De efterladte børn * One shot *

Niels og Johanna er to af de talrige børn, som er blevet efterladt af deres forældre på børnehjemmet Valliére. Børnehjemmet som ingen børn nogensinde forlader ingen, efter de først har placeret deres fod på grunden.
En dag beslutter de to unge børn dog at flygte. Flygte væk fra alt den rædsel som de så længe har levet med.

3Likes
4Kommentarer
1172Visninger
AA

1. De efterladte børn

 

Lyden af vand der falder ned mod jorden. Lyden af Johanna som rystede af kulde. Lydene var overalt, uanset hvor vi var. Lyden fra vindens susen og lyden af dens kærtegn. Lyden af en brutalt ødelagt telefonboks, hvor røret aldrig var blevet lagt på.

Smagen af gammelt brød i min mund. Smagen af angst.

Lugten af død og lugten af råddent mad.

Følelsen af at blive iagttaget for hver bevægelse man gjorde. Følelsen af ikke at vide hvor man hører til. Følelsen af at føle sig fortabt og uelsket.

 

Vi var hele tiden på vagt. Vi måtte hele tiden holde øje med omgivelserne, eller om omgivelserne holdte øje med os.

Efter flere timers vandring var vi begge udmattede. Turen havde taget hårdt på os, og vi endte med at slå os ned i et falde færdigt skur.

Jeg kunne ikke undgå at få kuldegysninger, da vi langsomt trådte ind i noget, der engang havde lignet et hønsehus.

Vi måtte træde forsigtigt og hele tiden kigge på vores fødder for ikke at falde i dybet.

Brædderne i gulvet var næsten alle knækkede, og det var som om, de bare ventede på, at man trådte forkert og aldrig kom op igen.

Jeg kunne ikke undgå at se alt det spindelvæv, som sad oppe i tagets hjørner og ned af væggen. Det var ikke normalt spindelvæv, som hang på ens værelse i ny og næ. Det hang fra det ene hjørne til det andet. Jeg kunne skimte loftet i nogle få huller gennem den hvide sky af spindelvæv.

Næsten som toiletterne på børnehjemmet.

Mørket havde lagt sig, og stjernerne gjorde det ikke meget bedre. Jeg havde aldrig brudt mig om stjerner. Det var som om, de holdte øje med os. Bebrejdede os hver gang vi begik en fejltagelse.

En stank af døde høns mødte os.

Johanna krøb længere ind til mig. Forståeligt da hun både var bange og frøs.

”Niels? Hvad hvis Frk. Johnson finder os?”

Johanna og jeg var nogle af de talrige børn, som havde prøvet at stikke af fra Valliére; børnehjemmet for børn, hvor deres forældre aldrig kommer og henter dem igen.

En smag af kvalme og opkast pressede på. Et smil plantede sig på mine læber, i håb om at berolige hende, hvor jeg derefter tog et tæppe op af min taske.

”Læg dig under tæppet”, sagde jeg, imens jeg lagde det over hende.

Hun faldt hurtigt i søvn, hvilket jeg ikke havde noget imod. Jeg havde brug for at tænke.

Mine tanker fløj hen mod børnehjemmet - mod Johanna og mit forrige hjem.

Smagen af kvalme og opkast pressede på igen.

Jeg havde aldrig set Valliére som et normalt børnehjem.

Det var mine forældre, som havde bestemt, at Valliére skulle være mit nye hjem. Om de var trætte af mig, eller at jeg havde været et uheld, havde altid stået mig uklart.

De lovede, at jeg kun skulle være der i ferien, men efter jeg havde været på børnehjemmet i fire år, begyndte mit håb langsomt at forsvinde. Mine forældre ville aldrig komme og hente mig. De var ligesom alle de andre forældre.

Vi var alle de efterladte børn.

Det var ikke ualmindeligt at falde i søvn til skrig, eller til en pige der græd over, at der igen var kommet en fremmed ind på hendes værelse.

Jeg gøs ved tanken.

Jeg kunne mærke, at kulden sneg sig ind på mig, og jeg fortrød, at vi ikke havde taget to tæpper med os.

Gad vide om Frk. Johnson, børnehjemmets overhoved, havde fundet ud af, at vi var stukket af?

Jeg smilte let ved tanken.

 

Jeg vågnede ved lyden af tunge og larmende skridt. Jeg kunne mærke en gammel, velkendt følelse brede sig i mig. Panikken.

Var det nu, vi ville blive fundet?

Johanna mumlede svagt i søvne. Jeg prøvede at tænke klart, mens lyden af skridt kom nærmere og nærmere.

Jeg blev nødt til at vække Johanna. Jeg blev nødt til at få os væk. Jeg vidste ikke, hvem det var, som nærmeste dig, men det havde ingen betydning. Vi måtte ikke blive fundet under nogen omstændigheder. Johanna åbnede sine øjne, og hun kom hurtigt til bevidstheden. Vi rykkede hurtigt længere tilbage i skuret, i håb om at skyggerne ville opsluge vores skikkelser.

En smerte så stor bredte sig med lynets hastighed i mit ben. Jeg bed mig selv hårdt i underlæben for ikke at skrige. Så hårdt at det begyndte at bløde. Mine syn blev sløret, og lydene begyndte langsomt at forsvinde. Det var en smerte, der ikke kunne beskrives, men jeg måtte holde fokus. Jeg kunne ikke give op nu.

Jeg kiggede ned af mig selv, og fandt hurtigt kilden til smerten. Min fod sad fast i det sorte dyb.

Mit ben sad fast imellem brædderne, og det var umuligt at få det op. Sveden dryppede fra min pande, mens jeg forgæves prøvede at få mit ben til mig. Jeg anede stadig intet om, hvem der var på vej mod vores gemmested, men jeg frygtede det værste.

Lugten af blod nærmede sig langsomt min næse.

Skridtene blev højere og højere, og sveden dryppede  stadig fra min pande som et vandfald.

Pludselig var der bomstille.

Johanna og jeg kiggede skrækslagene på hinanden, imens vi begge holdt vejret. Jeg kunne ane en skikkelse, der lidt efter lidt fyldte hele døren.

En tåre trillede ned af min kind.

”Fundet.”

 

---

Hey! :-D Dette var så min 2. movella, og jeg håber, at I kunne lide den. Give gerne noget feedback, så jeg kan blive bedre!

Jeg har faktisk skrevet den her i 8. klasse, hvilket er godt og vel lidt over 2 år siden. Måske kan nogle af jer genkende noget i den, da jeg skrev den til min terminsprøve. (-:

Tak fordi I gad at bruge jeres tid på at læse min movella! Bye bye~!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...