You Saved My Life - One Direction

18-årige Kate Wayne lever et farligt liv. Hendes hverdag består af stoffer, alkohol og sex. Og så er der selvfølgelig også hendes arbejde som lejemorder. Hun er på en konstant flugt fra politiet, der kun er ude på at få hende spærret inde på livstid. Men da hun en dag får en opgave, som hun ikke kan gennemføre, går det hele galt. (Vil gerne lige advare jer om, at denne historie er gammel og - i følge mig - virkelig dårlig. Jeg havde ikke rigtig nogen erfaringer, da jeg begyndte på den, så jeg undskylder på forhånd!)

157Likes
107Kommentarer
17703Visninger
AA

17. "Lad os komme til sagen."

Jeg tog fat i dørhåndtaget, men blev stoppet af et sæt stærke arme om mine skuldre.

"Kate. Bliv her."

Jeg rystede på hovedet, og forsøgte at rive mig væk, men en smerte skød gennem min ryg, og gjorde det næsten umuligt at beuge kræfter.

"Vi ved begge to godt hvem der kommer til at vinde den her kamp, så du kan ligeså godt give op på forhånd."

Jeg sukkede, og slap dørhåndtaget.

"Fint! Og fortæl mig så; hvad er din plan?" spurgte jeg opgivende. Han løsnede sit greb og vendte mig rundt så han kunne kigge mig direkte i øjnene. Sig mig, var han slet ikke sur? Skræmt? Panikslagen? Et eller andet?

"Hvorfor kunne du ikke.. du ved.. dræbe mig?" spugte han, og ignorerede mit spørgsmål. Jeg undveg hans blik, og så ned i jorden i stedet.

"Jeg.. ved det ikke. Det var bare.. du var så sød mod mig. Sødere end nogen anden, udover min mor, nogensinde havde været overfor mig. Sødere end jeg fortjente. Det gik vist bare ikke op for mig før. Hvor dum jeg havde været. Men du.. behandlede mig godt. Jeg kunne ikke, fordi jeg.. syntes om dig."

Han satte en finger under min hage, og løftede mit ansigt lidt op. Jeg tog en dyb indånding og så ham direkte i øjnene. Han så.. forundret ud. Og underligt nok, kunne jeg spore en glæde. Dybt, dybt nede i hans blik, begravet under forundring, skræk, forvirring og en masse andet, så jeg en glæde. Det fik mig til at smile. Det var ikke et stort smil, ikke noget særligt. Men det var ægte. Han smilede svagt tilbage. Vi blev dog afbrudt i vores lille 'smilestund', da en af drengene hostede falsk bag os. Jeg vendte mig om mod personen, der så viste sig at være Niall.

"Zayn.. Du har fået en sms.." mumlede han usikkert. Jeg himlede med øjnene af ham. Nu stod vi lige, og var i gang med noget, og så afbrød han os for at fortælle noget så ligegyldigt?

"Fra hvem?" spurgte Zayn.

"Du må nok hellere selv læse den. Og også dig, Kate.." svarede han bare, og rakte os en iPhone. Der var en sms fra et ukendt nummer.

'Jeg synes lige at du burde vide, at fordi din fantastiske kæreste valgte at slå en af mine mænd ned, har du og dine berømte venner nu kun en time tilbage. Det var måske godt fundet på, at få jer til at flygte til et lille hotel, men desværre er jeg klogere end Kate. Jeg ved hvor I er. I kan ikke stikke af.'

Jeg læste sms'en igen og igen, og først den fjerde gang jeg læste den, trængte det ind. Mike vidste hvor vi var. Hvordan.. fuck. Sallys bil. Jeg havde parkeret den lige foran hotellet. Og Sally var jo en tidligere medarbejder. Selvfølgelig havde de hendes nummerplade. Det her ville helt sikkert ende med at skabe problemer for hende også. Jeg var åbenbart sådan en type, der skabte problemer for alle dem, der kom for tæt på.

"Hvad skal vi gøre?" spurgte Niall en smule urolig. Det var jo et godt spørgsmål. Jeg måtte lave en brainstorm inde i mit hoved. Vi kunne.. 1; Lade være med at gøre noget. Så ville Mike nok komme ind om en time, og dræbe os alle. 2; Vi kunne forsøge at flygte. Så ville vi blive opdaget, og højst sandsynligt dræbt. 3; Vi kunne dræbe os selv. Ja, det skulle nok hjælpe på det. 4; Jeg kunne gøre det, Mike ville have mig til. Igen, det skulle nok hjælpe på det. Hvordan kunne jeg overhovedet tage det så roligt? Jeg mener, der e..

"Jeg synes stadig at vi skal ringe til Paul.." sagde Harry, og rev mig ud af mine tanker.

"Hvem er ham Paul overhovedet?" fløj det ud af min mund. Alle drengenes blikke (hvornår var resten lige kommet?) røg over på mig.

"Vores bodyguard.."

Ja, så gav det da mere mening. Men jeg var ikke helt sikker på, om jeg havde lyst til at blande ham ind i alt det her. På den anden side.. hvad kunne det skade?

"Jaja, hvis I mener at han kan hjælpe.." mumlede jeg ligegyldigt. Harry nikkede.

"Det kan han. Det er jeg meget sikker på.."

"Hvad er klokken?" fløj det ud af min mund igen. Niall kiggede på sit ur.

"Halv elleve.."

Jeg nikkede. Hvis det så var cirka ti minutter siden Mike havde sendt sms'en, ville det sige at vi have omkring halvtreds minutter til at finde ud af hvad vi skulle gøre. Det lød da supernemt. Og det gjaldt bare om at holde hovedet højt, og være optimistisk. Jep. Så skulle det hele nok gå. Fuck det. Vi var dødsdømt.

Og selvfølgelig fløj det ud af min mund. Harry formåede rent faktisk at grine af det. Så var det vel ikke nu, jeg skulle fortælle, at jeg mente det helt alvorligt..

 

**************

 

Tyve minutter efter, sad vi inde i stuen og lavede julehjerter. Ej, det var bare for sjov. Tænk at jeg magtede at lave sjov lige nu.. Jeg ved ikke hvad der var galt med mig. Jeg var vel bare ikke god til at være i pressede situationer. I virkeligheden, sad drengene og disukterede, hvordan det kunne være, at Paul ikke tog telefonen, mens jeg sad inde på det andet værelse med hovedet begravet i hænderne. Jeg sad på sengen, og min pistol lå ladt ved siden af mig. Jeg græd ikke eller noget. Jeg sad bare og tænkte. Fortrød. Skammede mig over at have været så egoistisk. Jeg skulle aldrig have ladet drengene komme så tæt på mig. Jeg skulle have fundet en anden løsning, så ville vi slet ikke sidde her nu. Men jeg var alligevel for egoistisk til at kunne sige, at jeg ikke havde nydt det. Hvert sekund med dem, havde været helt fantstisk. Jeg ved ikke hvad der ville være sket, hvis ikke jeg havde mødt dem. Der lød en svag banken på døren. Jeg kiggede op, og så Zayn komme ind. Han lukkede døren efter sig, og gik hen og satte sig ved siden af mig, på den side hvor pistolen ikke lå, hvilket nok var en meget god idé.

"Hvordan kan det være, at du ikke er sur eller noget?" spurgte jeg med en svag stemme. Jeg rømmede mig kort.

"Jeg ved det ikke.. Det er vel bare gået op for mig, at du har ændret dig, at du fortryder det du har gjort, og vigtigst af alt, hvorfor du ikke dræbte mig.." svarede han med et lille smil. Jeg smilede svagt igen. Han stirrede mig lidt ind i øjnene, og lagde sine læber på mine.

"Hvad laver du?" mumlede jeg under hans læber. Han smilede lidt mere.

"Hvis jeg kun har kort tid tilbage, kan jeg ligeså godt nyde det. Og det her er vel den bedste måde.."

Jeg fniste kort. Han lagde sine arme om mig, og trak mig ind til sig. Vi trak os lidt fra hinanden for at få luft. I det samme lød et højt brag, og jeg rejste mig op med sådan et sæt, at jeg fik trukket mig ud af Zayns arme. Jeg greb pistolen og løb ud. Drengene sad stadig i sofaen, men nu med skræmte ansigter, telefonen lå på gulvet, og de stirrede alle hen mod døren, der var blevet slået ind. Og - vigtigst af alt - Mike stod midt i rummet med en pistol, der var mindst ligeså god som min. Da han fik øje på mig, dannede der sig et hånligt smil på hans læber.

"Der var du jo! Jeg var lige ved at være bange for, at du ikke ville deltage i festen!" grinede han.

"Du kommer for tidligt.." mumlede jeg bare. Han grinede igen.

"Det kan da være lige meget, jeg vidste jo at du ikke ville gøre det," svarede han, og blinkede til mig. Han sendte mig et 'sødt' smil, der fik kvalmen til at stige i mig. Ud af øjenkrogen så jeg Zayn stikke hovedet ud. For pokker, kunne han ikke være blevet derinde?

"Jamen der har vi jo årsagen til det hele!" udbrød Mike med en falsk glæde, og slog ud med armene. Zayn stivnede, og stirrede bare på ham.

"Kom dog ud!"

"Bliv. Der." sagde jeg med sammenbidte tænder. Zayns blik flakkede mellem os. Han vidste tydeligvis ikke hvem han skulle lytte til.

"Jeg kan da også bare gøre den beslutning meget nemmere for dig," smilede Mike. Han rettede pistolen mod Zayn, og jeg rettede øjeblikkeligt min egen mod Mike. Zayn lavede et forskrækket hop, der fik ham til at komme længere ind i stuen. Mike gjorde tegn til Zayn om at komme tættere på, og han tog et lillebitte skridt frem.

"Zayn! Stop! Bliv der.." bad jeg. Han kiggede hen på mig igen, og stoppede.

"Ja, hun har ret. Nu har vi haft sjov nok. Lad os komme til sagen."

 

*******************

 

Uhadada.. det var ikke så godt, hva?

Hvad tror I der sker i næste kapitel?

Tryk gerne 'like' (:

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...