A Summer Without the Country (1D)

Angelina True Jackson er en vaskeægte Nord-Irsk bonde pige på 17 år. Hun bor langt ude på landet, men da hun ser en annonce i avisen. Ved hun at det er nu hun skal slå til, så hendes drøm endelig kan gå i opfyldelse. Og hun ikke skal bruge sin sommer, på at høste. Hun bruger alle sine opsparings penge på en flybillet til London. Så hun kan være med i en sang konkurrence, og komme med på en 2 måneders tour i USA med selveste One direction. Hun er enlig ligeglad med One direction Hun vil bare ud og opleve landet uden for hendes, trygge, og kedelige bondegår.

12Likes
6Kommentarer
2084Visninger
AA

5. Kap 4

 

Kap 4 

 

Jeg havde endelig fundet, gate 26 og havde kun lige nået flyet. Så nu sad jeg i flyet på vej til London, godt nok var der en fed syg mand ved siden af mig, og en irriterende unge der sad og sparkede på mit sæde. Men jeg var bare så pisse glad for at jeg havde gennemført det. Jeg tog min Iphone op, vi havde fløjet i snart en time og vi landede snart. Så jeg vil lige se om mine forældre havde prøvede at ringe, eller sms. Jeg tændte min mobil, og med det samme poppede 5 sms og 10 ubesvarede opkald op på skærmen. Jeg gik ind på min indbakke, og så at 2 af sms'erne var fra min søster May, og resten var fra min mor. Jeg skulle til at trykke på en af beskederne fra min mor, da jeg blev sparket hårdt i ryggen.Jeg fløj forover og tabte min mobil så den fik en flænge men ellers var der ikke sket noget. Jeg rejste mig op i siddet, og så at det var en dreng på ca. 6 jeg vendte mig mod hans mor der sad lige ved siden af, eller det vil sige jeg gik ud fra at det var  hans mor. "Øhh undskyld, men gider du godt tage og styre din unge?" spurgte jeg irriteret, hun havde det der ligegyldige blik som Allegra havde så tit og det irriterede mig virkelig. For jeg vidste at når man havde det blik, var folk både kolde og ligeglade med deres omgivelser. 

 

Hun så surt på mig. "Hvor vover du at tale sådan til mig og om min søn?" spurgte hun i et rasende tonefald. "Jeg vover" gjorde jeg grin med " At tale lige som jeg har lyst til dig, for din søn har lige flænget min Iphone."  hendes ansigt ændrede sig hurtigt, hun gad nok ikke betale for reparation. "Ohh, det må du virkelig undskylde. Jeg skal nok få min søn til at lade. Jeg skal vel ikke betale?" spurgte hun, jeg vidste det hun gad ikke at betale, derfor var hun pludselig rar. Jeg rullede med øjnene og svarede så "Nej du behøver ikke betale, bare du får din søn til at lade vær." sagde jeg i et mildere tonefald, hun havde sikkert ikke mange ressourcer og var sikkert træt. 

 

"Vi gør klar til landing, sluk venligst alle elektroniske apparater." hørte jeg højtaleren sige. Jeg sukker diskret, så må jeg hellere tjekke når vi lander. Mine håndflader var svedige og klamme, mit hjerte raste af sted, og jeg var vildt spændt det var nu det store eventyr skulle starter.

 

 

***

Hvor er den farbandet kufferter, hvæser jeg inden i mig selv. Jeg har nu stået, og ventet på at den  skulle komme forbi i snart 15 minutter. Okay det er måske ikke så lang tid, men jeg var meget utålmodig. "kom nu, kom nu"  hviskede jeg stille. Jeg mærker noget der prikker mig på skulderen, så jeg vender mig forsigtigt om. Det er da forfanden NIALL HORAN skriger jeg inden i mig selv. Jeg er  ikke fan, men det føles bare lidt urealistisk at møde ham her og nu. Jeg skulle jo ind til prøve imorgen hos hans band. "Har du brug for hjælp?" spurgte han hjælpsom. "Du ligner en der har ventet et stykke tid." tilføjer han, og smiler skævt. Jeg ryster hurtigt på hovedet, jeg er var vist lidt paralyseret. "Ja tak, men jeg har ventet i snart 20 minutter, så du behøver ikke at hjælpe den kommer nok snart." smilte jeg tilbage. "Skal du slet ikke skrige eller noget?" spørger han. "Nej hvorfor skulle jeg det." siger jeg og tilføjer så "fordi du er Niall Horan?" smiler jeg stort. Jeg så hans mundviger komme højere op, nu grinte han højlydt, og jeg stod og smilede som et fjols. "Nå så du kender mig var?" spurgte han, og blinkede frækt. "Det kan du tro, vent lige lidt." sagde jeg og trak tiden ud. "Omg, Omg. DET ER NIALL HORAN OMG OMG MÅ JEG FÅ DIN AUTOGRAF? OG ET BILLEDE OG ET KYS OG OG ET KRAM" sagde jeg skingert men lavt, jeg tror ikke han havde lyst til at blive opdaget eftersom at han havde en stor hættetrøje på. Han rullede svagt med øjnene. " HA HA HA, hvor er du sjov." sagde han, og prøvede at undertrykke et fnis. "Eftersom at du kender mig, hvem er du så?" tilføjede han. "Ange... DER DER." afbrød jeg mig selv mens jeg pegede. Min pink'e kuffert kom langsomt rullende hen imod mig. Jeg smilede fjovet nærmest lykkelig over at jeg havde fundet den. Han så på mig med et underligt blik i øjnene, som om min reaktion var mærkelig. Uhm måske lidt mærkelig var den vel.

 

"Okay hejsa Ange DER DER." sagde han kækt, det var en virkelig dårlig joke. Jeg rullede med øjnene, og spillede så med. "Jeg hedder ikke Ange DER DER tumpe, men meget morsomt. Jeg hedder Angelina True." sagde jeg smilende, jeg kunne ikke lade vær, han's dårlige joke var så latterlig at den var sjov. "Hyggeligt at møde dig Angelina, men jeg bliver altså nød til at gå nu." sagde han, med et smil der viste at han havde dårlig samvittighed over at gå nu. "Det er okay, jeg skulle også til at gå nu." svarede jeg. "Hyggeligt at møde dig Niall, måske ses vi igen." sagde jeg hemmeligheds fuldt, og blinkede. Jeg fik fat i min kuffert, og vendte mig. Han virkede som en flink fyr, jeg kunne godt lide ham. Altså ikke lide lide. Men lide på den rigtige venne måde. Jeg smilte lidt for mig selv, da jeg pludselig blev trukket i armen. "Hvad i... Niall?" spurgte jeg forundret, da jeg så at det var ham. "Ja undskyld hvis jeg gav dig et chok, men må jeg ikke få dit nummer?" spurgte han, genert. Jeg tøvede lidt, men så så hans ansigts udtryk ændre sig til skuffet. "Jo det må du da." sagde jeg og prøvede at lyde begejstret. Han så smilende på mig, og rakte mig så sin mobil. "Tak skal du have." sagde han og lød rigtig glad.

 

"Selv tak" smilede jeg. "Vi ses." sagde jeg og vendte mig, jeg havde lidt travlt nu. Eller måske ikke, jeg så på uret. Klokken var kun 5 om morgen. Jeg skulle lige til at gå mod udgangen, da jeg komme i tanke om at jeg skulle finde et hotel. Jeg kiggede efter en informations ting ting. Jeg fandt den hurtigt, den stod ude til siden, med et stort skilt oven over 'INFORMATION'. Jeg gik små løbende hen mod den, jeg ville bare gerne finde et hotel og sove dagen ud. Sms'erne slog det ned i mig, Arrgh jeg tjekker dem i taxaen. Ja jeg ud skød det, men jeg havde virkelig ikke lyst til at finde ud af det.

 

***          

Jeg havde fundet et nogenlunde billigt hotel, med et ledigt værelse der samtidigt lå tæt på der hvor konkurrencen skulle afholdes. Jeg prajede en taxa, og fortalte så hvor hotellet lå. Da vi endelig nåede frem, blev jeg overrasket over det syn der mødte mig. Det var stort, og lignede et slot. Jeg blev pludselig meget begejstrede, og kunne ikke vente med at se værelset, og falde ned i den bløde seng og bare dase. Jeg gav taxa chaufføren, pengene. Den her gang gav jeg ham præcist det gik ikke at jeg gik og klattede penge væk. Ej klatte var måske for hårdt, det var jo frivilligt og til en god sags tjeneste. Jeg stod ud af taxaen med kufferten, jeg gik med målrettet skridt hen til hotellet's dør hvor der stod en dørman. Jeg begyndte at fnise, jeg følte mig helt kongelig da han åbnede døren for mig. "Tak" sagde jeg og stak ham et par pund.  Han tog villigt imod dem, ikke ligesom taxa chaufføren. Jeg rullede øjne af mig selv, over at tænke på ham igen.  

 

Der var ingen i lobbyen så jeg var hurtigt hende ved skrænken, tilgengæld var der heller ikke nogen der. Jeg trykkede på den der dims der siger ding. Hvad hed sådan en ting enlig. Jeg undrede mig over det i et par minutter, da der endelig kom en. Han var midelaldrende, han var halv skaldet, og det hår han havde tilbage var allerede gråt, også hade han borgmester vom. Men han havde dog et venligt ansigt. "Ja?.." spurgte han han afventende. "Øhhm jeg skal øh tjekke ind." svarede jeg usikkert. Jeg havde aldrig været på hotel før, og så siger ham gutten bare 'Ja'. Hvad er det lige man skal svare på det? "Navn?" spurgte han igen, han var ret kort fattet  af en gammel mand af være. De gamle derhjemme snakkede som dagen er lang. Man kunne aldrig få dem til at tie stille. "Angelina True Jackson" svarede jeg.

 

"Her er nøglen, du bor i nummer 219." sagde han så og tilføjede "Det er på anden sal." Han så træt ud bemærkede jeg. Det var enlig synd for ham, han var halv skaldede og havde borgmester vom. Det er ikke lige hvad en kvinde ønsker sig, vis der var kvinder der gik ud med ham var det for pengenes skyld. Jeg smilede opmuntrende, og sagde så tak for hjælpen.

 

Jeg trådte ind i elevatoren, og følte mig allerede dårligt tilpas. Jeg havde været bange for små rum i evigheder, og det her var ikke en undtagelse. Jeg trykkede på det gyldne 2 tal, og lukkede øjnene. Jeg ville ikke kunne klare den her tur, vis jeg skulle have åbne øjne. Det gik hurtigere end ventet, jeg hørte det lyse pling der hentyder til at turen af slut. Jeg skulle lige til at træde ud af elevatoren, da en høj pige med mørkt hår træder ind. "Hej." siger jeg og prøver at lyde høflig. "Hejsa" svarede hun varmt. "Vi ses, måske." sagde jeg og smilede stort. Jeg var sikker på, at vis vi lærte hinanden at kende ville vi godt kunne blive gode venner. "Ja måske." sagde hun og smilede igen. Jeg gik uden om hende, og døren lukkede. Nu stod jeg mutters alene, og kiggede til højre og venstre. Gad hvide hvad for en vej jeg skulle, nååår der er et skilt. Flot Angie flot, hvordan har man lov til at være så blind.

 

Og nu snakkede jeg også til mig selv, og jeg bliver ved. Jeg rullede øjne af mig selv, det var så typisk mig at have en indre samtale. Jeg så på skiltet, okay til højre. Guuud, hvad for en sang skulle jeg synge?? Sms'erne måtte vente, ja jeg havde stadig ikke læst sms'erne endnu. Men jeg turde ikke, tænkt lige at læse alle de skuffelser om sig selv. Det var virkelig skræmmende, for jeg havde altid gjort hvad jeg fik besked på. Når men sket er sket. Fuck det. Jeg vil leve livet.

 

Jeg gik forsigtigt videre, flere hjørner sukkede jeg stille. Jeg så på det lille skilt, og skulle til at gå til højre igen. Da jeg ser noget velkendt lyst hår. Jeg træder et skridt tilbage, og slipper et fnis ud. Tænkt engang vi boede på samme hotel, Lol han ville få sig en overraskelse imorgen. Jeg ventede et stykke tid, jeg ville ikke have han skulle opdage mig. Så ville det jo ikke blive en overraskelse vel. Okay der måtte være fri bane nu. For helt ærligt hvor langsom har man lov til at være? Jeg tøvede lidt men gik så, med listene skridt gik jeg videre. Jeg ved ærligt talt ikke hvorfor jeg listede, jeg følte mig lidt som James Bond. Jeg fandt hurtigt mit værelse, det var ret tydeligt det var mit værelse. Der stod 219 klistret på, med sirlig guld skrift. Jeg kom til at pruste over min observation. Ikke fordi jeg var typen der prustede, men fordi jeg holdt et grin tilbage. Det var næsten ynkeligt.

 

Jeg tog nøglen frem, og skubbede den ind mens jeg ventede på lyset skulle lyse grønt. Jeg blev nærmest overvældet over hvor sødt og luksuriøst det var på samme tid. Ved vinduet, var der en antik blomstret sofa, med en matchende chaislong. De var et lille skrive bord op ad væggen til venstre, og til højre var der nogen franskedøre ind til soveværelset. Jeg gik videre, til værelset og så at det var ligeså sødt. Der var en kæmpe dobbeltseng, med blomstre betræk, og smørblomst gule puder. Det hele var bare så Country!! Der var den jeg skulle synge noget om landet, og jeg vidste lige hvad det var for en sang. 

 

                                                                                                          

Jeg satte mig forsigtigt på sengen, jeg var lidt bange for at krølle det sengetøjet det hele var så pænt. Jeg tog min mobil og kørte min finger hen over risen i overfladen. Jeg trykkede mig ind på beskeder, jeg trykkede på min søsters først.

 

' Tænk at du gjorde det, mor er helt ude af den. Og vi kan ikke engang komme hjem og trøste hende. Det handler ikke om dig Angelina.' 

 

Jeg slettede beskeden, jeg kunne ikke læse resten. Jeg slettede også resten fra min søster, det var alt for svært jeg kunne ikke jeg var ikke stærk nok.Jeg slettede beskeden, jeg kunne ikke læse resten. Jeg slettede også resten fra min søster, det var alt for svært jeg kunne ikke jeg var ikke stærk nok. "Hahahah" grinte jeg frustreret af mig selv. Jeg var ynkelig, jeg var stukket af hjemme fra, men jeg turde ikke læse en forpulede sms. Jeg begyndte at sparke til sengen, så til væggen. Da jeg færdig smed jeg  mig på sengen, og slog en sidste gang en knytnæve ned i sengen. Jeg savnede mor, jeg savnede far, og jeg savnede Cassi. Jeg døsede lidt hen, da jeg var klar til at stå op bestilte jeg noget room service til frokost. Jeg fik en udmærket club sandwich og en lunken cola.

 

Efter 4 timers ingenting besluttede jeg mig få at gå i seng, jeg havde beslutte mig for at læse mors sms imorgen.  

 

     

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...