The Vampire Diaries Fanfiction - Lænket

Lynn Adams blev angrebet af en mand med lysende blå øjne, og vågner en dag op i en stenhule, lænket til væggen. Tørsten brænder i hendes hals, mens hun sidder der i mørket, uden at kunne orientere sig om dag og nat.
Mareridt om den dag hun blev angrebet bliver ved med at komme tilbage, og en dag hvor hun vågner, kommer manden med de blå øjne, Klaus, tilbage til hulen med et nyt og meget forkommen ofre. Damon Salvatore.
Lynn bliver nød til at grave i hendes fortid, for at finde ud af, hvorfor Klaus har handlet, som han har gjort og hun får brug for alt den hjælp hun kan få, for hun skal på samme tid lærer at mestre hendes unormale kræfter. Unormale for selv en vampyr.

9Likes
5Kommentarer
2202Visninger
AA

6. Kapitel 6

 

Han ømmede hans håndled mens jeg så det hele ekstremt hurtigt lige for øjnene af mig. Jeg kom i tanke om hvorfor jeg egentlig havde drukket af ham, og begyndte at nærstudere min hånd. Den var helet perfekt og der var ingen tegn på, at den for kort tid siden havde været brækket.

”Vampyr blod er et mirakelkur, hvis man vil lappes hurtig sammen. Så længe du har de lænker på, må du have hjælp udefra, ellers ville du have helet lige så hurtigt som mig.” Sagde Damon og gik over til åbningen ind til hulen og kiggede ud. Han pressede sin hånd mod luften, og det var som om han røret en usynlig mur. Vi må finde en anden måde, at få de lænker af på. Når min bror engang finder mig, kan han få hende heksen her ned og få dem af dig.” Sagde han og kiggede på mig. Vi fik øjenkontakt og normalt ville jeg have kigget væk, men hans øjne var fantastiske og fangende og jeg kunne ikke få mig selv til at kigge væk igen.

Han gik rastløs rundt i hulen. Jeg havde faldet i søvn og vågnet igen, og han gik stadig rundt. Jeg havde ingen anelse om, hvor længe jeg havde sovet, men efter man havde set det spor, han havde slidt i jorden, ville jeg gætte på mere end en time. 

”Er dig og din bror meget tætte?” Spurgte jeg ham, bare for at lærer hinanden bedre at kende, når nu vi alligevel var spærret inde sammen. Han lavede en underlig grimasse og stoppede op. Han satte sig ned ved siden af mig, og kiggede mig i øjnene igen. Han så meget skeptisk ud, som om han ikke rigtig vidste om han kunne stole på mig, men jeg kiggede bare smilede tilbage. Efter lidt tid kom et hurtigt skævt smil over hans læber, hvorefter han kiggede ned i jorden. Han fortalte en historie uden alt for mange detaljer, om hans lange liv som vampyr. Han skånede mig for detaljerne om dræbte og alt der havde med vold og gøre. Hans forhold til hans bror og kort om en pige ved navn Kathrine. Han fortalt også om hans brors kæreste som sjovt nok lignede Kathrine på en brik, og mens han snakkede om hende, blev hans øjne meget smalle og han så helt bedrøvet ud.

Han holdte brat op med at snakke, og uden mine øjne kunne følge med, så stod han ovre ved indgangen.

”Hvad?” Spurgte jeg forskrækket og rejste mig også op og gik så langt hen i mod ham, som lænkerne tillod det. Han stod bare stille, med det ene øre vendt ud af.

”HEY!” Råbte han pludselig, så det gav et helt sæt i mig. Han råbte det med få sekunders mellemrum, hvor han lyttede ind i mellem. Jeg kunne også hører noget nu. Det lød som fodtrin i skovbunden og når han råbte, stod de stille et øjeblik og bevægede sig igen. Vi kunne hører dem gå ned af trappen og ligesom ved Klaus, kunne jeg se en lyskegle fra en lommelygte. Damon prøvede at kigge ud på dem der kom. En ung fyr kom til syne i døren. Han havde brunt hår og samme blå øjne som Damon og efter ham kom en lav tynd pige med langt brunt hår og brune øjne. Det måtte være hans bror og kæresten, som han havde snakket om.

Damons bror var på vej ind i hulen, men Damon hamrede hænderne mod den usynlige mur, for at vise at vi ikke kunne komme ud. Hans bror og kæresten veg forskrækket tilbage og derefter kiggede de på mig. Jeg vinkede til dem og mine kæder raslede. Ikke det bedste førstehånds indtryk, men de var mit eneste håb for at komme væk, så jeg kunne lige så godt være flink. Dog, så var der noget over duften der hang i rummet, som var kommet sammen med dem. Det var næsten som duften af Damon, men denne gang var den endnu sødere og meget mere tillokkende. Jeg undgik at snuse op i luften, for at gøre dem forskrækket, for jeg vidste, at det var duften af blod, og jeg ville ikke virke som om, at jeg ville hoppe på dem, som det første jeg gjorde, når jeg kom ud af lænkerne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...