The Vampire Diaries Fanfiction - Lænket

Lynn Adams blev angrebet af en mand med lysende blå øjne, og vågner en dag op i en stenhule, lænket til væggen. Tørsten brænder i hendes hals, mens hun sidder der i mørket, uden at kunne orientere sig om dag og nat.
Mareridt om den dag hun blev angrebet bliver ved med at komme tilbage, og en dag hvor hun vågner, kommer manden med de blå øjne, Klaus, tilbage til hulen med et nyt og meget forkommen ofre. Damon Salvatore.
Lynn bliver nød til at grave i hendes fortid, for at finde ud af, hvorfor Klaus har handlet, som han har gjort og hun får brug for alt den hjælp hun kan få, for hun skal på samme tid lærer at mestre hendes unormale kræfter. Unormale for selv en vampyr.

9Likes
5Kommentarer
2304Visninger
AA

3. Kapitel 3

 

Hvad skulle jeg gøre ved ham? Jeg havde siddet i lang tid og bare kigget på fyren. Hans sår havde næsten helet, hvilket var rimeligt sygt. Jeg tog mig sammen og rørte ved hans kind. Han var helt kold. Jeg tog fat i hans skuldre og trak ham tættere på, så hans hoved kom til at hvile i mit skød. Jeg tog mine hænder under hans nakke og mærkede efter, om hans hals var ved at føles normal igen, når nu hans sår kan hele så utrolig hurtigt. Jeg kunne mærke et indhak der hvor rygsøjlen stoppede. Jeg puttede min pegefinger ind i indhakket og kunne mærke der var noget der rumsterede og bevægede sig imod min finger. Det var ved at hele og sætte rygsøjlen på plads. Det var virkeligt utroligt. Gad vide om jeg også kunne gøre sådan noget? Jeg var jo trods alt også ret umenneskelig, når jeg uden videre kan hoppe på en mand og bide ham i nakken.

Jeg kunne ikke lade være, med at sidde med mine finger ved hans rygsøjle og mærke hvordan hans krop helede sig selv så umådelig hurtigt. Med den anden hånd vaskede jeg mudderet af hans ansigt med mit ærme. Jeg nåede lige at tænkte, hvad jeg dog skulle gøre med ham, da han pludselig åbnede øjnene. Jeg blev forskrækket og trak mine hænder til mig. Jeg nåede ikke at se, at han rejste sig, men pludselig stod han foran mig og stirrede ondt på mig med sammenknebne lyseblå øjne. Jeg skulle lige til at sige noget, men alt lugten blev slået ud af mig og jeg blev kastet imod stenmuren og kæderne raslede mod jorden. Alting blev sort.

Jeg stod igen i mørket. Jeg kunne ingenting se omkring mig, men jeg kunne hører fodtrin i gruset.

”Er der nogen?” råbte jeg dumt. Jeg vidste jo der var nogen. Luften forsvandt fra mine lunger, da jeg blev ramt i ryggen. Jeg udstødte et lille skrig og faldt mod jorden. Jeg hørte den velkendte latter fra manden med de blå øjne. Jeg rejste mig så hurtigt op, som jeg nu kunne, og prøvede at bestemme hvilken retning latteren kom fra. Det var svært at bedømme, da det gav ekko i mit hoved, så jeg løb bare en tilfældig vej, og håbede på han ikke var der. Jeg blev ramt i skulderen som altid og blev igen kastet mod jorden.

”Lad mig være!” Græd jeg, men blev liggende. Jeg vidste han om lidt ville komme og kigge mig i øjnene og jeg ville vågne. Han kom over til mig og knælede ved siden af mig og smilte. Jeg kunne se hans skarpe hjørnetænder komme til syne, men i det han skal til at bide ud efter mig, bliver jeg hevet væk i skulderen og tilbage til virkeligheden. Fyren der var blevet smidt ind til mig, sad på huk ved min side og ruskede mig i armen. Han så på mig med sammen knebne øjne der gjorde, at han fik en lille rynke mellem øjnene. Nysgerrigheden lyse ud af ham.

Jeg rørte mig ikke ud af stedet og lukkede øjnene igen. Han lod mig ikke ligge, og ruskede mig igen.

”Hvad?” Sagde jeg surt og skulede af ham. Han kiggede spørgende på mig.

”Hvem er du?” Jeg prøvede at sætte mig op, men med den ene hånd, skubbede han mig ned og ligge igen.

”Gider du lige?” sagde jeg irriteret, men han fortsatte med at kigge på mig.

”Må jeg få lov til at sidde op, tak? Jeg kan alligevel ikke gøre dig noget, når jeg har de her skide lænker på!” Udbrød jeg surt. Han tøvede, med hjalp mig op og sidde. Han rejste sig op og gik et stykke væk fra mig, så jeg ikke kunne nå ham. ”Mit navn er Lynn Adams.” Sagde jeg bare. Han kiggede på mig, som om han ventede på jeg sagde noget mere. Jeg trak på skuldrene.

”Hvad vil du have jeg skal sige?” Spurgte jeg ham.

”Hvad har du gjort mod Klaus, siden du sidder her?” Spurgte han og fnøs.

”Klaus? Ham med de blå øjne?” spurgte jeg. Var det det han hed? Fyren nikkede. Jeg kiggede ned i gulvet og prøvede at komme i tanke om, hvad jeg skulle have gjort ham, men jeg vidste det virkelig ikke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...