The Vampire Diaries Fanfiction - Lænket

Lynn Adams blev angrebet af en mand med lysende blå øjne, og vågner en dag op i en stenhule, lænket til væggen. Tørsten brænder i hendes hals, mens hun sidder der i mørket, uden at kunne orientere sig om dag og nat.
Mareridt om den dag hun blev angrebet bliver ved med at komme tilbage, og en dag hvor hun vågner, kommer manden med de blå øjne, Klaus, tilbage til hulen med et nyt og meget forkommen ofre. Damon Salvatore.
Lynn bliver nød til at grave i hendes fortid, for at finde ud af, hvorfor Klaus har handlet, som han har gjort og hun får brug for alt den hjælp hun kan få, for hun skal på samme tid lærer at mestre hendes unormale kræfter. Unormale for selv en vampyr.

9Likes
5Kommentarer
2229Visninger
AA

4. Kapitel 4

 

Vi sad og snakkede om Klaus, men fyren, som hed Damon, holdte sig stadig på afstand af mig. Jeg skulle overbevise ham om, at jeg ikke var farlig, så han måske kunne hjælpe mig ud af lænkerne. Jeg sad og tænkte over det, mens Damon fortalt mig om de oprindelige. Jeg kunne ikke lade være med at gyse, hver gang han nævnte ordet vampyr. Han nævnte også varulve og hekse og jeg kunne ikke lade være med at spekulere over, om eventyr faktisk var sande. Var der så også drager og trolde? Jeg undlod at spørge, da jeg allermest undrede mig over noget andet og jeg afbrød Damons fortælling om en gammel forbandelse der lå over os vampyrer.

”Hvorfor går du ikke?” Spurgte jeg ham. Det lød forkert, det kunne jeg se i hans ansigt, men jeg vidste ikke hvordan jeg skulle formulere det.

”Er jeg så irriterende?” Spurgte han kækt, men på samme tid kiggede undrende på mig.

”Døren er lige der, du kan bare gå hvis du vil. Du er ikke lænket. Alligevel vælger du, at sidde her og snakke med mig i en afstand, så jeg ikke kan gøre dig noget, hvilket jeg heller ikke har i sinde. Men hvorfor går du ikke, eller i det mindste hjælper mig ud af kæderne så jeg kan gå?” Spurgte jeg en smule irriteret og viftede med armene, så lænkerne klirrede mod gulvet. Han kom helt over til mig og satte sig igen i huk.

”Jeg ville skam være smuttet for længst hvis jeg kunne, men rummet her er forbandet, så vampyrer ikke kan undslippe det. Desuden er jeg ikke bange for dig.” Sagde han og prikkede mig i panden med sin pegefinger. Jeg sukkede dybt.

”Så hjælp mig ud af kæderne i det mindste.” Sagde jeg bedene og kiggede ham lige i øjnene. Det begyndte at brænde en smule i mine håndled igen, men hans øjne blev helt blanke i et øjeblik hvor han rakte ud efter den ene kæde. Han smed den fra sig igen, uden så meget at hive i den, eller noget. Jeg kiggede surt på ham, og hans øjnene var igen normale og han så bare surt tilbage.

”Hvad laver du?” Spurgte han og gik væk fra mig igen. Jeg trak på skuldrene.

”Jeg ved ikke hvad du mener?”

”Du gjorde det der med øjnene. Det burde ikke påvirke mig. Det kun mennesker!” Sagde han urolig. Jeg vidste ikke hvad han snakkede om og rystede bare på hovedet og lagde mig surt ned på det kolde gulv. Jeg tran mine ben op under mig, så jeg næsten lå i fosterstilling og lå og stirrede på ham.

”Jeg kan alligevel ikke gøre noget ved de kæder. De tapper en fra kræfter, så længe man rører ved dem.” Sagde han og gik over til døråbningen og kiggede ud.

”Er det derfor det brænder i mine håndled engang i mellem?” Spurgte jeg og kørte et par fingre, ned af den ene lænke. Han trak på skuldrene uden at kigge på mig.

Vi var stille i lang tid. Det var en lidt akavet stilhed, men han stod bare med ryggen til mig, og kiggede ud af åbningen. Jeg betragtede ham, mens jeg stadig lå på gulvet. Hans sorte jeans og t-shirt sad stramt til hans krop og afslørede hvor muskuløs han var. Ikke på den grimme pumpede måde, men nok til at han kunne virke en smule skræmmende, hvis man nu skulle komme i slagsmål med ham. Hans tøj var itu revet flere steder, hvor man kunne se blegt hud.

”Er der nogen der vil komme op redde dig?” Spurgte jeg, for at bryde tavsheden. Han vendte sig ikke om da han svarede kort.

”Forhåbentligt lægger min bror mærke til jeg er væk. Engang… Når han ikke har for travlt med sit liv forklædt som menneske og lege med hans menneske kæreste.” Sagde Damon vredt og slog ind i væggen med en knyttet næve. Jeg hørte en knase lyd og jeg var sikker på, at han havde brækket samtlige knogler i hans hånd, men hans hånd så helt uskadt ud, men små sten stumper fra stenmuren faldt til jorden, idet han hev hans hånd til sig igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...