The Vampire Diaries Fanfiction - Lænket

Lynn Adams blev angrebet af en mand med lysende blå øjne, og vågner en dag op i en stenhule, lænket til væggen. Tørsten brænder i hendes hals, mens hun sidder der i mørket, uden at kunne orientere sig om dag og nat.
Mareridt om den dag hun blev angrebet bliver ved med at komme tilbage, og en dag hvor hun vågner, kommer manden med de blå øjne, Klaus, tilbage til hulen med et nyt og meget forkommen ofre. Damon Salvatore.
Lynn bliver nød til at grave i hendes fortid, for at finde ud af, hvorfor Klaus har handlet, som han har gjort og hun får brug for alt den hjælp hun kan få, for hun skal på samme tid lærer at mestre hendes unormale kræfter. Unormale for selv en vampyr.

9Likes
5Kommentarer
2280Visninger
AA

10. Kapitel 10

 

”Hun er en heks!” udbrød Bonnie da hun for ind i biblioteket. Stefan sad der sammen med Elena og kiggede bare underligt på hende. Hun stoppede op foran dem og kiggede forventende på dem, efter en anden reaktion.
”Det passer altså! Jeg kunne mærke vores kræfter spille sammen, da hun holdte mig i hånden! Hun er lige så meget heks som jeg er!” Sagde hun glad og smed sig ned i sofaen ved siden af Elena. Elena kiggede bekymret på hende. Hun havde trods alt ligget bevidstløs i et godt stykke tid og pludselig sprang hun rundt som en rigtig hyperunge der havde fået sit lørdagsslik.
”Hun kan da ikke være heks og vampyr? Ville det ene ikke afløse det andet ved døden? Skal i ikke afgive jeres kræfter, når i dør?” Spurgte Stefan og rynkede på panden. Bonnies ansigtsudtryk gik fra spændt til forvirring og det så ud som om det var et rigtig godt spørgsmål Stefan havde slynget ud i luften. Jeg kiggede om på Damon som stod bag mig i døråbningen. Han smilede bare forvirret til mig.
”Er det usædvanligt?” Spurgte jeg dumt. Som om jeg ikke kunne se det på deres ansigtsudtryk. De så alle tænksomme på mig og derefter på hinanden hvorefter Bonnie nikkede til mig.
”Altså… det tror jeg. Jeg har ikke hørt om det før, men hvis Elena gider kører mig hjem, så vi kan komme op og i skole i morgen, så kan jeg måske finde ud af det, i løbet af ugen?” Bonnie var den første der rigtig rørte mig, da hun sprang op fra sofaen og tog fat i mine skuldre. Stefan så nervøst til, men jeg følte ikke nogen særlig stor trang, til at sætte mine tænder i hende lige nu.

Da Bonnie og Elena var kørt, vist Damon mig rundt i husets underetage. Han vist mig deres blodreserve i køleskabet og hvilke glas der passede i størrelsen til en hel eller halv pose. Tanken gav mig kvalme, men lugten der kom ud fra køleskabet, kan jeg ikke komme udenom, det lugtet skønt! Han vist mig igen ind i biblioteket og jeg skimmede bogtitlerne på den første reol. De stod i orden efter forfatternes efternavne og derefter bogtitel. Det hele var organiseret og alle bøger stod på en snorlige række.
”Det er Stefan der godt kan lide, at der er orden i tingene.” Sagde Damon, som svar på det usagte spørgsmål.
”Du læser måske ikke?” Spurgte jeg idet jeg fik øje på en titel jeg kendte. William Shakespeares Romeo and Juliet. En klassiker jeg havde læst op til flere gange, på trods af det gamle sprog. Før den stod Othello og lidt længere henne endnu en af mine favoritter A midsummer nights dream. Jeg rakte ud efter bogen, men jeg nåede ikke, at tage fat i den, før en hånd tog fat om mit håndled og trak mig væk. Stefan kiggede vredt på mig.
”Du skal ikke røre ved noget, okay! Du kan sove på sofaen, indtil vi ved hvad du er for en, og hvorfor Klaus har interesse i dig.” Han gav mig et skub i retning en sofaen. Jeg ville have væltet, hvis ikke mine reflekser var blevet hundrede gange bedre. Jeg kiggede vredt tilbage på Stefan. Hvad bildte han sig ind? Jeg holdte øjenkontakt med ham lidt, for at understreje, at han ikke kunne være det bekendt, men uden videre smed Stefan sig ned på gulvet og tog sig til hovedet. Jeg vidste ikke hvad der skete, men det gik hurtigt i sig selv, og han rejste sig stønnende op igen. Damon reagerede ikke på, at hans bror lige var blevet smidt i gulvet, men kom hurtigt over på siden af mig, som om han ville forsvare mig. Jeg kiggede forskrækket på Stefan og jeg kunne hører nogle små bider af hans meget negative tanker om mig.
”Du er selv ude om det, hvis hun går hen og skader dig også! Hold hende væk fra mig!” stønnede Stefan og gik ud fra biblioteket.

Nu stod jeg alene med Damon. Hvad havde jeg gjort? Jeg havde virkelig ikke styr på min kræfter, så jeg skulle passe på ikke at blive vred!
”Gad vide om dine kræfter har noget at gøre, med at Klaus spærrede dig inde?” Spurgte Damon og kiggede spørgende på mig. Jeg fik tårer i øjnene.
”Jeg ved intet. Jeg kan ikke huske ham så godt. Eller måske.. Jeg kan bare huske hans øjne.” Sagde jeg stille og prøvede at få kontrol over min vejrtrækning. Damon virkede ikke til at være den mest sympatiske type, men han stalde sig ind foran mig og løftede min hage med en finger.
”Du bliver bare så længe du vil. Hvis Stefan ikke vil have dig i huset, så må jeg minder ham om, at vi måske kan bruge dig imod Klaus. Nu, du må hellere få noget søvn. Kom med mig op og find en ekstra dyne, så reder vi op til her på sofaen.” Sagde han og kyssede let mig pande og gik i forvejen. Jeg blev total chokeret over kysset på panden. Ingen, ikke engang mine adoptivforældre, har kysset mig før. Et svagt minde om min mor kom frem i mit hoved, men jeg var så ung dengang og det minde er så støvet, at det sikkert kunne have været en drøm. Jeg fulgte med Damon op af trappen.
”Hvad har Klaus gjort jer, siden i har behov for at bruge mig mod ham? Og hvorfor skulle han have nogen interesse i mig, når han alligevel bare spærrede mig inde i den ruin, uden mad?” Damon holdte en hånd foran min mund og syssede på mig.
”Du stille for mange spørgsmål.” sagde han halv irriteret. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...