The Vampire Diaries Fanfiction - Lænket

Lynn Adams blev angrebet af en mand med lysende blå øjne, og vågner en dag op i en stenhule, lænket til væggen. Tørsten brænder i hendes hals, mens hun sidder der i mørket, uden at kunne orientere sig om dag og nat.
Mareridt om den dag hun blev angrebet bliver ved med at komme tilbage, og en dag hvor hun vågner, kommer manden med de blå øjne, Klaus, tilbage til hulen med et nyt og meget forkommen ofre. Damon Salvatore.
Lynn bliver nød til at grave i hendes fortid, for at finde ud af, hvorfor Klaus har handlet, som han har gjort og hun får brug for alt den hjælp hun kan få, for hun skal på samme tid lærer at mestre hendes unormale kræfter. Unormale for selv en vampyr.

9Likes
5Kommentarer
2284Visninger
AA

7. Kapitel 7

 

Damon havde set deres ansigter og havde kort forklaret dem min situation. Hans bror, Stefan, vidste åbenbart hvad det var for et sted, og blev udenfor døren, for ikke at blive spærret inde som Damon og jeg. Hans kæreste, Elena, kunne dog godt komme ind, uden at blive lukket inde, og da hun kom nærmere, kunne jeg lugte den søde lugt af blod. Det fik næsten mine tænder til at løbe i vand, men jeg opførte mig pænt, og ville give hende hånden, men lænken stoppede mig midt i min bevægelse og hun for sammen af forskrækkelse.

”Jeg ville ikke gøre dig ondt! Jeg ville bare hilse, men jeg kan ikke komme længere end hertil.” sagde jeg såret og gik baglæns tilbage og satte mig op af muren.

”Kan din lille hekse veninde ikke få hende fri?” Spurgte Damon spydigt Elena. Hun kiggede medlidende på mig.

”Hvis hun kender en besværgelse til det. Hun er ret ny indenfor heksekunstner.” Elena lignede en der var vant til at snakke om magi og hekse. Jeg var selv en helt unaturlig skabning og i mine ører, lød magi stadig som nonsens, men hvis jeg eksisterede, hvorfor så ikke magi?

”Hvorfor har Klaus spærret dig inde hernede?” Spurgte Elena. Hun kendte altså også til Klaus. ”Jeg er ikke sikker. Jeg havde aldrig mødt ham før, og så en nat, angreb han mig. Jeg var på vej hjem til mine plejeforældre. Altså, jeg går tit ture i mørket.” Sagde jeg forklarende til sidst. Da jeg nævnte mine plejeforældre, stak det i hjertet på mig. De vidste ikke hvor jeg var henne. De tror sikkert jeg er død, for de har ikke fantasi, til at vide at jeg var blevet et monster. Jeg har aldrig følt mig hjemme hos dem, men de har trodsalt altid været der for mig og til gengæld har jeg kaldt dem mor og far, selvom jeg inderst inde vidste, at de aldrig ville blive mine forældre. Jeg kunne nemlig huske mine forældre. Min mor havde haft det samme hår som mig. Langt og lysebrunt. Hendes øjne var venlige, men blå. Jeg havde fået mine brune øjne fra min far. Han havde kulsort hår og briller. De døde da jeg skulle til at gå i skole, hvilket jeg aldrig kom, da jeg blev undervist på børnehjemmet jeg boede på i et halv års tid. Små piger med langt brunt hår og store brune øjne var åbenbart eftertragtede. Jeg havde haft venner, der havde været der så lang tilbage, som de kunne huske, uden at blive adopteret.

Stefan og Elena blev enig om at det var Stefan der skulle hente hende heksen Bonnie, så Elena kunne blive nede hos os. Hun stolede alligevel ikke helt på mig, for hun satte sig over i den anden ende af hulen, hvor jeg ikke kunne nå hende. Damon stod i midten af rummet. Det så ud som om han spekulerede over hvor han skulle sætte sig. Han blev bare stående i midten og kiggede rundt.

”Ved i hvor vi er?” Spurgte jeg pludselig. Hvis hans bror kunne finde ham, så måtte han vide hvor vi var. Damon skulle til at svare, men Elena kom ham i forkøbet.

”Vi er i Mystic Falls gamle kirkeruin. Kirken blev brændt for længe siden med en masse vampyrer indeni. De var blevet spærret inde af hekse og beboerne. Heksene lagde en forbandelse over stedet, så vampyrende ikke kunne komme ud. Selvom det er en ruin, så er forbandelsen ikke hævet. Derfor er det her et godt sted at smide en vampyr til fange.” Sagde hun og pegede på mine lænker. Jeg klirrede lidt med dem. Damon sukkede.

”Hun fortæller bare det, som Stefan har fortalt hende. Jeg levede faktisk dengang det blev brændt og jeg var heldig, at folk ikke vidste jeg var vampyr.” Sagde han og smilede til mig. Var alle historierne om vampyrer virkelig sande? Levede de for evigt? Levede jeg for evigt? Alle disse ting gik langsomt op for mig, da jeg sad og kiggede på Damon. Han lignede ikke en der var over 20 og alligevel siger han, at han er ældre end den her ruin. Den måtte have lagt her længe, for der var rødder fra træerne udefra der var kæmpe store, det måtte betyde det var nogle ældgamle træer. Mange af stenene i bygningen var ved at smuler væk og jo mere jeg vidste og kiggede mig omkring, kunne jeg se, at det ikke var den hule, som jeg først havde tænkt, men faktisk en gammel bygning der var faldet sammen.

Der havde været stilhed i lang tid, da jeg kunne se på Damon, at han kunne hører noget udefra igen. Der gik lidt tid, før jeg kunne hører noget. To mennesker der kom gående i de knasende efterårsblade. Der hang en ny lugt i luften. Næsten lige så sød som Elenas, men en smule krydret. Det måtte være Bonnie. Da hun kom til syne i døren kunne jeg se, at hun havde en stor gammel bog under armen. Hun var lidt mørkere i huden, end de andre og havde mørkere hår end Elena. Hun kiggede forskrækket på mig, men da Stefan skubbede hende ind, smilede hun til mig, som om jeg var et menneske og ikke det monster hun så først.

”Jeg tror jeg har en besværgelse der virker. Damon du blev nød til at hjælpe.”  Sagde hun og så surt på Damon. Hun kunne tydeligvis ikke lide ham, men de var nød til at arbejde sammen nu. Hun pegede ved siden af mig, som tegn på, at han skulle sætte sig ned.

”Når jeg har fremsagt besværgelsen, og jeg giver tegn med hånden, så skal du prøve at få lænkerne af hende, uden at smadre hendes håndled. Okay?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...