Tavshedens ironi

Kathelyn Williams er 17 år og sommerferien er lige på trapperne. Lige inden sommerferien ramler hendes verden sammen, da hendes elskede bror kommer i fængsel på grund af en misforståelse. Det er i hvert fald det Kathelyn tror. Kathelyn sætter sig derfor for at finde ud af hvad der skete og hvem der ‘rigtigt’ var skyld i det. Derfor roder hun sig ud i en masse skidt og er sammen med de forkerte. Så da hun en dag bliver eskorteret hjem af politiet siger hendes forældre stop. De melder hende til et ophold ovre i Jylland for kriminelle og lettere forstyrrede unge mennesker, også kaldet Nødebo Holst. Derovre bliver Kathelyn sat i en gruppe med 3 andre. Heriblandt møder hun også den tavse Matthew der gør hende sært usikker. Inden længe vil hun opdage de andres hemmeligheder og mærke hvor tunge de er at holde på. Kathelyn bliver rodet ud en masse og må inden længe træffe et vigtigt valg.

2Likes
8Kommentarer
891Visninger
AA

1. Første dag i helvede

 

Smertefuldt lukkede jeg øjnene. Tårer løb ned af mine kinder som et vandfald. ”Jeg kommer til at savne dig Luke " hviskede jeg lavt. ”Jeg kommer også til at savne dig Kath, det ved du.  Prøv nu at nyde sommeren ikke?” lød det fra mobilen, som jeg havde presset tæt på siden af mit hoved. ”Jo jo, selvfølgelig” snøftede jeg. ”Jeg er sikker på du finder en masse venner… Tiden er gået. Vi ses Kath” hørte jeg inden den velkendte bip tone lød. Jeg kunne ikke lade være med at smile over at han troede jeg skulle på koloni. Det var det langt fra, men det nyttede ikke noget at gøre ham ked af det.

 

”Kathelyn?” spurgte min mor lidt efter. Jeg åbnede øjnene og så at hun stod lige foran mig. Hendes bekymrede blå øjne så på mig. Jeg hadede det. ”Det er tid til at tage af sted. Vi skal jo ikke komme for sent til velkomsten” sagde hun med et prøvende smil. Hun kunne ligeså godt droppe det, for jeg ville aldrig tilgive hende eller far, for den sags skyld. ”Vi skal altså være der om 5 timer ” skyndte min far på os. Jeg anede ikke at han stod der. ”Fint” hvæste jeg. Med hidsige skridt gik jeg hen til bilen, hvor jeg åbnede døren, satte mig ind og smækkede den hårdt. Det gav et sæt i begge mine forældre. Nervøst vimsede min mor hen til forsædet. Med et sørgmodigt blik så jeg hen på huset jeg altid havde boet i. Nu skulle jeg bo et fremmed sted på ubestemt tid, skønt..

 

Ud af øjenkrogen kunne jeg se min mor vende hovedet mod mig. ”Det bliver så spænende, ikke Kathmus? Der er en masse udflugter og så er der en time om ugen hos en psykolog til hvert individ! ” sagde hun med et hyper-agtigt smil.  Langsomt trak jeg min Iphone frem og tog høretelefonerne i ørerne. Ikke engang et blik ville jeg værdige min mor. Smilet forsvandt langsomt fra hendes læber og hun vendte sig opgivende om.  Jeg skævede mod dem, kun for at opdage dem snakke. De snakkede om mig. Hurtigt startede jeg musikken. Som om jeg gad høre på dem snakke om hvor bekymrede de er for mig. Jeg lukkede langsomt øjnene da lyden af sangen ’Langt ude’ begyndte. Den mindede mig smertefuldt om Luke.

 

”Kathelyn? Skat vi er her” hørte jeg i baggrunden af min drøm. ”Så væk hende dog” brummede en velkendt stemme. Jeg åbnede træt øjnene. Min mor stod halvt inde over mig med et smil. Min far gik irriteret rundt imens han røg en smøg. Hurtigt trak jeg mig væk fra hende, som om jeg ville brænde mig ved nærkontakt. Min mor så pludselig såret ud. Jeg kunne ikke være mere ligeglad. De skulle bare vide hvor meget de sårede mig. Irriteret steg jeg ud af den anden side af bilen. Mit blik gled rundt. En stor eng bredte sig omkring den store gård. Jeg ville gætte på at den nærmeste nabo ville være omkring 3 km væk.

 

Robotagtigt gik jeg hen mod hovedindgangen. Der holdte mange biler tæt på gården. Nogle få forældre tog den pakkede bagage med ind. Jeg ville lade mine forældre gøre det samme. Mit blik gled op på et skilt der hang over døren. Nødebo Holst stod der. Kunne det blive værre? Hvordan kan man kalde et sted for kriminelle for Nødebo Holst? Latterligt. Jeg skubbede døren op. Det var faktisk ikke så mange som jeg havde troet. Jeg så indgående på alle de unge. De så ud som om de var på min alder, men nogen ville nok være lidt ældre. Jeg stillede mig alene i et hjørne. Døren gik op igen lidt efter, hvor mine forældre kom ind med mine kufferter. De smilte begge som om de var det lykkeligste par.

 

En dame med løst hår gik ind i midten af forældre og unge. Hendes hår var vildt og rødt. ”Hej alle! Og hjerteligt velkommen” sagde hun glad. Fedt nok, en optimist. ”Jeg er sikker på vi nok alle skal få det sjovt sommeren over” tilføjede hun.  Nogle forældre nikkede, deriblandt mine. ”Nu vil jeg råbe navne op og derved give jer et værelses og gruppe nr.” sagde hun imens hun fumlede med noget papir. Jeg lyttede ikke rigtigt efter. ”Kathelyn?.... Er der en Kathelyn Williams blandt os?” spurgte hun højt imens hendes blik gled ihærdigt rundt mellem alle. Det gav et sæt i mig da jeg opdagede det var mig hun mente. ”Ehh ja?” sagde jeg højt. Alles blik vendte sig mod mig. Jeg skævede til siden hvor en persons blik syntes at brænde gennem mig. Det var en fyr med blå øjne og chokoladebrunt hår. Hans blik var gennemtrængende og fik mig til at føle mig usikker.  ”Der var du!” grinte hun. ”Kathelyn du har værelse 4 sammen med Sascha og du er i gruppe 5” læste hun op.  Hun fortsatte med at remse op.

 

Mine forældre gik hen til mig. ”Skal du ikke hilse på alle dine nye kammerater?” spurgte min mor glad. Igen valgte jeg bare at ignorere hende.  Den rødhårede dame smilte nu stort igen. ”Ja, det var så det. Jeg hedder for resten Lena og er lederen af Nødebo Holst. Det er tid til at sige farvel jeres forældre og så kan i unge mennesker jo finde jeres værelser og pakke ud. Kl. 7 skal vi alle mødes her igen” sagde denne såkaldte Lena, hvorefter hun gik sin vej ind på sit kontor, ville jeg gætte på. Jeg så på mine forældre med et fjendtligt blik, hvilket fik min mor til at se usikkert på min far som om han skulle starte ud.  ”Opfør dig ordentligt” sagde han. Tja, det var vel en begyndelse og jeg fandt det langt mere behageligt end et kram. Fysisk kontakt var ikke lige mig og det var præcis derfor jeg skyndte mig at gå. Min mor lagde op til at kramme mig og det gav mig bare kvalme. Hun så sikkert fortvivlet efter mig.

 

Jeg var spændt og rimelig nervøs for hvem min værelseskammerat ville være. Godt nok var det jo blevet læst højt men jeg havde ikke ligefrem hørt efter. Mit hjerte hoppede en gang da jeg så døren med nummeret 4 på. Jeg gik derhen og åbnede den. Da mit blik havde ransaget hele rummet kunne jeg ånde lettet op. Jeg var den første herinde. Jeg smed mig på den ene seng som jeg erklærede for min. Savnet til Luke dukkede op igen. Han forstod mig altid. Pludseligt blev døren revet op og bragede ind i væggen bag den. Det fik mig til nærmest at hoppe op i loftet. Pigen der stod foran mig var ret skræmmende. Hun havde klippet sig helt skaldet bortset fra den sorte hanekam der startede lige over panden og sluttede i baghovedet.

 

Jeg sank og forsatte med at stirre på hende. Hun løftede det ene fint plukkede øjenbryn og så på mig. ”Vil du have et billede eller hvad?” spurgte hun. Langsomt gik hun ind, som om hun var parat til at springe på mig ved muligt angreb. Jeg fjernede blikket fra hende uden at svare. Hun havde sin kuffert med og vist også min. ”Dine forældre fangede mig på gangen. De virker kvalmende søde” påpegede hun inden min kufferten blev stillet foran mig. ”Du er vistnok den stille type var? Du gør måske oprør? Tro mig det virker ikke. Jeg har prøvet det hele. Du kan råbe, tie stille, lade være med at æde og de er fuldkomne ligeglade. Det er jo derfor du er endt her. VI er for meget for dem” sagde hun hårdt inden hun kastede sig ned i sin seng som jeg havde gjort 5 minutter inden. Da hun gabte lagde jeg mærke til at hun havde en tungepiercing. Hun var som taget ud af en ungdomsbog om oprør. ”Jeg er Sascha” sagde hun og rakte sin hånd hen til mig, selvom hun lå i sengen. Det var lidt underligt, men jeg måtte vel hellere få det bedste ud af min tid her. ”Kathelyn” sagde og trykkede hendes hånd. Hendes ærme krøb lidt op og sølvskinnede ar kom til syne. Hun trak ligeglad ærmet ned igen. ”Woow perfekt navn ligesom dine perfekte forældre. ”jokede hun.

 

Sascha stak hånden ned i bukselommen og trak smilende en pakke smøger op. Hendes fingre åbnede den og trak forsigtigt smøgen ud. Måtte man overhovedet ryge her? Jeg stirrede på hendes hånd og endte ved hendes fingernegle der var malet med sort neglelak. ”Vil du have en?” spurgte hun med et løftet øjenbryn. Jeg vågnede op af min trance og rystede på hovedet. ”Man må ikke ryge her” påpegede jeg. Sascha begyndte at le. Det lød lidt som en kat der bliver kvalt. ”Jeg er fuldkommen ligeglad for jeg gør hvad der passer mig. ”sagde hun muntert. ”Nå” sagde jeg surt. Tiden sneglede sig af sted. Jeg havde pakket ud på 10 minutter mens Sascha sad og røg. Hun gad vel bare ikke.  

 

”Gruppe tid!” sagde Sascha og hvinede som en lille pige da klokken blev 7. Hun grinte lidt efter af sig selv. Prøvede hun at lave en dårlig parodi? Jeg rystede på hovedet af hende og gik mod fællesrummet. Mine tanker begyndte igen at dreje sig om Luke. Jeg nærmest gik i trance. Pludseligt stødte jeg ind i noget hårdt, hvilket fik mig til at bakke nogle usikre skridt. Der gik nogle sekunder før jeg kunne se hvem det var. Det hvislede mig koldt ned af ryggen da hans blik mødtes med mit. ”U-undskyld” sagde jeg og skyndte mig videre. Han sagde intet. Imens jeg hurtigt gik videre så jeg mig tilbage over skulderen. Han stod bare der og stirrede.

 

Pludseligt bankede jeg ind i noget hårdt igen og denne gang fik det mig til at vælte. Jeg så rundtosset op. Det var bare ikke min dag i dag.  ”Jeg må virkelig sige, at jeg aldrig har mødt en tøs der faldt så hurtigt for mig som dig” jokede han med et grin. ”Har du tænkt dig at hjælpe mig op eller hvad?” spurgte jeg lidt surt. Han tog fat om min arm og løftede mig op. ”Rolig nu tiger” sagde han smørret. Jeg gav ham elevatorblikket som om han var en uhumsk hjemløs. Det var nu bare ikke helt sandt. Han var faktisk ret så lækker, sikkert en rigtig badboy. Det udstrålede han i hvert fald.  Han rettede hurtigt på det blonde hår imens han smilte sit perfekte smil til mig. Han skulle på ingen måde tro at han kunne stå her og charmere sig ind på mig. Jeg gik brat videre.

 

Da han løb efter mig med hans smørrede smil rullede jeg med øjnene. ”Jeg hedder Sean ” sagde han og smilte charmerende. ”Godt for dig” svarede jeg affejende. ”Årrrh smil nu til mig. Vi er trods alt i gruppe sammen” sagde han og blinkede uskyldigt med øjnene. Jeg stoppede op og gloede på ham. Lavede han sjov? Han så bare forvirret på mig og det bekræftede at det var sandt. Jeg gik irriteret videre.. ”Ja selvfølgelig skal jeg nok følge dig hen til fællesrummet. Glad for at du spørger” sagde han til mig. Jeg mærkede hans arm snige sig ind under min, hvorefter han så førte mig derind.  Flere gange var jeg ved at trække armen til mig. 1. regel omkring mig var: ingen fysisk kontakt!

 

Da vi kom derind landte mit blik på Lena. Sean slap min arm og fulgte mit eksempel. Der gik dog ikke længe før han lænede sig hen mod mig. ”Jeg elsker blondiner” hviskede han i øret på mig. Jeg rynkede mig lidt væk fra ham og lod som om han ikke eksisterede. ”Så! Nu er vi her vist alle sammen” sagde Lena. ”Nu skal i finde sammen i jeres grupper, finde et sted på gården og så præsentere jer for hinanden. Fortæl lidt om jer selv og hvorfor i er her. I kan ligeså godt være ærlige fra starten af, for sådan starter venskaber bedst” sagde hun med et stort smil. Latterligt. Som om de her sindssyge mennesker skulle vide noget om mig. Jeg gik modvilligt hen til Sean, siden jeg kun vidste at jeg var i gruppe med ham og Sascha. Hvor var hun egentlig? Mit spørgsmål blev besvaret da hun som kaldet kom hen til os.

 

”Kykkelykyyyyy!” hylede Sean. Jeg rynkede panden. Var han lige lidt underlig eller hvad? Sascha så på ham med et blik der næsten kunne dræbe. ”Så meget som gør det igen og jeg brækker din arm” truede hun ham. Han så bare grinende på hende men sagde ikke mere. Nu gik det hele op for mig. Det var åbenbart hendes hanekam han havde startet ud med at kommentere eller rettere sagt provokere.  ”Er vi ikke flere?” spurgte jeg utålmodigt. Sean nikkede. ”Jo da, Der er også Matthew. Han skulle være en underlig gut. Det siges at han ikke taler” svarede Sean ligeglad. Når det ikke handlede om ham selv blev det vel kedeligt.

 

Det gav et sæt i mig da jeg så hvem Matthew var. Fyren der stirrede med sit brændende blik. Jeg sank. Han sagde intet da han kom hen til os. ”Jeg er Sean” sagde Sean og rakte sin hånd frem til ham. Matthew så på ham, hævede sit øjenbryn og stirrede på ham som om han ikke kunne fordrage ham. Seans hånd faldt ned igen. Det var jo også ret provokerende at gøre når nu han ikke var den mest talende person. Matt flyttede sit blik fra Sean og hen til mig. Jeg følte mig pludselig usikker. Han var som en bog låst med hundrede låse og nøglerne var forsvundet. Sjovt, han lignede ikke den stille type. 

Det var så det første kapitel af min nye movella :) Skriv gerne en kommentar med ris eller ros. Hvis i syntes om den så like den gerne ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...