The Vampire Diaries Fanfiction - Lænket

Lynn Adams blev angrebet af en mand med lysende blå øjne, og vågner en dag op i en stenhule, lænket til væggen. Tørsten brænder i hendes hals, mens hun sidder der i mørket, uden at kunne orientere sig om dag og nat.
Mareridt om den dag hun blev angrebet bliver ved med at komme tilbage, og en dag hvor hun vågner, kommer manden med de blå øjne, Klaus, tilbage til hulen med et nyt og meget forkommen ofre. Damon Salvatore.
Lynn bliver nød til at grave i hendes fortid, for at finde ud af, hvorfor Klaus har handlet, som han har gjort og hun får brug for alt den hjælp hun kan få, for hun skal på samme tid lærer at mestre hendes unormale kræfter. Unormale for selv en vampyr.

9Likes
5Kommentarer
2205Visninger
AA

5. Kapitel 5

 

Der var altså håb for, at hans bror ville komme og lede efter ham. Men hvis Damons bror også var vampyr, hvordan skal jeg så komme ud af lænkerne? Vampyrer der røre lænkerne mister sine kræfter, så længe de har dem på. Gad vide hvordan mine kræfter ville være, hvis jeg ikke havde dem på? Jeg raslede lidt med kæderne og jeg fik Damons opmærksomhed. Han kiggede på mig, med medlidende øjne.

”Hvor lang tid har du siddet her nede?” Spurgte han, og satte sig ned ved siden af mig. Jeg var åbenbart ikke farlig mere. ”Jeg ved det faktisk ikke. Jeg mødt ham Klaus, så blev det hele sort og så vågnede jeg op her. Jeg kan ikke se solen, så har heller ikke kunnet tælle dage.” Jeg sukkede. Det var med vilje, at jeg ikke fortalt, at jeg havde haft to blackouts. Jeg ville ikke skræmme Damon væk, ved at fortælle, at jeg havde bidt Klaus, for det lød som om, at Klaus var en rimelig hård negl. Gad vide hvorfor han havde angrebet mig?

Jeg pillede lidt ved lænkerne. De var låst sammen med en lille nøgle, som Klaus sikkert havde på sig. Jeg prøvede forgæves at stikke min lillefinger ind i låsen, men det kunne den selvfølgedig ikke.

”Skal vi prøve med et par sten?” Spurgte Damon og rynkede panden.

”Vil jeg så ikke komme til skade?” Spurgte jeg dumt. Han nikkede og rejste sig op og spejdede rundt i hulen. Han gik hen i hjørnet og tog nogle løse sten ud af væggen. De var tunge nok, til at jeg ville have båret dem med begge hænder og med besvær, men han tog dem en i hver hånd. Han placerede den ene under mit håndled, men jeg trak den til mig. ”Er du sikker på det der? Jeg vil ikke have smadret mit håndled!” Sagde jeg usikkert, men han knælede ved siden af mig, og tog mit håndled oven på stenen igen.

”Hvis du får den af, så vil sine kræfter komme tilbage, og din krop vil hele ligesom min.” Sagde han og kiggede min i øjnene for at berolige mig. Jeg ved ikke hvad der var med hans øjne, men noget i dem sagde ’stol på mig’, så det gjorde jeg. Jeg tog ikke min hånd til mig, da han løftede den anden sten op i luften og hamrede den imod armbåndet til lænken.

 Lyden af sten mod jern gav genlyd i hulen, men låsen gik ikke op. Jeg kiggede ned på min hånd, og først da jeg så på den, kunne jeg mærke smerten. Han havde ramt det nederste led i min tommelfinger, og den stod ud fra hånden i men klam vinkel. Jeg begyndte at skrige og for op. Jeg blev ved med at kigge på min finger, mens jeg skreg og fik tårer i øjnene.

”Rolig! Slap af!” Beroligede Damon mig, som også var kommet op og stå.

”Rolig?! Du har lige brækket min finger! Du sagde jeg ville hele, hvis jeg kom ud af lænken!” Skreg jeg af ham og rystede med lænken, for at vise, at jeg stadig havde den på. Han flyttede sig lige så hurtigt som Klaus, og stod på et splitsekund med min hånd i sine. Han vænnede og drejede den i sine hænder, indtil han nikkede og gav slip. Han så på mig med blikket fra før.

”Bid mig.” Beordrede han mig, og rakte hans arm ud foran mig, så jeg kunne bide i hans håndled. Jeg var forvirret et øjeblik, men hans blik var overtalende og jeg tog hans arm med min raske hånd og bed igennem hans hud.

Smagen af blod eksploderede i min mund og den brændende følelse i min hals, som jeg havde ignoreret i lang tid, var langsomt på vej væk. Jeg lukkede øjnene og nød smagen, selvom jeg inderst inde hadet mig selv, for at kunne lide det. Det var sygt og forkert på mange måder, men det var det, som jeg var tørstig efter, og jeg ville have smerten til at gå væk. Midt i det hele tog Damon min skadet hånd og rettede min tommelfinger ud, uden jeg mærkede det som smerte, kun som en let berøring. Han begyndte at ae mig over håret lidt, men til sidst rev han i mit hår, for at få mig til at give slip fra hans arm. Jeg havde ikke lyst, men han var meget stærkere end mig og jeg måtte tage mig sammen igen og blive menneskelig… Så godt som jeg nu kunne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...