A Summer Without the Country (1D)

Angelina True Jackson er en vaskeægte Nord-Irsk bonde pige på 17 år. Hun bor langt ude på landet, men da hun ser en annonce i avisen. Ved hun at det er nu hun skal slå til, så hendes drøm endelig kan gå i opfyldelse. Og hun ikke skal bruge sin sommer, på at høste. Hun bruger alle sine opsparings penge på en flybillet til London. Så hun kan være med i en sang konkurrence, og komme med på en 2 måneders tour i USA med selveste One direction. Hun er enlig ligeglad med One direction Hun vil bare ud og opleve landet uden for hendes, trygge, og kedelige bondegår.

12Likes
6Kommentarer
2088Visninger
AA

4. Resten af kap 3

Kap 3

 

Jeg fortsatte ind i køkkenet, 25 minutter igen. Jeg gik hen mod køleskabet, og tog noget af min mors æbletærte mens jeg satte sedlen på køleskabsdøren. Og Cassi kom jeg i tanke om, hende skulle jeg også sige farvel til. Jeg tog min ting, og småløb ud af døren.

Døren ind til stalden stod på klem, jeg blev sur over den idiot der havde glemt at lukke den. Nogen mennesker lærte det bare aldrig. Mine skridt var store, men langsomme jeg kunne ikke klare at forlade Cassi. Hun var den jeg ville savne mest, hun kunne altid trøste mig når jeg var nede, og gøre mig gladere når jeg var glad. Cassi stod i den midterste boks, hun så træt ud men det kunne jeg sådan set godt forstå jeg havde lige vækket hende klokken 15 i 24:00.

Jeg satte forsigtigt min bagage ned, så hun ikke skulle blive forskrækket. "Hey smukke." sagde jeg, og nussede hende bag øret. Hun prustede svagt, hun elskede at blive nusset bag øret. "Du må love mig en ting, pas godt på mor og far mens jeg er væk, jeg kommer snart igen." bad jeg, hun vrinskede bekræftende. Jeg vidste hun ville gøre sit bedste, klokken var 5 i. "vi ses smukke." sagde jeg, mens jeg vendte mig om det ville være for svært at kigge hende i øjnene. Hun vrinskede højt, hun ville ikke have jeg gik og jeg vidste det. En tåre drev ned af min kind, hvorfor skulle det være så svært. Da jeg var nået ud, lukkede jeg porten ordenligt.

 

Jeg bakkede lidt væk, og så op på den store røde lade med den rustne vejrhanen på toppen. Da jeg vendte mig om, så jeg taxaen køre ind på vores grund. Jeg gik den i møde så han ikke behøvede at køre så langt ind. Chaufføren stoppede bilen og satte den i tomgang, han steg hurtigt og resigneret ud af bilen for at hjælpe mig med bagagen. Da jeg skulle til at åbne bildøren, stod han allerede ved siden af mig. Han åbnede bildøren, mens han i en øvet bevægelse tog kufferten som om det var det letteste i hele verden. Jeg havde faktisk syntes at den var en smule tung, men det så ikke ud til at genere ham.

Efter et par minutter satte han sig, "Til lufthavnen?" spurgte han, selv om han godt vidste det. "Ja." sagde jeg svagt, bange for at min stemme skulle knække. Bilen satte igang med et ryk, så jeg fløj tilbage i sædet. Jeg sad og kiggede ud af vinduet, jeg havde aldrig været sådan rigtig uden for byen. Jeg havde selvfølgelig været i nabobyen men det var noget andet. Jeg havde aldrig været væk fra mine forældre, okay jeg var helt sikkert dømt til at være verdens værste datter. Det her var godt nok min drøm, men skulle jeg skuffe mine forældre for at få den opfyldt? Måske skulle jeg tage hjem? Okay nej det skulle jeg ikke! De skulle have støttet mig, de skulle have sagt hvorfor.

"Så er vi her" hørte jeg ham afbryde mine tanker, WOW havde jeg lige siddet og diskuteret mine tanker med mig selv i over 2 timer? Jeg burde virkelig få mig et liv, jeg kunne have siddet på facebook eller twitter. Og jeg valgte at sidde og snakke med mig selv, mens jeg gloede ud af vinduet. "Tak skal du have." sagde jeg taknemelig, der var ikke mange der gad køre fra hvor jeg boede her til. Jeg steg ud af bilen tog min kuffert, og fiskede efter mine penge. Jeg tog hurtigt et par sedler og stak ham dem.

Han rømmede sig pludseligt, og jeg kiggede undrende på ham, ind af vinduet. "Skal du ikke have byttepenge?" spurgte han. "Bare behold resten, en bonus" sagde jeg med et smil på læben, som sagt var der ikke mange der gad køre den lange vej. "Men..." sagde han tvivlende, og fortsatte modvilligt " Det er næsten 100 pund for meget."  Jeg så stadig smilende på ham, " Det er i orden, jeg skal virkelig nå et fly, vil du ikke godt tage imod dem?" spurgte jeg næsten desperat, men stadig med et smil på læben, det var måske mere en grimasse. "Tak." sagde han bare, og så underligt på mig, jeg vidste ikke rigtigt hvad det var der var underligt, det var det bare. Jeg vendte mig hurtigt om, og løb mod indgangen.

 

Jeg så mig desperat omkring, hvad fanden skulle jeg nu? Det slog ned i mig som et lyn, selvfølgelig tjekke ind. Jeg så mig omkring efter en skrænt, med en tv skærm ting, ting, ovenover vor der stod London. "Der" råbte jeg, nogen mennesker så underligt på mig. Det havde jeg selvfølgelig regnet med, jeg havde jo råbt og jeg var ikke sammen med nogen. Jeg kiggede flovt ned i gulvet, og gik hen mod skrænten. "Ja?" spurgte hun. "Jeg skal tjekke ind." svarede jeg " Kan jeg godt tage den her med som håndbagage?" tilføjede jeg. "Pass tak, hvor meget vejer den?"  spurgte hun. Øhm vejede, pis altså det havde jeg ikke tænkt på. Jeg skulle bare kunne få den med som håndbagage, jeg havde virkelig ikke tid til at se efter min åndsvage kuffert. Jeg rømmede mig. " Øhh det ved jeg ikke." svarede jeg ærligt, mens jeg bukkede mig til min kuffert for at finde mit pass. Jeg fandt hurtigt mit pass, jeg havde heldigvis lagt det øverst. Hun tog imod mit pass med øvede bevægelse og stemplede det. "Her, sæt din kuffer op på båndet så vejer jeg den." sagde hun hjælpsomt, og rakte mig passet igen. Jeg tog fat i håndtaget på min pink'e kuffert, og satte den op på det henviste bånd. Hun kiggede intenst på sin lille skærm, og kom så med et medlidende udtryk. Jeg vidste godt hvad det betød, den var alt for tung. "Den er desvære alt for tung." forklarede hun, med en irreterende sørgelig stemme. "Det er okay, så." sagde jeg ligegyldigt. Jeg tog pengene i min taske, og satte dem ned i min jakkelomme, mens jeg også satte mit pass derned. Jeg lod hende tage min kuffert, mens hun forklarede mig i en utålmodig stemme hvor jeg skulle hen. Jeg gik ud fra at det utålmodige tonefald var kommet, af de mange passager der havde hobbet sig op bag mig.

 

Jeg sagde hurtigt tak, og skyndte mig at komme af vejen inden hun blev mere irriteret. Jeg ledte efter en gate 26, men der var så meget kaos at det var svært. Det var fandme, også smart af mig at vælge at tage det forbandet fly. Jeg skulle have holdt mig til min første tanke, at tage en bus. Arrgh skreg jeg frustreret inde i mig selv. Fint så spørg jeg bare en af de der mænd i politi uniform eller hvad de nu er. "Undskyld?" spurgte jeg, en af de mænd der var tættest på. Han så afventende på mig, så jeg blesluttede bare at sige noget. Jeg tøvede lidt. " Ved de hvor jeg kan finde gate 26?" spurgte jeg i en fornem tone. "Bare gå ligeud, så til højre og følg de stiplede røde linjer, så ser du et stort skilt med nummer 26 og så er du der." svarede han i en barnlig mindre formel tone, jeg var sikker på at han gjorde grin med mig. Jeg smilte falskt og takkede så for hjælpen.

Ligeud, højre stiplede linjer, 26. Gentog jeg for mig selv.

 

 

Undskyld at det er så lang tid siden at jeg har skrevet, men min mor har været sådan lidt bitchie så jeg kunne ikke få lov til at sidde med computeren. Håber i læser videre. Vis i har noget kritik er i velkommene til at skrive:D

 

Ps. ha en god ferie 

 

XoXo Amanda

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...