The Vampire Diaries Fanfiction - Lænket

Lynn Adams blev angrebet af en mand med lysende blå øjne, og vågner en dag op i en stenhule, lænket til væggen. Tørsten brænder i hendes hals, mens hun sidder der i mørket, uden at kunne orientere sig om dag og nat.
Mareridt om den dag hun blev angrebet bliver ved med at komme tilbage, og en dag hvor hun vågner, kommer manden med de blå øjne, Klaus, tilbage til hulen med et nyt og meget forkommen ofre. Damon Salvatore.
Lynn bliver nød til at grave i hendes fortid, for at finde ud af, hvorfor Klaus har handlet, som han har gjort og hun får brug for alt den hjælp hun kan få, for hun skal på samme tid lærer at mestre hendes unormale kræfter. Unormale for selv en vampyr.

9Likes
5Kommentarer
2246Visninger
AA

2. Kapitel 2

 

I mørket var lyset fra lommelygten skarp, allerede på afstand. Jeg kunne hører den tunge ting blive slæbt ned af en trappe, så den knasede, en lyd der gav mig kuldegysning. Jeg forblev stille, for jeg vidste ikke om det der nærmede sig var ven eller fjende, og eg kunne intet gøre, når jeg var lænket til væggen. Jeg samlede benene op under mig og hvilede mit hoved på mit ene knæ, mens nogen langsomt kom nærmere. Jeg kunne fornemme det måtte være en lang gang udenfor døråbningen til venstre, siden jeg kunne se lommelygtens kegle som et meget svagt lys der langsomt blev større og større mod dørkarmen. Nu kom lommelygten rundt om hjørnet og lyste lige på mig. Jeg måtte lukke mine øjne, da de ikke var vant til lys. Den Latter og lugten! Jeg blev klar over, at det var manden jeg havde bidt og drukket af. Jeg kunne lugte den søde duft af den røde saft – blod – der fik min hals til at brænde mere end før, men jeg beholdte mig i ro, for han var den sidste jeg kunne huske, før jeg endte op her, og det kunne ikke være godt.

”Har du det godt hernede?” Spurgte manden og lo lidt igen. Han lyste omkring sig og på den måde afslørede hvad det var han havde slæbt efter sig. Han havde fat i kraven på et menneske. Menneske havde kun t-shirt på, som var blevet revet itu, men stadig havde holdt til, at han var blevet slæbt hen af jorden i den. Manden blev stående i døråbningen og med en let bevægelse, smed han mennesket ind i hulen til mig. Der lød flere knasende lyde af knogler, og jeg blev klar over, at lyden fra trappen nok også var det. Manden i døren lo igen.

”Her har du dig noget legetøj. Vær ikke får hård ved det, det har vist taget skade.” Sagde han, vendte sig om og gik.

”Nej. Stop! Jeg beder dig! Tag mig med dig! Jeg er sulten!” Bad jeg manden. Han kom tilbage i døråbningen og lyste lige på mig. Jeg kiggede på ham med mine bedende lysebrune øjne, men det påvirkede ham ikke. Han smilede og førte lyskeglen over på mennesket han havde smidt på gulvet.

”Der er din mad.” Sagde han og gik igen. Jeg begyndte at græde og skreg på hjælp, men jeg kunne hører ham gå op af trappen og videre ud igennem de tørre blade.

Jeg sad med bøjet hoved, mens mine øjne hurtigt vænnede sig til mørket igen. Mennesket på gulvet lå helt stille og jeg kunne ikke hører nogen vejrtrækning. Lugten af blod lå tykt i rummet, og min hals skreg på mad. Jeg kiggede på mine lænker. Var de lange nok, til at jeg kunne nå ham? Jeg prøvede at kravle fremad mod mennesket, men blev stoppet en meter derfra, men nu kunne jeg bedre se. Det var en mand. Ganske ung, cirka min alder. Alt hans tøj og hans halvlage hår var sort, så hans ansigt og arme virkelig så blege ud. Han havde mudder og blade på sig og hans hals vendte en helt unormal vej. Den var helt klart brækket. Hvis han allerede var død, ville han ikke have noget imod, at jeg drak lidt fra ham? Jeg kiggede sulten på ham i lang tid, men kom til at se på hans sår han havde på kroppen. Jeg fik store øjne, da jeg lagde mærke til, at de faktisk blev synligt mindre. Det var ikke menneskeligt. Jeg kiggede intenst på ham, og ønskede jeg kunne nå ham, og pludselig brændte mine håndled, der hvor lænkerne sad. Jeg for sammen af smerte og udstødte et lille skrig, men så, at fyren på gulvet nærmede sig mig, på en meget klam og unaturlig måde. Hans krop kom nærmest kravlende over til mig, uden han selv gjorde noget for det. Jeg fik kuldegysninger da hans hoved ramte mit ben og smerten fra mine håndled gik væk. Mystisk.

Jeg satte mig med mine ben under mig, og tog fat i hans hoved. Det knasede let i halsen, da jeg rettede den på plads. Jeg rettede også hans ene arm ud af en uheldig vinkel og placerede hans hænder på maven, som man gør ved menneske der ligger i kisten, parat til at blive begravet. Også her kom knasende lyde, der gav mig lyst til at kaste op. Nu lå han fint foran mig og jeg tænkte over hvad jeg skulle gøre nu. Skulle jeg drikke af ham? Jeg kiggede på hans ansigt. Hans kæbe var stærk markeret og hans læber var let adskilte, hans øjne var lukkede og hans næse havde vist også fået et slag eller to. Jeg var virkelig et monster. Tænk at jeg sad her og tænkte over, om jeg skulle sætte tænderne i ham. Jeg afskyede virkelig mig selv og tvang mig selv til at glemme min tørst efter at sætte mine hænder dybt ind i hans nakke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...