Et Sidste Kys - One Direction (ONE SHOT)

Valerie skal have foretaget en hjerneoperation. Den er farlig og chancen for at hun overlever den er kun 40%. Hun får sin kæreste Louis til at give hende et sidste kys, for hun er bange for at hun aldrig skal se ham igen. Louis er også bange...

23Likes
31Kommentarer
1109Visninger

1. ONE SHOT.

Jeg ligger i hospitalssengen, og er ved at dø af sult. Jeg er i faste, for jeg skal opereres snart. Min kæreste Louis sidder ved siden af mig, og holder min hånd. Han kigger mig dybt i øjnene. Jeg skal have opereret en knude ud af min hjerne, men det er desværre en farlig operation. Jeg dør uanset hvad, så jeg løber risikoen, hvor mange ville leve det de har tilbage af livet. Jeg er kun 18 år, jeg vil leve længe, have børn og børnebørn sammen med Louis. 

En sygeplejerske kommer ind på stuen, og tjekker nogle tal "Der går ikke mange timer inden vi kan operere. Kirurgen kommer snart og hilser på dig" siger hun venligt. Hun har ikke råd til at tænke på, at jeg måske ikke overlever. Hun møder liv og død hver dag "Undskyld.. Men hvad hedder du?" spurgte jeg af nysgerrighed "Anne..." sagde hun og forlod rummet i hast. Louis sidder, og ser endnu mere bekymret ud. "Skat, jeg er så bange" siger han med en stemme, der afslører at han holder gråd tilbage. "Bare rolig... Det skal nok gå godt" siger jeg så optimistisk jeg kan. 

Der går ikke mange halve timer inden en mand i trediverne træder ind på stuen. Han er høj og har en hvid kittel på - det må være kirurgen. "Hej, jeg er Dr. Shepard" siger han, og rækker hånden ud først til mig og bagefter til Louis "Er der nogen specielt du vil vide om operationen?" spurgte han venligt, og satte sig ned ved siden af min seng "Hvis... Når jeg overlever operationen, får jeg så nogen mén?" spurgte jeg usikkert "Det er ikke til at sige, men vi har ikke haft et tilfælde med varige mén, så der er en meget lille chance for det" sagde han så forsikrende han kunne. Jeg nikkede, ikke helt overbevist.

Han smiler til mig, og efter nogle minutters tavshed forlader han rummet. Jeg lukker øjnene, jeg er så træt, udmattet. Det bliver man nemt når man ikke har spist i 1½ døgn... Jeg falder i søvn, men bliver vækket af hende sygeplejersken - Anne var det hun hed. Hun er igang med at gøre lidt klar, og hun skal lige have vækket mig inden hun lægger bedøvelsen.

"Louis!" siger jeg, og signalerer at hun lige skal vente lidt, bare et halv minut med at bedøve mig "Hvad skat?" spørger han. "Må jeg ikke få et sidste kys, hvis jeg ikke skulle overleve?" spørger jeg med tårer i mine øjne. Han kommer hen til mig og læner sig over min seng, og kysser mine læber. Dét kys er fuld af følelser, og kærligheden i det er ikke til at overse. Et langt intenst kys. Jeg mærker en tåre dryppe ned på ansigt. Anne afbryder os, og fortsætter med at lægge bedøvelsen. Det varer ikke længe inden jeg falder i søvn...

LOUIS' SYNSVINKEL!!

Jeg sidder på de der irriterende stole i hospitalets venteværelse, og ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Tårerne løber ud i mine hænder, fulgt af snot. Jeg ved at Val ikke overlever, jeg ved det bare... Det er en tanke jeg ikke kan slippe, selvom jeg helst vil.

Hende sygeplejersken kommer hen til mig, og sætter sig ved siden af mig. Hun har et lommetørklæde og en kop kaffe med. Jeg tager lommetørklædet og tører øjnene og næsen, smiler et falskt smil, og tager også imod kaffen, men nipper kun til den. Men den ene hånd aer hun min ryg, hun gør et forsøg på at trøste mig. Jeg er hende dybt taknemmelig, men det hjælper ikke.

Timerne føltes som dage, som en evighed... Jeg sidder helt fortabt og kigger ned til operationsstuen. Hvert øjeblik venter jeg at kirurgen kommer ud af lokalet og meddeler at hun er død, men det trækker ud. Selvom Anne sikkert har meget arbejde at tage sig til, bliver hun trofast siddende. Kaffen er blevet kold, men det er også ligemeget for jeg har ikke lyst til noget, jeg vil bare have at Val overlever.

Nu har de opereret på hende i fem timer, det må næsten være et godt tegn ikke? Så er hun ihvertfald ikke død endnu... "Anne, hvorfor tager det så lang tid?" jeg er ude af mig selv af fortvivlelse "Det er en stor operation" siger hun, i sit bedste forsøg på at forsikre mig om at det hele er okay, men jeg  gennemskuer hendes løgn. Hun er sikkert gået igennem et helt uddannelses forløb der hedder "Hvordan man fået patientens pårørende til at få det bedre når deres kære i virkeligheden er ved at dø"... Respekt, det kan umuligt være nemt at være sygeplejerske.

"Har du nogensinde oplevet død før?" spørger jeg, jeg må have mine tanker væk fra Val, og det er det eneste spørgsmål min hjerne er i stand til at fabrikere. "Ja. En enkelt gang, hun havde leukæmi, og var ikke ældre en Valerie" siger hun trist. Jeg nikker, og fortryder at jeg spurgte om det. Jeg bliver endnu mere trist, og gentager min stirren på døren til operationsstuen. Der kommer stadig ingen ud derfra.

Endelig kommer Dr. Shepard ud derfra, efter næsten syv timer. Han går målrettet hen til mig, og ser ikke glad ud. Han sætter sig ned ved siden af mig. "Louis. Jeg er ked af det.... Men Val klarede det ikke" siger han. Jeg kan ikke forstå hvad han siger, som om han snakker et andet sprog jeg ikke kender "Hvad mener du?" spørger jeg. "Louis....... Hun er død..."

Var lige i humør til en trist historie igen, og da det ikke kan blive ved med at gå ud over Niall, var der Louis' tur.. De skarpe læsere vil opdage en meget fin detalje - kommenter gerne hvis I finder den!! :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...