The Vampire Diaries Fanfiction - Lænket

Lynn Adams blev angrebet af en mand med lysende blå øjne, og vågner en dag op i en stenhule, lænket til væggen. Tørsten brænder i hendes hals, mens hun sidder der i mørket, uden at kunne orientere sig om dag og nat.
Mareridt om den dag hun blev angrebet bliver ved med at komme tilbage, og en dag hvor hun vågner, kommer manden med de blå øjne, Klaus, tilbage til hulen med et nyt og meget forkommen ofre. Damon Salvatore.
Lynn bliver nød til at grave i hendes fortid, for at finde ud af, hvorfor Klaus har handlet, som han har gjort og hun får brug for alt den hjælp hun kan få, for hun skal på samme tid lærer at mestre hendes unormale kræfter. Unormale for selv en vampyr.

9Likes
5Kommentarer
2206Visninger
AA

9. Kapitel 9

 

”Hun skal ikke bo her. Vi ved intet om hende!” Viskede Stefan til Damon inde i huset. Jeg kunne selvfølgedig godt hører dem, men jeg lod som om jeg intet havde hørt, da Damon kom ud på verandaen til mig. Jeg havde prøvet at komme ind i huset, men noget blokkerede mig ved døren og jeg kunne ikke finde ud af hvad det var. Damon kiggede på mig kort, og sukkede. Han gik om bag mig og jeg kunne mærke hans blik. Jeg kiggede ind af døren der stod på klem foran mig. Panelerne var af mørkt træ og tapetet var gammelt og slidt. Stilen var meget gammeldages og det passede nok fint på deres alder, hvis de var på alder med kirkeruinen.
”Hvis i kan finde et kort til mig, så kan jeg nok godt finde hjem.” Sagde jeg kort, uden at vende mig mod Damon. Han gav et lille kluk fra sig og kom op på siden af mig.
”Hvad vil dine plejeforældre sige, når de finder ud af dine nye spisevaner?” Sagde Damon sarkastisk og smilede skævt til mig. Jeg kiggede ned i jorden. Jeg havde ingen ide om hvor jeg ellers skulle gå hen og jeg var tydeligvis ikke velkommen her. Selv deres dør havde noget imod mig.
”Det vil snart blive lyst udenfor.” påpegede Damon. Jeg vendte mig om og så ud i horisonten. Det var lige så stille begyndt at blive lyst. Jeg kom til at tænke på sagnet med Grev Dracula. Han brændte op i solen, ville det samme ske for mig? Jeg kiggede på Damon og hans øjne sagde alt. Ja, det ville jeg.
”Fuck Stefan, du kommer ind sammen med mig.” Sagde Damon og skubbede døren helt op og lavede et lille nik, som et tegn på at jeg skulle gå ind.
”Jamen jeg kan ikke komme igennem døren.” Sagde jeg forbavset over den pludselig gæstfrihed.
”Du kan godt nu. Jeg har lige inviteret dig ind.” Sagde han og holde døren for mig. Jeg trådte hen mod døren og rakte en hånd frem, for at se, om jeg kunne mærke den usynlige mur, men den var væk nu.
”Er der flere usynlige mure jeg skal kende til?” Spurgte jeg lettet, da jeg trådte ind i gangen.

Stefan sad i den gamle sofa overfor, og nidstirrede mig. Deres møbler var gamle med løvefødder og lignede noget ens bedstemor ville have smidt væk, fordi det var for gammeldages. Jeg var ikke sikker på om det var deres stue, eller et hjemme-bibliotek, men der var forfærdelig mange bøger. De stod væg og oh væg ned, samt rundt omkring i store stakke. Jeg kiggede mig omkring, for at finde ud af, hvilken tid det mon var fra det hele, men til dels også for at undgå Stefans blik. Jeg sad med et krus varm te i hånden, da Elena kom ind i stuen. Hun satte sig sukkende ved siden af Stefan og puttede sig lidt ind til ham.
”Hvordan har Bonnie det?” Spurgte han. Bonnie lå ovenpå og sov. Jeg kunne hører hendes hjerteslag helt her nede. Det var foruroligende hurtigt. Jeg var sikker på at Stefan også kunne hører det. Damon kom ind i stuen og havde retning imod et bord fyldt med forskellige-formede flasker. Det var tydeligvis en stor samling at alkoholiske drikke. Han fandt et lille glas frem og hældte noget gulligt væske op i det. Min skærpede lugtesans fortalte mig, at det var noget med en høj alkohol procent i. Da han satte sig ved siden af mig, kunne jeg ikke lade være med at skule til glasset.
”Vil du have noget?” Spurgte han kækt. Jeg rystede på hovedet og nippede til min te.
”Så er der mere til mig. Nå ja, hvordan går det med heksen?” Spurgte Damon uden tegn på medfølelse i stemmen. Elena sendte ham et trist blik og begravede sin ene kind, ned i Stefans ærme.
”Jeg kan kigge på hende?” Sagde jeg pludselig. De kiggede alle på mig, som om jeg var sindssyg. Jeg kiggede rundt på dem.
”Du må hellere gå med hende.” Sagde Stefan til Damon. Jeg kunne hører Stefans tanker. Han var ikke tryg, ved at lade mig være alene med Bonnie.

Jeg gik op af trappen og lod Damon vise mig vej ind i et lille værelse med en himmelseng. Sengen havde fine udskæringer og havde helt sikkert taget lang tid at lave, engang. For den så lige så gammel ud, som resten af møblerne i huset.
”Hun har ikke mange ydre skrammer.” Sagde jeg kort, da jeg så på Bonnie i sengen. Hun sov, men det så meget anstrengt ud, som om hun havde mareridt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, så jeg satte mig ved siden af hende og indåndede hendes duft. Lugten af blodet slog mig ikke lige så hårdt, som da jeg var nede i ruinen, da der var så mange andre nye lugte omkring mig, som jeg ikke havde oplevet før og så endda med skærpede sanser. Damon slæbte en stol hen over gulvet og satte sig ved siden af sengen og observerede hver en lille ting jeg gjorde. Jeg strøg Bonnie over panden og kunne mærke koldsvedenet. Det føltes som feber, men luften omkring hende sitrede. Jeg tog hendes hånd og jeg mærkede et lille stød gå igennem min hånd. Det var ikke smertefuldt, men det gik i mine reflekser i min hånd og fik mig til at knuge hendes hånd hårdere.
”Hvad laver du?” Spurgte Damon og lænede sig frem mod mig. Jeg kunne ikke give slip på Bonnies hånd. Det var som om hun sugede kræfter fra mig, til sig. Pludselig sprang hun og af sengen som om nogen havde givet hende en adrenalinsprøjte. Hun kiggede forskrækket på mig.
”Hvad er du?” Spurgte hun og smilede skræmmende til mig. Jeg kiggede bare forbløffet på hende.
”Kunne du ikke føle kræfterne?” spurgte hun og kom tættere på mig. Jeg havde følt noget, men jeg anede ikke hvad det var jeg skulle have følt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...