The Vampire Diaries Fanfiction - Lænket

Lynn Adams blev angrebet af en mand med lysende blå øjne, og vågner en dag op i en stenhule, lænket til væggen. Tørsten brænder i hendes hals, mens hun sidder der i mørket, uden at kunne orientere sig om dag og nat.
Mareridt om den dag hun blev angrebet bliver ved med at komme tilbage, og en dag hvor hun vågner, kommer manden med de blå øjne, Klaus, tilbage til hulen med et nyt og meget forkommen ofre. Damon Salvatore.
Lynn bliver nød til at grave i hendes fortid, for at finde ud af, hvorfor Klaus har handlet, som han har gjort og hun får brug for alt den hjælp hun kan få, for hun skal på samme tid lærer at mestre hendes unormale kræfter. Unormale for selv en vampyr.

9Likes
5Kommentarer
2233Visninger
AA

8. Kapitel 8

 

Jeg vidste ikke hvad hekse var i stand til, men smerten var ulidelig. Da Bonnie begyndte at fremsige sin besværgelse, begyndte mine håndled at brænde. Jeg trak mine hænder til mig, men Damon tog hårdt fat i mine hænder og hev dem ud fra kroppen. På trods af at jeg vred mig og skreg, lykkedes det ham at holde mig fast. Jeg så ikke Bonnie give tegnet til Damon, men jeg kunne mærke hans kolde fingre mod min hud, under længerne på den ene arm. Smerten forsvandt med det samme, da han gav slip og gik videre til næste arm. Smerten var væk på et splitsekund. Jeg faldt samme på jorden og begyndte at græde. Jeg begyndte først at græde nu. Jeg turde ikke røre mig ud af stedet, for jeg var bange for at smerten ville komme igen. Bonnies messen holdt op lige så stille og jeg kunne mærke de alle kiggede på mig.
”Er du okay?” Spurgte Elena med bekymring i stemmen, men det var Damon der tog fat om mine skuldre og trak mig op og sidde. Han sad på hug foran mig og kiggede mig i øjnene. Han behøvede ikke at sige noget, hans ansigtsudtryk fortalte mig, at alt var okay nu og jeg kunne slappe af. Jeg flyttede mit blik fra hans øjne til mine håndled. Jeg havde store brændemærker på begge hænder, men de gik lige så hurtigt i sig selv, som jeg havde set sårene på Damon gjorde.

Damon vendte sig mod Bonnie der vaklede lidt. Elena stod ved siden af hende og støttede hende.
”Kan du få os ud herfra? Det må gerne være i dag. Dumme heks.” Jeg var overrasket over det Damon kaldte Bonnie, men hun reagerede overhovedet ikke på det, og satte sig ned med bogen sammen med Elena.
Sidste gang vi brød forbandelsen, tog det på alle mine kræfter. Måske kan jeg lave en lille hul i den mur der holder dem her inde. Jeg skal bare have hjælp af elementerne.” hørte jeg Bonnie sige.
”Kan du se muren, Bonnie?” Spurgte jeg hende pludselig. Hun kiggede underligt på mig.
”Hvad?” spurgte hun kort.
”Muren du snakker om. Kan du se den?” Spurgte jeg og pegede over på udgangen.
”Jeg snakkede ikke om muren. Jeg tænkte kun på det. Vent! Er du inde i mit hoved?” Hun så vredt på mig. Jeg blev forvirret og så på de andre.
”Kunne i ikke hører hende snakke? Om muren? Og elementerne?”  Jeg kiggede på Bonnie igen. Hun så sur ud, men på samme tid skræmt. Jeg skammede mig pludselig, uden at vide hvad det var jeg havde gjort. Jeg trak mine ben op under mig og lagde hovedet på mit ene knæ. Selv for et monster, var jeg en særling. Damon satte sig ved siden af mig og så fascineret på mig. Jeg kiggede ikke på ham, men kiggede bare ned på den stor bog Bonnie og Elena sad med. De skævede til mig engang i mellem og jeg kunne tydelig hører deres tanker om mig. For mig lød det som om, at de snakkede uden at bevæge munden, men hvis jeg fokuserede på bogen og overvejede hvad der mon stod på de støvede sider, kunne jeg ikke hører den mere.

Bonnie fandt endelig sin besværgelse og gjorde sig klar.
”Jeg vil kun være i stand til at lave en lille passage der kun vil vare i få sekunder, så i skal skynde jer, okay?”  Bonnie gav mig et sigende blik. I hendes tanker bad hun til, at hun ikke gjorde noget dumt, ved at lukke mig ud, og hun havde heller ikke de store lyst til at lukke Damon ud. Hun gik op af ruinen sammen med Elena og vi skulle vente til Elena råbte på os. Damon hjalp mig op og stå, og vi gik over til døren. Hans tanker hvor ikke lige så tydelige når jeg kiggede på ham, som når jeg kiggede på Bonnie, det var jeg glad for, for ens tanker er private og det var ikke min mening hører dem.

Jeg havde endnu ikke afprøvet hvor hurtigt jeg var blevet. Da Elena råbte på mig og Damon, var det som at kravle gennem et lille usynligt hul. Damon lod mig gå først, og i min desperation i at komme ud, styrtede jeg med en forbløffende fart hen af gangen og op af en forfalden stentrappe. Da jeg kom op, var jeg nær blæst omkuld. Bonnie havde i hvert fald fået fat i elementerne og en meget lokal storm var sat i gang. Damon kom ud lige efter mig og jeg kunne se på hans reaktion, at han også var overrasket over Bonnies kræfter. Elena råbte til Bonnie, at hun godt kunne stoppe. Bonnie råbte alle elementerne op og til sidst faldt hun til jorden. Uden jeg havde lagt mærke til ham, var Stefan der hurtigt til at gribe hende. Hun rystede over hele kroppen, vendte det hvide ud af øjnene og blodet løb fra hendes næse og mund.
”Vi må få hende væk herfra. Hurtigt!” kommanderede Stefan. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, så jeg gik bare efter de andre. Stefan havde en bil stående tæt på skoven og lagde Bonnie ind på bagsædet. Elena satte sig ind på passagersædet og de kørte væk.

Nu stod jeg her alene i skovkanten med Damon. Jeg anede ikke hvor jeg var eller hvor jeg skulle tage hen. Jeg ville allerhelst tage hjem til mine plejeforældre, men jeg var ikke sikker på, hvordan jeg skulle fortælle dem, at jeg har en underlig trang til blod og jeg kan læse deres tanker. Jeg gnubbede mit håndled lidt og kiggede mig omkring. Jeg kunne ikke se nogen huse eller noget tegn på by i nærheden.
”Hvor tager du hen?” Spurgte Damon. Han så næsten bekymret ud. Jeg trak på skuldrene. Jeg tog et kridt i samme retning, som bilen var kørt.
”Er den vej til byen?” spurgte jeg ham. Han lo let og begyndte at gå den vej. Jeg kiggede på ham. I hans tanker kunne jeg hører ham sige ja og overvejede mine muligheder, ud fra det jeg havde fortalt om mig selv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...