What's gonna happend now? Should i be scared now? 2 -Jason McCann

DETTE ER 2'ER AF "The Day We Met -Jason McCann" Bare til info:D<3

Isabella og Jason, Alex og Julie. Isabella får alt forklaret, og hun tar chancen og bliver ved Jason. Dog ved de ikke hvad der nu skal ske. Jason kan jo ikke vise sig, og Isabella vil ikke overses. Jason er stadig forbryder. Kan dette få konsekvenser for Isabella og Julie, at de er sammen med dem. Kan de finde sig i det, eller må drengene lave om på dem selv. Jason har travlt med alt det han laver, hvilket Isabella ikke syntes om. Hun forstår ikke hvordan det kan være så vigtigt, og Jason må leve efter hende kriterier for at hun ikke forlader ham. Men kan han gøre det? Eller ender det hele som det startede? Er Isabella igen blevet kidnappet, bare denne gang med Julie?

41Likes
34Kommentarer
3622Visninger
AA

4. Jamen, jeg kan jo. Men hvor længe kan det holde?

 

”Vi smutter.” Kom det fra dem, og de gik. Jeg gik stille ind på Jasons værelse, og kiggede på ham fra døråbningen. Han kiggede bare surt ind mod væggen, men kiggede så på mig, dog ikke vredt. Han kiggede ned, og sukkede. ”Det er bare for latterligt altså.” Jeg satte mig ned ved siden af ham. ”Der er altså også andet i verdenen end at være kriminel, jeg syntes også at Alex gjorde det rigtige. Jeg er faktisk jaloux på Julie, det må være fedt for hende. Ingen af os kan forstå, hvorfor det skal være så vigtigt at lave det i laver.” Han kiggede lidt på mig, og rystede på hovedet. ”Alex gjorde ikke det rigtige! Han ved ikke hvad han laver, han er en idiot! Jeg gir’ mig aldrig til de idioter, lev med det!” Han rejste sig surt op, og råbte næsten af mig. ”Jason.” Han kiggede surt på mig. ”Nej!” Jeg rystede opgivende på hovedet, og rejste mig op. ”Hvad hvis jeg ikke gider, at leve med det hva? Det fint, du fortsætter bare. Jeg gider det ikke, så må du sku også vælge. Jeg ved Alex fik det samme valg. Jeg vil være sammen med dig, men ikke hvis du fortsætter sådan. Det er heller ikke fedt, at skulle bekymre sig om, om du overhovedet ville komme hjem. Eller om du var død, anholdt eller noget. Jeg ville ikke få en skid info Jason! Det fint, fortsæt. Men så gider jeg sku ikke mere! Hvis jeg også bare er en såkaldt tøs!” Jeg kiggede surt på ham, og traskede så ud af huset. Jeg begyndte at gå, og nåede et godt stykke, da Jason indhentede mig. ”Bella. Bella, undskyld.” Han stillede sig foran mig, og stillede en pose på jorden. Hvorefter han tog mine hænder. ”Jeg skal nok, bare ikke forlad mig. Vi gør det nu, bare bliv hos mig.” Han kiggede undskyldende på mig, jeg nikkede. Jamen, jeg ka’ jo. Jeg vidste han ville gi’ sig til sidst, hvis jeg bare sagde jeg ville forsvinde. Han smilede, tog posen op og tog en arm om mig. Han kyssede mig på panden, og vi gik. Så er det måske også slut med alt det TV om os, det er ret mærkeligt.

 

Vi nåede derhen, og han gik ind. Mens jeg blev stående og ventede, mens jeg kiggede lidt rundt. Der stod nogle fra nyhederne, de havde vel set vi var kommet. Der kom en hen til mig, og begyndte at snakke med mig. Gud altså, kan det ikke gøre lige meget? Men jeg svarede da, på det jeg ville svare på hvert fald.

Han kom ud, og kiggede hen på mig. Jeg smilede tilfredst, og han kom hen til mig. ”Så du forlader mig ikke vel?” Jeg rystede smilende på hovedet. ”Nej, men jeg gør hvis du begynder på alt det igen.” Han nikkede, og bed sig i læben med et smil. Jeg kyssede ham på munden, og vi trak os smilende væk. Vi begyndte så at gå. Jeg havde egentlig glemt at de filmede på os, awkward. Da vi gik, kunne vi så høre dem snakke. ”Jeg tror aldrig før han er blevet set smile, og være glad. Selveste McCann har overgivet sig, på grund af en pige. Hvordan kan det lade sig gøre?” Han sukkede lidt, og vi gik videre. Tjah, det er vel heller ikke prestige det han har gjort. Men sådan er det, og det her er jo også bare bedre.

 

”Bella? Er du hjemme?” Kom det fra nedenunder, jeg kiggede hurtigt på Jason. Der sad og kiggede lidt på mig. ”Ja?” ”Kom lige ned.” Jeg bad ham om bare at vente, hvor efter jeg hoppede ned af trapperne. De stod i entréen og kiggede, vi smilede. ”Hva så?” ”Vi spiser om 5 min, vi skal bare lige have det varmet op. Jeg nikkede, og skulle til at gå op igen. ”Hvem har du på besøg? Og vil han/ hende spise med?” Min mor og far kiggede lidt på skoene, jeg bed mig i læben. De ved det nemlig ikke jo… ”Øhh altså. Det er bare en dreng.” de smilede lidt. ”Han kan da komme ned, og spise med.” Min far gik ind i stuen, og min mor stod bare og smilede. Jeg rystede på hovedet. ”Det vil i ikke have.” Jeg gik op, og ind på værelset igen. De må jo ikke vide han er her, men de kommer heller aldrig op på mit værelse. Det er ret dejligt. De flipper sikkert skråt, når de ser det i fjernsynet. Jubi.. Jeg satte mig på hans skød, og han tog armene om mig med et smil. Det er utroligt sådan han kan forandre sin være måde. Han er helt anderledes når vi er alene, eller når vi er ude. Men når Alex eller sådan nogle kriminelle eller noget er i nærheden, så ændrer han sig fuldstændig. Jeg tog mine arme om hans hals, og så sad vi bare og snakkede.

”Der kommer nogen.” Mumlede han, og kiggede mod døren. Jeg rystede på hovedet. Okay, jeg kan ikke høre noget? Men de kommer ikke herind alligevel. ”De kommer ikke ind på mit værelse alligevel.” Han nikkede lidt, men holdte sit blik på døren. Døren blev lige pludselig åbnet, og jeg kiggede mod den. De plejer da ikke at komme ind?! Åh nej! Jason havde hurtigt fået skubbet mig væk, og lagt sig i sengen. Min mor kom ind og kiggede, hun smilede og kiggede. ”Der er mad. Sover han?” Jeg nikkede hurtigt, med et smil. Hun nikkede og gik igen. Da døren var lukket, satte han sig op. Jeg rejste mig op, og gik. ”Bare bliv her.” Han nikkede lidt, og jeg gik ned til dem. Vi sad og spiste, mens at der var tv. Standard spisning.

”Jason McCann har i dag, fulgt sin brors spor, og har lavet fred med politiet.” Hele udsendelsen både med Alex og den nye med Jason kom, jeg kiggede på fjernsyne, og ville ikke se på mine forældre. Jeg er så død. Hvad skal jeg gøre? Løbe min vej? Min far rejste sig brat op, og trampede afsted mod mit værelse. Nej, der fandt han så ud af det. Jeg rejste mig op, og løb efter ham. ”Far.” Han ignorerede mig, og gik ind på mit værelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...