The Vampire Diaries Fanfiction - Lænket

Lynn Adams blev angrebet af en mand med lysende blå øjne, og vågner en dag op i en stenhule, lænket til væggen. Tørsten brænder i hendes hals, mens hun sidder der i mørket, uden at kunne orientere sig om dag og nat.
Mareridt om den dag hun blev angrebet bliver ved med at komme tilbage, og en dag hvor hun vågner, kommer manden med de blå øjne, Klaus, tilbage til hulen med et nyt og meget forkommen ofre. Damon Salvatore.
Lynn bliver nød til at grave i hendes fortid, for at finde ud af, hvorfor Klaus har handlet, som han har gjort og hun får brug for alt den hjælp hun kan få, for hun skal på samme tid lærer at mestre hendes unormale kræfter. Unormale for selv en vampyr.

9Likes
5Kommentarer
2233Visninger
AA

11. Kapitel 11

 

Det halve af natten lå jeg rastløst på sofaen og stirrede ud af vinduet i den anden ende af biblioteket. Jeg var bange for, at Klaus øjne ville dukke op i mørket og han ville trænge ind i huset og lænke mig fast til væggen i en ny hule. Da jeg indså, at han nok ikke kunne komme ind i huset, uden at blive inviteret, begyndte jeg at studere rummet omkring mig. Eftersom her var mennesketomt begyndte andre lugte, at komme frem. Især lugten af sprut fra bordet ved siden af sofaen lugtede forfærdeligt, når man havde en skærpet lugtesans. Lugten af gamle bøger var også stærkt gennemtrængende, for ikke at snakke om det tæppe jeg lagde på, som lugtede af gammel ged. En masse ting pegede på, at brødrene havde lavet her i meget lang tid, uden at gøre noget ved huset.

Da jeg endelig faldt i søvn, hjemsøgte de øjne mig, som jeg ikke ville se uden for vinduet. De lysende blå øjne i mørket der fulgte mig, hvor end jeg gik. Jeg var på grusvejen igen og jeg kunne hører nogen gå i gruset bag mig. Jeg var desperat for at vågne, men jeg ble ved med at befinde mig i mørket. Jeg begyndte at løbe og kunne pludselig se et lille lys foran mig. Jeg var utrolig hurtig derovre og det viste sig, at være et lille fra hus med en hyggelig veranda, hvor lyset var tændt ved siden af døren. Jeg løb op til døren og tog i håndtaget, bankede på døren, men den var låst, og ingen besvarede min banken. Jeg vendte mig om, for at se hvor øjnene blev af. De var så langt væk, at de flød sammen til en lysende plet i mørket. Jeg lod mig glide ned af døren og ende med at sidde med ryggen til døren. Jeg overgav mig til hvad end det nu var der kom imod mig. Jeg begravede mit hoved mellem mine ben og lukkede øjnene. Men så hørte jeg en dyrisk lyd tæt på mig. Jeg kiggede op, og så en ravn sidde på verandaens kant. Lyet spejlede sig i dens sorte øjne og den gav igen en lyd fra sig. Selvom jeg brude være bange for den, var jeg det ikke. En ravn har aldrig betydet noget godt, men jeg følte denne ville beskytte mig for øjnene. Jeg rakte ud efter den, og lige foran mine øjne, voksede den og begyndte at blive menneskelig. Jeg satte mig tilbage igen og så hvordan næbet blev til den perfekte afrundede næste og hvordan fjer blev til de markerede kindben som var velkendte for mig. Fjerende blev til de veltrænede arme, og nu stod Damon foran mig. Han kiggede på mig og smilte.

Jeg når næsten ikke, at opfatte hvad der sker, men jeg er Damon løfte sin hånd mod de lysende blå øjne der pludselig var kommet tæt på i en utrolig fart. Han tager fat i den usynlige hals og smider en usynlig krop mod jorden. Og så vågnede jeg. Jeg blinkede et par gange med øjnene, for at finde ud af hvor jeg var. Jeg gispede et par gange og satte mig op, og tog mig til panden. Jeg var helt svedig og mit hjerte bankede derudaf. Lige da jeg var ved at falde til ro, hører jeg en pludselig lyd, af et glas der rammer et bord, og jeg for op af sofaen med fronten imod det der havde fremkaldt lyden. Damon stod og kiggede dumt på mig. Lugten i rummet fortalte mig, at han havde været her i et stykke tid, og havde drukket massivt imens jeg sov.
”Har du sovet godt?” spurgte han med et skævt smil og skruede låget af en vodka flaske. Jeg kiggede ud af vinduet. Det var stadig mørkt udenfor.
”Jeg havde mareridt.” sagde jeg kort, og smed mig ned i sofaen igen.
”Det ved jeg.” indvendte han og satte sig ned ved siden af mig. Jeg kiggede spørgende på ham.
”Jeg ved godt, at du ikke er helt inde i det her vampyr-halløj, men vi kan vælge at pille lidt ved folks drømme.” sagde han, som om det var det mest almindelige i verden, og bundede hans shotglas i en slurk.
”Du valgte at redde mig. Jeg plejer altid at blive fanget af..” Jeg stoppede. Jeg tror godt han vidste hvad jeg snakkede om. Han lagde en arm om skuldrene, på en meget fuld-onkel agtig måde og smilede til mig… på en Damon måde.
”Det var en mindre kunst. Se at få lidt søvn! Hvis du ikke kan sove, så kan du altid tage et par shots, så sover man dejlig tunget. Frit valg på alle hylder!” Sagde han og lo af sin egen dumme joke. Han lænede sig ind imod mig, som om han ville viske mig noget, men han stønnede blot let i mit ører og gik ud af rummet igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...