The Vampire Diaries Fanfiction - Lænket

Lynn Adams blev angrebet af en mand med lysende blå øjne, og vågner en dag op i en stenhule, lænket til væggen. Tørsten brænder i hendes hals, mens hun sidder der i mørket, uden at kunne orientere sig om dag og nat.
Mareridt om den dag hun blev angrebet bliver ved med at komme tilbage, og en dag hvor hun vågner, kommer manden med de blå øjne, Klaus, tilbage til hulen med et nyt og meget forkommen ofre. Damon Salvatore.
Lynn bliver nød til at grave i hendes fortid, for at finde ud af, hvorfor Klaus har handlet, som han har gjort og hun får brug for alt den hjælp hun kan få, for hun skal på samme tid lærer at mestre hendes unormale kræfter. Unormale for selv en vampyr.

9Likes
5Kommentarer
2207Visninger
AA

1. Kapitel 1

 

Jeg befandt mig i mørke. Jeg kunne intet se, men jeg kunne fornemme at noget nærmede sig. Jeg prøvede at kontrollere min vejrtrækning, så jeg ville kunne hører hvor den knasende lyd af grus kom fra. Jeg stod og stirrede ud i mørket, da noget rammede mig i ryggen. Jeg blev kastet mod jorden og alt luft var blevet presset ud af mine lunger. Jeg kunne hører noget lande i gruset et stykke foran mig. Stønnende prøvede jeg at komme op og stå igen. Jeg var ved at skrige efter hjælp, da jeg denne gang blev ramt i skulderen og faldt tungt mod jorden igen. Et skrig undslap mine læber, idet jeg hørte en mand grine. Det var en hånlig latter. Jeg løftede mit hoved kort for at finde manden, men smerten ved skulderen var for stærk til at jeg kunne holde hovedet oppe. Jeg skreg igen, da jeg blev sparket i siden og en mands silhuet kom til syne i mørket. Han bøjede sig ned over mig og smilte til mig. Hans blå øjne lyste op i mørket og det skræmte mig. Han lænede sig ned over mig, så vores ansigter ikke var langt fra hinanden. Jeg så hans øjne lige så langsomt blev blod røde og hans smil blev endnu større.

”Du vil gøre alt hvad jeg siger.” Sagde han med en sjov accent. Nogle skarpe hjørnetænder kom i syne i hans mundvig og så… smerte.

Jeg vågnede med et sæt fra mareridtet. Jeg mærkede den fugtige jord mod min kind. Det måtte regne udenfor. Jeg satte mig op af stenmuren og jeg ville viftede mit uredte lysebrune hår væk fra mit ansigt med den en hånd, men lænken om mit håndled var helt udtrukken og jeg måtte flytte mig en smule til venstre, for at kunne få min hånd op til ansigtet. Jeg snøvlede lidt og så mig omkring. Der var totalt mørkt omkring mig, men på trods af manglende lys, så kunne jeg se alt. Enhver lille løs sten i hulen. De utændte fakler der sad på væggene, som jeg lige præcis ikke kunne nå og de grå lænker der holdte mig fast til den bagerste stenvæg. Foran mig var en passage ud til, jeg kunne nemlig lugte træer og når vindretning var rigtig, kunne jeg lugte vilde hindbær. Jeg kunne ikke huske hvordan jeg var endt her, så jeg ved ikke hvad der var udenfor. Jeg vidste heller ikke hvor lang tid jeg havde været hernede. Jeg kunne ikke se lyset fra solen, så jeg kunne ikke tælle dage.

Sulten var begyndt at plage mig for alvor. Eller tørsten? Min hals brændte forfærdeligt og jeg prøvede at tænke på noget andet, men det blev kun værre hele tiden. Jeg kan huske manden med de blå øjne. Ham der bliver ved med at dukke op i mine drømme, eller mareridt, han gav mig noget at drikke, da jeg vågnede op i en seng. Han sad på en stol der var trukket hen til sengen, og holdte et glas rødt saft i hånden. Han sagde jeg skulle drikke det hele. Bare lugten af det fik min hals til at skrige af tørst. Jeg havde drukket det hele på ingen tid. Den søde smag eksploderede i min mund og fik det til at klø i mit tandkød. Jeg måtte have mere. Jeg kunne lugte, at manden havde mere af det på sig. Jeg havde kigget intens på manden og kunne pludselig ikke styre mig. Jeg havde sprunget på ham og væltet ham bagover med stol. Jeg havde bidt mig fast til hans nakke og suget den dejlig saft i mig. En stemme indeni mig skreg, at det jeg gjorde, var forkert og fik lige så stille overvundet dyret i mig. Jeg blev straks klar over hvad den røde saft havde været. 

Jeg havde afskyede mig selv og trak mig tilbage i sengen. Manden rejste sig hurtigt som lynet op og kiggede skræmt på mig, mens han tog sig til halsen. Efter et stykke tid, kom han over til mig og tog min hånd. Han slap den lige så hurtigt igen, som om jeg havde givet ham stød. Han kiggede undrende på mig, og alting var blevet sort. Efter det kunne jeg ikke huske noget, og var vågnet op her i hulen.

Pludselig opfangede mine ører nogle lyde. Jeg vendte mit ene ører mod udgangen og holdte vejret. Jeg kunne hører fodtrin udenfor. Det var ikke som de normale dådyr og ræve lyde i de tørre blade, men menneske trin og noget der blev slæbt hen af jorden. Noget stort der fik tørre blade og små kviste til at knage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...