hørte en bil der skred, alting skete så hurtigt. Jeg blev ramt af bilen, før jeg fik set mig ad. Jeg fløj af cyklen og landede koldt og hårdt, og det sortnede for mig.

2Likes
1Kommentarer
629Visninger
AA

2. KAP 2.

KAP 2. Jeg kunne genkende på lugten af desinfektion jeg lå på hospitalet. Mit ben var brækket og jeg havde fået et gevaldigt piskesmæld. Jeg så mat hen mod stolene hvor min mor lå og sov. Jeg fik ondt af hende, hun kunne godt have sovet hjemme. Jeg hviskede hæst til min mor, som vågnede med det samme. Hun skyndte sig over til mig. "Hej skat." Hun smilede træt. "Hvordan har du det?" Jeg rystede på hovedet. "Helt fint," svarede jeg hæst. "Hvor er far?" Min mor smilede til mig. "Han snakker med en læge, jeg henter ham lige." Så kyssede hun min pande og forsvandt. Far var kommet, og vi havde snakket. Han havde været så sød at tage en varm kakao med til mig, min hals var så underligt tør. Da vi havde snakket et stykke tid, var der en dræbende stilhed. Jeg kiggede rundt i værelset. Mor valgte at bryde isen. "Lea, der er nogle drenge, som har været her siden du kom herind. De har ikke forladt bygningen én gang, og de har sovet på nogle sofaer. Jeg henter dem lige, så kan du få noget alenetid med dem. Jeg kunne forstå drengen ved navn Zayn havde det utrolig dårligt med ulykken.." Hun tav. "Jeg henter dem lige.. Kom Martin," sagde hun og hev min far med. Der var noget galt med min mors blik, det kunne jeg se. Der var en ting hun ikke fortalte. Jeg blev afbrudt i mine tanker da Niall fra One Direction kom gående ind i lokalet. Han så træt ud. Efter ham kom Louis, så Liam, så Harry og til sidst Zayn. Jeg kunne se på Zayn han var fyldt af dårlig samvittighed, og på hans matte ansigt, var det ikke så svært at ane, han havde grædt. Jeg var forvirret. hvad lavede One Direction her? Jeg håbede inderligt lidt på, de var der, for at optage noget med One Direction besøgede hospitaler og sang en sang for nogle af de indlagte, men da drengene have taget en stol og sat sig ved min seng gik det op for mig, jeg havde taget grusomt fejl. Billeder fra sammenstødet kørte igennem min tankegang, og jeg fik pludselig kvalme. Jeg følte mig syg ved tanken om det, da jeg kunne ane hvem der havde siddet i bilen..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...